-
Søren Navntoft commented on the post, Fiat 1100 – familiebilens inderste sjæl 12 år, 1 måned siden
@ole-wichmann. Billedet du omtaler viser den første serie af den “moderne” 1100, også kendt som 1100-103 typen. Den kan kendes på en rundere bagende, en anden og mindre grill foran og så den karakteristiske […]
-
Søren Navntoft wrote a new post 12 år, 1 måned siden
Man kan nemt påstå, at Fiat 1100 er en næsten glemt klassiker i dag. Især hvis man tager i betragtning HVOR mange der blev bygget gennem årene. Det er en vogn som var med til sætte Italien og store dele af Europa på hjul.

1100-modelbetegnelsen stammer helt tilbage fra 1937 og sluttede først, da Fiat lancerede 128-modellen i 1969. Den moderne version af 1100 kom ii 1953 som “den nye 1100”. Nu var formgivningen moderne for sin tid og vognen var udstyret med en gennemprøvet 1089 ccm-motor med støbejernsblok og topstykke i aluminium. Karosseriet var bygget som et selvbærende chassis. Forhjulene havde skruefjedre og der var bladfjedre på baghjulene. Begge ender havde hydrauliske støddæmpere og krængningsstabilisatorer.

Her var ikke tale om store tekniske landvindinger, men det var heller ikke på nogen måde hensigten. Fiat 1100 var en af de biler som satte Italien på hjul og gav den brede befolkning mulighed for personlig transport til et overkommeligt beløb. Fiat 1100 kom i et utal af varianter, og i stedet for at navngive dem separat, holdt man fast i 1100-betegnelsen, som efterhånden havde fundamenteret sig hos italienerne som et fast bestanddel af vognparken.
Som sagt var der intet banebrydende i 1100- teknikken, men det var der til gengæld i Fiats markedsføring af vognen. Opgangstiden efter Anden Verdenskrig havde skabt et behov for at udleve drømmen om frihed og Fiat var ikke sen til at udnytte købernes drømme. Fabrikkens reklamer bar tydeligt præg af, at man kunne opnå en del af det søde liv med en 1100 og at det ikke kostede skyhøje summer at deltage.
Min egen lyst til at eje en 1100 fik for alvor vind i sejlene, da jeg så nedenstående billede på nettet for år tilbage. Tænk at kunne køre rundt med vennerne i klassisk bil. Dengang havde jeg ikke ejet en vogn med bagsæder og den lille Fiat 1100 Berlina så ud som om den kunne bidrage til vores selvforståelse som tjekkede og stilbevidste unge mænd med sans for det søde i livet. Nu var vi ikke helt så unge længere, men måske vi kunne relanceres med en fiks lille Fiat.
Det blev aldrig til noget. Jeg købte andre biler og jeg opgraderede på min samling af Lambretta-scootere. Specielt scooterne havde erstattet min trang til at eje en lille familieklassiker. Det er et yderst sympatisk transportmiddel og man får en lille bid af det søde liv på ryggen af en gammel Lambretta.
I værkstedet i Bagsværd bor der en Fiat 1100 og for ikke længe siden kunne jeg ikke dy mig for at efterprøve min gamle trang til den lille vogn. Peter som ejer den, havde for mange år købt den til sin datter. Som Fiatentusiast var han af den overbevisning, at hun da bestemt ikke skulle ses i andet i de år efter hun lige havde fået sit kørekort. Hun voksede fra den lille 1100 og vognen kom tilbage til Peters garage.

Peter har flere Fiat-modeller, blandt andet den store 2300 Berlina jeg prøverkørte forleden i indlægget Fiat 2300 Berlina: Respektabel og agtværdig. Han kører ikke meget i sin Fiat 1100, men han passer den så den altid er i orden mekanisk. Det er en fin bil med en udsøgt patina og den fremstår som et dokument fra en svunden tid. Den blå 1100 er fra den senere serie, hvor bagruden og forenden er opdateret i designet.
Den lille køretur afslørede at vognen ikke længere er den hverdagsbil den engang var. Selve køreoplevelsen er i og for sig helt i orden. Den styrer fint og fungerer som det forventes af en klassisk bil. Dog må jeg sige, at motorkraften simpelthen er for beskeden til mere praktisk brug. Selv om Fiat 1100 i halvtredserne modtog store roser for sine køreegenskaber – “the only people’s car that was also a driver’s car” – er det en meget antikveret køreoplevelse. Jeg vil jo gerne bruge min klassiker ofte og gerne til længere ture. Her sætter Fiat 1100 sine grænser og begrænser én til kortere ture i nærmiljøet og på dage hvor ens tålmodighed er stor. Det skal dog siges, at det er en dejlig vogn at befinde sig i og man bliver i vældigt godt humør.

