Citroën Méhari

Hej Claus
Du her jo helt ret i, at æstetikken kan være simpel såvel som det simple kan være æstetisk. Den første udlægning tilskriver jeg klassiske italienere og englændere, som i deres udtryk er enkle og entydige men i deres konstruktion ofte var komplekse og lidt skrøbelige. Den sidste udlægning tilskriver jeg køretøjer, der har gjort en dyd ud af simple/geniale mekaniske løsninger. På linje hermed kunne nævnes Fender Telecaster, der som 2CV repræsentere et en ufravigeligt princip om simpel effektivitet og robusthed.

2CVen indeholder egentligt begge ‘vendinger’. Dels er den blevet til på baggrund af et manifest som vi kan kalde Pierre Boulangers TPV dogmer:
La trés petit voiture TPV ‘ den meget lille bil’ skulle kunne befordre fire mennesker og en sæk kartofler (50kg), 100 km på 3 liter benzin (60år før Lupo’en) med en gennemsnitsfart på 50 km/t. Derudover skulle den kunne forcere en pløjemark uden at chaufførens cigar tabte asken og uden at æggene en skål med æg på passagersædet gik i stykker. I projektbeskrivelsen stå ydermere, at bilens udseenede ikke skal vægtes. Det sidste er det eneste dogme, der ikke blev overholdt, da man efter krigen valgte at få den italienske billedhugger Flaminio Bertoni (ikke Bertone) til at formgive TPV’en. Han havde tidligere formgivet TA’en og efterfølgende formgav han også DS’en og Ami 6eren.

Derved blev 2CVen en genial bil til den franske bonde. Den var billig i drift, nem at vedligeholde, praktisk i marken, praktisk i byen, praktisk i sneen, praktisk i solen. Motor og gearkasse inkl forbremser og ladekredsløb vejede kun ca. 70 kg. Bonden kunne selv løfte hele klumpen ud og reparere, hvad der måtte være itu. Det var dog sjældent nødvendigt, da motoren ikke har vandkøling og heller ikke strømfordeler. Derfor var de mest gængse problemer for datidens (1948) bilist elimineret (fugt i tænding og overophedning).

Den blev kompromisløs i sit design. Bertoni lod sig inspirere af art deco elementer fra Talbo Lago og Bugatti og bauhaus. Bertoni arbejde med gentagne cirkulære former, der komplimentererede hinanden (hvilket jo er tydeligt at se på bilen).

Egentligt tror jeg, at mange anser 2CVen som et skrøbeligt køretøj, hvilket nok skyldes de senere årganges hang til rust og den ringe passive sikkerhed. Men hvis man skruer lidt på en 2CV (a-model generelt) finder man hurtigt ud af, at den kørende del af den rent faktisk er utroligt robust og at sagtens klarer livet som kørende klassiker.

Samlerobjekt vs. hverdagsklassiker
Min bilinteresse deler sig i to kategorier: en der fascineres af smukke sportsvogne og gt’er, biler som er interessante at kigge på og læse om, men som symboliserer andre værdier, end jeg selv har og som jeg – uanset lottogevinstens størrelse – ikke ville køre i.
Jeg har dog i flere år abonneret på Octane og hver måned savlet over den ene unikke klassiker efter den anden, men samtidigt reflekteret over hvilke værdier disse biler repræsenterer. De fleste af bilerne præsenteret i Octane kommer fra en flamboyant, dekadent playboy-kultur, som jeg på den ene side synes er tiltrækkende (James Bond i DB) og på den anden side synes er lidt problematisk (måske er det fordi jeg aldrig får råd til den slags -misundelse er en grim ting :-)).

Den anden kategori af min bilinteresse er langt mere rationel. I denne kategori skal jeg selv kunnen reparere bilen for at holde af den, jeg skal kunne bruge den aktivt, jeg skal kunne få dele (billigt og nemt), jeg skal acceptere og anerkende de værdier bilen repræsentere, bilen må ikke være en økonomisk byrde for familien.

Alt det betyder, at jeg drejer hoved hvergang, der kommer en interessant bil. Det kan være alt fra en Frogeye til en Unimog.