Gå aldrig tilbage til en fuser! Men hvad med en SAAB, der ikke er nogen raket?

Bogstaveligt talt. Det handler om SAAB 90, og det gør det fordi jeg mangler en vinterbil. Eller mangler og mangler, det gør jeg jo teknisk set ikke, da det ikke er vinter endnu og der fortsat (som i dag!) er dage, hvor man kan slå taget ned og nyde vinden og solen.

Men der plejer at komme et par dage med vinter, og mon ikke også det sker i år. Og da en læser så sendte en SAAB 90 ind som kandidat til Ugens Fund, så tænkte jeg lige over, om det kunne være noget for mig – igen? Ja, for jeg har jo haft en 90 for år tilbage, og den var jeg virkelig glad for. Den kørte langt, langt bedre end jeg havde regnet med. Og så var det min første udflugt ud i SAAB i det hele taget – en stor ting for een, der er vokset op i en Volvo familie.

Særligt husker jeg sæderne, der ikke vbare var sublimt komfortable – men også havde den mest velafstemte sædevarme jeg har oplevet. Givetvis fordi de var stof, så var kombinationen noget af det bedste en kold morgen. Og som sagt bilen også: Jeg vil faktisk tro, at min gamle hvide SAAB 90 kunne få prisen som den bedste vinterbil jeg nogensinde har haft.

Så den herunder kunne måske godt lokke mig tilbage?

I princippet ja: Det er faktisk en bedre farve end min gamle, og bilen virker fin og har et ret lavt kilometertal – sågar de rigtige fælge. Så det er vel oplagt? Mjjjah, problemet er, at jeg ikke kan glemme at jeg gav under 10.000 kroner for den gamle – mens den her ti år senere koster 38.500. Selv helt uden at forholde mig til, om dagens pris er den rigtige, så kan jeg mentalt ikke rumme sådan et spring. I hvert fald ikke for en bil, som jeg har haft før…

It’s not you, it’s me, som de siger i sæbeoperaerne. Så jeg leder lige lidt videre – men jo, SAAB kunne det godt blive igen.

God weekend

Claus Ebberfeld

Hvad der skal til for at blive et rigtigt petrolhead …

Tekst Michael Sehested Lund

I sidste Weekend Matiné gjorde en læser mig opmærksom på et Jeremy Clarkson-citat, som siger: ”You cannot be a true petrolhead until you’ve owned an Alfa Romeo”. Det skyldtes, at jeg i artiklen Hvad giver en bil X-faktor? kunne røbe, at jeg aldrig har ejet en Alfa Romeo. Mit svar var, at jeg lige skulle tænke over citatet, og det har jeg gjort.

Umiddelbart kunne svaret have været, at det samme ville gælde, hvis Alfa Romeo bliver skiftet ud med BMW, selvom det så ikke ville komme direkte fra Jeremy Clarksons mund, for onsdag var jeg sammen med flere andre til et Bulder & Brag-arrangement på Sommers Automobile Museum, hvor aftenens gæst var Jens Winther, som under overskriften ”Mit liv med BMW” holdt os tryllebundne et par timer om livet på racerbanen i BMW. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at Jens Winther på et tidspunkt har ejet en Alfa Romeo, men det har ikke rigtig fyldt noget. Hvis Jens Winther ikke er et petrolhead i ordets egentlige betydning i forbindelse med BMW, ved jeg ikke, hvem der er det!

Men tilbage til Alfa Romeo, hvor jeg lægger ud med en gammel skolekammerat. Familien havde en Renault 4L, indtil Alfa Romeo Alfasud blev lanceret. Det her med Alfa Romeo havde altid været farens drøm, så ud røg Renault’en. Prisen var overkommelig, og endelig gik farens drøm i opfyldelse. Der var dog en slange i paradiset, og efter 2-3 år var bilen stort set væk – slangen var rust. Det har siden heddet sig, at pladestålet stammede fra gamle sovjetrussiske ubåde over uhensigtsmæssig opbevaring af pladestålet på fabrikken i Napoli, hvor medarbejderne var mere fortrolige med landbrug end bilproduktion.

Foto Stellantis Media Archive

Skaden var sket, og det endte med, at både faren og skolekammeraten blev Alfa Romeo-traumatiserede på samme måde, som jeg blev FIAT-traumatiseret.

Trods det findes der alfister derude, som tydeligvis bærer over med det, for bilerne kørte helt fantastisk, inden rusten og andre dårligdomme tog dem. Flere vil sikkert indvende, at rustproblematikken jo ikke gælder for en klassisk bil, som aldrig kommer ud, når vejret er dårligt, og især ikke, hvis der er salt på vejen. Alfisterne vil også sige, at den manglende eller tøvende tiltrækning af Alfa Romeo skyldes, at jeg aldrig har ejet en og dermed ikke set ”lyset”. Hertil vil jeg sige, at selvom jeg aldrig har ejet en Alfa Romeo, er det ikke sådan, at jeg aldrig har kørt en, for det har jeg faktisk. Jeg har prøvet at køre Alfa Romeo Spider 105/115 (fra Duetto til den seneste af 4. generation med Kamm-hækken). Og jo da, det er en dejlig bil, især en af de tidlige.