Lambretta TV175 og Fiat 1100
Jeg kan ikke lade være med at sammeligne med en af mine Lambretta scootere. Hastigheden og accelerationen er den samme for de to køretøjer, og de repræsenterer begge italiensk livstil fra halvtredserne Jeg vil tro at anskaffelsesprisen er i næsten samme niveau og det er brugbarheden også. Det er klart at bilen har nogle klare fordele i at være forholdsvis vandtæt og have mere plads til passagerer og bagage. Lambrettaen har så friskluftsfordelen og de andre lyksagligheder der følger med at køre på to hjul.
Som en ekstra klassikervogn er Fiat 1100 nok sagen for nogle. Den har en pragtfuld udstråling og den virker robust i sin mekanik. Intet under at den blev populær i sin samtid. Det er heller intet mysterium, at den senere blev lidt glemt. Dels var den meget almindelig i gadebilledet og dels løb teknologiudviklingen fra den lille Fiat. At jeg så stadig er vild med 1100, fortæller en hel del om at ikke alting omkring klassiske biler skal måles i tal og præstationer.
-
Claus Ebberfeld svarede til emnet MB 250c 1969 i forummet Introducér dig selv og din bil 12 år, 1 måned siden
Jeg bekræfter, at jeg stadig er den lykkelige ejer af en dejlig Dunkelgrün 250 Coupé inkl danske plader og brunt interiør.
Selv er jeg stort set holdt op med at kigge på udenlandske Mercedes, fordi afgiften er så høj herhjemme. Det var dyre biler.
Pibe kan medfølge. Slippers ligeså. Matchende ruskindsjakke også.
-
Claus Ebberfeld svarede til emnet Ny "hverdagsklassiker" til maks 20000 i forummet Diverse: Ting der ikke hører hjemme andre steder 12 år, 1 måned siden
Nej, hellere den første, Stefan. Den er nemlig “Absolut nysynet”, altså lidt federe end bare nysynet. Det minder godt nok lidt om “Absolut Baboon”, men det er noget helt andet. I tilgift er den endda “super dejlig utrolig original”, og det kan vi jo godt lide. Og det er den hvide ikke.
Men den der Pacer har jeg faktisk også kigget lidt på. Det…[Læs mere]
-
Søren Navntoft svarede til emnet Kvinder søger råd om Fiat 124 kaleche i forummet Italienske mærker 12 år, 1 måned siden
Gode råd. Tak for dem, jeg ved pigerne kigger med.
-
Claus Ebberfeld commented on the post, Knutstorp Revival 2014: Drama og halonslæggere 12 år, 1 måned siden
Hold nu op, halvfjerdserne kommer! Hurtigt.
Og tankevækkende så lillebitte afstand der er imellem succes og fiasko.
CHGP er lige om hjørnet…har I booket?
…
-
Claus Ebberfeld commented on the post, En sælgers overlevelse: Dodge Wayfarer 1949 12 år, 1 måned siden
Kai, jeg elsker også klassiske biler og gode historier!
Apropos gangster, Christian N: Det siges faktisk, at vogntypen også var populær i de kredse, hvor det jo var ganske praktisk at kunne medføre et par […]
-
Søren Navntoft startede emnet Kvinder søger råd om Fiat 124 kaleche i forummet Italienske mærker 12 år, 1 måned siden
To piger, Malene og Charlotte har hver en Fiat 124 spider. De har følgende spørgsmål til ViaRETROs læsere:
Jeg har brug for lidt Spider-hjælp. Bagruden i kalechen er blevet så slidt at man næsten ikke kan se ud af den så jeg søger tips til om der er noget jeg selv kan gøre for at få den klar igen.
Har du et nummer på en af dem der har en Spid…[Læs mere] -
Søren Navntoft commented on the post, En sælgers overlevelse: Dodge Wayfarer 1949 12 år, 1 måned siden
God indsigt i en vogn vi sjældent ser. Jeg synes Wayfarer er meget elegant og blev lidt forført af den gode historie.
-
Claus Ebberfeld commented on the post, En sælgers overlevelse: Dodge Wayfarer 1949 12 år, 1 måned siden
Jatak, Wentzel!
I dag tager jeg ned til Strøjer Samlingen og fejrer diverse jubilæumsbiler. Og hvor jeg ved der står en Invicta Low chassis, relativt ny i hans samling. Det er jo nok det du vil kalde en rigtig […]
-
Claus Ebberfeld svarede til emnet Den røde Lotus "Emma" i forummet Engelske mærker 12 år, 1 måned siden
Det er altså superfedt, at du får kørt og kørt og kørt i din nye klassiker, Lars D: Det er virkelig rart at følge, og det uanset om det er små eller store ture. Flere af dem!
-
Claus Ebberfeld svarede til emnet Solvej – en tysk frøken årgang '67 i forummet Introducér dig selv og din bil 12 år, 1 måned siden
Men de kom på, og tak for det! Lækker weekendtur af en god længde, Rasmus – faktisk imponerende, at du kan få så mange kilometer under hjulene bare ved at ture rundt herhjemme!
-
Claus Ebberfeld wrote a new post 12 år, 1 måned siden
Denne Dodge er den ældste bil jeg nogensinde har kørt. Vogntypens skæbne var næsten forudbestemt til at skulle være død ved slid, men sådan gik det ikke denne bil: Mere end et halvt århundrede efter sin tilblivelse står den stadig originalt og urenoveret.
Selve biltypen er derimod uddød for længst. Den stammer fra efterkrigsårene, og blev særligt populær efter tredivernes økonomiske krise. Her trak Amerika i arbejdstøjet og i kølvandet på den øgede økonomiske aktivitet blev en ny vogntype populær: The Business Coupé.

