Register

16 + 19 =

A password will be e-mailed to you.

Trenden med at restaurere en klassiker og samtidigt modificere den til mere moderne præstationer tager fortsat fart. Og endelig er der kommet en som ViaRETRO-redaktøren bifalder.

Hvorfor, spørger de undrende læsere måske? Idet de jo ved, at redaktøren bekender sig til originale biler som det fineste i klassikerverdenen. Fordi, svarer jeg så, at her er en restomod, som man nærmest ikke kan se er andet end original. Og nåja, så er det jo en Ferrari Testarossa.

En helt original Ferrari Testarossa fra dengang. I en helt almindelig situation.

Testarossaen har jeg jo altid godt kunnet lide, og som før skrevet drømmer jeg (stadig) om at kunne få sådan et firserikon klemt ind i min garage en dag. Sandt at sige skal det så være en original Testarossa, det er klart – men havde jeg flere penge og/eller en ansættelseskontrakt der krævede, at jeg SKULLE køre i en restomod, så ville jeg ikke sige nej til denne nye tilkomst til scenen. Og årsagen er den simple, at denne restomod ligner originalen på en prik. 

Tro mig: Der er højere magter deroppe, og de holder øje med om nogen laver om på Pininfarinas design – thi de ryger direkte i Helvede.

Det er ofte vigtigt, når det drejer sig om et Pininfarinadesign, og det gør det i dén grad med en Testarossa. Den er i dag mere end noget andet kendt for sit design, ikke mindst sine sideluftindtag med de markante vinger – men man gemmer let, at det faktisk var aerodynamisk særdeles velfungerende, så Testarossaen for eksempel var hurtigere end sin samtidige konkurrent Countach Quattrovalvole, selv om den havde færre kræfter. Den kørte også bedre, var mere komfortabel, bedre skruet sammen og simpelthen mere anvendelig. Og billigere, især i dag. 

En Testarossa kan nydes som den er: Det var og er en velfungerende bil – for det den er og var, en superbil fra firserne.

Ja, det er simpelthen derfor jeg drømmer om en: Det er en ægte superbil til ikke mange flere penge end en Porsche 911 Turbo. Altså, sådan een drømmer jeg ganskc vist OGSÅ om, for den er også toplækker – men ikke på samme måde som en Testarossa. På en måde illustrerer de to meget fint forskellen på Ferrari og Porsche, faktisk. Det er lidt en anden snak, og jeg kan som sagt lide begge – men kun den ene har den her virkelige wow-faktor. Og tolv cylindre, det glemte jeg næsten at nævne. Men jo, restomodden her bevarer selvfølgelig den fem liter store flade V-12-motor. 

Her er så den helt nye restomod baseret på en Ferrari Testarossa. Sensationelt!

I mit stille sind kan jeg undre mig over hvilken forskel det gør, at den nu har 510 hestekræfter i stedet for originalens 390. Der gik 297 km/t på toppen mens restomodden går 324 km/t. Hvilket dog er sjovt på den måde, at det er samme topfart som en Ferrari F40, men det har vel næppe være meningen. Den nye skulle også have tabt 130 kilo i vægt, hvilket faktisk er det aspekt der undrer mig mest, da der mig bekendt ikke er ændret på det grundlæggende design overhovedet. Men hvis det er sandt, så er det selvfølgelig godt for mange ting. Ligesom den nye undervogn, større fælge (men det så du ikke i første omgang, vel? For designet er tæt på originalens…) med moderne dæk og bremser med ABS er. Og antispin er nok også godt med over 500 hestekræfter. 

Motoren må have været dyr at lave.

Bilen er udviklet og bygget i Schweiz og den hedder helt officielt “The Testarossa by Officine Fioravanti”, og sidstnævnte er firmaet bag. De siger selv at projektet er italiensk håndværk, design og teknik kombineret med schweizisk kvalitet, men som jeg plejer at gøre opmærksom på ved det udsagn, så har Schweiz ikke meget mere biltradition end Danmark, så jeg vil nu gerne lige se den i levende live. Samt høre sådan en kedelig detalje som prisen, for den står ingen steder. 

Men i det mindste ødelægger schweizerne ikke en original Testarossa i processen, og det er fint. Jeg kan også lide at de åbenbart bevarer kilometertallet fra donorbilen, at de bruger en tidlig variant med centermøtrikker, at nogle af deres PR-billeder er taget på film (se om du kan kende dem i galleriet herunder) samt at der er en fungerede fastmonteret mobiltelefon i bilen. Det sidste er da en brilliant idé, som mange moderne biler kunne nyde godt af. 

