-
ForfatterIndlæg
-
11. november 2022 kl. 14:36 #187042
SL4me
2 IndlægJeg er nyt medlem og vil lige introducere mig selv og naturligvis også mit vogntøj.
Jeg er udlært VW-mekaniker, men fra den gang, hvor der fortsat kørte en del VW type 1 og VW Golf var noget de ældre svende så på med skræmte øjne. Efter læretiden har jeg kun rodet med biler privat og arbejdstiden blev brugt på fly og senere i olie- og gasindustrien, både herhjemme og i udlandet.
Min interesse for biler, ja for den sags skyld også motorcykler og fly, blev vagt allerede fra barnsben. Min far holdt nemlig Bilen og Båden, senere Bilen Motor & Sport, og på mærkværdig vis forsvandt disse magasiner ind på mit værelse straks de landede med posten. Jeg husker endnu en artikel, hvor Rogers Søgaard under en test af SAAB 99 Turbo levende beskrev hvordan han kørte fra en BMW (kan ikke huske hvilken model) op ad Kassel-bakkerne. Jeg var solgt og kunne se mig selv køre dette fartuhyre ned gennem Europa, når jeg blev gammel nok. Den økonomiske virkelighed ramte mig dog da jeg endelig blev gammel nok og jeg måtte tage til takke med et vrag af en Sunbeam Hillman Imp.
Samtidig med Imp’en havde jeg også motorcykel, en Honda 400 som blev brugt flittigt i sommerhalvåret. Disse blev senere byttet til en Fiat 850 Sport Coupe, den tunede jeg desværre så meget at den ofte gik i stykker samt en Kawasaki Z 650 der var hurtig nok til mig som standard. Denne opgradering betød også at jeg bevægede mig længere sydpå i ferierne, men fortsat dog kun i Tyskland og faktisk kun til Harzen som det sydligste. Herefter følger en lang periode med alt lige fra Citroën 2 CV til Ford Capri og et hav af motorcykler. Dog var de ikke i en kvalitet der gjorde at jeg turde tage kampen op med Alperne, så ferier foregik fortsat i Danmark og Harzen.
Meget senere igen, vi er nu fremme omkring år 1997-8 stykker, blev det til en Alfa Romeo GTV 6 og en Honda CBR 1100 XX Blackbird og jeg følte nu at kvaliteten var i orden til at prøve kræfter med de store bjergpas i Alperne og Pyrenæerne. Norge, der har en masse skønne veje, kom nu også med som feriedestination. De følgende år blev der virkelig kørt meget i fritiden og jeg nød designet, motoren og køregenskaberne i Alfa’en samt Honda’ens turbineagtige motor og ikke mindst dens kræfter. Alligevel skifter jeg til en BMW 328i (E46) samt en BMW S1000RR motorcykel og færdes nu efterhånden hjemmevant i bjergpassene sydpå samt i Norge.
Alt godt får jo som regel en ende og min hustrus køb af en forretning betød desværre at jeg måtte skifte 328i’eren ud med en kassevogn, hvorefter jeg de følgende år kun havde min motorcykel, som nu også var blevet nedgraderet. Drømmen om de spændende veje og bjergpas var nu sat på pause og de følgende år gik med mit arbejde og ulønnet hjælp til forretningen.
I denne periode bliver ViaRetro min trofaste følgesvend og jeg drømmer mig med på tur når jeg følger med i Bossanovatur afsnittene. Mens jeg læser de mange artikler om alle de dejlige biler der findes derude, vokser drømmen de næste par år om en klassiker og jeg begynder at spekulere over hvilken der ville passe til mig og mit behov. Da økonomien nok er blevet bedre end dengang med Imp’en, er der dog fortsat et loft, hvilket min hustru meget kærligt, og ganske ofte, gør mig opmærksom på.
Mine overvejelser om en klassiker betyder at jeg nu følger med på diverse salgssider og også er ude og kigge på forskellige biler. Jeg kigger blandt andet på Porsche 911, gerne en 3,0 eller 3,2 SC, men dem jeg er ude og se på er enten i for ringe stand eller historikken er tvivlsom og pludselig stikker priserne af og jeg opgiver at forfølge, kraftigt hjulpet af min kære hustrus formaninger. Nå, der er også noget der hedder drift og service af sådan en klassiker, så der røg en Ferrari 308 eller 328 og også her stikker priserne af i et tempo, hvor jeg ikke kan følge med. Årh, hvad skal en stakkels bilentusiast dog gøre? Ja, jeg købte en Ducati Multistrada 1200 S, da jeg fik et godt tilbud, og den må så gøre det ud for den Porsche/Ferrari jeg ikke har råd til. Jeg har den endnu, er rigtig glad for den og så har den bragt mig til både Norge og Alperne.
Da mageligheden nu også har indfundet sig begynder jeg at se mig om efter en Mercedes SL, både R107 og R129 modellen. Jeg er ude og se på flere, men igen er jeg ikke tilfreds med pris/kvalitet forholdet. Men kan der findes en i god stand er det faktisk en model jeg bryder mig om, har råd til og ikke mindst også har råd til at vedligeholde.
Mekanikeren der passer vores hverdagsbil, og som kun laver VW biler og under ingen omstændigheder vil have andre biler indenfor, høre om mine overvejelser sidste år og nævner i den forbindelse at han kender en ældre Mercedes nørd der er lige så speciel som han selv (dog laver han ikke biler) og da godt kan prøve at høre ham ad ved lejlighed.
