Tre under tyve: På budget i Bruxelles

Det er klart de store kanoner, der løber med overskrifterne i mainstreammedierne – men der var andet på InterClassics i Bruxelles.

En af mine egne oplagte kandidater er (stadig) Maserati Biturbo, der findes i så mange grader af herlighed i farver, stand og til lav pris, at jeg til tider slet ikke forstår, hvorfor jeg ikke har haft sådan een endnu. Og her i Bruxelles stod der endnu een:

1985 med den større 2,5 liters motor, 117.000 km, flot stand, lækker farve og et prisskilt på 15.750 Euro. Jamen, hvorfor ikke?

Blandt andet fordi jeg var sammen med en herre, der har og har haft flere Maserati Biturbo, og han lodret sagde, at jeg ikke skulle ønske mig en karburatorbil som denne, men kun de efterfølgende indsprøjtede biler. Det har jeg læst flere andre steder, men jeg håber jo altid på, at virkeligheden ikke er så slem som rygtet. Men det er den, sagde han – belært af erfaring. 

Til gengæld kunne alle se, at denne Honda Prelude ville klæde mig som firmabil. Ja, emnet kom op helt af sig selv, det var ikke noget jeg selv insinuerede. Den var ganske vist også en karburatormodel, men det kunne Honda bedre finde ud af i midtfirserne end Maserati. Jeg er slet ikke i tvivl om, at enhver form for økonomi taler til fordel for Preluden, der var virkelig flot. 

Men det var der en grund til: Den havde kørt 23.000 kilometer, og ville dermed være en endnu værre kandidat til helårskørsel end min Alpina. Den så ellers godt ud i Bruxelles centrum, og belønnede mig med endnu en pragtfuld tur. Jeg kunne have solgt den dernede, men i en byttehandel med en for mig upassende bil. Der var i øvrigt masser af Alpinaer dernede, men kun een anden E30 – og det var denne B6.

Da jeg spurgte til prisen lød svareste: “Den højest tænkelige – den er ikke til salg”. Godt så. Men lækker var den og med den allerstørste motor, 3,5’eren. Jeg kunne trøste mig med, at balancen skulle være bedre i bilerne med den mindre M20-motor som i min. Men sikke et autobahnlokomotiv.

Langt mere diskret, ja næsten kedelig, var den tredie kandidat under 20.000 Euro, en Toyota Celica GT i blågråmetallic til 10.990 Euro:

Jeg var begejstret. Det er over ti år siden jeg kørte sådan een, men dengang var jeg så imponeret, at jeg vist konkluderede at moderne biler var overflødige. Da var den endda kun en youngtimer, hvorfor man kunne argumentere, at en klassiker ved siden af ville have været nødvendigt for at opretholde en status som rigtig klassikerentusiast – men det har tiden løst: I dag er en Celica af denne generation en ægte klassiker. 

Og også denne bil var vanvittigt flot, som man kan se:

Igen FOR flot til faktisk at blive brugt året rundt. Men jeg er ikke i tvivl om, at den ville være MEGET let at leve med, give en masse køreglæde, vække en del begejstring og at den til 10.990 Euro er afsindigt anvendelig klassiker for pengene. Jeg ku’ godt. 

Men sådan er der så meget. De nævnte her var alle fine originale biler til gode priser – men lidt usædvanligt var min yndlingsbil på messen helt forkert: Restaureret, men i uoriginal farve både inde og ude. Til gengæld var kombinationen som skræddersyet til min smag i det helt rigtige blandingsforhold af diskret, elegant og flamboyant.

Desværre kostede den så også 265.000 Euro. I forhold til at restaureringen havde kostet 180.000 Euro var den nu alligevel god valuta for pengene. Men som sagt: Sådan er der så meget.