Det her kan blive SÅ godt. Men på den anden side er det dobbelt-britisk, så det kan også bare blive til en stille konkurs.
Jaguar XJ-S havde ved introduktionen i 1975 en meget svær grænsende opgave: Den skulle efterfølge Jaguar E-type. Den havde i femten år levet et feteret liv som en af verdens smukkeste, bedste og hurtigste sportsvogne, herunder også med et succesrigt kapitel i racerverdenen. Opgaven med en efterfølger var næsten umulig.
Mottoet under lanceringen var også svært at leve op til.
Problemet var selvfølgelig, at den nye bil ikke var nogen E-type (hvis det er nogen trøst kan man så sige, at det var E-typen heller ikke længere i 1975…), men hvis man kiggede på XJ-S med friske øjne og som sin egen bil, så var det imidlertid noget andet: For XJ-S var ikke nogen ringe bil.
XJ-S kom kun med topmotoriseringen fra E-typen, der 5,3-liter store V12-motor, og den fejlede bestemt ikke noget: Turbineblød og oksestærk. Undervognen var top-sofistikeret med en ufattelig fin komfort samtidigt med, at bilen faktisk var ganske hurtig, og det gjorde den til noget helt specielt i markedet. Designet var nu engang halvfjerdsermoderne, og dét tog de konservative Jaguarkøbere meget tungt.
Dens eneste rigtige ulempe var dens benzinforbrug, men det blev der taget hånd om i 1981 med en optimering af motoren med nye forbændingskamre. Derudover var motorjournalister imponerede over hvordan den kørte – hvorimod køberne tog længere tid om at blive overbeviste. Undervejs i den proces tog ligeledes britiske Tom Walkinshaw Racing (TWR) XJ-S-modellen under kærlig behandling, da de valgte at sætte den ind i motorsport i både Amerika og Europa.
Trans Am-bilerne vandt.
På papiret et absolut skævt valg, da XJ-S var en tung luksuscruiser og vægt er enhver racerbils værste fjende, men som bekendt gik TWRs satsning op: Som racerbil vandt XJ-S både i Trans Am og i ETCC, og en ting var selvfølgelig æren i det, men det er faktisk også et vidnesbyrd om at undervognen, vægtfordelingen, proportionerne og bare den grundliggende tekniks sunde koncept faktisk fungerer.
Gruppe A-bilerne i det europæiske standardvognsmesterskab vandt også.
Derudover viste det samme koncept sig helt utroligt holdbart på gaden også, hvor XJ-S-modellen (ligesom E-typen før den) med ret få ændringer blev holdt i live helt frem til midten af halvfemserne. En utrolig statistik for en luksus-GT og måske især en, der kom lidt skidt fra start.
Selv har jeg altid godt kunnet lide XJ-S for det den er – herunder faktisk også, at den ikke er perfekt. Men det sidste er nok bare mig. Den har på det seneste fået en vis revival som klassisk bil, formentlig hjulpet af, at dens dengang måske lidt kontroversielle former faktisk er ældet med ynde. Så en standard tidlig XJ-S vil være helt fin til mig, tak.
Ugens store nyhed er, at TWR er genopstået med Tom Walkinshaws søn i spidsen, og nu har lanceret, at de vil lave en restomod af netop XJ-S. I ved, den genre der er stort anført af amerikanske Singer, der laver luksuriøse og voldtunede Porsche 911 i en kvalitet, der er bedre end Porsche nogensinde selv har drømt om og i et look, der ligger et (godt) sted imellem racerbil og gadesportsvogn. Og som alle andre forsøger at efterligne. Der er (føles det) en million 911 restomods derude, og det er i min optik en god ting, at der kommer alternativer til.
Det håber jeg denne nye restomod bliver, og jeg vil mene alle ingredienserne er der: Tolv cylindre, en god historie, solid basisteknik – og plads til forbedringer. Det er det sidste TWR nu skal komme med – sammen med en opdatering af teknikken. Det siger sig selv, at de skal holde fast i de tolv cylindre – og ikke turbolade dem heller. Og det siger også sig selv, at de skal passe meget på hvordan de opdaterer designet. Billederne herover er en af de allerseneste aftapninger af XJS’eren (bindestregen forsvandt undervejs…), og efter min mening er det et klart tilbageskridt.
Men pudsigt nok blev nyheden leveret uden nogen skitser, computerillustrationer eller andet af hvordan det færdige resultat kan komme til at se ud – forsidebilledet, som jeg har valgt til at illustrere denne artikel er faktisk en Lister fra dengang, ikke TWR’s nye produkt.
