Det er nemt at bilde sig selv ind, at sæsonen er ovre. Men det er den faktisk ikke.
Javist er dagene hastigt blevet kortere. Og nætterne koldere. Og dermed vandet – hurra for det! Men der er stadig ikke saltet på vejene og hvis noget med lidt sund fornudt har noget at skulle have sagt i forbindelse med saltning, så er der også længe til. Ligeså hvis undskyldningen skulle være forsikringen: Er de fleste udbydere ikke enige om, at man kan køre på en veteranforsikring indtil den 15. november? Ellers er det måske forsikringsselskabet den er gal med.
Torsdag morgen i ugens løb tog jeg forsidefotoet nær min favoritstrand: Skøn sol, skønt lys, skøn bil og skøn køretur dertil og derfra.
Og jeg var på en anden strand om eftermiddagen, for at det ikke skal være løgn. Bare uden at tage at billede. Men ellers gjaldt det samme: Vejene dertil var snoede og pæne og MR2’eren viste sig fra sin bedste side. Igen. Varmeapperatet kan sagtens følge med. Og nu markerne er blevet høstet er oversigtsforholdene på de små veje faktisk blevet bedre, så man kan køre lidt mere til: Ja, gudhjælpemig er det blevet sjovere her sidst i september – ikke det modsatte.
Det viser sig desværre, at jeg ikke kan nå til Spa Six Hours her i weekenden alligevel – men det skal jo ikke afholde andre. Det er så meget mere sydpå, at man kunne risikere at skulle brokke sig over varmen! Men igen, Spa er Spa og det kan også være anderledes, og jeg husker et år hvor jeg havde valgt at bo i dernede og der så kom nattefrost.
Jeg husker det endda tydeligt – for dét, men også fordi resten var en udmærket tur. Dengang var det i Triumph GT6, og jeg er sikker på, at den nød det ligeså meget som jeg. Hvorfor jeg fortsat tror moralen er at det er bedre at komme galt afsted end slet ikke at komme afsted i sin klassiker: God tur – hvorenten den går hen!
God weekend
Claus Ebberfeld


ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
![]()
Den grønne
Tekst og fotos: Michael Sehested Lund
Da jeg i Weekend Matiné nr. 577 skrev om Porsche 911 under overskriften ”Fra sort til grønt”, har nogle sikkert tænkt, at jeg er i gang med at skifte min gamle 1979 Porsche 911 ud med en ny Porsche 911 GTS med hybridteknologi. Men så galt er det ikke gået. Den ”nye” Porsche 911, som kører ind i garagen, er nemlig ældre, da den er fra 1977. Der er tale om en Porsche 911 Carrera 3.0 – og den er grøn! Farven har Porsche-farvekoden 265 og hedder Oak Green.
Hvis jeg virkelig havde skiftet til en Porsche 911 GTS med hybridteknologi, havde jeg med den og min BMW Z4 3.0si Coupé sendt mig selv på udvisningsbænken i klassiske bilkredse – og dermed mistet muligheden for at deltage i de fleste arrangementer for klassiske biler. Eller endnu værre: jeg havde taget en Porsche Taycan Turbo S, som er lige så lidt en 911, som den skulle have turbo. Det har jeg selvfølgelig ikke gjort, men tværtimod taget en 911, som er ældre end den 911, jeg havde i forvejen.
Da det metalgrønne eksemplar af Porsche 911 Carrera 3.0 dukkede op, var det simpelthen for fristende ikke at reagere. Porsche 911’ere er der lavet mange af, men laver man nogle nedslag, findes der udgaver, der ikke er produceret i så stort et antal. Porsche 911 Carrera 3.0 er en af dem, for i de to år (1976 og 1977), den eksisterede, blev der kun produceret lidt over 3.700 eksemplarer fordelt på Coupé og Targa. Det er selvfølgelig ikke det samme som en Porsche 911 Carrera 2.7 RS med under det halve styktal – men den er også billigere.
Porsche 911 Carrera 3.0 er rundet af 930 Turbo ”Widowmakeren”, men uden turbo. Motoren på 3,0 liter blev udviklet til 930 Turbo og adskiller sig med sit krumtaphus i aluminium fra motorerne i de tidligere 911-modeller, hvor krumtaphuset var i magnesium. Magnesium er ganske vist lettere end aluminium, men er ikke så stabilt, da det blandt andet er brændbart. Det sidste blev udnyttet af fotografer i gamle dage, som fyrede en magnesiumbombe af, når der var behov for mere lys.
3,0-liters motoren i 911 Carrera 3.0 adskiller sig fra 930 Turbo i hovedtræk ved, at den har højere kompression end turboudgaven og større indsugningsventiler. Den højere kompression er opnået ved at benytte andre stempler med en mere hvælvet krone.
På tidspunktet for lanceringen af Porsche Carrera 3.0 lå det allerede i kortene, at Porsche 911 ikke havde fremtiden foran sig. Porsche havde kastet sig over transaksel-bilerne 924 og 928, hvor 928 var tænkt som afløseren. Sådan blev der tænkt blandt ingeniørerne i udviklingsafdelingen, og der var støtte at hente helt inde i hjørnekontoret, hvor deres kollega Ernst Fuhrmann sad. Rent teknisk havde de på flere planer noget at have det i. Både hækmotor og luftkøling var ikke ideelt – hverken for vægtfordelingen eller i forhold til de stigende krav til udstødningens renhed.
Porsche vidste naturligvis, at løsningen var en tæt på 50:50-vægtfordeling, der kunne opnås ved at adskille motor og transmission fra hinanden med en transaksel. Vandkøling gav desuden langt bedre mulighed for at regulere udstødningen. Men sådan skulle det ikke komme til at gå, for kunderne syntes ikke om det. Det indså den senere chef, Peter Schutz, som fik hjørnekontoret i stedet for Fuhrmann i 1981. På det tidspunkt havde Porsche 911 SC, som var tænkt som svanesangen for Porsche 911. Sådan kom det som bekendt ikke til at gå. Porsche 911 har den dag i dag hækmotor, men emissionskravene kunne i længden ikke opfyldes med luftkøling. Fra 1996 blev Porsche 911 vandkølet med introduktionen af Porsche 996.
Alt dette er som bekendt historie, der kan fortælles på et andet tidspunkt. I mellemtiden vil jeg nyde min nyanskaffede klassiker – Porsche 911 Carrera 3.0 – i fulde drag! Som chefredaktøren skriver, er der stadig noget tilbage af køresæsonen til det.
![]()
Inspireret? Så kan I jo køre til den næste bilmesse i Fredericia

