En dag for længe siden cykeltrænede jeg med min ven på det flade Amager og han nævnte en drøm at deltage i et retro-cykeløb. Noget jeg aldrig havde hørt om.
Vennen var ViaRETROs Søren Navntoft, og jeg fik inviteret mig selv med på ideen. Søren og jeg har begge en fortid i cykelbranchen, så vi kan vores Columbus, Campagnolo og cykelhistorien i almindelighed og deler også i dag passionen. Men jeg nævnte så idéen til vores fælles ven Per Holmen og han var også med på den – og købte straks en racercykel, så var vi tre der skulle på cykeltur.
Ideen med Eroica, der arrangerer retrocykelture i hele verden, er at hylde cyklensporten fra før slutningen af 1980 – altså før kulfiber og gearskift i bremsegreb havde fundet vej til butikkerne. Konceptet er simpelthen gamle cykler og tilsvarende tøj og grej samt ruter på veje som dengang. Meget enkelt.
Vi tre lille cykelhold kørte afsted i en Westfalia autocamper af generation T4, som med lidt god vilje snart er en youngtimer og satte kursen mod Eltville – en lille by ved Rhinen og tæt på Wiesbaden. Westfaliaen var pakket med tre racercykler fra firserne med 12 gear hver: Søren havde sin Cinelli Super corsa med Campagnolo Super Rekord, Per havde en Vinici med forskellige komponenter og jeg havde en Scapin Airone Cromovelato med Zeus Supercronos.
Vi kom frem efter cirka ti timer på den tyske Autobahn og fik plads få meter fra Rhinen på campingpladsen. Vi begyndte at pakke cyklerne ud og blev mødt af stor venlighed fra naboen, der viste sig også at skulle deltage i løbet. Og så blev der snakket cykler på den store klinge og vi beundrede hinanden valg af udstyr og flere mennesker kom til og jeg lærte et nyt ord: “Bike watching” – ja, det svarer sådan set til at sparke dæk. Vi kiggede på hinandens cykler og delte viden, fuldstændig som med klasiske biler og den leg befandt vi os godt i. Også hjælpsomheden med værktøj var stor, så efter bare et kvarter følte vi os hjemme, selvom det var første gang for os i dette vintage cykelmiljø.
Op ad dagen kørte vi hen og fik vores startnummer til næste dags løb. Distancen lød på 80 kilometer og cirka 1319 højdemeter. Start ladsen var fyldt med boder med vintage cykler, reservedele og cykeltøj, fuldstændigt som vi også kender det fra træf med klassiske biler. Der var skam også et par klassiske biler på pladsen – men køreturen næste dag havde intet til fælles med transport i en klassisk bil.
Starten og indskrivning var klokken jhalv ni på byens torv og næste dag stod vi klar i feltet, der var ganske stort: Nok henved to hundrede ryttere var klar til start – alle klædt på til begivenheden, så luften decideret summede af spænding og så blev vi sendt afsted i 24 graders varme.
Alt gik godt i starten: Vi var på god tysk asfalt på vej mod første stigning, der viste sig at være 15 kilometer lang. Men ikke nok med det – så ophørte asfalten og vi så den ikke igen før 20 kilometer senere. Vi var på herrens mark i bogstavelig forstand.
Det var sandt at sige umenneskeligt, og jeg var under normale omstændigheder stoppet efter 20 meter på min carboncykel og vendt om, for det her var meget mere en vej for min Fiat 4×4 Panda. Men nu fandt jeg altså mig selv sidden på en gammel cykel med alt for høj gearing i alt for høj alder på en ike-asfalteret stigning, og hvad skulle jeg gøre?. Det var grusveje med små og store løse sten og huller i vejen og folk i alle aldre cyklede det bedste de havde lært – og det var barbarisk hårdt. Der kom et tidspunkt med 10 % stigning på en vanvittig hullet vej, og dem der ikke havde gearing, formen eller modet stod af og træk de sidste par 100 meter op til første depot.
