Register

one × three =

A password will be e-mailed to you.

Den pæneste firepersoners Porsche: Karisma

Og forklaringen er måske, at Porsche ikke selv har designet den.

Deres udsendte Klub ViaRETRO-medlemmer så (selvfølgelig) en hel masse skønne biler på Auto Salone Torino, og det er svært vide hvor man skal starte og hvor man skal slutte. Især når tiden på grund af diverse Planes, Trains and Automobiles-genvordigheder er knap. Men helt uden brug af tog er jeg nu ankommet til Spa-Francorchamps, og inden jeg (måske) skriver noget herfra, så skal vi lige have en hors d’oeuvres fra Torino inden Michael S. Lund laver en mere udførlig reportage fra Torino og omegn.

Højdepunktet for mig var de Bertoneprototyper, som ASI udstillede længst væk fra de kinesiske elbiler: Perler hver og een.

Så jeg besluttede i min egenskab af redaktør at slå ned et sted, hvor man (jeg!) ikke lige havde forventet det: Porsche. Ja. Selvsamme Michael S. Lund berettede i sidste Weekend Matiné i en udførlig reportage om træffet Luftgegühlt i København, der satte alle Porscheentusiaster i überdrive og de nu næppe snakke om andet resten af året. Der var masser af fine Porscher og herunder alle de store ikoner som vi kender og elsker. Men dem vi ikke kender? Ja, een af dem stod i Torino og jeg var begejstret.

Jeg var ikke den eneste, der var begejstret over at se en Porsche, jeg aldrig havde set før. (foto: Michael S. Lund)

Bilen hed Karisma, og det havde den mere af end Mitsubishien af samme navn. Bilen er fra 1994 og var et studie udi en firepersoners Porsche – en genre, som Porsche selv indtil da (og, kan man diskutere, indtil nu – men det kan også være man skal lade være for husfredens skyld…) aldrig rigtigt havde fået styr på. Deres egne prototyper på 911 og 928-basis var gumpetunge og blev heller ikke til noget.

Man kan efter min bedste overbevisning ikke sige, at Karisma er gumpetung – men dog, at den heller ikke blev til noget. Det er helt sikkert hjulpet af, at den 911-generation, som Karisma er baseret på var 964’eren, der var det sidste opkog af den klassiske 911 og havde en forholdvist begrænset levetid inden generation 993 kom på banen samme år som Karisma. Og 993 også levede ret kort indtil Porsche selv kom med den radikale 996-generation. Vandkølet. Uff!

Jeg måtte simpelthen kigge efter flere gange, men den er god nok: Der er en forlænget 964 under disse former.

Karisma er derimod en rigtigt luftkølet Porsche med hækmotor, og mens man sagtens kan diskutere hvor smuk eller ej den er, så MÅ man have en kæmpe respekt for, hvordan Bertone på den samme tekniske platform fik skabt en højpræstations firepersoners hækmotorbil, der slet ikke ligner en 911. Og ikke mindst, at de dermed viste Porsche vejen for, hvordan de fik det til at lykkes med en firedørs: Løsningen var simpelthen, at den ikke skulle ligne nogle af deres klassiske og kendte designs, og sådan blev det netop med Panamera, der kom hele femten år senere. Som i øvrigt er gumpetung at se på alligevel. Men det er jo fordi Porsche ikke spurgte italienerne, vil jeg mene.

Tyve år tidligere havde Bertone vist Lamborghini, hvordan de med Marzal kunne lave samme nummer.

Så dét er min korte første beretning fra Torino: En af de allermest spændende biler udstillet lige dér i hjertet af italiensk bilindustri var en Porsche, den var mere sjælden end noget set på Luftgekühlt, og min lykke var gjort, fordi jeg aldrig havde set den før. Mødet gjorde også, at jeg stadig går med det store spørgsmål om, hvorfor pokker Porsche ikke spurgte italienerne, da de så virkelig skulle lave en firedørs bil? Den senere Panamera er jo fuldstændigt samme markedsmæssige koncept som Karisma – bare mere bøvet tysk.

Men sagen er, at italienerne kan noget med design, så der var mere på Auto Salone Torino – meget mere. Og det kommer vi tilbage til. Men lad mig først høre, om I mener Karisma har karisma?

(foto og skitser: Bertone)

14 kommentarer

  1. Brian

    Et interessant studie, bevares :)
    Men har man i dag først set svenskens Gemera, er alle disse gamle forsøg på en 4 pers sportsvogn ret ligegyldige. (OK, hypersportsvogn)
    Hold da fast, hvor er dén smuk.

