Ferrari Fredag: GTO-restaurering med kærlighed

Jeg er kæmpestor fan af Ferraris GTO fra 1984. Den er dog vokset noget udover min lønramme, men måske er der håb endnu.

Lad mig først sige, at denne fredag egentlig var dedikeret præsentationen af min nye firmabil. Men SKAT trækker tingene i langdrag, og derfor er der endnu ikke nummerplader på den. Afgiften blev ellers ansøgt om i sidste uge, og det hele skulle køre efter en lynhurtig fremgangsmåde som SKAT åbenbart kalder “straks-ibrugtagning”. Nu har jeg bedt mine kolleger pudse Forbrugerombudsmanden på dem, så det kan blive ændret til det mere korrekte “engang-ibrugtagning”. For der er ingen der kan sige hvornår de er færdige, men engang bliver de vel nok. Det absurde er, at det faktisk bare kræver at de kigger på den beregning, som min kollega allerede har lavet for dem og sendt med ansøgningen. 

Ferrari GTO kom i 1984 og bliver i dag ofte set som Ferraris første moderne superbil.

Mit håbefulde jeg krydser fingre for, at nogen som ved et mirakel ser den i dag, fredag, og skriver retur “ja, det var rigtigt, undskyld vi ikke har svaret før” – og hvis det sker, så køber jeg også en Lottokupon, for så er det min heldige dag. Mit realistiske jeg frygter at de allerede er gået på påskeferie, da næste uge jo er en kort uge, så hvorfor ikke lige tage torsdag og fredag i denne uge med – måske som sygedage. I mellemtiden har jeg hygget med mig at polere lidt på bilen, og i går fik den sommerdæk på, og det er nok det klogeste i denne sag. Som der kommer mere om senere, selvfølgelig. I hvert fald KAN jeg ikke forestille mig, at de tager så lang tid, at der skal vinterdæk på igen. 

Jeg havde sådan een her:

I mellemtiden kan vi stakler, der af givetvis forskellige årsager ikke har nogen bil, måske hygge os lidt med den video, som dagens tekst fokuserer på: Renoveringen af en Ferrari GTO ned i mindste detalje. Som faktisk er meget lille, da selve bilen er en model i størrelsesforholdet 1:18. For en gangs skyld kan jeg således sige, at “Sådan en Ferrari har jeg også haft” uden at skulle tilføje “min var bare en model”. 

Den ægte vare koster i dag over tyve millioner kroner. Men den havde en dansk listepris, så dén ville SKAT faktisk ikke have noget problem med at finde afgiften på.

Jeg havde nemlig en GTO fra BBurago, og nu jeg ser videoen spekulerer jeg faktisk på, hvor den blev af. Uden at kunne huske svaret. Og ja, bilmodellen (altså den rigtige) hedder kun GTO, selvom mange i dag kalder den “288 GTO”. Men det er kun for at kunne kende den fra den første GTO. I virkeligheden er det komplet overflødigt, da den første GTO hed “250 GTO”, hvorfor en GTO selvfølgelig er den fra 1984, der kun hed dét. Mens den sidste GTO hvis det skal være helt rigtigt hedder “599 GTO”, og således heller ikke kan forveksles. Så hold op med at kalde den “288 GTO”, for det hedder den ikke. 

BBurago lavede også 250 GTO i 1:18. Sådan een havde jeg også.

Ligemeget, for det er en sindssygt lækker vogn. Sjovt nok baserer designet sig på Ferrari 308 GTB, selvom bilen nedenunder formen er meget forskellig fra denne. Hvor GTB har tværliggende motor har GTO for eksempel langsliggende, og det er faktisk en meget mere grundlæggende forskel end det måske lige lyder. Pininfarina stod for at få formerne til at hænge sammen, og det gjorde de aldeles mesterligt: Det er en utaknemmelig opgave at tilpasse et grunddesign til nogle andre proportioner, men med GTO sad den lige i skabet for de italienske mesterdesignere, og de mere muskuløse former og større mål er så harmoniske, at det virker som om bilen er designet sådan fra et blankt stykke papir. 

Pragtfulde former, har jeg altid syntes.

Formerne er så vellykkede, at de faktisk transformerer sig ganske glimrende ned i 1:18-forholdet, som BBurago excellerede i: Jeg synes også min GTO var en smuk bil – selvom BBurago selvfølgelig havde snydt lidt hist og her, da modellen var lige knap så håndlavet som forbilledet. Som man vil bemærke i videoen af restaureringen nederst i artiklen, så retter byggeren faktisk op på nogle af genvejene, og bygger for eksempel rigtige separate nakkestøtter i bilen, sætter tændkabler på motoren og bygger udstødningsrør af rigtig metal på, for lige at nævne noget. Samt prøver at eftergøre den rigtige finish på dørere og instrumentpanel, sågar. 

Og skønne detaljer.

På den måde kan man faktisk sige, at bilen er en slags “restomod”. Men det vil jeg dog overlade til kommentatorerne at bedømme. Det er i hvert fald flot arbejde og en interessant video i en genre, som jeg aldrig har set før. Plus at bilen selvfølgelig er fed. Egentlig mente jeg mest originalen, men modellen er jo faktisk også. Mine egne tanker går også i retning af, at det nok er denne slags bilentusiasme, som vores danske samfundssystem gerne så vi kastede os over. Hvilket på en måde bare giver mig rigtigt meget lyst til at svejse i noget rigtig metal og derefter lakere det i celluloselak eller dyppe det i chrombade samt at skrælle en ko og lave flotte røde lædersæder af den. 

Mit foretrukne interiør i GTOen er dette: Fremfor helt sort læder havde nogle af dem disse sæder med Nomex-indlæg i kontrastfarver.

Kunne den GTO i videoen måske være min gamle? Måske. Nyd den herunder, for det er underligt beroligende og behageligt at se på.

Men hvis det viser sig, at restaureringen er lavet af en fra SKAT, der i stedet skulle passe sit arbejde med afgifter, så bliver jeg sgu’ sur.