• Det gør jeg gerne, AlfaHahn: En Top 6-liste fordelt over to år virker realistisk.

    Men tager du virkelig alle de nævnte i år allerede? Og i så fald hvordan?

    Børsmægleren, det er godt at høre, at du er med […]

  • Goodwod er not Spa Six Houers & Avd Oldtimergrandprix ok Goodwood kan man som alm kører i godt skyde en hvid pil efter man skal være noget ved musikken eller også have meget gode forbindelser De andre kan man […]

  • Jeg synes mine billeder taler for sig selv, og gør det til et oplagt valg!
    Tag med til Spa igen i år :)

  • Claus, hvis du hjælper med en top-6 liste must-see fra 2014-2016 skal jeg nok planlægge. Gerne i ferie-køreturs-afstand, altså inkl. Norditalien. Hvis jeg kan samle 8 biler er der mulighed for autotransport, nu […]

  • Til Goodwood med bil og færge vil afgangen torsdag 18:45 være OK: Man ankommer kl. 12 fredag og kan være på Goodwood om eftermiddagen. Hjemkomsten er straks værre, for søndag 17:15 er for tidligt og så hedder det […]

  • Kvinder og klassiske biler hører sammen, ikke mindst fordi mænd holder af at beskue begge dele. Det er ikke normal praksis at kvinderne selv fører det klassiske automobil og de indfinder sig oftest på passagersædet. Her deler de generøst ud af ros og komplimenter til manden bag rattet.

    Det vil vi gerne lave lidt om på ViaRETRO. Vi vil med andre ord gerne se lidt flere kvinder bag rattet på deres egne klassikere. Vi vil se dem og deres vogne på træf, mødesteder og ture.

    Motor Racing - Mechanic - Brooklands

    Nu er kvinder som oftest lidt mere forsigtige og tilbageholdende når det gælder fremvisning af klassiske vogne, men sådan bør det ikke være. Se bare billederne her. De er fra trediverne og før kvinderne fik deres fortjente ligestilling. Dengang har det krævet en god portion beslutsomhed at deltage på lige fod med mænd i den mandsdominerede sport og hobby.

    På årets træf i Charlottenlund kom Tabita og hendes pragtfulde Autobianchi Spider på besøg. Og jeg skal da love for at de fremmødte mænd fandt det store servicegen frem og der blev sværmet omkring den lille røde vogn med den yndefulde ejer. Jeg fik ideen til at vi på ViaRETRO skal skive flere artikler om kvinder og deres klassiske biler. Så i nær fremtid kommer I til at møde Tabita og den lille Autobianchi og i øvrigt også Dorte som kører i Fiat 600 Mulitpla.

    Nu er kvinder med klassiske biler en sjælden og sky affære og dermed ikke så nemme at finde frem til. Jeg vil derfor bede ViaRETROs læsere om at angive de kvindelige bilejere. Stikkermentalitet, vil nogen sikkert sige. Jovist men vi må til bunds i sagen. Så skriv til mig på sn@viaretro.com hvis du kender en kvinde med en klassisk bil. Hvis I møder lidt modstand når I fortæller om projektet, så bed dem lige om at se på billederne herunder. Er de ikke eventyrlige og fantastiske?

    Søren Navntoft

     
    [adrotate group=”5″]
    [adrotate banner=”35″] [adrotate banner=”36″]
    devider2
    Mellemklasse-Bizzarrini: 1900
    Af Claus Ebberfeld

    Jeg har engang hørt det som en tommelfingerregel for Italiensrejsende: Hvis man ikke ved hvad man skal vælge på en ristorante, så tag det med flest z’er. Det er en dum regel – medmindre vi taler biler. Siden jeg hørte om det obskure mærke Bizzarrini første gang, så har jeg været fascineret. Af bilerne, af manden, af historien i almindelighed. Og som følge deraf har jeg skrevet om Bizzarrini flere gange før. Klik på billederne for at gå til de gamle indlæg.

    803_sidecrowd

    Klik på billedet for at læse mere om denne.

    OLYMPUS DIGITAL CAMERA

    Og det samme her.