Teksten siger det hele.
Aha, en coupé – altså noget med prestige, sportslige undertoner og skønne former, der som bekendt hører til coupéens orden? Nej, for betegnelsen coupé har ikke altid været en ensbetydende med disse ting. Direkte oversat betyder Coupé nærmest ”afskåret”, og sådan kom de første coupéer netop til verden. De havde simpelthen en sæderække mindre end den hestevogn som de tog udgangspunkt i. Ja, hestevogn: Så gammelt er begrebet nemlig. Til gengæld har coupédefinitionen været diskuteret stort set lige siden, og vi må nok slå fast, at det er umuligt at lave en helt entydig definition. Blandt andet altså, fordi den har varieret over tid.
Det er denne Dodge Wayfarer Business Coupé fra 1949 et godt eksempel på, og stikordet ligger i tilnavnet ”business”: Denne vogntype var direkte målrettet den handelsrejsende, der med sin utrættelige indsats med salg, salg og mere salg var med til at bringe Amerika på fode igen efter depressionen. En Business Coupé var et arbejdsredskab: Vogntypen kom frem i tyverne, og en Dodgereklame fra 1922 fremhævede ligefrem alt det, deres business coupé IKKE havde – for så kunne det jo ikke gå i stykker.

“exceptional fitness for years of hard work”, det var målet med en business coupé.
Dodge havde læst markedet rigtigt, og alle de store fik i løbet af trediverne business coupéer på programmet – selv fornemme Packard havde én, der formentlig har været til firmaets bedste sælger eller til transport af mere eksklusive varer end fejekoste og barbergrej. De øvrige mærkers business coupéer fulgte samme skabelon som Dodge, og var som regel de billigste vogne i modelhierakiet, simpelthen fordi de havde mindst udstyr. Nogle tilbød sågar deres billigste udgaver helt uden chrom, og dét har været noget af en sensation dengang.
Alligevel kan det virke uforståeligt i dag, at de nævnte dyder skulle gøre en coupé til en anvendelig firmabil for en pladskrævende sælger. Men det er fordi vi europæere af en vis årgang ved ordet coupé tænker små skarptskårne designstykker med faldende taglinie og knapt bemålte åbninger allevegne. Men faktisk er pladsen i den klassiske business coupé enorm: De fleste af Dodgens samtidige beholdt den ordinære models akselafstand og med de svungne former der gik hen og blev standarden for vogntypen, så blev der plads til et slet og ret gigantisk bagagerum bagude. Og hvad skulle den kørende sælger forresten med et bagsæde? Det store sofamøbel deromme var en af de detaljer, der blev udeladt i sælgercoupéerne, hvorpå der også hér opstod plads til nogle ordentlige kufferter med vareprøverne.

