Register

2 × four =

A password will be e-mailed to you.

Det fantastiske (stadig forholdsvis nye) bilmuseum i Sydtysklands landlige Dietzhölztal har en særudstilling om Ferrari – men den om Opel var også god.

Som kort nævnt var jeg i sidste uge på genbesøg på Nationales Auto Museum, som jeg første gang besøgte i efteråret 2023 og dengang kaldte Europas Nye Bedste Bilmuseum – genlæs gerne dén artikel for at forstå seriøsiteten, vægten og omfanget til fulde.

Jeg vidste godt de havde en særudstilling med Ferrari, der hedder “Ferrari – Meisterstücke für Rennstrecke und Straße” og løber indtil 17. november i år. Og den så jeg selvfølgelig også, og den understreger sådan set bare den linie som jeg understreger i min gamle artikel: De mener det alvorligt, så de mesterværker af Ferrari de viste på udstillingen var fra den allerøverste hylde. På den anden side er der jo altid en Ferrariudstilling et-eller-andet sted, så hvis man mest er til det italienske køkken, så kan man altid få stillet sin sult.

Nationales Auto Musuem kører på den store klinge og er mest kendt for den slags.

Det var derimod overraskende for mig, at der også var en særudstilling for Opel. Det var i anledning af mærkets 125 årsjubilæum, og her havde museet også hevet et par virkelige specialiteter af stald. Deres egne Röhrl-rallybiler og DTM-racere blev suppleret af nogle ting jeg aldrig havde set før – herunder verdens utvivlsomt fedeste Astra. Den kommer jeg lige tilbage til.

Det er egentligt underligt hvor Opels bondeimage kommer fra, for jeg tænker de færreste af dem havde råd til sådan en Admiral her?

De cirka femten Opelvogne var ikke kronologisk opstillet, så mærkefanatikere ville per automatik blive indlagt til også at se andre biler – og vice-versa, hvilket utvivlsomt er en god ting. De viste Opel var heller ikke alle spektakulære, men det ville også være at gøre mærket uret, hvis man fokuserede på det. Jeg tænker i stedet museet har solgt flere billetter med pensionistrabat end normalt, for der var også nogle af de gode gamle (til meget gamle) repræsentanter for Brot und Butter-genren, som det fornuftige mærke altid har været så stærke i.

Måske herfra? Kadett var i en anden klasse og den motoriserede meget store dele af både Tyskland og Danmark – herunder vel også nogle bønder og især i stationcarudgaven?

Jeg læste senere, at der også skulle være en Commodore GS/E udstillet, men den overså jeg faktisk: Det gik lidt stærkt. Ligesom den gjorde: Den var første gade-Opel, der gik over 200 km/t. Det er nu ikke derfor jeg kan lide den, men mere for dens stærke sekscylindermotorlyd og ikke mindst lækre design. Der jo kom sig af, at Opel var i familie med General Motors, der havde nogle stærke designere i tresserne og halvfjerdserne. Hvilket man også kunne se af denne her:

Jeg havde aldrig set den før, men det er måske også fordi den faktisk er så meget prototype, at den ikke engang kan køre – et rent designstudie, faktisk. Fra 1975 og i en farve typisk for perioden, og hvis den havde haft en motor skulle det have været en Wankel. Så vidt kom det aldrig – men tænk engang hvis: Møglækker Opel, ikke? Med en firecylindret motor kunne det have været en fantastisk efterfølger til Opel GT. Som jeg også kommer tilbage til.

Men som sagt behøver det ikke være eksotisk, når det er Opel, og den udstillede Corsa viste det meget godt. Nu ser man sjældent en rigtig fin Corsa i dag – men faktisk er designet med M3-skærmene jo knivskarpt og næsten Bertone-agtigt. De fleste Opel-kunder er selvfølgelig jordnære mennesker, der helst vil have skærmene i begge sider, men de ville så blive skuffede over museets Corsa:

Til gengæld ville de blive chokerede over den føromtalte Verdens Fedeste Astra. Og nej, det er faktisk ikke et hjemmebyg til V-Max eller andre tunermagasiner, men en rigtig Opel – som godt nok heller ikke blev til noget, fordi den muligvis alligevel var for lidt Opel i sidste ende. Den var baseret på teknikken fra en DTM-bil fra 2000 mens karosseriet lignede en supersportsvognsvariant af en Astra – hvilket var præcis tanken med bilen. Og efter min mening lykkedes forrygende godt:

Til de læsere der synes, at den er lidt for fornuftig kan jeg oplyse, at dørene åbner efter mågevingeprincippet, og så kan det faktisk ikke blive bedre. Dens fulde navn er Opel Astra OPC X-treme og det passer meget godt: OPC står for Opel Performance Center, der vistnok var tænkt som deres udgave af M for BMW og et par år tidligere havde lanceret den første sportudgave af Astra under navnet OPC. Det gav sådan set god mening.

