Medlem jewer

Idag historien om en debut. Min “nye” Citroën DS skal køres for første gang. Kan bilen leve op til forventningerne eller er der overraskelser på vej? Af hensyn til de bornerte er der ingen let påklædte damer i dagens artikel – næsten.
Stram og kontant undervogn, servofri og direkte styretøj og ikke mindst en hurtig og præcis gearkasse. Det er kvaliteter jeg finder vigtige, og som altid har været god latin for mig, når mine klassikere skulle køres. Jeg er måske en smule pedantisk i nogles øjne, når den sidste hånd skal lægges på et at mine bilprojekter. For eksempel falder min køreglæde med 95% hvis ikke rattet står perfekt når man kører lige ud, og jeg når næsten anale stadier, når gummilister skal trimmes i forsøg på at minimere vindstøj samt i jagten på at fjerne rasle- og knirkelyde i kabinen. Jeg ved at disse ting for nogen betyder mindre, og herfra skal lyde lidt misundelse, for os pedanter har tit migræne af al den minutiøshed. Men det er som dét er, og min trang til at eje en sjælden og eksotisk bil overskygges helt af glæden ved ejerskabet af en mere ordinær klassiker som er justeret og trimmet til perfektion. Her ligger glæden og udfordringen for mig.

Som skrevet i indlægget Store forventninger og en mulig skuffelse ankom min nyindkøbte Citroen DS i søndags. Jeg var spændt på hvorvidt den nye vogn bød på skuffelser i forhold til mine præferencer med hensyn til undervogn, styretøj og gearkasse. Ingen af disse præferencer er på nogen måde opfyldt i en DS, det vidste jeg på forhånd, men bilens design, historie og ikke mindst muligheden for at have et velfungerende bagsæde har i flere år sat en DS højt på ønskesedlen.

Nu står den der så, i al sin pragt og vælde, og i fin stand må jeg sige. Ingen rust og nævneværdige lakskader. Motorrummet kunne trænge til en fransk vask og strygning og udskiftning af et par slanger og ventilationsrør. Interiøret tænger til gengæld til en kærlig hånd. Ikke at det er slemt, men det overordnede indtryk er slidt, solbleget med småskader flere steder. Det har passeret patinastadiet og efterlader et indtryk af forfalden skønhed. Heldigvis hører jeg til de bilentusiaster som simpelthen elsker at lave interiør og kabinearbejde. Så det kommer på projektlisten til vinter. Indtil da vil jeg lære bilen at kende og benytte den til noget der ligner dagligt køretøj.

Nå man tager plads bag rattet i en DS, vel at mærke som novice i disse lavtgående franske maskiner, er der en hel del indtryk som skal fordøjes. Sæderne er for det første ekstremt bløde og modtager én med en overvældende velkomst. Min DS har stofindtræk på sæderne, så når man først er sunket helt på plads, befinder man sig i noget der bedst kan kaldes en dagligstue i klunkestil. Man fornemmer, at man er omgivet af materialer, der hovedsageligt er lavet af pibetobak, og at alt kunne ryges om nødvendigt. Himlen i vognen er betrukket med kraftigt tekstil i farven modehvid, og er endnu et af de elementer som bidrager til den ekstremt varme akustik i kabinen. En DS er et sted hvor der bør konverseres, ikke snakkes og da slet ikke råbes.

Nu kan instrumentbordet tages i betragtning og herom kan man sige, at det er fransk og som alt andet på bilen anderledes. I første omgang virker det lidt rodet og kaotisk. Franskmændendes store begejstring for kunststoffer i bilproduktionen dengang er tydelig. Her er ikke italienernes karakteristiske GT-instrumenter, englændernes brug af træ eller tyskernes logik og stringens. DS-instrumentbordet er mere amerikansk og efter min smag lidt klodset. Dog er der brugt en del metalplader overfladebehandlet med krympelak, og det trækker kvaliteten op. Oven på ratstammen af det karakteristiske et-egrede rat, sidder gearstangen. Min DS har en semi-automatisk gearkasse, så gearskiftet skal man selv foretage på gearstangen, men udkoblingen sker automatisk ved hjælp af vognenes hydrauliske højtrykssystem. Nede ved pedalerne mangler koblingspedalen altså, og istedet sidder “håndbremsen”, her udformet som en trædepedal på denne plads. Bremsepedalen er erstattet af Citroens berømte champignonformede knap. Kun speederpedalen er normal og sidder heldigvis hvor den plejer.