Det hjælper selvfølgelig, at Amerikas biler også dengang var generøst dimensioneret: Dodge tilbød tre forskellige modeller i 1949, og Wayfarer var den mindste af dem. Men med knap fem meters længde mangler man ikke noget. Så det der ved første øjekast virker som en sportslig-elegant amerikansk efterkrigscoupé rummer altså bogstaveligt talt mere end det: Bagagepladsen er ganske enkelt overdådig.

Set med en nutidig bilentusiasts øjne er det jo heller ikke til at overse, at der også i det ydre er tale om en imposant vogn med den store kølerhjelm og stærkt ornamenterede chromgrill. Andre af typen overdrev bagagerummet og for eksempel Chryslers samtidige coupé blev kritiseret for en gumpetung fremtoning. Wayfareren hér virker derimod velproportioneret og næsten dynamisk i sin holdning på vejen – godt hjulpet på vej af solskyggen på forruden, der sammen med den stramme taglinieføring næsten virker som en velsiddende sixpence. Få år senere blev den slags elegance afløst af det dekadente halvtredseroverdrev, og så har Wayfareren pludseligt fremstået som gammeldags.


At lige præcis denne Wayfarer har overlevet disse mellemår som bare en gammel bil er bemærkelsesværdigt. Og endnu mere utroligt er det, at den har overlevet i fuldstændigt original stand. Men sagen var, at det ikke var ikke alle business coupéer, der blev købt til sælgerlivet på landevejen. Da de jo var de billigste bilmodeller man kunne få, så tiltalte de nemlig også mindre formuende bilkøbere og enlige, der ikke havde brug for fire døre og bagsæder.

Første ejer.

Anden ejer.
Præcis det blev denne Wayfarers heldige skæbne, da den i 1949 blev købt af enkefru Sophia A. Meierkord fra Kansas. Hun var en aldrende dame, der ikke ligefrem kørte sælgerdistancer, hvilket fremgår af speedometertallet, da hun i 1963 solgte bilen tilbage til forhandleren Kuhlman Motors, der for øvrigt også havde solgt hende bilen fra ny: På de fjorten år havde hendes Wayfarer gået 13.100 miles. Den forblev i tredive år derefter i Kuhlmans udstilling, i hvilken periode den også kun blev kørt minimalt. I 1993 blev den solgt til antikvitetshandler Leonard Herrs fra Louisiana, der heller ikke var nogen vårhare, og allerede i 1999 var blevet for gammel til at køre selv. Så han satte den til salg på auktion, hvor den blev erhvervet af en dansker og med speedometerstanden 16.500 miles ankom bilen til Aarhus Havn.
De skiftende danske ejere siden har også været tilbageholdende med kørslen, og først under artiklens testkørsel rundede vognen 20.000 miles. Men det er stadig en næsten jomfruelig tællerstand i forhold til vognens alder.

Som den står dér på den jydske hede er det derfor ikke svært at drømme sig tilbage til fyrrernes Amerika. Knib øjnene i, og det flade landskab kunne såmænd gå for at være en udørk, der skal overstås inden næste salgsbesøg. Og 65 års efter dens fødsel er den utrolige overlever med på spøgen: Motoren spinder som en kælen mis, og minder stilfærdigt om, at der er andet end V8’ere her i livet. Den 3,8 liter store Chrysler ”L-head” yder en bagatel over 100 hestekræfter, men leverer til gengæld sit maskimale moment ved godt 1200 omdrejninger. Det rækker fint til den 1400 kilo tunge vogn, der ingen problemer har med at følge dagens trafik.
I hvert fald ikke, hvis man bruger gearene, som der er tre af. Det behøver man dog ikke, for Wayfareren er udstyret med Dodge Fluid Drive, en momentomformer, der er koblet på den manuelle gearkasse. I praksis betyder det, at man bruger koblingen, når man skifter gear – eller man kan vælge slet ikke at skifte gear. Man kan nemlig uden problemer bremse bilen ned fra tredje gear til stilstand, og så lade momentomformeren gøre arbejdet: Start i tredje gear er helt uproblematisk – men går selvfølgelig væsentligt langsommere, end hvis man accelererer igennem gearene.