Vi var flade, da vi nåde depotet og vi havde stadig kun kørt de første 20 km af 80 km. Så vi hang lidt i græsset og drak vand i spandevis, mens temperaturen krøb op til 30 grader. Men humøret havde ikke forladt os. Det var dog nok mest, fordi vi ikke vidste hvad der ventede os!
De næste 10 km var gennem en skov, og det det var bestemt smukt. Men opmærksomhed var absolut påkrævet, for vi kørte i let mudder og vejen (eller stien…) var glat så vi kørte ikke stærkt – vi skulle bare holde tungen lige munden for ikke at falde.
Med den prøvelse vel overstået fik vi 10 kilometer med asfalt og nogle venlige stigninger på 2-5% og alle i vores gruppe, snakkede, hyggede sig og holdt tempo. På disse stigninger kigger man på hinanden med omsorg når det ser hårdt ud og man falder i næsegrus beundring når mænd og kvinder i halvfjerdserne sidder med gamle uldtrøjer på cykler fra halvtredserne. Det er simpelthen smukt. For her til Eroica er status alderen på rytteren – ikke watttal, ikke tophastigheder. Nej, jo ældre man er, jo højere i hierakiet er man – dem alle vil tale med og høre på. Det er skønt at opleve i en tid hvor ungdom er den hellige gral, og dér i det felt i den ånd var vi atter i vores rette element, for det var rent ViaRETRO.
Derefter var der en lang nedkørsel i skoven, hvor farten kom godt over 50 km/t og man måtte holde godt fast i bremsegrebene før svingene. Jeg måtte selv erkenden, at mine bremseklodser var meget klassiske – så dårligt og ikke mindst hårdt gammelt gummi, at havde jeg været opmærksom på det før afgang var de blevet udskiftet. I stedet måtte jeg nu bare klemme til mine fingre blev hvide.
Dagens sidste opstigning var på hele 12%, og kom pludselig efter et venstresving i en lille by, hvor beboerne havde taget plads på fortrovet. Der var 2 kilometer op til toppen og dagens sidste depot, min gearing var 42-24 og min fart næppe meget over 5 km/t på noget tidspunkt. Men jeg kom dog op, plaskvåd af sved og så tørstig, da jeg ikke havde turdet flytte hænderne fra styret og tage flasken, der ellers sad klar dér på cyklen.
Og sikke et depot vi kom op til på toppen efter 60 km! Der var gang i den med liveband med trommer og basuner og schlagermusik og de ældste ryttere sang glædelig med på de for os aldeles ukendte sange, men det var svært at modstå. Det var sgu’ tysk charme og varme der mødte os på toppen og dertil var deer masser af drikkevarer og friskbagt kuchen: Jeg drak vand i spandevis og åd vist 6 kager uden at skamme mig eller spørge en diætist til råd. Spitze, meine Herren!
De sidste 20 km klarede vi således opløftet også: De var heldigvis nedad de fleste, men nedkørslen var ubarmhjertig med farlige betonveje med store revner og huller her og der, man måtte bremse hele tiden og holde øjne fast på vejen, for ellers var man helt sikkert styrtet før eller siden.
På sidste nedkørsel punkterede Per Holmen så – Søren og jeg stod i bunden af bjerget før så beskeden på telefonen. Det var os, der havde pumpen, men vi kunne ikke køre op og hjælpe ham, for vores ben var totalt tømte. Og det ved vi, for vi prøvede faktisk, men kunne ganske enkelt ikke træde flere højdemeter – så vi blev enige om, at der nok var en anden venlig sjæl, der kunne hjælpe med en pumpe 5 km højere oppe af bjerget. Og sådan var det præcist: Selvfølgelig fuldstændigt eksakt når man står punkteret i siden af vejen ligesom til et klassisk biltræf, så fik han hjælp og luft i dækket igen.
