Urørt original eller restaureret til bedre end ny? Det fører (paradoksalt nok) til paradoks.
Jeg var i Italien i går og så et toprestaureret eksemplar af et af halvfjerdsernes store sportsvognsikoner. Den var bedre end ny, simpelthen. Meget bedre, faktisk. Og så god, at ejeren ikke havde kørt i den siden afsluttet renovering sidste år, men nu ville sælge den. Eller. Det ville han faktisk ikke ret gerne, men han kunne jo godt se, at han havde malet sig selv op i et hjørne her: Sidste gang han kørte i bilen var lige før renoveringen blev påbegyndt (og sjovt nok var det slet ikke en dårlig bil til at starte med), og det havde han nydt meget. Men i dag ville han ikke kunne bære at få et stenslag eller ridse i den nu helt perfekte lak.
Denne E-type er restaureret til perfektion af Jaguar selv. Er det synd at køre i den?
Ugen før så jeg et andet sportsvognsikon, men her var der tale om et komplet urestaureret eksemplar fra tresserne – efter sigende endda i original lak og med originalt interiør. En helt vildt uspoleret bil, der selvfølgelig havde fået sin andel af patina i sine tres års levetid, men som utroligt nok stadig var flot og præsentabel og i øvrigt ville kunne stille op i diverse konkurrencer og concours i kategorien originalbiler. Og hvor man ikke behøvede bekymre sig om det næste stenslag.
Nogle biler er fordømt til at liv i indelukke, fordi de dybest set er for gode.
Eller hvad? For hvis man lige tænker efter, så lider de to biler sådan set af samme paradoks: De er i deres nuværende tilstand begge noget ganske særligt, og hvis de rent faktisk fik en skade og for eksempel (nogle udefrakommende) kørte på en bagskærm, så ville magien i begge tilfælde være brudt og jomfrueligheden ovre.
Paradokset gælder også en Mitsubishi Lancer i originallak.
Da jeg så lige tænkte videre over det, så kom jeg, der jo elsker originale biler, frem til, at netop den originale og urørte ville lide mest under sådan et uheld: Dén ville aldrig kunne føres tilbage til sin tilstand. Mens den anden jo bare kunne repareres og lakeres igen – for anden, tredie eller fjerde gang. Hvis man lige får slugt dén mentale kamel, så er det jo bare at give den gas i sin toprenoverede sportsvogn.
God weekend!
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Ugens Tip: Lokation
Hvis du har en dejlig klassiker og vil tage et foto af den – uanset om det er for at sælge den eller til dine egne lange vinteraftener – så gør dig selv (og bilen) den tjeneste, at finde et ordentligt sted at fotografere den. Det kalder man en “lokation” på fotosprog. Og det er sådan, at en indkørsel ikke kan være en lokation…
Gang i 90’erne og to 30-års fødselarer …
Af Michael S. Lund
I sidste Weekend Matiné var jeg inde på at lade 1980’erne forsvinde i glemsel – for bilernes vedkommende. Selv finder jeg 1990’erne mere interessant, bilmæssigt, når det gælder såvel form som teknik. I artiklen om 1980’erne fokuserede jeg på Fiat … og hvorfor ikke fortsætte med det, for netop i år er der to 30-års fødselarer fra Fiat, nemlig både Fiat Coupé og Fiat Punto.
1980’erne blev lukket af med Fiat Tipo, som på mange punkter var en forglemmelig bil, men den er god at tage afsæt til 1990’erne i, for dens platform dannede grundlag for de første sportslige biler fra Fiat siden 1970’erne, hvor en af dem var Fiat Coupé.
Designet stod Centro Stile for, hvor det tilfældigvis var Chris Bangle, der havde ført blyanten. Der er delte meninger om Chris Bangle, men selv er jeg absolut blandt tilhængerne, selvom han da også har haft sine mindre heldige stunder. Men Fiat Coupé hører til en af de heldige, og tiden har behandlet den vel, synes jeg.
