Der er SÅ meget spændende klassisk derude!

Hvilket jeg faktisk IKKE kom til at tænke på her på Aggersvold Concours, hvor jeg i (jeres) læsende stund vandrer rundt og er sprechtalmeister og dommer og helt sikkert bare glad i hovedet.

Nej, det var i søndags, hvor jeg under en gammel artikel bemærkede hvordan nogle algoritmer eller noget havde grupperet fire artikler fra arkiverne. Ikke ret gamle, men alligevel var det lykkedes at samle fire billeder der viser stort set ALT det jeg godt kan lide ved klassiske biler – det var det her:

Ja, det er sjovt nok fra ViaRETRO, men det er vel også meget passende for en redaktør på samme sted? Alle bilerne er nogle, som jeg gerne ville have stående i mine garager, og det er jo (selv for mig) slående, at de spænder over fire årtier, fire farver – og nåja, lettere skuffende kun tre nationer. Men igen: Italien er er en supermagt indenfor biler, så man kan vel godt sige, at det også er helt passende.

Hvad jeg mener med at Italien er en supermagt indenfor bildesign? Jamen, for eksempel at en af verdens allervigtigste tyske folkevogne er designet af Giugiaro i Italien.

Det der måske mangler, kan man sige – hvis man kender omtalte redaktør – er de nyere biler, der ikke er klassikere. Endnu –  men som bliver det. Måske. Lad os kalde dem youngtimers, i mangel af bedre. Det er et dejligt elastikbegreb, og jeg kan tydeligt huske, at jeg selv har været ret afventende overfor fænomenet. Men tiden går, og jeg har jo siden omfavnet det massivt. I den grad, at jeg er kørende i een til også denne Concours.

En anden italiener, Bruno Sacco, stod for at reformere hele Mercedes’ designlinie, og formede dem i flere tiår igennem og var en hjørnesten i tilblivelsen af nogle af deres bedste biler.

Det er en lidt svær genre, den med youngtimers. For var jeg kørende i en af Bruno Saccos sene kreationer som en W140 coupé, så er jeg faktisk sikker på, at flere ville forstå det – altså til en concours. Men jeg ligger i den anden ende af spektret, og det skønne ved youngtimers er jo, at selv de billige af dem også fungerer rigtigt godt som bil betragtet. Et forhold jeg tidligere har været ret nonchalent omkring – men som talrige ture igennem Elbtunnelen og andre rimelig trælse steder at få problemer har lært mig at sætte pris på.

En youngtimer, der er italiensk og ikke kedelig. Egentlig i den lidt finere afdeling, da det jo er en Alfa Romeo – men stadig ikke dyr som en “rigtig” klassiker.

UDEN at det nødvendigvis betyder, at de er kedelige bønnetællerbiler. Jeg synes selv min blå Punto Sporting var et glimrende eksempel på det – og det er den nye gamle youngtimer også. Selv om den bare er sort. Mere om den senere.

Og også om andre youngtimers, for jeg indrømmer gerne, at jeg er blevet slemt begejstret for genren. Så! Nu er det officielt.

Og I? Jamen, det hører jeg gerne mere om i kommentarerne.

God Weekend – hvorenten I er.

Claus Ebberfeld

Klassiske biler i en elektrisk tidsalder: Når velstand, kultur og passion trækker i samme retning

Tekst og fotos: Michael Sehested Lund

Interessen for klassiske biler er stigende, selvom der for tiden er en opbremsning. Markedet har bevæget sig opad i de senere år, og flere købere rækker ud efter biler fra den øverste hylde. Det sker samtidig med, at bilindustrien gennemgår sin mest markante transformation i 100 år: elektrificeringen. Mens nye biler bliver mere stille og ensartede, søger flere bilentusiaster mod det analoge og mekaniske.

Tankerne om en analyse har været der længe og fik yderligere næring, da jeg for nylig læste en artikel i Weekendavisen om problemer med hærværk på lystbåde i havnene langs den sjællandske nordkyst. Bådene bliver større, dyrere og optager mere plads i havnene – et synligt tegn på stigende velstand og en voksende lyst til at investere i fritidsaktiviteter, der både giver oplevelser og identitet. Det er min påstand, at klassiske biler handler om det samme. De er ikke længere blot hobbyprojekter i garagen; de er kulturarv, investeringsobjekter og personlige markører i en tid, hvor mobilitet langsomt, men sikkert bevæger sig mod det emissionsfrie.

Når velstanden stiger, stiger også appetitten på det særlige. Det gælder i kunsten, i fritidslivet – og dermed i bilkulturen. For klassiske biler har der altid været en diversitet: fra de mere folkelige klassikere som Fiat 127 til de dyrere, som en Mercedes W111 280SE 3.5 ”Flachkühler” er et eksempel på. Men i de seneste ti år har der været en tydelig bevægelse: Andelen af klassiske biler fra den øverste hylde er vokset. Med den øverste hylde mener jeg alt fra biler med brølende tyre, stejlende heste, hesteskoformede kølere og hvad der ellers er.

Det skyldes flere ting. For det første er der kommet en ny generation af samlere, som ikke nødvendigvis har skruet på biler i ungdommen, men som har midlerne til at købe sig ind i historien. For det andet er klassiske biler blevet et investeringsobjekt, der – i hvert fald i de rigtige segmenter – har vist sig fuldt ud på højde med andre alternative investeringer. Og for det tredje er der en kulturel dimension: I en tid, hvor moderne biler i stigende grad ligner hinanden, bliver de klassiske bilers særpræg, design og mekaniske karakter mere værdifuld.

