Medlem Claes

Som udgiver af daglige udgydelser om biler går ViaRETRO meget ind for læsning, så her på vej til sommertiden følger en dobbeltanmeldelse, der viser HVOR forskelligt man kan gribe bilbøger an. Skandinavisk Racerelite er utrætteligt faktabaseret, A Question of Speed er pure følelser. Begge er gode.

De her to kunne dårligt være mere forskellige, og ved første øjekast kan man sagtens forklare det med, at Carsten Frimodts bog om Skandinaviens engang bedste racerkørere er et dokumentarisk opslagsværk, mens Fred Bonattos hvide album om dagens historiske motorsport er en fotobog. Jeg er dog overbevist om, at der er mere imellem linierne, så at sige.

Begge går bag om kulisserne, men som sagt vi(l)dt forskelligt. Carsten har brugt tre år på at researche hans bog, Fred en sæson på at fotografere. Carsten bruger over 300 sider på at lægge fakta på bordet, Fred under 100 på at bære følelserne uden på papiret. Carstens er endda i A4-format og Freds i A5.

Imidlertid havde de to forfatteres værker også været vidt forskellige, hvis de havde indgået en pagt om at formidle i samme tekniske format, tror jeg: For deres sigte er forskelligt, og deres metoder også – og selvfølgelig deres emner.
Skandinavisk Racerelite
Efter at have læst Skandinavisk Racerelite sidder man tilbage med en sjælden fornemmelse af, at nu kan der ikke være mere at fortælle i den historie: Ikke en sten er uvendt, og bogen starter med kørernes pure barndom, dækker i minutiøse detaljer deres aktive karrierer og rækker til afslutningen – og sågar bagefter. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at dette er det definitive værk om de tre racerkørere, og for de tos vedkommende er den i hvert fald rigtig.

Ronnie Petersson er der selvfølgelig skrevet andre bøger om, for han nåede jo i Formel 1, hvor han gjorde det fabelagtigt godt og som følge deraf er husket af mange. Reine Wisell nåede også i Formel 1, hvor han fordelt over fem sæsoner kørte lidt på må og få og som følge deraf ikke registrerede noget bemærkelsesværdigt samlet resultat og formentlig er glemt af alle udover de hårdeste Formel 1-entusiaster. Og Ole Vejlund, ja, han nåede jo aldrig i Formel 1.

Bogens tese er vel egentlig at undersøge, hvorfor det gik de tre som det gik. Og det er også et uhyre spændende spørgsmål. Imidlertid er det også uhyre komplekst, og det lykkes ikke helt overbevisende at besvare det. Svaret cirkler noget om, at Ole Vejlund var for tilbagelænet og ikke hård nok, at Reine Wisell var for opmærksom på risikoen efter at have set utallige kolleger afgå ved døden og at Ronnie Petersons nemme omgangsform, store talent og ikke mindst evnen til altid at yde sit bedste gjorde forskellen. Det er ikke voldsomt hårdt trukket op, men det gør heller ikke noget.

Efter min mening lever bogen nemlig slet ikke af ordene: Frimodts tekst og sprog er lidt ujævnt, og ikke mindst gør bogens format den egentlig svært læselig som en sammenhængende tekst betragtet. Dens minutiøse kronologiske gennemgang af hele tre racerkøreres løb for løb for løb er trættende at læse, ganske enkelt. Næ, dens store clou for en nostalgiker er billederne: Jeg har ALDIG læst (set!) en bog, der i den grad er et overflødighedshorn af periodebilleder fra racerbanerne i tresserne og halvfjerdserne, og den viser sin styrke ved også at gå udenfor banerne, bag kulisserne og sågar ind i privatsfæren. Her brillerer den med nogle pragtfulde aldrig før sete billeder, og der er masser af dem. Vi har på ViaRETRO ofte brugt udtrykket, at et billede siger mere end tusind ord – og det gælder virkelig i de bedste af Skandinavisk Motorelites illustrationer.

Og det er derfor, at jeg stærkt anbefaler bogen til alle os, der har hang til racerhistorien fra dengang: Illustrationerne kan man drømme sig tilbage over – igen og igen, for de er hårrejsende autentiske og gennemgående gengivet i høj teknisk kvalitet. Bogen koster 369,- kroner og kan købes i ViaRETROs webshop hér.

A Question of Speed
Fred Bonattos fotobog er helt, helt anderledes end Skandinavisk Racerelite. Men som det fremgår går jeg meget op i billederne og den historie de fortæller og den stemning de formidler. Og her er Freds bog meget enkel: Alle billederne er optaget i 2013, gengivet i sort/hvid og de står i stærk kontrast til Frimodts bog helt alene. Næsten.

Som sådan er der en drømmende kvalitet over bogen – læseren kan nyde billederne uden baggrundsviden og dykke helt ind i SELVE billedet. Det er en sjældent set kvalitet, synes jeg – og bogen er i sin distance til detaljerne meget overskudsagtig og smuk på en kunstnerisk måde. I sig selv, altså. Rent faktisk er det en fin coffeetablebook, hvis man gårop i den slags: Den passer med sit lille format på selv det mindste kaffebord, hvor den kan ligge og udsende signaler om, at ejeren er en feinschmecker indenfor historisk motorisk motorsport og nydelse af biler.

Og nydelse af fotografier og det værktøj, som de er optaget med. Bogen er nemlig  også interessant for os teknisk interesserede, da Fred Bonatto fotograferer på film. Jep, 35 mm sort/hvid, 400 ASA og med diverse dejligt analoge linser. Man kan læse mere om dette aspekt på The Leica Camera Blog hér.