Formen var et skridt væk fra det kantede, og andre lod sig inspirere af den. På motorsiden var den ude med den – daværende – nye DOHC (for de fleste udgavers vedkommende) Fiat-modulmotor, der fandtes med både 4 og 5 cylindre. Den 5-cylindrede var i første omgang udviklet til Lancia Kappa (Lancia Themas efterfølger, og en bil vi skal have fat i på et andet tidspunkt) – og hvilken fin motor.
I Fiat Coupé var den på 2 liter og passede dermed som fod i hose til det italienske beskatningssystem. Den fandtes både med og uden turbo, hvor den turboladede version ydede 220 hk, noget der nok kunne sætte fut i fejemøget!
I den forbindelse falder lyset også på bagsiden af medaljen, for her kommer Fiat Tipo-platformen til kort. Strammere fjedre og differentialespær kan ikke skjule, at ophavet var en husholdningsbil.
Med ca. 77.700 producerede biler frem til 2000 er Fiat Coupé en relativt sjælden bil. Skal jeg have en, tager jeg den i gul!
En læser var inde på, at Fiats kilde til succes altid har været mindre biler, hvor det i 1980’erne var Uno. Afløseren til Uno var Punto … og igen var det Giugiaro, som stod for designet, og heldigt nok for Fiat blev også Punto en salgssucces, med godt 3,4 millioner producerede af første-generationsudgaven.
Sjovt nok havde Giugiaro oprindelig tilbudt designet til Renault (til første-generation af Clio-modellen), men Renault takkede nej. Giugiaro tilbød det efterfølgende til Fiat, som bed på.
Fiat Punto var blødt op i formerne i forhold Uno, og baglygterne var lodrette og høje … lidt à la Volvo 850 Herregårdsvogn.
Jeg har selv et forhold til Fiat Punto, da vi har haft en i husstanden som bil nr. 2. Puntoen vi havde, var den mere sjældne 55-model med en motor på 1,1 liter … og utroligt nok fandt jeg fornyelig ud af, at den faktisk stadig eksisterer.
Den gjorde egentlig alle fordomme om italienske biler – og Fiat i særdeleshed – til skamme. For rustede den, og var der tit noget i vejen med den? Svaret er nej til begge dele, selvom den fraværende rust ganske vist var godt hjulpet af en supplerende rustbeskyttelse. Indvendig fulgte den samme opskrift som Uno, med den meget oprette siddestilling.
De mindre basisudgaver har med deres grå plastikhelvede – kofangerne og en god del af interiøret – den del af unoderne fra 1980’erne med sig. Det eneste positive ved de grå plastkofangere er, at de gør parkeringssensorer unødvendige. Man bakker eller kører blot frem, til bilen rører bilen bagved eller foran … som naturligvis også har kofangere i grå plast. Kofangerne i de finere udgaver var dog lakerede, så her gik den metode ikke!
Var en Fiat Punto sjov at køre? Overhovedet ikke, selvom den på sin vis heller ikke gjorde noget direkte forkert. Men hov, ligesom med forgængeren (Uno) fandtes der også en turbo-udgave med 130 hk, som godt kunne få topfarten op på lidt over 200 km/t og en accelerationstid på 7,9 s fra stilstand til 100 km/t.
Med den første Punto besluttede Fiat, at der også skulle være en cabriolet-udgave. Opgaven gik til Bertone, og med lidt god vilje kan man i det mindste sige, at den var mere sjælden end køn … hvilket med bare 55.000 producerede eksemplarer kan tages helt bogstaveligt!
1990’erne blev Fiats ”sidste årti”, inden tilbagegangen satte ind og forvandlede Fiat til en skygge af sig selv.
Ja, der var gang i 90’erne, og hermed er der nu taget hul på årtiet!