Vi kom således i sidste ende alligevel samlet i mål og der stod folk og klappede da vi kørte over stregen og vi fik diplom og medalje om halsen og der var nærmest ikke et øje tørt. Apropos tørt, så listede vi op i køen efter en flaske lokal Rosévin fra Eltville, for det syntes vi faktisk vi havde fortjent.
Eroica Germania var den vildeste retro-cykeltur og en kæmpe oplevelse for os alle. Og javist – selve historien har ikke ret meget at gøre med biler, men som navnet også siger handler ViaRETRO jo også om retro i bredere forstand, og det lærte vi så på egen krop, at Eroica Germania virkelig er – på den hårde måde. Desuden havde vi tre ryttere lært hinanden at kende igennem ViaRETRO, og det tæller jo også.
God og opbyggende artikel. Man fornemmer helt klart I har hygget jer på turen og med strabadserne op ad stigninger.
Der mangler blot en reklamekaravane, som i Tour De France. Jeg supplerer med et på fotos af gamle reklamekaravane-biler fra Tour de France.
Vi tager en mere
Og så lige den sidste. Er her en eller to?
Se det er genialt det der. Mere af den slags. Og måske I hermed har startet en større revolte således, at flere vil køre i jeres hjulspor? Der er mange sjove gode aktiviteter i hele Europa, der har solid klassisk bund – Viaretro agtig dna om man vil. De oplevelser håber jeg flere vil dyrke og dele. Fedt supplement til de ofte visuelle og tekniske oplevelser der ikke er så fysiske. Tak
Dejlig artikel og beskrivelse af strabadserne. Huskede i at barbere ben – med ragekniv?
Dejlig beretning, fuld af liv og oplevelse.
Gerne mere af den slags.
Skøn fortælling og tur der straks fik mig til at lede efter en passende cykel.
Jeg købte brugt racer i Italien i sommers og nød turene op og ned som kontrast til de 19 højdemeter man kommer over Amager rundt😀
Men at tage de stigninger uden en bjerg gearing må have været meget presset, det var jeg selv med 34/28 😳
Eroica Gran Sasso er nu sat i kalenderen for 24
Tusind tak for inspirationen 🤜🚴🤛
Dejlig tur, dejlige billeder, men de tyskere skal lære at stave til Erotica!
Jeg istemmer og har selv kigget efter klassisk racercykel: En renoveret Bianchi for knap et par tusind lyder altså som godt for både krop, sjæl og pengepung. Og oplevelsen det lille hold var ude på lyder totalt fedt, ganske enkelt – komplet med hårde bremseklodser og ubehårede ben :-)
En særlig tak for trøjerne, Keld: Jeg er særligt vild med den brunsorte Molteni Alimentari!
Totalt fed del af retrolivet og god historie!
Jeg har selv to cykler, ikke racere, men bycykler. Den ene bliver brugt til netop byen, og den anden til skovstier og små veje. Den sidste med Sachs Super 7 navgear må være en youngtimer … jeg sværger til navgear. Den anden med Shimano Nexus Inter7 gear var jeg forbi med hos den lokale cykelsmed for nylig, hvor jeg bad om at få totalgearingen gjort lavere. Svaret var, at han tidligere havde fået den slags ønsker fra kunder, som også havde lagt mærke til, at gadebelysningen var blevet svagere …
Er også til gamle cykler. Jeg har Asmussen fra start firserne og en tilsvarende selvbygget med Columbus ramme campagnolofælge og fint gammelt poleret Shimano gruppe. Et tip til den berejste Claus, på Bremen Klassik var der i mange år udstilling og salg af vintage cykler oppe på første salen især fra Hollandske Cykelpushere. En favorit er en Alan Super Record fra halvfjerdserne selom de senere med kombineret alu og carbonrør er ret så liret.
Dejlig beretning fra – og om cykelmyggene.
Tillykke med jeres diplomer og medaljer i retrocykling.
Jeg tilhører generationen, der kørte i uld omkring 1980.