    Svar
  2. jakob356

    Det er jo meget hyggeligt (og rummeligt..) med en forhøjet hardtop oven på en klassisk Porscheplatform, ligesom Karmann Hardtops’ne fra starten af 60’erne, men rigtig sporty eller flot bliver det aldrig helt.
    Men i forhold til de firedørs klumper, de har lavet i dette århundrede, har du da ret i at den er pænest. Desværre alt for nem konkurrence at vinde :-)

    Svar
  3. Nold

    Italiensk eller ej: I mine øjne et typisk 90-er gople-design. Jeg mindes min gamle Suzuki Baleno..
    Interessant at nutidige Porscher faktisk minder om Karismaen og ikke er gået til Transformers-agtige yderligheder som så mange andre bilmærker, der ikke tør skille sig ud.

    Svar
  4. Rasmus

    Er alle enige med Claus i, at en Panamera er gumpetung og bøvet? Er der nogen, der kan fortælle, hvordan en Panamera kører?

    Svar
  5. audifirs

    måske har Mazda kigget på karisma da de skulle puste (familie)liv i rx-7/8.
    Jeg syntes at Karismadesignet er uden kant og meget blødt og så vil jeg indvende at med alt det glas og grundet dørdesignet skal airconditionanlægget køre konstant. der er ikke plads til vind i håret, ej heller armen i karmen.

    Svar
  6. TOCOMAN

    Jeg så Bertone Karisma første gang i 1994 hos Bertone. Den er faktisk en fin model med mange gode detaljer. Det fantastiske med Bertones prototyper er, at de alle kan køre og bruger drivlinen fra det mærke prototypen repræsenterer – her Porsche. Bertone prøvekørte alle prototyper på vejene omkring Grugliasco (Torino), og lånte/lejede gerne deres prototyper ud. Alfa Romeo Carabo (ja den grønne ultralave kileform) var i en længere periode udlejet til en arabisk sheik, der brugte bilen i London i slut tredserne. Vildt at tænke på.

    Svar
  7. TOCOMAN

    Karisma er ikke første gang Bertone lavede en Porsche 911 prototype. På biludstilling i Geneve i 1966 præsenterede Bertone denne smukke Porsche 911 Spyder, Porsche kunne ikke bruge prototypen, men designelementer fandt vej til andre modeller. Fx det forreste lygtearrangement fandt vej til Alfa Romeo Montreal.
    Bertone har altid lavet bæredygtigt design før det blev woke. Samme dørhåndtag på Ferrari 308GT4, Lamborghini Urraco, Lancia Stratos og Fiat X1/9,

    Svar
  8. TOCOMAN

    Bertone er mit ynglings-biltema, og det flotte startfoto i artiklen med Bertone Runabout bringer mig igen tilbage til 1994, hvor jeg fik fornøjelsen at at styre Runabouten hos Bertone.
    Det får mig til at tænke på endnu en vild historie fra Bertone. Min tyske ven fra den tyske X1/9-klub ringede i 1994 til Bertone og spurgte om han måtte låne en prototype til hans klubstand på Essen Motorshow. Ja du kan hente Runabouten svarede Bertone. Med en ganske almindelig Opel som trækdyr og en gammel autotrailer efter sig kørte han til Torino og hentede Runabouten, udstillede den på Essen Motorshow, og kørte den tilbage igen til Torino. Året efter lånte han Ferrari Rainbow til samme udstilling. Jo – Bertone har altid været interesseret i at vise deres historie. Synd det skulle gå så galt for 10 år siden, og noget af samlingen blev tvangsolgt til private samlere.

    Svar
  9. Holm

    Runabout har været på min hitliste siden jeg fik en Matchbox model som måske 10 årig. Man kan vel sige at dele af designet sidenhen fik stor succes i andre sammenhænge.

    Svar
  10. Tony Wawryk

    I have to say that interesting though it is, the Karisma doesn’t really “float my boat”, as we say in England, but that 911 Spyder…now that is lovely, they should have made that – looks better than any 911 cabrio.

    Svar
  11. Claus Ebberfeld

    Virkelig skønne historier fra den virkelige verden omkring Bertone, @tocoman – tak for dem! Det gør intet for at mindske min beundring for dem.

    Bilerne blev nu langt fra alle solgt til private samlere, måske tværtimod: Karisma og alle de andre her var udstillet af ASI, der købte en hel del af Bertones prototyper. Og hiolder traditionen med at vise dem frem i hævd: Jeg har set Runabout før i Padova (og elsker den!), men til daglig kan de ses på et museum nær Milano Malpensa lufthavn.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.