Ugens Fund: 1975 Alfa Romeo Nuova Giulia 1300 til 88.000 kroner
Er det ikke længe siden vi har haft en Alfa Romeo som Ugens Fund? Jo, alt for længe siden. Så her kommer een:
Den er rød – men ikke som en postkasse. Den er sportslig – men ikke hurtig. Den er spændende – men ikke smuk. Men den er hundrede procent Alfa Romeo fra en periode, hvor de faktisk godt kunne lave gode biler. Og nu udråbte jeg i går tresserne som en af højtidsperioderne for Alfa Romeo – så hvordan passer det sammen med, at Ugens Fund er fra 1975?
Koden ligger til tilnavnet Nuova. For den oprindelige Giulia kom som alle alfisti ved i 1962, og Enzo Ferrari sagde engang, at det var verdens smukkeste bil. Nånej, det sagde han faktisk ikke. Og hvis han havde gjort det, ville ingen nogensinde have taget ham alvorligt efter det. Misforstå mig ikke: En Giulia Berlina er bestemt heller ikke grim, men den har nogle egenartigheder, så den aldrig vil dukke op på en liste over verdens smukkeste biler.
Til gengæld var den ufatteligt godt skruet sammen som koncept: Al Alfa Romeos lækre sportsvognsteknik pakket ind i et fornuftigt firedørs familiebilsdesign skabte en af tressernes bedste sportslimousiner. Egentligt før det overhovedet blev et begreb. Men Giulia understreger også, at sportsligt ikke nødvendigvis betyder hurtigt. De mindste motorer i Giulia var på 1300 kubik, og var stadig lækre maskiner – men de mindste maskiner skulle have nogle stryg over nakken for at bevæge en familiebil sportsligt. Hvilket motorerne og bilen så også elskede, så det gav mening det hele.
Nuova var grundlæggende samme bil, men billiggjort med færre fine og dyre detaljer.
Men det var den oprindelige Giulia. Der gik tolv år før den blev faceliftet, og resultatet blev så kaldt Giulia Nuova – “ny” på italiensk. Det er en klassisk sydlandsk overdrivelse, da der ganske vist var mange små ændringer, men basis helt klart var den samme gode gamle traver fra 1962. Og de små ændringer var for æstetikeren alle til det værre. Bønnetællerne elskede dog deres billige plastik, og det er måske også derfor, at de er mindre eftertragtede i dag.
Men til 88.000 kroner? Tjoh: Vi kan lide farven, standen som den er beskrevet, indtrækket – og så tager vi den med som Ugens Fund. Ikke mindst fordi de to rigtigt gode bud på samme blev solgt inden i dag, lørdag.
Tak for tip til Søren Glindvad. Find annoncen hér: Alfa Romeo Nuova Giulia
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Biler skal køres, hvis man når dertil at stenslag, støv, kilometer og regn, sætter dagsordenen for brugen, så bør man efter min mening begynde at gå til frimærker…
Jeg er selv så heldig at have og har mint-condition biler, fællesnævneren for dem alle er, at de skal køres og gerne på langture og i mange timer..
Det er et adelsmærke for en klassisk bil at både have kilometer og langture på lakken.
@dan-wils, i dette konkrete tilfælde var den eneste der havde kørt bilen efter restaureringen ham der havde lavet den for ejeren! For som han sagde: Jeg har jo min værdighed, så jeg er da nødt til at vide at alt virker som det skal, når jeg aflverer bilen: Hvorpå han lige havde taget den op på 180 km/t og kunne konstatere, at den nu kørte bedre ved dén fart end ved 120 før restaureringen.
Når alt det er sagt, så kender jeg godt fornemmelsen af at være mere øm overfor en rigtigt fin bil: Med min fine gamle 628 CSi med original lak tænkte jeg helt klart mere over hvor jeg parkerede end med mine andre, mere brugte biler. Langt væk, som regel! Men omvendt nød jeg også at tage den på langtur til Holland, Belgien og Sverige (det sidste er langtur for en jyde…), og du har ret: Dermed synes jeg faktisk jeg gjorde den ære. Og det var fantastiske ture i dén bil.
