Medlem Søren Navntoft

I tung augustsommerhede blev det traditionsrige københavnske historiske Grand Prix afviklet for gud ved hvilken gang. Der var igen masser af pragtfuld race, scenen på Bellahøj Park fungerer, der var flotte biler. Desværre var der også markant færre biler end tidligere.
Lad mig bare tilstå, at jeg har haft det som en fisk i vandet denne weekend: Med udgangspunkt i Klub ViaRETRO-kammeratskabet på standen har jeg nydt godt selskab, godt race og mange lækre klassiske biler, både i gade- og racetrim. Og hele Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP) blev altså afviklet i skønne danske sensommer i omgivelser, der er rigtigt fine til formålet.

ViaRETROs område med den røde 250 i forgrunden. Ih, hvor var det hyggeligt! Også om aftenen.

Tror jeg nok. For undervejs kom jeg da en lille smule i tvivl om, hvad formålet med CHGP er? For der har nok aldrig været et CHGP med mindre race end dette. Sådan numerisk set: Der var nemlig ikke bare færre biler, men også kun to heats! Hvilket om søndagen førte til en ørkenvandring for en racingentusiast (som mig): Klokken blev halv tre om eftermiddagen, før der blev kørt om noget af det, der lægger navn til løbet, “Grand Prix”, nemlig racerløb.

For jeg skal da love for, at der var racerløb på programmet, når der så endelig blev kørt. Her var jeg særligt fokuseret på 76-klassen, som nu fast har forankret sig som min nye favoritklasse, ikke mindst fordi nogle af mine yndlingsbiler her skulle kæmpe hårdt om guldet: BMW CSL og Porsche 911 mod hinanden? Så skal man være en død murer, hvis man ikke kan se romantikken i de to store tyske motorsportsikoner. Og en døv murer, hvis man ikke bliver opstemt af lydforskellen på de to meget forskellige sekscylindrede kamphaner.

Starten på 76-klassens finaleheat. Dét var godt!

Niels Birkemose havde på forhånd spurgt mig, hvilke tre biler ViaRETRO skulle følge, og jeg kunne ikke lade være med at fryde mig over, at de tre udkårne i søndagens finaleheat lå som nummer 1, 2 og 3 indtil niende omgang. Kun et fejlet gearskifte kostede Lars Rolner en slutplacering som jeg havde spået og lod Kasper Aaskov komme op på trediepladsen i Escort’en. Før det endte således var det hele dog langt mere dramatisk, og vi kunne ikke have skrevet et manuskript bedre selv: Min storfavorit Heiselberg manglede over to sekunder efter tidtagningen, og vandt kun første heat efter en afkørsel fra Lars Andersen. Dermed var der lagt op til en sikker sejr i det afgørende heat, men dels missede han starten, dels havde Aaskov, Lars Rolner og Lars Andersen fundet ny speed frem fra kassn med racertricks, så Jan måtte virkelig arbejde for sagen. Undervejs kørte de så tæt, at der ikke kunne have været en gratisavis imellem deres skærme – men med respekt undgik de berøringer, og det var skønt race at se på, og det imellem tre forskellige biler på de første tre pladser. Jo, det var virkelig kræs, og der kommer mere om det via Niels Birkemoses levende billeder fra trekantsdramaet.

Så tæt, lynhurtigt og ingen buler. Sådan skal det gøres.

Speakerne sagde også “flot race” om Pro-Am-heatet, men her tillader jeg mig at være uenig: Det var tæt, det var spændende, det var hurtigt. Men flot, det synes jeg der var alt, alt, alt for mange berøringer til. Sandt at sige forstår jeg det ikke helt, men jeg må konstatere, at jeg synes det her nåede et niveau, så det var decideret uskønt. Man skubber simpelthen ikke i historisk motorsport!

Og det er meget muligt, at nogle kørere undskylder sig bagefter og har forklaringer på dit og dat. Men hvis nogen blandt publikum sad inde med spørgsmålet om det nu virkelig også var nødvendigt, så kunne de jo kigge på 76-klassen, der kørte både hurtigere og tættere uden buler. HKH Prins Joachim og Tom Kristensen vandt klassen, og dermed gik det jo som det skulle. Jeg kunne bare godt unde (også) dem, at de ikke skulle hjem og rette blik ud bagefter. Jeg spår, at det bliver sværere og sværere at finde biler til Pro-Am…

Med ViaRETRO-mærket fandt Flemming Victor Andersen farten, men blev diskvalificeret for en forkert overhaling af en safety car.