Vi blev udskammet af ældre – ofte cigaretrygende, der hylede af grin mens de pegede på vores cykelbukser. Meget er sket siden…
I dag sidder mange af disse udskammere selv på cykler iført stram lycra …nu er det mig, der peger….de er sgu´ ikke lige kønne allesammen, men de er da i gang med et eller andet… noget de kører for eller fra…
Uld derimod, det klær` den ældre generation.
Nåh, men jeg er samler…og har da også samlet på cykler …lige fra trehjulede, mountainbikes, tandemcykler til racercykler…nye cykler siger mig ikke noget, ligesom nye biler. Jeg er gået i stå…
Jeg var lige forbi et oplag i dag – jeg er samler….den forreste Olmo cykel nedenunder, samlede jeg selv og cyklede fra Paris til Holbæk – i 1986….på en topmoderne cykel, der i dag er retro – men det er en anden historie…jeg er samler og prøver at sprede nu….
-Efter en samler kommer en spreder.
…
Dejlig beretning!
@ce Hvis du can lide Molteni trøjen, så læs op på historien om Molteni holdet, den er farverig! Og se i øvrigt lige den danske udgave: http://squadramolteni.dk/ et retrocykelhold komplet med historisk korrekt Volvo 144 sportsdirektørbil!
Efter at have manglet garage/værkstedsplads i nogle år, kastede jeg mig over klassiske racercykler og ultra nichen: enkeltstartscykler! Der kan klemmes mange af dem ind i selv en beskeden kælder :-) Miljøet omkring cyklerne er også meget sammenligneligt med det omkring de klassiske biler.
Der findes også cykelløb herhjemme for klassiske cykler, hvor der ikke er helt samme behov for bjerggearing som til Eroica. Jeg f.eks. med stor fornøjelse deltaget et par gange i Grand Prix Vejle Ådal.
Turen startede for mit vedkommendefor lidt over 4 måneder siden. Et opkald fra Keld – “Søren og jeg har lige købt billetter til l’eroica Germania til August”
Et kvarter efter havde jeg også bestilt billet og endda overført et beløb på MobilePay da jeg efter kyndig vejledning fik købt em klassisk Vicini på DBA.
Og så var turen i kalenderen.
Ambitioner om træning, eller rettere, genoptræning, da jeg ikke just er et sportsligt menneske – tætteste jeg kommer på sport er i en klassisks sportsvogn – var store, men det endte med blot 3 træningspas før den store tur.
Og som beskrevet, så var det en benhård fornøjelse at deltage i det klassiske løb – og ikke kun de 80km – nej rejsen dertil i en fuldt udstyret campervan i godt selskab med anekdoter og vermouth og vin og gatronmomi på højeste plan i vores base-Camp blot 8 meter fra Rhinens kant omgivet af cykeltosser fra nær og fjern.
At køre i klassisk bil hvor man er i tæt kontakt med alle bevægelige dele er noget vi alle kan nikke genkende til. Men at gennemføre et løb ved egen kraft og med den smukke men enkle mekanik i en klassisk racercykel er intenst – især når det går nedad på en 12% betonvej med langt over med langt over 50kilometer i timen med hvinende bremser, ømme muskler, smertende bremsefingre og et meget tyndt men tidstypisk kunstbeklædning på nogle micormymillimeter tykkelse, ja så lever man. Og overlever …
På den igen!
Mojn Lohmann
Fed cykel du hænger over…
Tak for linket til Moltenis danske udgave…
Tider
skifter… jeg ser at deres kaptajn er Niels Bjørnsteen … en holbækker jeg trænede sammen med i Fremad … Holbæks lokale atletik klub i startfirserne … jeg skiftede fra Holbæk Cykel Ring…Verden er lille …Holbæk er mindre.
Og hvis man ikke lige har en klassisk racer på lager, kan man købe en ny “vintage”.
Denne her blev spottet i Bedoin neden for det skaldede bjerg.
Godt klaret, alle tre! :-D