Medlem Ib Erik Söderblom

Der kommer mere end 70 indlæg op, når man søger på “kileform” på ViaRETRO. Ja, vi kan lide det, og det er over to år siden, at Søren Navntoft skrev om selve kilen som et varsel om fremtiden. Men hvad skete der […]

Mange forbinder amerikanere (både biler og personer!) med noget højlydt og bralrende – og sådan har de også været kendt og elsket på Le Mans i mange år. Hvornår startede traditionen med amerikanernes franske visit? Helt tilbage i 1950, såmænd.
Jeg kom til at tænke på denne historie efter Martin Westergaards anmeldelse af Bob Lutz’ bog forleden. Lutz er præcis sådan en amerikaner, der fylder meget, både som person og i historien. Og deler vandene. Ligesom bilerne gør. Både på gaden og på banerne er bilverdenen noget delt i det gamle Europa og den nye fagre verden i Amerika. I forbindelse med motorsporten holder de af at køre på helt andre baner i helt andre biler end i Europa.

Der kan bestemt komme noget godt ud af, at de to verdener mødtes, som Jan Magnussen og hans følgere kan skrive under på. Men selvfølgelig var han, Corvette og Chevrolet ikke de første amerikanere på Le Mans.

Det var Cadillac heller ikke, ej heller Briggs Cunningham. Men kombinationen af de to var den første gennemamerikanske indsats i den franske klassiker, og det var altså i 1950. Traditionen tro (den senere, altså) stillede de op med V8-power, det næsten helt sikre og gennemgående element i en rigtig amerikaner.

Det fabelagtige billede fra starten af 1950-løbet herunder viser en stor del af feltet, og man aner at Cadillac var hurtige: De er allerede på vej ud af billedet øverst! Man aner også, at de ikke kom sovende til resultatet, for med 60 startende biler var feltet i 1950 det største nogensinde og fyldt med det bedste fra Europa. Man kan meget vel fordybe sig i at identificere de forskellige på billedet herunder mens man drømmer sig tilbage i tid.

Kun de første 29 biler gennemførte, og tabslisten tæller de største navne indenfor både bilmærker og kørere. Vinderne var de franske Talbot-Lago-racere. De var i realiteten Grand Prix-biler tyndt forklædt som sportsvogne, og var temmeligt overlegne. Men allerede på trediepladsen finder vi en Cadillac-motoriseret vogn, nemlig britiske Allard. Og så på tiende- og ellevtepladsen The All-American Briggs Cunningham Cadillacs.

Sagen var nemlig, at Cadillac på daværende tidspunkt havde Amerikas bedste motor – og måske en af verdens bedste? I 1949 kom de med en ny V8-motor med ventiler i topstykker, og var ikke bare samtlige amerikanske sideventilede motorer væsentligt overlegne, men også godt med i forhold til europæiske bud. Som det fremgår af listen talte feltet i 1949 mange hæderkronede konstruktioner af ældre dato, men de nyeste var alle mindre end Cadillacs: De fleste Ferrari var stadig på kun to liter, Aston Martin var nået til 2,6 mens Jaguars næsten nye XK-motor var på hele 3,4 liter. Ingen af disse ydede dog mere end den 5,4 liter store Cadillacs 160 hestekræfter, og reglementet dengang krævede at motorerne skulle være standard.

Briggs Cunningham havde luret potentialet. Egentlig ville han have brugt en anden vogn, men Le Mans godkendte ikke den hotroddede “Fordillac”. Da Cadillac så tilbød ham hele to biler, så gik kan igang. Motorerne måtte som sagt ikke tunes, men resten måtte man lave en del om på. Og Cunningham helgarderede: Den ene af de to Coupe de Villes forblev stort set som leveret af Cadillac, men den anden blev gennemmodificeret.

De bedste aerodynamikere og aluminiumspladesmede fra Grumman Aircraft kreerede et meget specielt roadsterkarosseri til Cunningham. Mere sjælden end køn er velanbragt her – som det også fremgår af franskmændenes betegnelse Le Monstre. Den var for så vidt hurtigere end den ordinære Cadillac – men begge biler var for kort gearet, og Cunningham beordrede at de skulle holde omdrejningerne på højst 4400 hele løbet igennem.

Nummer 2 og nummer 3. Uodver motorbulderet blev farverne hvid og blå Cunningham og Amerikas varemærke på Le Mans.

Cunningham havde selv kørt race i Amerika (i øvrigt i en af landets første Ferrari – han var velhavende!), men på teamet var der kun to personer med Le Mans-erfaringer: Collier-brødrene Sam og Miles, der skulle køre den lukkede Coupe de Ville. De foreslog at udruste begge biler med en (folde-)skovl, hvilket Cunningham afviste. Han selv og Phil Walters skulle køre Le Monstre, og Cunningham lagde hårdt ud. Så hårdt, at han på anden omgang satte den af i sandbanekn, og bitterligt kom til at fortryde beslutningen med skovlen. Han kom fri med en skovl fra en tilskuer, men først efter en halv times graven.

Det kunne ikke indhentes, selvom (eller fordi, måske) begge Cadillacs derudover kørte som urværk. Coupéen sluttede således som tier foran den vilde roadster på ellevtepladsen. Det var dog også en klar succes for Amerika, Cadillac og Cunningham, og som bekendt ikke det sidste franskmændene havde set til kombinationerne fra den fagre nye verden. Det er der mange andre historier om, men man kan nok godt sige, at det var Cadillac der startede den amerikanske torden i det franske løb.

Flere Le Mans-historier? Så klik herover ⇑⇑⇑  for at købe billet til ViaRETROs Le Mans- og Filmpremiereaften på Strøjer Samlingen den 3. oktober!

Nej, Le Monstre var ikke kønnere bagfra.