For mange år siden da jeg deltog i årstræf i Jaguar Club of Denmark med mit restaurerede men ikke concour eksemplar af den bil Enzo Ferrari syntes var verdens smukkeste, afholdt man såkaldte concour konkurrencer. Nogle af deltagerne var så forhippede på at vinde, at de ankom med deres nyrestaurerede Jaguarer på en trailer. Jeg synes at biler skal bruges, og jeg tror at jeg havde flere sjove timer i min E-type, selv om den fik et par stenslag undervejs. Jeg synes det er meget sjovere at se en patineret klassiker på vejen end en pletfri restaurering på et museum.
Jeg er ikke fan af Chris Bangle, hans Dame Edna 5 serie for BMW er forfærdelig. Men jeg er stor fan af Coupé Fiat (ikke Fiat Coupé) pg det er en af dem jeg har drømt om og snart skal købe inden det er for sent, og også gerne gul til mig. Men jeg har ikke en lade til en samling, og det er en af de biler pigerne i familien siger er grim. Men det sagde de også om “vores” Alfa Romeo 916 Spider indtil den stod der med al sin italienske charme.
Olivia vil gerne have en Fiat 500, men Far vil hellere have en Coupé Fiat… Så hvad gør vi?
Ugens fund et charmerende trods den lille motor. Hvis det er sandt at den er fuldstændig rustfri, så er det virkelig et fund.
Enig, klassiske biler skal bruges, (og selvfølgelig tager man lidt hensyn til standen), det kan gøre lidt ondt med skrammer, stenslag eller buler, men tænk på alternativet, at gå glip af alle oplevelserne. Jeg bruger mine til cruising, ferieture, hillclimbs og trackdays. Det har givet mig mange mindeværdige oplevelser, (omend ganske få pokaler). P.S. en Coupé Fiat SKAL være gul, så får man også instrumentbordet i gult!
Jeg er sådan set enig med dig i @ole-wichmann , at bilen skal hedde Coupé Fiat, for sådan blev den i sin tid lanceret. Men med tidens tand er den blevet til Fiat Coupé, selv Fiat (Stellantis) kalder den det https://www.media.stellantis.com/uk-en/fiat/gallery/1028
Michael, det siger vel alt om hvor stor indsigt/interesse marketing afdelingen hos Stellantis Group har i Fiat mærket!
Søren, tak for at vælge et foto hvor jeg er co-driver, det var nogle dejlige ture til CRAA.
@Michael S. Lund , du skriver, at Punto ikke var sjov at køre. Tja, som generelt udsagn er det korrekt. Min kone havde en serie 1 i flot falmet rød. Skrækkelig bil – men dog meget stabil.
Men jeg har dog også selv haft en Punto. Min første bil faktisk. En smølfeblå serie 2 i Sporting udgave. 6 gear, ekstra hk, fælge og lidt skørter.
Det var i år 2000, hvor jeg som en knøs på 23 år købte den brugt. Den var faktisk sjov og festlig. Også når jeg tænker tilbage nu. Jovist, Sporting-modellerne var kun en smule mere end klistermærke-tunet, men det var en frisk lille bil.
Men når det overordnet handler om Fiat, er jeg enig med Christian Grau, når han om nyere Fiat siger: “FIAT er det, der er tilbage, når drømmene er siet fra”.
Ugens Fund: Har aldrig kørt en, men alfister siger jo, den kører fedt. Men det er jo den gamle historie om Alfa. Selv en grimt designet Alfa i horribel byggekvalitet med rust og privatparkering på værkstedet som standardudstyr, er en superfed bil. Ved ikke helt, om jeg køber den historie. Selv om jeg kan lide det romantiske i den.
Anyway, designet på Ugens Fund er ikke noget for mig. Pæn er den langt fra. Men heldigvis ser andre anderledes på det!
