Medlem Ib Erik Söderblom

I dag bringer ViaRETRO den officielle afsløring af min nye vogn: Erstatningen for min gamle Honda er – tadaaah, en anden gammel Honda! Imidlertid er min 25 år gamle Honda Legend meget mere end det: For eksempel et symbol. Og en pragtfuld køremaskine. Men også en legende, der aldrig var.

Her er den så, min nye – en 1989 Honda Legend Coupé 2,7i. Med den alder er det igen en youngtimer, ikke en klassiker. Men hvor lang tid går der, før den bliver en klassiker? Tænk lige over det: Alle ingredienserne er der, og det er ingenlunde tilfældigt, at overskriften minder om den fra Lancia Flaminia-indlægget i forgårs.

Rammeløs coupé igen, mine damer og herrer: Honda Legend var Japans første forsøg på en virkelig overklassevogn.

Den var først: Helt overordnet set og måske allervigtigst i forhold til at blive en klassiker, så skabte Legend sin egen klasse. Legend var den første japanske bil, der virkelig løftede Japan ud af mellemklassen og helt op i luksusbilernes verden. Ovre i Amerika udgjorde den endda et helt nyt bilmærke, Acura. Begge dele gjorde den med så stor succes, at Toyota og Nissan abede efter og kom med nye modeller efter nøjagtigt samme skabelon. Men Legend var altså først – sedanen kom i 1985 og coupéen i 1987.

Den er smuk: Og her taler jeg primært om Legend Coupé, da sedanen er lidt mere konservativ. Indrømmet, selv da er denne faktor åben for diskussion, men personligt synes jeg påstanden holder. Jeg elsker let linieføring over tag og stolper, og det bliver ikke meget lettere end Honda Legend Coupé: Når man sidder i det bløde velour er lysindfaldet igennem det røgfarvede glas blødt og lækkert og udsynet er perfekt. Trods letheden i overbygningen er det samlede indtryk maskulint med en anelse bastant linieføring over hækken. Vigtigst af alt er designet sammenhængende – i mange, mange år generelt japanernes største problem, når det kom til design.

Den er teknisk spændende: Honda er den japanske bilproducent med mest tradition for innovation, og i Legend tænkte de sig virkelig om. En yderst ingeniøragtig tilgang resulterede i, at den har forhjulstræk – som en af de få i prestigeklassen. Fordi analyser viste, at det var den bedste måde at nå målet på – et mål, der handlede meget om komfort. Både sedan og coupé er ekstraordinært lydsvage og efter nu næsten 1000 kilometer i den nye må jeg sige, at jeg aldrig har nydt bedre komfort. Motorstyringen trak angiveligt på erfaringerne fra Formel 1, og selvom V6-motoren var Hondas første, så er den så cremet og lækker, at man skulle tro, de aldrig har lavet andet. Gearkassen? Den bedste jeg har prøvet nogensinde. Tilsammen udgør det en utrolig raffineret drivline.

Sandelig om der ikke også er det træ, jeg elsker. Ægte! Og velour, det er dét de unge vil ha’.

Men Flaminiasammenligningen…aaarh, er det ikke at strække den lidt? Både-og, for de er helt klart to alen af samme stykke – bare, apropos tidsrejsen igår, fra adskilt af mangfoldige generationskløfter. Men uomtvisteligt begge luksuskrydsere – uden at være ekstravagante. Intelligent konstruerede vogne, der er godt skruet sammen. Hurtige, men som en biprodukt af noget andet. Yderst kultiverede multitalenter, kunne man vel sige. Lancias åndelige arvtager? Det kunne man vel godt sige om Acura.

Så vær endelig ikke i tvivl: Honda Legend var en god bil og den grundlagde – øh, noget. Det er for tidligt at sige hvad. Men efter præsentationen af Legend Coupé i 1987 kulminerede Hondas søgen efter stjernerne med NSX fra 1990, og man aner at de var på vej i den retning. Og Aerodeck og Civic CRX var jo heller ikke uden evner.

Ikke overraskende kører den pragtfuldt.

Men Legend var et stort navn at give den nye model. Og indtil videre har den ikke kunnet leve op til det. Honda Glemt virker i dag mere passende. Som nybagt ejer af sådan en pragtvogn må jeg sige, at det er ganske uretfærdigt: Honda Legend markerede en ny tid for Honda, og indvarslede på hele Japans vegne landets nyfundne automobile selvbevidsthed. Sådan skulle en luksusvogn bygges efter japanske idealer. Og resultatet er fantastisk godt.

Vær forvisset om, at der kommer mere om min nye Legend. Formentlig længe inden jeg sælger den.
I mellemtiden lige et par nøgletal:

Motor: V6, 2.675 ccm, 24 ventiler, 2 overliggende knastaksler, Honda PGM-F1 benzinindsprøjtning. 169  hk (DIN) ved 5.900 o/min, 225 Nm ved 4.500 o/min.
Transmission: 5-trins manuel gearkasse med fuldsynkronisering og meget blank trægearknop.
Opbygning: Hardtop coupé stålkarrosseri (lækre rammeløse ruder), motor på tværs fortil, forhjulstræk. Fortil dobbelte triangler med skruefjedre, bagtil dobbelte triangler med skruefjedre. Ventilerede skivebremser for, skiver bag. Tandstangsstyring.
Mål og Vægt: Længde 477,5 cm, bredde 174,5 cm, højde 137 cm, vægt 1368 kg. 205/60 VR15 dæk.
Præstationer: 0-100 km/t 8,8 sek., topfart 213 km/t
Benzinøkonomi: ECE 90/120/by – 13,5 / 11,1 / 8,1 (10,5) km/l
Og vigtigst af alt – Træk: 1400 kilo m/bremser
Nypris 1989: 623.000 kr.

Men tro mig, tallene siger ikke det hele om denne maskine. Lige præcis prisen er dog værd at tænke over: Med 623.000 kroner var Legend Coupé i 1989 den dyreste japanske bil på markedet. 25 år senere købte en fattig bilskribent så en, der havde gået 252.000 kilometer. Importeret til fra Schweiz i 1999 og stadig i meget fin stand – og generelt den næstbedste bil jeg nogensinde har haft.

Som sagt, der kommer mere – sammenligningstest, video, I slipper ikke. Jeg er overmåde glad for min nye rammeløse. Hvad synes I indtil videre?

Sandelig om der ikke også er det træ, jeg elsker. Og velour, det er dét de unge vil ha’!