For at blive i pibeanalogien kan man sige at startproceduren i første omgang kan sammenlignes med at stoppe en pibe. Her må intet overlades til tilfældighederne og chaufførens opmærsomhed må være på plads. Umiddelbart tænker jeg på de procedurelister piloter er nødt til at benytte for opstart af fly. I en DS ser listen således ud:

Indsætning af meget lang tændingsnøgle
Dej nøglen til position 2
Træk chokerknappen ud i position cirka halv længde.
Træd et par gange på speederpedalen
Flyt gearstang til position D og hold den i denne position. Startermotor begynder nu sin rotation.
Når motoren er igang, foretages korrektion af chokerjustering til passende motortomgang er opnået.
Her kan eventuelle rygere tænde sin pibe eller cigaret af mærket Gitanes eller Gauloises
Opmærksomhed rettes mod vognens affjedringsystem. Først når vognen har hævet sig ved hjælp af hydraulikken, kan man gå videre til næste punkt.
Kørelys tændes ved hjælp af rotation af stilken på højre side af rattet.
Håndbremsen deaktiveres ved hjælp af håndtag i ventre side af instrumentbordet. Undgå at benytte håndtaget i umiddelbar nærhed, da denne åbner motorhjelmens venstre side (højre side åbnes i højre side af instrumentbordet ved passagerdøren).
Bremseknappen aktiveres med højre fod.
Den rituelle afbrænding af tobak afsluttes.
Gearvælgeren sættes i position 1
Højre fod flyttes fra bremseknap til speederpedal
Take off

Så er vi endelig på farten og nu er min opmærksomhed rettet mod servostyringen. Som tilhænger af direkte styretøj er dette mit helt store ankepunkt på Citroëns vogne. Heldigvis er servoen på vognen nænsom og vognen ændrer ikke 90 graders retning ved bare den mindste ratbevægelse. Faktisk er styringen langt tungere end jeg havde forventet. Så er det tid til at prøve bremseknappen, hvorpå et, mener jeg selv, forsigtigt tryk ender med blokering af  hjulene og panden i forruden. Ordet forsigtig har en lidt anden betydning hos Citroën, og fodarbejdet på bremsen må jeg arbejde med at dygtiggøre mig i.

Citroën DS fik meget positive anmeldelser af motorpressen i halvtredserne, overvejende på grund af kørekomforten og designet. Der var dog nogle som dryppede lidt malurt i bægeret og beskyldte motoren for at være for antikvarisk og svag. DS fik i sin levetid kraftigere motorer og fik i nogen grad mindsket kritikken, der dog aldrig forstummede helt. DS kunne sagtens have “båret” endnu kraftigere motorer, da dens køreegenskaber virkelig er skabt til mere. Min DS har en 2-liters motor og er altså en DS20. Det var kun i Frankrig man havde den motorstørrelse, i andre lande blev man begavet med en 2,1-liters maskine. Årsagen var, at de franske afgiftregler favoriserede motorstørrelse under 2 liter og derfor tilbød Citroën en DS20. Og lad det endelig være sagt, det er IKKE omdrejningsvillighed og boulevardrace der står på programmet i min DS. Hertil er motoren alt for flegmatisk. Dog er den rimelig momentstærk og start fra stilstand i andet gear er intet problem. Vognen følger fint med nutidens trafik – men så heller ikke mere. En kortere tur på motorvejen afslører, at det er her min DS er noget for sig selv. Omkring 120 km/t er vognen rolig, graciøs og meget velkørende, så de mange råd om at tage vognen på langtur giver mening.

At en Citroën skulle være udviklende for personligheden, og i værste fald udfordrer chaufførens seksualitet, er måske en nyhed der kan undre de fleste. Men det er sandt, i hvertfald når det gælder DS med semiautomatisk gear. Efter en kort indkørsel udvikler man ret beset en ny håndstilling, eller rettere sagt løse håndled. Ved crusingkørsel indfinder højre arm sig helt naturligt på overkanten af rattet i en position klar til at betjene gearvælgeren. Her bliver armen så efterhånden liggende og håndleddet falder naturligt nedad, hjulpet af tyngdekraften. Efter længere køreture vil det løse håndled blive “hængende” for en stund. Jeg tør ikke tænke på hvad der vil ske efter flere års ejesskab af en semiautomatisk DS’er.

Selv efter kun en kort tur kan man mærke slapheden i højre håndled.

Citroën DS er en overvældende oplevelse første gang man kører i vognen. Man bliver dog hurtigt fortrolig med vognen og lærer at køre den som den var tiltænkt. Jeg ser frem til at tage vognen på længere ture og virkeligt mærke dens potentiale. I mellemtiden må jeg forholde mig til min nyfundne feminine side, ikke at det nødvendigvis vil skabe nogle seriøse problemer, men alligevel…

I stedet for at skrive et indlæg i går aftes kiggede jeg efter biler til salg. Og opdagede så, at en kommentator efterlyste “et kort indlæg med statusopdateringer på skribenternes bilsituation, gerne krydret med […]