Selv uden denne baggrundsviden kan man dog nyde at svømme ind i billederne: Der er ikke mange traditionelle actionskud imellem, men de bedste af skuddene har i stedet den kvalitet, at de ligner noget fra dengang bilerne var nye. Dermed har Fred Bonatto en anden måde at være tro mod historien på.

Mere tro end nogle af hovedpersonerne i bogen, bilerne og kørerne: Det er sikkert utilsigtet, men Freds ubønhørligt perioderigtige optagelser og gengivelser udstiller ret tydeligt kontrasten imellem en ældre mand i en moderne fullfacehjelm og den fine historiske racerbil, han nu måtte sidde bag rattet af. Men bogen handler faktisk heller ikke om bilerne som sådan, men om historisk motorsport og alt omkring den.

Stemningen i dén verden gengiver den smukt, og det er vel også det ord, der bedst beskriver bogen: Det er en smuk lille sag. Sjovt nok er den sparsomme tekst i denne fotobog mindst ligeså velovervejet og nøjagtig som billederne. Jeg kan godt lide indledningens afsluttende passus om, hvorfor nogle af kørerne kører historisk racerløb: “Some race simply to feel alive”.

Fred Bonattos A Question of Speed kan købes hér for 23,50 Euro.

Man hører yderst sjældent om kvinder som spenderer enorme beløb på en flåde af biler. Derimod står mænd i kø for at forbruge formuer på den ene bil efter den anden, også selv om deres tid til at benytte dem er sparsom.

Mænd som har svært ved at bruge toiletbørsten eller har svært ved at se fidusen i at vaske skægstubbe ud af håndvasken efter endt barbering, vil ofte gerne bruge syndige mængder af vand, når det er vognen, der skal vaskes. Han vil huske at spule godt og grundigt inde i hjulkasserne og være yderst omhyggelig med at fjerne selv den sidste rest af døde insekter på forruden og den forreste kofanger. Med sit vaskeskind vil han forsøge at eliminere enhvert spor af vandets indhold af kalk under den afgørende aftørring. En mand, der ikke ville kunne fortælle om farven på sin bedre halvdels øjne, vil til gengæld være fuldt kapabel i at redegøre for specifikationerne på hans vogn. Hvilken modelserie, årgang og bevægelserne på det klassiske bilmarked siden japanerne forcerede priserne i midten af firserne.

På bedste freudiansk facon kan man forklare en mands hengivenhed til bilen og hvorfor køretøjer stimulerer en mands automatiske rejsning. Bilen er jo en feminin ting for manden, noget han vil ind i og have alenetid med. En mand længes efter stunder hvor han og hans vogn kan tilbringe tid sammen, for sig selv og helt alene i hele verden. Så meget reklame for biler har gennem tiderne illustreret denne tosomhed med mand og motor, at der må være noget om snakken.

Denne kærlighedsaffære begynder allerede før puberteten, helt tilbage i den tidlige barndom hvor drenge bliver præsenteret for små dejlige legetøjsbiler. De repræsenterer noget der er i stand til at få ham til at bevæge sig hurtigere, har smukke former og farver. En dreng ved straks, at her skal særlig pleje om omsorg til. Denne omsorg kommer til at vare hele livet og for altid vil modeller have en speciel betydning og rumme en mands affektion for berøring og beundring.

Helt små modeller fremdriver det lille “nåårh hvor er den fin og sød”-bemærkning. Her er tale om samme følelse kvinder har, når de ser et par små børnesko. Dog uden at give manden den samme trang til familieforøgelse, snarere tværtimod, men fælles er benovelsen over at “lille er nuttet”. De lidt større modeller (skala 1/18 og 1/24) kalder mere på mandens trang til en præcis gengivelse af virkeligheden, drømmen i lommeformat og med mulighed for flere køretøjer indenfor en økonomisk overskuelig ramme. En mand kan skabe sig et alter i det lille hjørne af hjemmet, han allernådigst har fået tildelt, og hvor modellerne sirligt og ordnet er placeret for bøn og tilbedelse. Et alter, hvor drømme om vilde stunder og seksuel ophidselse kan leves ud, når dagligdagens trummerum bliver lige overvældende nok.

Bevæger man sig op i skala 1/6 bliver det straks mere alvorligt. Nu nærmere det sig næsten blød porno og intet er overladt til tilfældighederne. Nu er præcision og målfasthed straks centrum for mandens fokus og djævlen ligger i detaljen. De større modeller er en intim affære som kræver både plads og vilje. Bygger man selv er tilfredsstillelsen stor når klimaks nås ved den endelige placering på føromtalte alter.

Modeller behøver naturligvis ikke være i formindsket skala, de kan faktisk være i formatet 1/1. Nu er vi så en anelse ude af hobbysegmentet og bevæger os ind på området for seksuel orientering. Der er mange retninger, og nogen forsager kunststoffer som silikone og glasfiber, som de betragter som de materialer syndige replikaer eller kopier er gjort af. Andre foretrækker modifikationer, fordi de muliggør en individualisering efter helt personlige præferencer. Puristerne forholder sig nøgternt til originalprincippet og kræver at “det oprindelige” bør være i hovedsædet. Nogle vælger en enkelt fuldskalamodel at begunstige med sin pleje og beundring, mens andre foretrækker et udvalg af modeller, forskellige af observans og type, som så kan benyttes alt efter ens dagsform. Alle er dog enige om at 1/1-modeller bør give størst udbytte at køre i og give en afslappende og sensationel kropsfornemmelse når benyttelse af modellen er afsluttet. Generelt er opfattelsen, at fornøjelsen er størst når brug af modellen er efter sugeprincippet, men at trykladning også er godt – fra tid til anden.