Elektrificeringen er ikke fjenden af klassiske biler – tværtimod er den med til at forklare deres stigende popularitet. Når bilindustrien bevæger sig mod en fremtid, hvor motorlyd, gearskift og mekanisk feedback er ligegyldige, bliver de analoge oplevelser mere eftertragtede. Det er den samme mekanisme, der har gjort vinylplader populære i streamingens tidsalder og mekaniske ure attraktive i en verden af smartwatches. Bortset fra vinylplader er jeg selv med på resten.

Klassiske biler tilbyder noget, moderne biler ikke kan: en direkte forbindelse mellem menneske og maskine. En duft af benzin, en kobling, der gør det nødvendigt at mærke efter, en motor, der kommunikerer gennem vibrationer, lyd, eller hvad dirrende visere peger på i instrumenterne.

Elektrificeringen skaber en kontrast til hverdagsbilen uden personlighed og til fritidsbilen, der er det modsatte: karakterfuld, historisk og levende. Kombinationen af elektrisk hverdagsbil og en klassiker er ikke usædvanlig, med den sidste som et frirum, hvor tankerne kan ”rulle” – jeg er selv iblandt dem.

Vil interessen fortsætte? Meget tyder på det. Elektrificeringen vil kun blive mere dominerende, og dermed vil kontrasten til det analoge blive endnu stærkere. Samtidig er der en globalisering af klassikermarkedet: Biler flytter sig på tværs af kontinenter, og samlere orienterer sig internationalt. Det betyder, at sjældne biler bliver endnu mere eftertragtede, mens de brede klassikere fortsat vil være tilgængelige for entusiaster med mere beskedne budgetter.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det er også værd at bemærke, at klassiske biler i stigende grad ses som en social aktivitet. Klubkulturen blomstrer, events vokser, og museer oplever større interesse. Klassikeren er ikke kun et objekt – den er en indgang til fællesskab.

Interessen for klassiske biler er ikke et nostalgisk levn fra en svunden tid. Den er et moderne fænomen, drevet af velstand, kultur, identitet og en modbevægelse mod den elektriske og digitale fremtid. Ligesom lystbådene langs den nordsjællandske kyst er klassikerne blevet synlige markører for både fritidsliv og personlig passion. Og i en tid, hvor bilindustrien bevæger sig mod det ensartede, får det unikke bare større betydning.

Hvis du vil have det hele på een gang – og så alligevel ikke helt får det:

Elektro-Golf I (1976).

Ugens Fund: Davrian Mk5 til højeste bud over 10.000 GBP

Hvorfor nu det? Forklaringen kommer bagefter. Så lad os starte med Davrian: Een af de her britiske småserieproducenter, som mere eller mindre tilfældigt fik lavet en brilliant bil uden at spørge en italiener til råds om designet og lider lidt under det sidste. Men som sagt: En fin bil. Meget fin.

Ægte klassiker også, plus at den helt ab fabrik var meget motorsportsinspireret. Teknisk er den baseret på Sunbeam Imp, der jo allerede var en velkørende lille familiebil med en ganske avanceret motor placeret i hækken, og motor og placering er bibeholdt. Men derudover gik Davrian håndfast til arbejdet og med en rørgitterramme og et glasfiberkarosseri kom vægten ned på cirka 550 kilo. Så rakte den størte Imp-motor på tusind kubik et stykke længere – og hvis det stadig ikke var nok, så kunne den tunes ret fornuftigt. Intet under, at mange Davrians blev brugt i motorsport og gjorde det godt.

Og hvis tusind kubik ikke rakte, så kunne man jo bare lægge en anden motor i! Det er gjort i mange Davrians over årene, men personligt synes jeg man skal være varsom med ikke at ødelægge den oprindelige Davrian og dens ånd. Om den forrige ejer har tænkt i de baner skal jeg ikke kunne sige, men han fik i hvert fald koblet en BMW K100-motor på den eksisterende gearkasse og fik dermed 110 heste til sin stadig godt halve ton tunge (lette!) Davrian. Det er bilen herunder:

Som det fremgår har den (som så mange andre Davrians) været brugt i motorsport. Fint! Men skal dog lige være opmærksom på, at den konkrete bil med sin noget nyere BMW K100-motor ikke længere står som den forlod fabrikken . men nok nærmest bedre. Dermed kan man nok ikke køre rigtigt historisk motorsport med den.

Ikke desto mindre valgte jeg denne som Ugens Fund, fordi den måske kunne have kørt næste weekend. I Danmark! Ja, læs videre herunder. Og lad høre hvad I mener om Davrian.

Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen hér: Davrian

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Munkebjerg Hillclimb næste weekend

Dette er årsagen til, at jeg kom til at vælge Davrianen herover som Ugens Fund! Udover, selvfølgelig, at den ER en fed bil til få penge. Men sagen er, at mange Davrians blev brugt i hillclimb, og næste weekend finder det notorisk bedste danske af dem sted på bakken ved Vejle – fra vandet og op mod Munkebjerg Casino. Der er INGEN Davrian med! Men der er så meget andet og med gratis adgang til de smukke skove og fede biler er der ikke meget at betænke sig på.

Javist skal jeg sidde inde i skoven og kommentere, men det er heller ikke den ringeste tjans, så jeg glæder mig faktisk allerede. Ses vi søndag den 8. august?

Den her Mazda RX-7 lød fremragende op ad bakken!

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.