Jeg elsker Nürburgring!

Få baner er så dyppet i historier og myter som den gamle tyske “Nordschleife”. Derfor ærgrer det mig lidt, at der til denne udgave af det gode gamle Oldtimer Grand Prix slet ikke blev kørt på den gamle del, men kun på den “nye” (alt er relativt!) Grand Prix-kurs.

Men så er min brok også ovre! Efter et par prs fravær var jeg der også sidste år, men må bare sige at i år efter min beskedne mening er bedre. Jeg havde begået den genistreg at parkere i anden anden ende end sidste år, og det betød at jeg kunne gå direkte til det såkaldte “Historisches Fahrerlager” – det gamle pitanlæg. Det kurerede mig for længsel efter gamle dage, for her stod alle de ældste biler og omgivelserne, bilerne og navnene på garagerne er ærefrygtindgydende – en god start:

Men der var selvfølgelig meget, meget mere – og det er tankevækkende for mig, at de nyeste historiske klasser er biler, som jeg har set køre da de var nye! Og apropos parkering, så var der også en anden tankevækkende ting: Jeg holdt på en af de normale parkeringspladser, da jeg jo kører i en bil, der kun er tyve år gammel og jeg derfor mente, at det var omsonst at forsøge at parkerere på Oldtimerparkeringen, der ellers var endnu tættere på det gamle pitanlæg. Men nej, her stod blandt de rigtige klassikere masser af Mercedes SLK, Ford Focus og BMW 3-serier op til E46-modellen, og jeg kunne uden tvivl have parkeret her også. Akja.

Som mine billeder herunder hurtigt vil afspejle, så var der heldigvis masser af rigtig guf også, og jeg (som jeg skriver så ofte) må lige komme tilbage til nogle af dem senere engang. Vælg selv jeres favorittter:

For jeg skal videre til mere historisk motorsport hjemme i Danmark: Munkebjerg Hillclimb ved Vejle, der ikke bare er sæsonens smukkeste hillclimb, men også et af de mest demokratiske motorsportsarrangementer i Danmark. Tidtagning om formiddagen, en lækker grillpølse til frokost og så tidskørsler hele eftermiddagen – uden entrebillet eller tilmelding, det er bare at troppe op og nyde det. Jeg skal godt nok på arbejde for at kommentere det hele – men tro mig: Jeg nyder det også selv. Ses vi?

God weekend

Claus Ebberfeld

BMW 6-serie E24 – hajen fylder rundt

Tekst: Michael Sehested Lund
Fotos: BMW Press Archive

Det var i 1976, at ABBA toppede hitlisterne, folk gik i fløjlsbukser, og BMW besluttede sig for, at verden manglede noget smukt, hurtigt og en værdig afløser til BMW E9 coupéen. Opgaven var ikke nem, for BMW E9 er en meget smuk bil. Resultatet blev E24 – den første 6-serie – og selv om den i årtier har været anerkendt blandt entusiaster, er det som om, den først nu for alvor får den respekt, den fortjener. Måske fordi den, ligesom os andre, er blevet gammel nok til at blive taget alvorligt …

For selvom E24 6-serie i udseende (efter min opfattelse) ikke når op på E9 coupéen, er den et rullende bevis på, at 1970’erne faktisk kunne producere noget, der ikke lugtede af brun velour og cigaretrøg. Den er en bil, der kombinerer elegance med brutalitet og finesse med muskler.

Designet er naturligvis det første, man falder for. Paul Bracq, manden bag alt fra Mercedes’ smukkeste linjer – jeg behøver bare at nævne W113 230/250/280 SL Pagoden – til noget af BMW’s mest ikoniske, gav E24 et ansigt. Den lange front, de skarpe linjer, den karakteristiske “hajsnude” – det hele signalerer, at her kommer en bil, der både kan spise autobahn-kilometer og se godt ud. Chefredaktøren skriver, at Italien er en supermagt inden for bildesign, men også her findes der undtagelser, og Paul Bracq er en af dem. Det hører med til den del af historien, at Giugiaro bød ind med et forslag, men det blev altså vraget til fordel for forslaget fra Paul Bracq.