Vi er nu fremme ved foråret i år og pludselig ringer min telefon, det er Mercedes nørden. Der findes en Mercedes 500 SL, model R129 årgang 1990. 2 tidligere ejere og 100% original. Den ligner en ny bil indvendig, udvendig og ikke mindst også i motorrum, kaleche, hardtop og undervogn, dog med de spor 70.000 km efterlader. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt, men jeg ringer til sælger, som er en lidt ældre mand, og får lov til at komme og se den.
Aftalte tid og sted ankommer jeg, vi hilser på hinanden over en kop kaffe og snakken går om løst og fast, vejr og vind. Sælger spørger nu ind til hvordan jeg havde tænkt mig at opbevare bilen og vil meget gerne se billeder af min garage, hvor der nu er gjort plads til en bil i denne størrelse. Garagen, som er en dobbelt garage med motorcyklen i den ene side og plads til bilen i den anden og med fjernvarme indbygget bliver godkendt og vi går nu ud for at se på vognen, som jeg endnu ikke har set. Sælger fortæller at den i hans ejerskab (han købte den i 1992 og havde på daværende tidspunkt kørt knap 25.000 km.) altid har holdt i den opvarmede hal. Jeg ser nu bilen for første gang og må indrømme jeg bliver overvældet, da alt det sagte ser ud til at passe og jeg er ikke i tvivl, her er den klassiker jeg har ledt efter.
Vi går ind igen, får en ny kop kaffe og sælger finder nu en stor mappe frem med alle papirer på bilen inklusiv salgsannoncen og slutseddel fra han købte den over til et komplet kørselsregnskab med alle tankninger foretaget og naturligvis en udfyldt servicebog, den mangler dog et service for i år. Jeg er ikke længere i tvivl, bliver vi enige om prisen skal jeg bare have den med hjem. Efter et besøg på mere end 5 timer kører jeg ud af indkørslen i min Mercedes 500 SL, mens sælger vinker til mig med tårer i øjnene. Desværre var hans ben så dårlige, at han ikke længere kunne komme ind og ned i bilen, hvilket var grunden til salget.
Efter hjemkomst bliver der aftalt tid til service og udskiftning af diverse væsker og filtrer på et ellers velrenommeret Mercedes værksted her i det nordjyske. For at gøre en lang historie kort mindede deres arbejde mere om sabotage og efter lang tid og et par hjemtransporter med Falck ender det med et værkstedsskifte som kan deres kram og bilen er nu serviceret til min fulde tilfredshed og køre som den skal.
Min hustru og jeg kom på en lidt sen sommerferie og havde kun 1 uge til rådighed. Så ferieturen blev henlagt til det skønne Sønderjylland og Nordtyskland, også med kalechen nede. Vi fik kørt knap 5.000 km. og har nydt hver eneste kilometer. Det er naturligvis ikke nogen sportsvogn, men den er behagelig at køre i og jeg nyder at se på den samt opleve teknikken og så den V8 motor.
Til næste år går turen så sydpå, ned til Alperne som jeg holder så umådeligt meget af, i min drøm (jeg har råd til) af en klassiker.
Tak fordi I læste med om min baggrund og køb af en klassiker.
Med venlig hilsen
HansAttachments:
13. november 2022 kl. 18:25 #187068
Peter Plys Karlsen
586 IndlægHej Hans
Takker for din dejlige fortælling.
Stort tillykke med at alle dine overvejelser nu har båret frugt.
Man skal kunne drømme for at realisere…og du kom længere end bare drømmeTILLYKKE
14. november 2022 kl. 08:40 #187100
Michael Sehested Lund
32 IndlægHej Hans,
Tillykke med klassikeren og velkommen til ViaRETRO!
Du har også noget på hjerte og kan fortælle en god historie, det skal du endelig blive ved med. Det er sjovt som ting, vi har læst i bilblade mange år tilbage, kan blive hængende. Jeg husker også selv Rogers Søgaards artikel om Saab 99 Turbo, hvor han kørte op ad Kassel bakkerne – mener den var med Aztek-fælgene …16. november 2022 kl. 19:20 #187121
Soren W
390 IndlægHej Hans, tak for en personlig historie og tillykke med den fine SL. Det må være dejligt at stille bilen væk for vinteren, og nu vide, at du er klar til en hel køre-sæson i 2023. Håber at vi får jer og bilen at se til en klub ViaRETRO køretur i det nye år. Mvh. Søren
17. november 2022 kl. 08:36 #187123
SL4me
2 IndlægTak for den varme velkomst.
Helt rigtigt @Peter-Plys-Karlsen, drømme er det der giver os nye mål og bringer os videre.
Saab 99 Turboen var med Aztek-fælgene, eller hedder de Inca? @mslund, jeg føler i hvert fald jeg kan huske det store billede der var af bilen til artiklen, hvor man også lige kunne skimte Turbo-instrumentet ved A stolpen i venstre side. Dette er dog frit fra hukommelsen, så jeg må hellere tage forbehold for sandhedsværdien.
Bilen er nu stillet væk for vinteren, men med en god fornemmelse og store forhåbninger for næste køre-sæson @Soren-W.
Jeg har et par mindre projekter der skal udføres mens vinteren raser. Diverse slanger i motorrummet skal gennemgås og udskiftes efter behov, da nogle af dem er blevet hårde. Becker radioen skal have ny kassetteafspiller, da den gamle kører i slowmotion. Ikke fordi det betyder det store, men jeg kan godt lide at tingene er så nogen lunde i orden og det der er virker.
Endnu engang tak for velkomsten.
Mvh. Hans
13. december 2022 kl. 12:57 #187814HP Thygesen
1 IndlægInca
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.