Billedet er fra forårsmessen og den næste er 18.-19. oktober. Bilen er ligeså grøn som Michaels nye, ikke? Potentiel afløser for min MR2? Alternativ til Ugens Fund? Den næste store MG? Find selv på mere. Men overvej at tage klassikeren til messen – så får man mest muligt ud af køresæsonen…
![]()
Ugens reklame: Slip afsted med det

![]()
Ugens Fund: 1965 MG Midget til 62.000 kroner
Det her er en vaskeægte sportsvogn af den gammeldags slags. Bogstaveligt talt. Og selvom jeg i mange år har sværget til konkurrenten fra Triumph, så er jeg bestemt ikke blind for, at MG Midget faktisk kører bedre. Hvilken der er kønnest kan man måske sige er smag og behag, og i alt muligt andet er det faktisk særdeles sammenlignelige. Jeg ville personligt ikke være bleg for at have een af hver!
Men det skal jeg selvfølgelig ikke, hvorfor den her fine Midget bliver Ugens Fund i stedet: Jævnfør annoncen er den frisk nysynet og den nye ejer burde derfor kunne omregistrere og straks køre ud og få det sidste med af sæson 2025. Må jeg foreslå en efterårstur til messen i Fredericia som noget af det sidste? Så kan han (eller hun) jo også lige melde sig ind i klubben, der udeen tvivl vil tage imod med åbne arme og hjælpe med at holde den tres år gamle Midget kørende i tres år endnu. Jo, det er dén slags bil.
Og dem skal vi aldrig glemme: Der er ufatteligt meget køreglæde i den her slags gamle sportsvogne – og også en hel masse mere på den sociale front. Og en bil som den her er den nemme vej ind. Og ud igen, når man engang vil det.
Tak for tip til Ole Sørensen. Find annoncen hér: MG Midget
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Ugens video: Anyone for Silverstone 2026?
Jeg var så vild med indledningen på denne video, at jeg straks besluttede af tage den med i Weekend Matinéen. Siden har jeg set resten og tænker nu mere på, om man ikke bare skulle tage til Silverstone næste år og se det i virkeligheden?
![]()
Ugens farve: Guld