Det fortæller dog noget generelt om amerikanske automobilforhold, at en så gammel bil stadig er praktisk anvendelig i dag: Det kunne jo ikke nytte noget, hvis kunderne skulle vente, fordi sælgeren kun kunne køre 55 km/t op af bakker! Næ, 55 mph, det er en fin og naturlig fart for Wayfareren. Man skal dog huske at sætte farten ned ved kurver og rundkørsler. Meget ned, for i kurverne mærker man tydeligt den bedagede teknik, høje tyngdepunkt og diagonaldækkenes begrænsninger. De fire tromlebremser fungerer heldigvis upåklageligt, og bilen virker også udpræget godmodig i kurver – men høj fart i sving har tydeligvis ikke været på programmet. Man risikerer jo også bare, at vareprøverne vælter omme i lastrummet.
Komforten er upåklagelig og lydniveauet under alle forhold behersket, så kun motorens dybe brummen trænger behageligt dæmpet igennem. Bag rattet kan man så i øvrigt kan nyde et instrumentbord af en anden verden: Tænk sig, at så smukt et stykke art deco kunne findes i datidens billigste Dodge. Tronende på det bløde bænkforsæde, omgivet af lyse stoffer i venlig atmosfære og lidt hjulpet af enkefru Meierkords tilkøbte varmeapperat og radio bliver det tydeligt, at her kunne sælgeren vitterligt sidde behageligt over selv lange distancer. Og det er tankevækkende, at den urestaurerede vogn stadig kan i dag.
Den nærmeste sammenligning jeg kan komme på er min egen Volvo PV 445 fra 1956 – i min udførelse også en varevogn. Alligevel er forskellen imellem de to vel forskellen på europæisk og amerikansk bilkultur i en nøddeskal: Volvoen er decideret spartansk i forhold til den cremefarvede Dodge. Og det gælder både i motorstørrelse, design, ornamentering og komfort. Egentlig ser man allertydeligst både ligheden og forskellen i instrumentbordene: Begge befinder sig et sted ovre i art deco-stilen, men amerikanerens version er fuldstændigt overdådigt i sit opbud af skinnende og forkroget formspilleri.
Kørselsmæssigt er forskellen også ens: Begge biler føles decideret gammeldags på deres høje dæk og chassisrammer og styring via kæmpe udvekslinger på store rat. Men amerikaneren er som en kørende lænestol imod Volvoens mere almueagtige træstolsfornemmelse. Begge er køreoplevelser, der er meget anderledes end alt andet jeg plejer at køre.

Jeg holder meget af klassiske biler, det er ingen hemmelighed. Især at køre i dem. Dernæst måske at kigge på dem. Drømme mig tilbage i deres egen tid, og forestille mig hvordan det var dengang. Hvordan de gjorde det. Hvordan verden var dengang. Og indrømmet, en del af mine drømme handler om hemmelige agenter, vigtige planer, indbringende forretninger og alment skørlevned i pragtfulde biler på verdens skønneste bjergveje. I tresserne, engang, typisk.
Den slags handler Dodgen her ikke om. Alligevel har få biler rørt mig så meget som den cremefarvede Wayfarer. Man fornemmer i den – som i enhver god klassisk bil – historiens vingesus, og i denne store business coupé lugter det af oprejsning efter krigen, hårdt arbejde, sparsommelighed, foretagsomhed, ordholdenhed og andre gammeldags dyder. Der bare et tiår efter Dodgens tilblivelse resulterede i et Amerika, der buldrede derudaf i et tempo verden næppe havde set magen til før eller siden. Dodge Wayfarer havde en praktisk rolle i det, og det kan en nostalgiker som mig sagtens sætte mig ind i, dér på bænksædet.
Navnet ”Wayfarer”? Det betyder ”rejsende”. Og i lige netop denne konkrete bil bliver enhver tur nærmest til en tidsrejse.
Artiklens Wayfarer har som det fremgår levet en rolig tilværelse i hænderne på primært pensionsmodne ejere, og ellers ville den næppe heller have overlevet i den originale stand. I dag er den imidlertid ejet af en ganske ung mand, der er blevet grebet af dens veldokumenterede historie.
Victor Fagerlund har siden anskaffelsen været i kontakt med tidligere ejere, der har føjet yderligere til historien. Og har også suppleret vognen med tidstypisk tilbehør og udstyr, så illusionen af den fremadstræbende sælger i dag er komplet: Vareprøvekufferter, perioderigtige vejkort og bøger, fotoapparat og sågar en rejsegrammofon til de lange aftener på landevejshotellerne i udkanterne ville man også kunne finde i en veltjent business coupé dengang.