Som klassiske bilentusiaster har vi den fordel, at vi kan se det meste i bagklogskabens klare lys. Men @ole-wichmann og @skaanning , med noget af det I skriver, er vi i nutid og med visse hints om fremtiden, og så er det straks sværere. Jeg tror selv, at Stellantis er væk indenfor de næste 10 år. Italien vil komme til at ligne UK, hvor kun nicheproducenter er tilbage, og jeg er bange for, at et mærke som Alfa Romeo ikke kommer til at være iblandt dem!
@Michael S. Lund jeg forstår ikke helt, hvad du mener…?
Man kan sagtens køre i sin klassiker og passe rigtig godt på den på samme tid. Ja, faktisk vil jeg mene at man passer allerbedst på sin klassiker ved netop at køre i den.
Undskyld, det skrev jeg for utydeligt @skaanning . Du skriver selv med et Christian Grau citat: “Fiat er det, der er tilbage, når drømmene er siet fra” og Ole, at Stellantis Marketing ikke har indsigt/interesse i mærket. Med de udtalelser om Fiat (som jeg helt kan tilslutte mig!), så er der dags dato ikke ikke meget godt at sige om mærket og dermed heller ingen grund til at tro alt for meget på det i fremtiden.
Jeg vil selv udvide det til at omfatte hele Stellantis Group ved at sige: “Ingenting er det, der er tilbage af Stellantis Group, hvis det folk gerne vil have er siet fra”!
Det er selvfølgelig min egen subjektive vurdering, men det ville da være rart, hvis jeg tager fejl …
@Ole Jagmann: Lyt til din datter og køb en Fiat 500. Så får du ægte retro-oplevelse og masse af sjov. Foruden sået kimen til at næste generation kan føre klassiker interessen videre
Helt enig med @peter: Hun skal da have den Fiat 500.
Hvis @ole-jagmann derimod mener den Fiat Panda/Ford Ka-baserede Fiat 500 fra dette årtusind (som jo ikke hed Nuova 500, fordi Fiat allerede havde brugt det navn i halvfjerdserne…) så er jeg enig med ham: Så er hun bedre tjent med en coupé Fiat.
Ang Stellantis er jeg enig med @mslund og synes i øvrigt det er en passende straf for deres tåbelige navn, der lyder som noget Det Brune Punktum har fundet på. Det eksakte årstal kan man selvfølgelig diskutere – eller måske vædde på et sted?
Når det er sagt så jeg i Wien idag en ret ny Lancia Delta. Anede ikke det fandtes?
Og så på den anden side: På vej til lufthavnen i dag valgte jeg bevidst en Jaguar. Sjældent er jeg blevet så skuffet, som da jeg sad i den og så mig omkring: Væg-til-væg plastik, skumgummisæder og ingen antydning af træ eller læder. Hvor er Forbrugerombudsmanden, når man har brug for ham?
Biler skal da bruges.
Vedr. Alfa Romeo Giulia er det da et glimrende fund :-) Ja, de fleste vil nok ikke kalde den direkte smuk, men jeg synes den er charmerende, og så kører den rigtig godt, og man kan tage familen med på ferie til Italien. Det er jo en GTI – før Golf’en kom til. 1300 ccm motor synes åbenbart at være for lidt for nogen. Med 88-90 HK og meget omdrejningsvillig motor kan den både cruise fredeligt omkring og drøne rundt for fuld skrue. Bare giv gas, den kan holde til det. Køreegenskaber giver store smil. Jeg har kørt Giulia Super/Bertone med 1300, 1600, 1750 og 2000 ccm motorer. 1300 overrasker positivt med omdrejningsvillighed, 1750 er nok mest harmonisk og allround medens en lettere tunet 2000 er mere sporty. Hvis jeg skulle vælge ville det være en mørkeblå Giulia Super, men de fås ikke længere til 88.000 kr. – som er en god pris … for køber :-)
En Fiat 500C i første aftapning fra dette årtusinde giver skam udmærket klassisk retro fornemmelser, og derudover en nem lille bil uden problemer. Det var fra starten en livsstilsbil og vældig populær hos pigerne.