Og ja, det er bilen vi mener. Redaktøren var ude at se på noget guldmetal i ugens løb, og han blev begejstret. Det bliver han også over billedet herover, der er lavet af den store og meget dygtige og smagfulde kunster, der går under navnet Riocam. Det er altså kræs, sådan en 930.
![]()




Hej Michael,
STORT tillykke med den fine bil. Det er en rigtigt sjov “niche” model imellem 911S og SC. Rigtigt fin motor, og fin historie med blokken fra turbo. Fin farve, og så fik du soltag i stedet for targa tag?. Den bliver du glad for. Jeg har selv været en tur på Sild i min targa i forrygende regnvejr. Den er ikke tæt i sådan et vejr, kan jeg afsløre. Så det er praktisk at kunne tage tæpperne ud og tørre dem. 😬. Glæder mig til at se den ved lejlighed…
@ Michael Sehested Lund
Tillykke – smuk bil i flot grøn
Det er en flot farve til en flot bil Michael !
Og det er en flot farve til en Midget. Jeg tænker, jeg aldrig kommer til at glemme den Midget, jeg selv havde. De er pragtfulde vogne !
Congratulations on your “new” car, Michael – it looks fantastic, and I hope you enjoy many kilometres driving it!
Regarding Silverstone Festival – this year was the first time I didn’t go in a few years, mainly because it had become less and less a classic event and more a family day out. Next year it will be replaced by something called Car Fest, but there will apparently be a separate Silverstone Classic, dates to be confirmed. Hopefully it will revert to being more of a classic car event
Tillykke med din nye bil Michael, den ser godt ud 😊
Mht. “den anden grønne bil” vist på forårsmessen, er det jo en MG F.
Her i husstanden har vi også en MG TF (opdateret version af MG F), og det er jo nok den klassiker der bliver brugt mest i husstanden.
Den kører perfekt (centermotor) og er nem at bruge i hverdagen.
For en 3 ugers tid siden havde jeg et bestyrelses møde i Jylland midt på dagen, og et igen om aftenen på Sjælland. Solen skinnede, så jeg tog MG`en da den havde godt af en lang tur; og da jeg tankede den dagen efter var resultatet 15km/l og jeg selv var ikke “vindtræt” af 650km i åben bil på en dag.
Om det bliver en klassiker ? – svært at sige, men selvom priserne i Tyskland er steget kraftigt de sidste år, er de stadig til at nå for få penge i DK !
Tak for de positive kommentarer og lykønskninger med den “nye” gamle bil. Jeg er sikker på, at jeg bliver glad for den. Den har lige det ekstra og en god farve, der giver lidt ekstra kant og får den til adskille sig fra de andre 911’ere. Vi ses derude på et eller andet tidspunkt.
@mslund, også herfra redaktøren et stort tillykke: Det er efter min beskedne mening noget nær det bedste kompromis af alle klassiske 911’ere overhovedet du dér har anskaffet dig – og så i dén farve. Det er bare kræs, simpelthen! Godspeed herfra :-)
Tillykke Michael – dejlig bil. Og du siger det så ingen kan misforstå det: Den har lige det, som gør at den adskiller sig fra andre 911. Det er ingen kunst at købe en stangvare – men det kræver en connaisseur, at vælge som du lige har gjort. Stærkt inspirerende – må jeg sige…..
Det er jo egentlig en ret enkel regel indenfor Porsche, @jens-Ole-Petersen: Hedder bilen noget med “Carrera”, så er den mere Porsche end dem der ikke gør. Sådan: “Porsche for Dummies” :-)
Jeg aner dog allerede nu, at @ms-lund vil uddybe på modellen, så p.t. siger jeg ikke mere!
Det her var mere en general kommentar til at vælge det sjældne frem for det mere ordinære – hvilket altid er et godt valg.
Det er nærmest en universel sandhed, @jens-ole-pedersen, helt rigtigt. Når det er sagt, så skal man virkelig vide hvad en Carrera 3.0 er for ikke bare at sige at en SC har alt det samme – bare billigere. Men det er så også Porschemiljøets styrke: Der er mange anorakker derude :-)
Det lader til, at alle bilfabrikanter er blevet enige om, at lyset styres af venstre “tryllestav”, og at viskerne styres af højre tryllestav, men hvorfor er der så ikke enighed om placering af omdrejningstælleren i forhold til speedometeret? I mine øjne gør Alfa Romeo, BMW og Ferrari det rigtige med omdrejningstælleren til højre for speedometeret, men andre bilfabrikanter gør det modsat. Er der en logisk forklaring, og hvad foretrækker I?