Når man har været med så længe, at ens gamle billigbil dukker op som sjælden klassiker i et bilblad!

Det skete med det sidste FDM Motor Classic, hvor jeg da nok syntes at kunne genkende en vinrødmetallic Fiat Ritmo. Ganske rigtigt, så var det den bil som jeg købte for ti år siden som en billig konebil. Jeg mener jeg dengang gav syv eller ni tusind for den? Herunder er den fotograferet i min daværende store garagehal:

Min gamle Ritmo 100S i 2016.

Jeg var nødt til at fotografere den ret forfra, da den stod på nogle kiksede moderne alufælge. Enten fulgte de originale Cromodorafælge med eller også købte jeg dem senere – det husker jeg ærligt talt ikke. De kan meget vel have fulgt med, for det samme gjorde fire fine rustfrie døre. Og var der ikke også en bagklap? Dem havde jeg intet at bruge til, for bilen var ellers fin og ret frisk lakeret bortset fra fælgene komplet original og kørte faktisk ret godt – når den kørte godt.

Den hed i sagens natur 100, fordi den havde hele 100 hestekræfter – og S, fordi det gjorde den lidt sportslig.. Bevares, der var stadig en Abarth over den i modelprogrammet, men det var familiens rigtige GTI og den kunne man heller ikke dengang få for syv tusind! Så jeg var faktisk ret godt tilfreds med mit køb dengang. Min kone kunne også lide den, hvilken jo er en fordel, når man siger den er købt til hende.

Alligevel solgte jeg (hun…) den ret hurtigt, og jeg mindes at det var fordi der altid var et-eller-andet små-irriterende galt med det elektriske. Ja, den havde jo elruder, bare lige for at illustrere hvor luksus sådan en 100S var. Jeg var også godt klar over at den ikke var helt almindelig længere, dengang for ti år siden. Og det er kun blevet bedre – eller værre, alt efter hvordan man ser det. I hvert fald rakte det til en stor artikel i FDM Motor Classic:

Ti år senere er det ifølge artiklen den eneste 100S i Danmark.

Og jeg mener “stor artikel”, for min gamle konebil fik hele otte sider i Danmarks bedste klassikermagasin. Som jeg naurligvis viste til min kone, hvorpå hun spurgte, om det så havde været en fejl at sælge den dengang? Tjah, det er som sagt ti år siden, og hvis jeg husker det rigtigt at jeg var træt af dens småfejl efter tre måneder, så ville jeg have fået et nervesammenbrud inden de ti år! Og desuden fik hun jo senere en Rover 3500 – som godt nok havde ligeså mange småfejl, men til gengæld var en langt smukkere og endnu mere velkørende bil. Øh, som også var i Motor Classic, i øvrigt. Dengang mens vi stadig havde den.

Under alle omstændigheder fik det mig til at tænke på, at jeg har haft meget sjov med det der bilswingeri – og at andre efterfølgende har fortsat med at have det sjov med mine gamle biler. Eller min kones! Jeg tænker det bliver ved en del endnu, faktisk – og jeg er helt sikker på, at den nye konebil også vil kunne dukke op i Motor Classic om nogle år. Først skal jeg dog lige have præsenteret den på ViaRETRO, selvfølgelig. Følg med her.

God weekend

Claus Ebberfeld

Volvo 140-serien fylder 60 år

Tekst: Michael Sehested Lund
Fotos: Volvo pressearkiv

Lige for tiden er der lidt trængsel blandt 60-års fødselarerne, og denne gang er det Volvo 140-serien, som det drejer sig om. Volvo 140-serien blev desuden præsenteret for verdenspressen i august 1966, så vi burde egentlig have været lidt tidligere ude med artiklen. Det blev Opel Rekord C, vi nåede ud med i sidste Matiné. Men hvis jeg nu skriver, at vi har gemt det bedste til sidst, kan det måske være en formildende omstændighed …

Til gengæld hører det med til historien, at 140-serien blev lanceret som en 1967-model, for det passer netop med, at den første Volvo 140 – eller helt præcist Volvo 144 – rullede af båndet på fabrikken i Torslanda lidt uden for Göteborg i august 1966, hvor de fleste var kommet tilbage fra sommerferien. Nu da jeg har skrevet Volvo 144, kan vi lige så godt tage hul på navnekonventionen for den nye bil. 1-tallet stod for, at det var den første i serien, det første 4-tal betød, at motoren havde 4-cylindre, og det andet 4-tal, at bilen havde 4-døre. Senere skulle der komme en 142-model, der således betød, at der var tale om en 2-dørs bil, og endelig betød 145, at der var tale om en stationcar eller rettere en herregårdsvogn, som jo er den svenske betegnelse for en stationcar. Først endnu senere, i 1969, skulle der komme en 6-cylindret udgave til, der derfor naturligt nok hed 164, men ud over lige at nævne den, holder vi den udenfor her.