Victor Fagerlund, Dodge-ejer.

Danmark, 2013.
Den velbevarede Wayfarer nyder dog i dag sit otium: Billedet fra Svinkløv Badehotel er fra sommeren 2013, hvor sælgeren nød et sikkert velfortjent pusterum. Rejsebagagen var der rigelig plads til.
Tekniske data:
OPBYGNING: Chassisramme, stålkarrosseri, motor på langs fortil, baghjulstræk. Fortil uafhængigt ophæng med skruefjedre, bagtil stiv aksel med halvelliptiske bladfjedre. Tromlebremser for og bag. Kuglekreds-styring.MÅL OG VÆGT: Længde 499 cm, bredde 185 cm, højde 166 cm, vægt 1450 kg. 6.70-15 dæk.
PRÆSTATIONER: 0-100 km/t 22 sek., topfart 121 km/tPRODUKTIONSTAL: Cirka 23.000 (1949-1952)
PRIS 1949: 1.611 dollars
PRIS I DAG: Cirka 150.000 kr -
Claus Ebberfeld commented on the post, Nifirefyrre og dens onde tvilling 12 år, 1 måned siden
Hvilken Alfa, Holmen? Hvis du mener den brune Giulietta, så vil vi gerne bytte…
-
Claus Ebberfeld commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 81 12 år, 1 måned siden
Den skal høres. Jeg ved hvor svært det er at beskrive lyd med skrevne ord, Peter…
-
Claus Ebberfeld commented on the post, Om at miste sin 300 km/t-mødom og at forøges med kvadratet på noget 12 år, 1 måned siden
Det tog dog immervæk trekvart år…til gengæld har kommentaren så lagret så længe, at den ikke har noget med indlæggets kerne at gøre, nemlig de 300 km/t. Så det.
-
Claus Ebberfeld commented on the post, Nifirefyrre og dens onde tvilling 12 år, 1 måned siden
For så vidt ikke helt uenig, Peter Cocopelli – men du peger så indirekte på 944’erens svageste punkt i mine øjne: Den er faktisk slet ikke særligt klassisk, men egentlig ret ny og moderne.
-
Claus Ebberfeld commented on the post, Nifirefyrre og dens onde tvilling 12 år, 1 måned siden
Jeg var jo så heldig at prøvekøre Calbergs 944 S2 – læs eller genlæs hér: http://www.viaretro.com/2011/06/porsche-944-kapabel-med-stort-p/
Overskriften siger det meste. Peter har tilbudt mig prøvetur i hans […]
-
Claus Ebberfeld commented on the post, Nifirefyrre og dens onde tvilling 12 år, 1 måned siden
Det skal det, Holmen: Før eller siden. Og det ved du godt.
Petersen, håbet er forfængeligt men helt urealistisk: Jeg vil også gerne ha’ een. 924 Turbo er min hemmelige favorit – hov, nu kom jeg til at sige det!
-
Claus Ebberfeld commented on the post, Maracanã – Det gudsforladte tempel 12 år, 1 måned siden
Fantastisk følelsesladet artikel om en betonkolos, jeg aldrig havde hørt om før. Et moderne (relativt set) Colosseum, og på samme måde langt mere end en bygning.
- Hent mere