Faktisk var der bare et billede af Magnus Walker og en gut ved navn Saleem, som efter sigende skal stå for designet sammen: 
Walker og Saleem? Et umage par, men en XJ-S som restomod kan uden tvivl blive rigtigt godt. Ja, faktisk kan det blive en af de allerfedeste restomods verden endnu har set – tror jeg.
Jeg ønsker dem i hvert fald held og lykke og glæder mig til at se det færdige resultat. Indtil da kan vi jo (endnu engang, for jeg har set den mange gange…) nyde en video af Tom Walkinshaw selv, hvor han bag rattet af en XJ-S i 1985 sætter pole position på Mount Panoramabanen i Australien. Hvis TWR kan lykkes med at give deres restomod dén stemning, så bliver projektet en kæmpesucces:
Jeg har altid haft det lidt svært med XJ-S. I min barndom forsøgte jeg at finde smukke vinkler på modellen, men det lykkedes aldrig til fuldkommenhed. Der er noget med bagenden og baglygterne..? Men videoen, som jeg netop har set et par gange, fik jeg næsten tårer i øjnene af. Fantastisk kørt helt ud på kanten og specielt optagelserne inde fra bilen imponerer. Og det gør lyden bestemt også. Fantastisk. Jeg får dog næsten ondt i maven af at se, at den skæggede, langhårede MW sidder på forskærmen – bare hans nussede bukser ikke ridser lakken !
God musik!
Jeg tænker de sidder på en donorbil til projektet, @carsten-goth, så det er nok ikke noget problem hverken med lakken eller han sko på kofangeren. Jeg er mere bekymret for at han skal designe en bil – når han ikke kan tage to ens snørebånd på.
Men ja, optagelsen af den ene tidtagningsomgang er fantastisk og det synes jeg også bilen er som racer. Det er jo næsten altid den retning restomods går, så jeg har da ekstremt høje forventninger til netop denne – som 6-liters eller mere burde den sagtens kunne yde 500 hestekræfter og havde noget af den lyd, @nold.
Ens snørebånd? Dy lyder så retro at man kunne frygte at du også stadig går i tweed og slips?
Jeg er generelt selv retro og ikke til restomods. Synes dog undtagelsesvis at Singer er fede.
Men spændende at der er en Walkinshaw bag projektet, det er lidt interessant.
@ole-wichmann, det er jo nok derfor, at jeg faktisk synes en helt original XJ-S er rigelig bil til mig. Men jo, jeg synes også Singers modificerede Porscherestaureringer er fede, og man kan jo bare selv vælge sit look i en ordentlig stil.
Men da en XJ-S som bekendt har tolv cylindre slår den dermed klart en Singer, og jeg er sikker på at en ordentligt udført restomod af Jaguaren kan blive formidabel. Men det er en hårfin balancegang, så jeg er spændt på hvad det nye TWR finder på.
Det var da årets bedste artikel og nyhed. Bare min (næsten) objektive mening.
Det bliver godt nok spændende om de kan dy sig for at lave en bulder&brag-udgave af V12’eren, for det rigtig fine ved den er at man kan køre helt uden den slags drengestreger.
Om de så laver lidt spjæld i udstødningssystemet til lidt vræl på festlige dage er en anden sag.
Hvis firmabilen bliver en XJ-S må vi mødes og sparke dæk (igen) :o)
Glæder mig til at se, hvad de kan få ud af en XJ-S!
V-12 motoren lyder fantastisk! Husker da John Nielsen var i vinderbilen, en XJ-R V12 på Le Mans! Vi stod på L´ Auberge des Hunaudieres og når John Fløj forbi, blæste han skummet af vores fadøl!
Det var før chikanernes tid, så farte var oppe i nærheden af 380 km/t!
Har kørt en turistomgang på Mount Panorama! Husker, at der var en vingård midt inde i baneområdet, hvor vi gjorde holdt for en smagning! De kan nu godt lave vin i Australien!
Hilsen og go aften!
Henning Hjorth
Jeg har store forventninger!
En af de få bilnyheder, som ægger og som jeg virkelig ser frem til at se realiseret.
XJS er møgfed – quirky Jag med V12 – og netop den TW-video fra Bathurst er legende-materiale.
Harry Metcalfes hotroddede XJC med den buldrende V12 er også med til at cementere motorens attråværdighed.
Jeg tror på success – verden er klar til noget andet en 911-kloner, og hvor mange (semi)-sportslige V12-biler findes, som virkelig kan tåle at blive brugt (hårdt)?
XJS-en har den niche helt for sig selv, og kan henvende sig til et langt større publikum end blot de hardcore anglofile.