Så vidt bilens ydre fremtoning. Under motorhjelmen finder vi BMW’s klassiske rækkeseksere – motorer, der lyder, som om de er stemt af en konservatorieuddannet mekaniker. Fra 630CS til den senere 635CSi og M635CSi var der noget for enhver smag. Undervognen fulgte overordnet set det kendte BMW-koncept med McPherson fjederben foran og skråsvingarme bagtil. Noget af det stammede direkte fra BMW E12, den første 5-serie, hvor Paul Bracq også havde stået for designet. M635CSi fortjener naturligvis et særskilt anerkendende nik. Med M1-motoren i en GT-krop var det lige før, der var tale om en Q-car.

At køre en E24 i dag er at træde ind i en tidslomme. Ikke på den nostalgiske måde, hvor alt er bedre, fordi det er gammelt – men på den måde, hvor man bliver mindet om, at biler engang var designet til mennesker, ikke til algoritmer.

Styringen er tung og føles direkte. E24 havde hastighedsafhængig servo. Sæderne er komfortable, og motoren… ja, den synger. Ikke som moderne turboer, der lyder som en vred støvsuger.
Alligevel blev BMW E24 udstyret med visse moderniteter som en “kørecomputer”, der kunne fortælle om overbrændte pærer, og når det var tid til et olieskift. ABS og andre ting var stadig et stykke væk.
E24 rammer en balance, som moderne biler ofte misser. Den er hverken for rå eller for poleret. Den er sporty uden at være vulgær. Den er luksuriøs uden at være prætentiøs. Den er en GT i ordets oprindelige betydning: en bil, man kan køre langt i, hurtigt og med stil.

Når vi markerer E24’s 50-årsdag, markerer vi ikke bare en bils fødselsdag. Vi markerer begyndelsen på en æra, hvor BMW for alvor fandt sin identitet som producent af sportslige luksusbiler. BMW havde ikke længere ryggen mod muren i en kamp for overlevelse, men kunne i stedet anlægge en mere langsigtet produktstrategi – et skift fra “nær- til fjernlys”.

BMW 6-serie E24 er en bil, der bliver ved med at give mening, for den er både smuk og karakterfuld. Der er derfor al mulig grund til at kippe med flaget i anledning af 50-årsdagen og lægge et par billeder op af BMW E24 som kunstbil.

Mere E24: BMWs bedste racerbemaling

Den stod på AC Schnitzers stand, for det var faktisk dem, der indsatte nogle af de mest succesfulde 635’ere i standardvognsserien i firserne. Og selvom Art Cars er vældig fint, så har jeg altid været begejstret for Original BMW Teile-bemalingen. En brandgod idé, virkelig flot udført og faktisk med en karakter af installationskunst over sig. Endnu en facet af E24-historien herover, ikke?

Ugens Fund: 1988 Opel Kadett Stationcar til 44.000 kroner

Altså, jeg var lidt i tvivl her, for dette Ugens Fund er hverken spektakulær eller rigtig billig eller på nogen som helst måde iøjnefaldende særlig. Måske er den ikke engang specielt sjov at køre i? Men jeg synes alligevel den tager prisen som Uegns Fund, for se lige dens stand:

Ikkesandt? Og de 72.000 kilometer på den femcifrede kilometertæller oversætter sælgeren til 172.000 kilometer. Man kan jo heller ikke sige, at det er meget for en 1988’er, vel? Årgangen gør den jo til en ægte veteranbil, og at man ligesom overhovedet ikke kan se det kan man tilskrive de foregående ejere, der alle må have passet utrolig godt på den – samt til Opels designafdeling, der med den anden forhjulstrukne variant af Kadetten lykkedes med at lave et ægte moderne design med aerodynamik og det hele. Egentlig løber især GSi’en som regel med al opmærksomheden, men jeg vil påstå, at en velholdt stationcar som denne er mere sjælden. Og billigere.

Så derfor: Ugens Fund er en ægte veteran med tårnhøj brugsværdi.

Tak for tip til Ole Sørensen. Find annoncen hér: Opel Kadett

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Apropos veteraner med høj brugsværdi:

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.