11 kommentarer

  1. Soren W

    Hvor går grænsen for en restomod? En Singer er en restomod af en Porsche 911, det er jeg med på. Og Kalmar en en kopi af Singer. De bygger på en nyere bil, der udseendemæssigt backdates, men teknisk opdateres. Men fordi man tuner en motor (hvorfor er 290 hk ikke nok?) og sætter større hjul på, er det så en restomod? Det er jo ikke stort mere end mange ejere gør på deres egne biler? Selvom jeg personligt foretrækker det originale look på en Ferrari 308 med 14” fælge og 70 profil dæk. Så er der mange, der “opgraderer” til 16”. Men den omtalte bil kunne jeg også godt leve med i garagen. Måske jeg hellere ville have en Singer? Eller måske en original 2,7RS Carrera, eller…? Nå, det er jo fredag, så har vi lov til at drømme…

    Svar
  2. Claus Ebberfeld

    @soren-w, det er et rigtigt godt spørgsmål. Og det er @alfahahns også: Svaret er selvfølgelig, at det er en glidende skala, ikke et ja/nej-spørgsmål. Hvis der kun er større hjul og manglende kofangere på den Alfa, så vil jeg sige nej. Men hvis den har computerstyret indsprøjtning, skræddersyet kabine og uafhængigt baghjulsophæng, så ja. Men der er en masser derimellem, naturligvis.

    Sagen i dette tilfælde er, at Officine Fioravanti, der bygger denne her Testarossa, SELV kalder den en restomod. Det gør Singer for eksempel IKKE. Jeg er selv ikke i tvivl om, at begge er restomods – og at de er meget forskellige. Men igen: Der er masser af andre derimellem.

    Svar
  3. A VINTAGE RUN

    Jeg syntes ikke det umiddelbart er ansigter fra nærområdet, men man ved jo aldrig hvad naboen egentlig laver.
    Til gengæld hørte jeg metalbandet Vixen, (de var også en slags restomod) der i 1980’erne og jeg kun ganske ung, men de var hotte dengang.
    (Jesus må være jo være rummelig)

    Svar
  4. Claus Ebberfeld

    @jakob356, det er design. Og i dette tilfælde nok Pininfarinas måde at følge op på BB’eren, der i ren profil havde nogenlunde samme proportioner, og som jeg i øvrigt OGSÅ altid har været vild med. Ja, det er overdrevet – men elegant, synes jeg. Ligesom en boxer (hunden).

    Svar
  5. Ole Wichmann

    “eller en ansættelseskontrakt der krævede, at jeg SKULLE køre i en restomod”

    Er det hos Selected Car Investment I har den slags ansættelseskontrakter med firmabil?
    Har I nogen ledige stillinger?
    ?

    Svar
  6. Bisgaard

    Uuuha, @Claus, den 512BB der… For mig vil det altid være drømmen over dem alle (plus et par andre også). Til den vil jeg gerne sige pænt nej tak til restomod. Ligeså med 308, som du skriver, @Søren.
    Testarossa og 348 er svær, men på denne her kan jeg faktisk ikke se forskel på karossen og andre vitale dele. Kan man overhovedet snakke om restomod? Hvis ja, så ok herfra…
    Angående 911 F og G modeller, så er det jo svært ikke at kunne lide Singer og Kalmar versionerne. De er godt nok fede med de små kofangere, korte udhæng og brede skærme! ?
    Og så har vi Escort, Kadett, Alfa og mange andre, der er lavet i rally stil med brede skærme, etc. Definerer vi det som restomod? Enig @AlfaHahn, den er svær. Men fede, det er de.

    Fantastisk oktober vejr. ☺? Jeg må ud og rulle en lille tur. Det kan blive årets sidste.

    Svar
  7. Claus Ebberfeld

    Det var en tænkt drømmesituation, @ole-jagmann :-). Men altså, det giver da mening, gør det ikke? Så skulle jeg måske have beholdt min gamle Renault 5 GT Turbo – den har jeg også set lavet som restomod…

    Enig, @bisgaard, BB er bare noget af det skønneste. Delebil ? :-). Alfaholics voldtunede og totalt ombyggede GTV’er er i hvert fald anerkendt som restomods, er svære ikke at kunne lide og er vel stadig Italiens bedste svar på Singer? Testarossaen her er i hvert fald ikke – men den er til gengæld noget andet.

    Svar
  8. Claus Ebberfeld

    @jakob356, jeg er helt enig i, at BB er pænere (og federe…men det er dog to forskellige ting, rent faktisk) end Testarossa. Men omvendt så er Daytonaen pænere endnu – synes jeg. Og jeg er sikker på, at andre synes det modsatte!

    Nu har jeg jo tidligere skrevet om, hvor få rigtigt vellykkede biler der blev lavet i firserne, men jeg synes faktisk Testarossa er éen af dem. Men det skal selvfølgelig ses i lyset af, hvordan (moderne) biler så ud dengang.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.