En million D-Mark for en Opel Astra?

Efter sigende skulle der endda være planlagt en lillebitte serie af Astra OPC X-treme, men hvis de virkelig ville have kostet en million D-Mark, så giver det ikke meget mening mere: Hvem ville købe en Opel til en million? De havde svært nok ved at sælge Senator, så vidt jeg husker. Men designet på denne super-Astra synes jeg faktisk holder, og der er dermed også en linie tilbage til den føromtalte Bertone, der både designede og byggede coupéudgaven af Astra. Taglinien er også stadig det bedste ved dén bil.

Apropos elegante biler, så var der også en af de smukkeste Opeler nogensinde på udstillingen – Opel GT. Nur Fliegen Ist Schöner war sloganet dengang. Det er måske lidt overdrevet i forhold til hvordan sådan en tressersportsvogn baseret på Kadettteknik faktisk kører, men at bilen var og er Schön kan der ikke være to meninger om.

Desværre var den viste udgave en Elektro GT fra 1971: En Opel GT bygget om til to elmotorer med i alt 120 hestekræfter og over et et halvt tons batterier og indsat for at sætte verdensrekorder i en kategori, som ingen havde tænkt på at sætte rekorder i og nok heller ingen havde bedt om. Undervejs var det smukke originale design “optimeret” til rekorder og i processen blevet væsentligt forgrimmet. Opels presseafdeling hylder i dag den 1700 kilo tunge rekordholder (den tog seks rekorder – men konkurrencen var heller ikke ret hård…) som en forløber for dagens elbiler og de har de jo på lidt for mange måder ret i.

Men den var der og der er kun den ene og det kunne sådan set godt være endnu værre, så jeg klager ikke. Og hvis man endelig skulle synes, at Elektro GT er helt og aldeles ligegyldig, så kan man på billedet herover se lidt af, hvad Nationales Auto Museum ellers byder på.

Jeg vil vove at påstå, at museet simpelthen ikke kan skuffe, uanset interesseretning – så hvis du ikke har set det endnu, så sæt endelig et besøg på programmet. Opelkørere vil måske også finde selve Diethölztal spændende, for det er langt ude på landet!

6 kommentarer

  1. Henrik Kusk

    Ja, det er utroligt som Opel er gået fra “smarte biler i 60-70’erne” til ligegyldige biler i dag (vel reelt Citroen/Peugeot som basis)

    Engang var jeg sikker på, at jeg måtte eje en Opel GT, men efter at have prøvet en endte det med at jeg købte en Manta A i stedet; knap så flot design men langt bedre kørende på vejen.

    Svar
  2. Claus Ebberfeld

    Hmm, jeg forstår hvad du mener, @henrik-kusk, da jeg som skrevet også selv synes Opel GT er virkelig vellykket design, men det synes jeg faktisk også om en Manta A.

    Og så kan jeg godt lide navnet Mokka! Det er dog en skam med resten.

    Svar
  3. Tony Wawryk

    Opel used to make so many cool cars – early Kadetts, Kapitän, Rekord, Admiral, Diplomat, Commodore as well of course as the GT, Manta and Monza. Perhaps the last of the line was the Calibra, maybe the Astra/Kadett GT/E Mk1, but since then…

    The futuristic orange prototype looks a lot like the 1966 Vauxhall XVR concept on display at the British Motor Museum – also a non-runner, but what a shape!

    Svar
  4. Jens G.

    Smag og behag !

    Billederne af den røde super-Astra er i mine øjne forfærdelig grim, hvor den rimeligt udseende ordinære Astra har fået ødelagt sin pæne krop som en anden bodybuilder kunne ødelægge sig selv.

    Jeg kan godt forstå den aldrig blev til noget.

    Svar
  5. Claus Ebberfeld

    En rimelig sammenligning, @jens-g: Begge dele er også temmeligt nicheorienterede, men de findes dog. Og når jeg ser hvad mange sportsvognsproducenter i dag bringer på markedet af ekstreme varianter, så tror jeg næsten bare Opel var tyve år forud for deres tid.

    Når det er sagt, så havde en Opel Astra nok alligevel ikke kunnet bære en pris på en million D-mark.

    Svar
  6. AlfaHahn

    SÅ må en 4-dørs bronze farvet Ascona med brunt interiør være favorit til ny firmabil 😎

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.