Ja, selvfølgelig skal biler bruges, INGEN af mine klassikere har undgået stenslag og småbuler; med derfor prøver jeg da stadig at passe på dem.
Meget apropos er de alle, undtagen Morgan’erne, 90’er design biler; så @Michael du har vist ret i at 90’er design kan noget.
Prøv at nyde forsidebilledet; det er svært at gøre det bedre en Ian Cullum gjorde det med Aston Martin DB7. Faktisk er en DB7 ca. 40mm lavere end en DB9 grundet nye lovkrav for “luft mellem motorblok og frontklap”, hvorfor hele DB9 designet er gjort lidt højere.
Måske tid for en Aston Martin plakat (der reelt er fake)
Med den cool AM plakat posted af Henrik Kusk, så må jeg på banen med mine 2 Aston DB6 jeg har…
De er begge brugte, ja, jeg er ikke første ejer på nogen af dem, nej, med Mk1 der er jeg den tredje, og med Mk2 der er jeg den syvende der har tur….
Når det er sagt, så skelner jeg ikke mellem at Mk1er urestaureret og kun har kørt 55T km på nuværende, og Mk2 er restaureret tilbage i 2020 og har samlet kørt 117T km plus et antal miles medens den havde Miles speedo monteret, da den kom fra Belgien til første amerikanske ejer, der indsatte nyt miles speedo i bilen og gemte Km/h speedo sammen med bilens øvrige ting.
Jeg har også valgt at helårs forsikre dem begge, så jeg har friheden til at f x i dag at køre en lille 19 km tur rundt i oplandet og røre Mk2 lidt. Begge biler får jo enkelte stenslag hist pist, men da ingen af dem er concours vinder kandidater, så er jeg ret afslappet på den front… Jeg har lyst til at køre bilerne, gerne langt, og pt er Le Mans Classic booket, og senere, ultimo September, deltager jeg i Happy few racing’s Father & Son Aston Martin only, 50 different models, rally nede i Monte Carlo, sammen med min ene søn, i min Mk2,
medmindre, en ny ejer har ønsket at købe den inden, for så bliver turen kørt i keeperen der forbliver urestaureret, men kørt indtil jeg ikke må længere…. vi ses derude…. Kh M
Jeg har selv kun kørt den næstmindste motor i Giulia Berlina, 1600, men den kørte hamrende godt og der kom en meget begejstret artikel ud af det:
https://viaretro.dk/2014/06/kaptajnen-sygeplejersken-delikate-froeken-giulia/
Selvfølgelig skal de da bruges !
Med XJ-S’en er situationen, at den er renoveret først i 90’erne, så jeg kører rundt med 30 års patina på en lak, som ikke er original. Jeg sørger for at undgå salt og sætter affugteren igang i garagen, hvis den er blevet våd. Største bekymring ved at bruge den er sådan set op til syn, hvor det ville være en anelse stressende at få skader på forlygter eller forrude. Nu har jeg så for nylig krejlet mig til et par reservelygter og dermed reduceret den bekymring betragteligt.
2CV’en blev galvaniseret ved sidste store service. Den har været i helårsdrift i mit ejerskab og nok også de 9 år jeg ikke har ejet den (dvs ‘75 til ‘84), og med galvaniseringen tænker jeg at det er slut med renovere den med 15 års interval…
Ingen billede ? Vi prøver igen…
@Claus, Glimragende artikel om Giulia Berlina, mange tak. Helt enig. Havde jo en tilsvarende peppet op som racerbil. Da jeg fik skiftet semislicks ud med Dunlop Racing kunne jeg have det rigtig sjovt på Knutstorp i perfekt balance og kontrollerede udskridninger. Jeg var ikke den hurtigste men havde det herligt. 1600 ccm og 149 HK målt på “rullenda landsväg” var heller ikke dårligt.
Helt enig, @alfahahn – vejgreb er overvurderet!