Og så nævnte jeg et tal. Som han næsten kunne acceptere. Hmmm.
Det her handler om min Toyota MR2. Men i virkeligheden næsten lige så meget om dens efterfølger. Så det er hele to ting, der er meget værd at tænke over. Og det gør jeg så.
Selv i min korte ejerperiode af min dejlige Toyota MR2 har jeg haft så mange gode køreoplevelser, at jeg dårligt kan huske hvor dette er henne: Tyskland, ja – i forbindelse med noget. Og jeg fik en schnitzel og var glad. For både den og Toyotaen.
Utroligt nok startede ovenstående i virkeligheden på min allerførste rigtige tur i MR2’en tilbage i august: Til Oldtimer Grand Prix på Nürburgring mødte jeg en mand (well, jeg mødte mange…), som jeg snakkede bil med (det er ligesom det man gør til det arrangement – så det gjorde jeg med mange andre også), og snakken endte med at jeg lovede lige at sige til, hvis jeg ville sælge den der MR2, som jeg lige havde fået og var så glad for.
Et andet sted og måske en anden tur, men igen i Tyskland så jeg årets smukkeste og mest perfekte regnbue.
Jeg er stadig glad for den – og det er der også mange andre der er ude i trafikken, så jeg synes egentlig jeg (igen!) gør min borgerpligt som klassikerentusiast. For nylig lod jeg mig eksempelvis overtale (med håndgestikulationer ud af de åbne vinduer) fra en bil fuld af ungersvende på motorvejen til at give godt med gas, så de kunne se og høre den lille japaners evner. Og i ugens løb blev bilen til min store overraskelse filmet til Youtubekanalen Carwow, og jeg tror stadig ikke helt på det: Bliver det mon ikke klippet ud? Da værten Mat Watson begyndte at snakke om det var jeg sikker på, at han lavede sjov – men åbenbart ikke.
Et sted i en lufthavn (var det Bruxelles?) tog jeg dette foto – da jeg endelig havde fundet bilen igen. Så var jeg selvfølgelig endnu mere glad.
Nåmen, så mødte jeg ham fra Nürburgring igen her for nylig, og selvføgelig snakkede vi lidt videre. hvorved det viste sig, at han mente det han havde sagt dengang. Han fik derfor en prøvetur i bilen, og da han kom glad tilbage gik snakken videre, og endte med et tal. Ærligt talt lige knap “det jeg drømte om”, men omvendt og ligeså ærligt egentligt godt nok.
Det her var et skønt hotel i Spa. De andre biler i området var sådan noget Porsche og Aston-agtigt, så synes det var fint at være eneste Toyota.
Hvorfor jeg straks gjorde det som alle fornuftige voksne bilentusiaster ville gøre: Undersøgte hvad der ellers måtte være derude, som jeg straks ville kunne springe over i som en (direkte sammenlignelig) afløser for MR2’en. Jeg er p.t. lidt nedslået over at måtte konstatere, at jeg kun kan finde een eneste ægte og realistisk og bare nogenlunde lige-over afløser.
Ovenstående tre er biler jeg har set på mine ture i MR2’eren. Men jeg har stadig egentlig brug for ViaRETRO-hjælpe-hunden, der kommer til redning med en sportsvogn om halsen – eller noget. Og jeg ved det er svært til cirka en hund (altså tusinde, ikke sandt – 100.000 DKK), for Toyota MR2’en har været fuldstændigt ligeså sjov som jeg havde turdet håbe på – og samtidigt helt uproblematisk og indenfor dens egne rammer fuldt ud praktisk (min bror er nok uenig – mere om det en anden gang, måske…), og jeg glæder mig allerede til den næste tur til Sydtyskland eller deromkring. Men det store spørgsmål er: Hvis det ikke skal være i MR2, hvad skal det så være i?
Jeg har før amuseret over, at med en Toyota bliver med medlem af en enorm familie. Det her billede tog jeg en morgen nede ved motionscenteret. – udelukkende med den bagtanke engang at kunne få brug for et billede af en Toyota, som jeg IKKE vil eje. Og det gælder den i baggrunden – samt mange andre nyere. Som så meget andet var Toyota bedre førhen, og jeg ville hellere have den udknaldede røde Starlet længere oppe end denne strandede hval fra det ydre rum.
Skriv en kommentar