Volvo 140 var designet af Volvos hofdesigner Jan Wilsgaard, og selvom Wilsgaard ikke er på listen over mine yndlingsbildesignere, er Volvo 140-serien, især i 144-udgaven, en stilren bil efter min mening. Ikke mindst hvis man sammenligner Volvo 140-serien direkte med ”klassefællen” Opel Rekord C. Volvoen er herligt fri for amerikansk inspirerede narrestreger som Coca-Cola-flaskefaconen, selvom den i nogles øjne sikkert vil blive opfattet som kedelig på det punkt.

Det var også Wilsgaard, der havde stået for designet af forgængeren Volvo Amazon, hvor man nok må sige, at han havde planket den dobbelte kølergrill direkte fra Chrysler C-300 fra 1955. Men Wilsgaard havde åbenbart et crush på det med den dobbelte kølergrill, for det fortsatte på en måde på Volvo 140-serien, idet der ved udstansningen var efterladt en ”midtersprosse” i kølergitteret.

Under huden var der i Volvo 140-serien mange fællestræk med Amazon, det vil sige ingen revolutioner, men heller ikke umoderne. Undervognen var med tværsvingarme foran og bag med en stiv bagaksel ophængt i skruefjedre med langsgående reaktionsarme og en Panhard-stang på tværs. Og så og dog alligevel, for Volvo havde skruet op for sikkerheden i 140-serien med skivebremser hele vejen rundt og med to kredse, der for hver kreds vedkommende dækkede begge forhjul og hver sit baghjul. Der var også gjort noget ved den indre struktur med forstærket kabine i kombination med en ”blød” front og hæk.

Motoren var i starten en B18, som også fandtes i Amazon, men oprindelig debuterede i P1800. 140-serien blev tilbudt med bare 1 karburator (B18A) og hed f.eks. 144, men også med to karburatorer (B18B), hvor den hed 144 S (det svarede til, hvad der sad i en Volvo 1800 S). Hjemme på barndomsvejen i Birkerød havde naboen en Volvo 144 S, som de mærkeligt nok altid havde vanskeligt ved at starte. Jeg har jo selv haft en Volvo 1800 S, men den var altid lige ud ad landevejen at starte – kold som varm. For naboen hjalp det først, da de ”nedskalerede” til en almindelig 142, dog med B20-motoren.

Volvo 140-serien forblev i produktion frem til 1974, hvor den afløstes af 240-serien. 140-serien fik dog større facelifts fra 1971 og frem, hvor den fik et andet kølergitter og kofangere, nyt instrumentpanel, topudgaverne blev tilbudt med benzinindsprøjtning og integrerede dørhåndtag, for at nævne nogle af hovedtrækkene. Men så mangler jeg lige at nævne, at der også blev indført tilbagetrukket gearskifte i stedet for den tynde, meterlange javertus, der forsvandt ind i mørket under instrumentpanelet. Underligt at Volvo 140-serien fortsatte så længe med sådan en forældet detalje. Volvo P1800 havde kort tilbagetrukket gearstang lige fra starten af i 1961, hvor gearskiftet fungerede udmærket.

Med 140-serien blev herregårdsvognen for alvor populær og var med til, at en Volvo altid fremtrådte som en herregårdsvogn for det indre øje hos de fleste. Men skulle jeg selv have en Volvo 140-serie, ville jeg tage en Volvo 142 GL som den viste, der både havde benzinindsprøjtning og læder i kabinen.

Med det er der bare tilbage at ønske Volvo 140-serien tillykke med de 60 år og stille spørgsmålet: Hvilken Volvo 140-model ville I gå efter, eller har I allerede/har I haft en?