Pro-Am klassen kørte ellers igen i 65-biler, min gamle favoritklasse. Det var måske ellers udmærket, men den ordinære 65-klasse var halveret i omfang, og dermed under min smertegrænse. Det skal siges at racet i 65-klassen også var godt, da de to førende Elaner var tæt matchede: Et par tusindedele efter første tidtagninger siger alt. Michel Holden vandt i sin Lotus Elan, men Flemming Victor Andersen havde ellers fartmæssigt overtaget, men blev diskvalificeret efter en fejlmanøvre under safetycar. Min personlige favoritbil over weekenden var at finde i denne klasse, og den kommer der også mere om. Spændvidden i det lille felt var enorm, men de få biler gjorde at jeg alvorligt overvejede at støve min licens og racer af, og komme ud og reklamere mere for 65-klassen igen. Det var trods alt sådan jeg startede med at skrive om biler!

De største klasser stod  71-bilerne for, og tilsvarende seværdigt var det også. I den lille klasse glædede jeg mig først over Fiat 128, dernæst græmmede jeg mig over bulerne i den. I spidsen af feltet var to Minier, min på forhånd udpegede favorit Fuhrmann var efter tidtagningen overraskende kun næsthurtigst efter vores ven af huset Christian Seland, og de to havde gode dyster – som Fuhrmann vandt sikkert, men nok ikke så sikket som han kunne ønske sig.

Fuhrmann var sikker. Men lige bagved ligger Seland, og de to var suveræne i en lille 71-klasse.

Det gjorde til gengæld vinderen i den store klare, for INGEN fik et ben til jorden overfor en ekstremt hurtige svenske gæst i Ford Mustang med vild motor. Han var så overlegen, at det var kedeligt – men så var der resten af weekendens største felt at glæde sig over. Jeg savnede godt nok de hurtige Datsuner, men BMW 2002, Alfa Romeo GTV og endnu en hurtig svensker i Volvo 142 gjorde deres bedste med god indbyrdes kampe.

Så overlegen, at det var kedeligt: Men så var det jo godt, at bilen ikke var.

Det samme egentligt i Formelklassen, som jeg sagtens kan se som en stor succes med fine biler og gode løb. Man skal bare lige glemme for et sekund, at det var bedre sidste år, hvor feltet var sensationalt lækkert. Men skønt at se et internationalt felt vundet af danske Ib Rasmussen i en dansk racervogn, den kantede Corami i det rå look.

I det hele taget er sammenligningen med sidste år interessant, for det er tydeligt, at CHGP har udviklet på inderområdet af banen, hvor der var langt bedre fyldt op end det første år på Bellahøj. Men det er ligeså tydeligt, at der var fyldt op på banen med noget andet: Show og opvisning fyldte rigtigt meget henover weekenden, og mens jeg ikke er blind for, at det skal være der og at Race for Riget er et fint og lødigt formål, så vil jeg nødig se så nye biler køre så længe til et historisk Grand Prix. Søndag var lang…og det er selvfølgelig forstærket af, at antallet af egentlige racerbiler var på den nedre smertegrænse for så stort anlagt et arrangement.

Hvis der kører nye biler på banen, så kan vi da bare lytte til Colombo-motor på ViaRETROs stand.

Så jeg forlod Bellahøj Park med den blandede fornemmelse af, at det var en god weekend – der egentlig både kunne og burde være endnu bedre. Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget: Netop fordi der var så relativt lidt race, så fik jeg snakket med venner og bekendte, herunder fik nye, i langt højere grad end normalt!

Vi hyggede os på Klub ViaRETROs stand, og siger stort tak til CHGP for at ville modtage os, til de klubmedlemmer, der kom med blandede bilbolscher og især til Strøjer Samlingen, der kom med ét stort blandt bolsche, der fungerede fantastisk som trækplaster. Se blandede indtryk fra CHGP i galleriet nederst.

Endelig må vi jo ikke glemme, at vi udloddede det ultralækre værktøjssæt fra Snap-On, der gik til den meget værdige vinder Steen M. Pedersen. Det kom der nedenstående lille film ud af – og flere følger, kan jeg høre på Niels Birkemose.

Hvis der kører nye biler på banen, så kan vi da bare lytte til Colombo-motor på ViaRETROs stand.

Med ViaRETRO-mærket fandt Flemming Victor Andersen farten, men blev diskvalificeret for en forkert overhaling af en safety car.

Efter tidtagningen var Jan Heiselberg toer i den flotte BMW CSL. Efter montering af ViaRETRO-mærker vandt han første heat.

Læs mere om BMW CSL og opbygningen af Jans bil i indlægget Verdens bedste TBF: CSL