Foto Michael Sehested Lund

Når jeg har sagt Alfa Romeo Spider 105/115, kunne jeg også sige Bertone-coupéen eller, endnu bedre, en GT Junior Zagato!

Foto Michael Sehested Lund

Men så melder et andet problem sig: Mine klassiske biler skal helst have minimum 6 cylindre. Det er der dog råd for: Busso V6’eren findes jo, og der er sågar mulighed for 8 cylindre i en Alfa Romeo Montreal. Det lyder godt med de 8 cylindre i Montreal; problemet er bare, at bunden i bilen ikke kan følge med. Det må så blive en model med Busso V6’eren, og her er mulighederne en Alfetta GTV 6 2.5i eller en Alfa Romeo SZ – tror jeg tager SZ’eren, for den har noget over sig …

Foto Michael Sehested Lund

Foto Stellantis Media Archive

Foto Michael Sehested Lund

Jamen, vil nogle sikkert indvende, der findes jo også den Alfa Romeo 156-baserede Alfa Romeo GT, der kunne fås med Busso V6’eren på 3,2 liter. Her er vi ovre i youngtimere, men det behøver ikke at være en hindring.

Foto Stellantis Media Archive

Busso 3,2-liters V6’eren både lyder og rykker godt; jeg har prøvet den i en Alfa Romeo 166, men her melder et andet problem sig. Alfa Romeo GT har forhjulstræk ligesom 166, og da jeg kørte i den på små veje oppe i Sverige, oplevede jeg gang på gang, at rattet nærmest blev revet ud af hænderne på mig, når jeg fyrede den af ud af svingene.

Foto Stellantis Media Archive

Jeg har allerede nævnt Alfa Romeo 156, og sådan en kiggede jeg da lidt på, da jeg skulle skifte en af SAAB’erne ud. Især syntes jeg godt om 156 i wagon-udgave. Den kørte skam fint; problemet var bare, at jeg ikke sad særlig godt i den, og mens vi er ved det indvendige, virkede den også noget flimsy i kabinen efter min mening. Jeg vil dog forsvare 156’eren med, at det selvfølgelig kommer an på, hvad bilen skal bruges til; i mit tilfælde var det en bil, jeg kunne holde ud at køre langt i indimellem. Så det blev en SAAB med mølle.

Foto Stellantis Media Archive

SAAB’er er jo ikke ligefrem kendt for at have været specielt svingglade, men det problem fik jeg løst ved at gå over til BMW, som jeg tilmed sad godt i, så konklusionen på denne tirade er, at jeg sgu’ nok aldrig får den Alfa Romeo!

Ugens Foto

Ugens Fund: 1972 Fiat 124 Special T til 49.000 kroner

Nu har jeg skrevet en hulens masse om Alfa Romeo Alfetta for nyligt – og sådan een blev der i øvrigt også sendt ind som kandidat til Ugens Fund denne gang. Men valget faldt alligevel på Fiat’en, der på mange måder er en oplagt konkurrent til Alfettaen – i dag, for dengang var Alfaen meget dyrere.

Og mens man godt kunne tro at en billig Fiat 124 er ude af sin komfortzone i en sammeligning med den blåblodede Alfa, så skal man bare kigge under motorhjelmen for at forstå det som kendere allerede kan læse ud af navnet: Denne 124 har en Twin Cam-motor. Der er tale en en tidlig 1400 kubiks udgave af det, der skulle vise sig at blive en af Fiats mest legendariske og vidtfavnende og labnglivede motorfamilier, Lampredi-maskinen. Og bevares, med 1400 kubik laver den ikke en rallybil ud af 124’eren, men dens 80 heste er faktisk så rigeligt til at give den forholdvis lette firedørs familiebil sportslige præstationer (for tiden).

Endnu vigtigere efter min opfattelse er det dog, at motoren ændrer bilens karakter, for en Lampredi – og måske især de små? – har en decideret sportslig nerve i både deres lyd og kraftudfoldelse og lader på den måde ikke en Alfetta noget tilbage. Og bemærk at vi igen har fat i en bil fra halvfjerdserne, der farvemæssigt passer til sin alder: Beige og brun gik man ikke fejl af i 1972 – eller i dag. Især er det en lækker detalje, at sæderne ikke er ren vinyl, men har brunt stof i midten.

De originale aufælge er også en fin detalje, og ærligt talt endnu mere lækre end hvad Alfa tilbød på Alfettaen. Der er sikkert nogle, der ville montere et sportsrat i denne 124 og det kan jeg ikke fortænke dem i – meeen jeg ville måske hælde til at bevare det nuværende og bruge den glatte krans som undskyldning for altid at køre med kørehandsker. Det er to forskellige tilgange til den umiskendelige italienske stil, som denne lille perle tilbyder – på lavbudget.

Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen hér: Fiat 124 Special T

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.