Ugens Fund (1): 1976 Austin Princess 2200 til 47.000 kroner

Det her er faktisk et interessant alternativ til Volvo herover – men dog som konkurrent til 240 og ikke 140. Princess kom nemlig på markedet i 1975 mod 240’eren året før og igen husker jeg fra min barndom hvordan jeg plagede mine forældre om at vi skulle have det langt mere moderne designede alternativ fra British Leyland frem for det stoute svenske treboksdesign. Min far var dog klogere, da han havde haft indil flere Morris Marina og havde førstehåndserfaring med de gryende problemer i britisk bilindustri…

En tidlig designskitse til Princess – som bar ret meget af visionen med i den endelige udgave.

Hvilket ikke ændrer ved, at netop Princess var et ret modigt stykke design – både rent linieføringsmæssigt og på den tekniske front. Det første stod Harris Mann for, britisk mester i kileform, og det var netop det som jeg dengang faldt for: Kileform var helt oppe i tiden og jeg syntes både dengang og nu at Princess var en flot vogn. Teknikken var derimod tildels arvet fra forgængeren Austin 1800/2200, men fremstod for så vidt stadig som tidssvarende, da forhjulstræk og tværstillet frontmotor dengang var ret moderne.

Man bemærker, at den i Finland hed “Leyland Princess”.

Vi har i dette tilfælde endda at gøre med topmodellen 2200, der havde en sekscylindret rækkemotor – og stadig på tværs. Den fyldte godt i længden og var egentlig stadig ikke specielt kraftfuld, men den gik blødt og lækkert og 110 hestekræfter rækker vel i dag som klassiker? Ganske udslagsgivende for valget af Ugens Fund er naturligvis ogå farverne inde og ude – brun med brun på er så 1976 som det overhovedet kan blive, og det er ligesom om farverne i sig selv får een til at slappe af. Eller er det bare mig? Nyd den lige i fuldt halvfjerdserflor herunder:

Jeg absolut elsker dens farvetoner! Men også dens sekscylindrede motor og som sagt synes jeg bstemt også stadig designet holder – Harris Mann var inde på noget, var han ikke? Jeg er med på, at den ikke er nogen sportsvogn, og at automatgearet måske passer ganske udmærket til biltypen og især i topudgaven som her – men det er alligevel det eneste, der afholder mig selv fra at løbe ud og prøvekøre den her bil, som jeg egentlig har haft lyst til siden mine forældres første Volvo 242.

Som også var brun. Utroligt så lækker den farve er, ikke?

Tak for tip til Ole Sørensen, der var lige et par timer før Claus Nielsen! Find annoncen hér: Austin Princess

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Rover 627, siger numerologisk afdeling!

Og det ville have været lækkert – men den findes desværre ikke, for den lækre britiske 600-serie opstod i en periode, hvor parløbet med Honda var forelsket tæt, og samtlige 600-biler havde kun firecylindrede motorer. Hvilket som jeg skrev i Matiné 620 dog ikke afholder mig fra at ville have een…

Jeg synes stadig en Rover 600 er en flot vogn. Men selvfølgelig er det en skam, at den kun kom med fire cylindre. Måske er der mere held i næste udmelding fra Numerologisk Afdeling…

Det kan ikke være fransk det hele!

Ugens Fund (2): 1989 Fiat Uno 45S til 14.800 kroner

Det her er mit eget valg! Fordi jeg blev nostalgisk ved gensynet med min gamle Ritmo 100S, fordi jeg elsker Fiat og fordi den her med sit kilometertal kan blive virkelig fin og jeg gerne ville have den selv:

Ligesom min gamle Ritmo er den ikke perfekt, men det lyder som om basis er i orden. Og ikke mindst kilometertallet gør op for en del, da de 101.000 er næsten i samlerkategorien. Sælger skriver, at den har stået på en hems (!) i nogle år, og det forklarer noget. Men OK, rejser også nogle spørgsmål :-)

Han skriver også, at den lige skal have skiftet bærearme og at bilen er et “mindre projekt for en gør det selv-person”. Det er ikke mig, men måske nogle af jer? Reservdedele er billige til sådan een, og hvis basis er så god som den burde være med det kilometertal, så kan den måske komme i FDM Motor Classic om nogle år :-)

Find annoncen hér: Fiat Uno

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Sommeren er ovre:

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.