    Jeg ved flere (med god hukommelse…) venter på et indlæg om endnu en bil, han var involveret i – og det kommer. Bare ikke lige nu. Men når nu jeg både har skrevet om den første Bizzarrini og den største (for de fleste, tror jeg), så var det vist på tide lige at nævne hans forsøg på en mellemklassesportsvogn.

    Hvor han gik til Opel. Meget naturligt, når man skal lave en mellemklassevogn, egentligt. Bizzarrinis hidtidige modeller havde forladt sig på teknik fra Corvette ud af GM-koncernen, der også omfattede Opel, som havde nogle mindre modeller i programmet, hvis teknik ville passe ind i Bizzarrinis planer. Så også familiemæssigt åndede alt idyl.

    Fra hylderne valgte Bizzarrini så noget, det tilfældigvis lignede Opels egen men noget senere Opel GT. Den bundsolide 1900-motor motoriserede den lille ny, og kigger man på placeringen af motoren, så ligner det virkelig også Opel GT: Den sad laaaangt tilbage i chassiset, noget der passer sig fint for en sportsvogn.

    Mindst ligeså intelligent var det vel, at den lille Bizzarrini lignede storebroderen 5300: For det første var den også formalt set ret vellykket med sin blanding af sensualitet og elegance og maskulinitet, og for det andet gav det god mening markedsføringsmæssigt (for den nye, i hvert fald), at den lå så tæt op af den store.

    Ved præsentationen i Torino i 1966 fik den nye Bizzarrini da også masser af ros. Men derefter endte idyllen også: Firmaet var økonomisk ret trængt, og 1900’eren kom aldrig ud over prototypestadiet. Det blev bygget en 12-19-stykker,hvoraf en håndfuld endda havde andre motorer end Opels, men så vidt jeg kan se kun afveg i detaljer fra hinanden på andre punkter. Der var heller ikke grund til andet, for da jeg så den sorte 1969’er på Techno Classica i Essen i år måtte jeg kippe med hatten: Den er virkelig ligeså spektakulært vellykket, som den synes på fotos. Ja, om noget er den faktisk endnu mere helstøbt end sine større brødre.

    Og derfor kan jeg ikke lade være at spekulere på, om dette ikke er en af disse “hvad nu hvis”-historier, der med ikke ret mange ændringer i historiens slagne vej faktisk kunne være blevet en succes? Bizzarrini gik konkurs i 1969, men havde faktisk et særdeles fornuftigt program på luksussiden, og en vellykket udvidelse nedad burde havde fungeret, synes romantikeren i mig.

    Men OK, Opels egen GT kostede en brøkdel og kunne næsten det samme. Akja, den moderne verden anno 1969 var måske heller ikke et sted for romantikere.


    devider2
    En dag vil jeg ha mig en Triumph
    Af: Niels Birkemose
    Jeg er gået hen og blevet hooked på Triumph. Siden jeg solgte min MGB har jeg savnet en åben bil. Og på Bossanova turen kørte jeg en del at turen i Claus’ (mors, RED.) Triumph Spitfire, som var en pragtfuld oplevelse. Egentlig er der meget der peger på, at jeg burde købe mig en MGB igen.
    Triumph_tr6_cotswolds

    MGB står jo for Meget God Bil, den er billig i drift, reservedelene er tilgængelige og så er en B’er en rigtig køn bil. Når jeg alligevel kigger en anden vej er der først og fremmest fordi jeg gerne vil prøve noget andet, og fordi at Triumph leverer lige præcis det som jeg higer efter. Nemlig en sekscylindret rækkemotor. Godt nok siger Mich til mig at TR4’eren kører bedre end både 5’eren og 6’eren og han burde vide det for han har både en 4’er og en 5’er.

    Problemet er at jeg ikke helt tror på ham. Eller måske det snarere er noget forskelligt vi efterspørger. Den er jo lidt onkel morfar, den sekscylindrede Triumphmotor. Og ja, det er lige præcis det jeg vil have. En sekscylindret bundsolid vellydende rækkesekser. Jeg prøvede den Fiat 2300 som Søren skrev om tidligere på ugen og hold da op for en lækker motor.

    Jeg fik også en tur i Per Holmens Toyota Crown. Fantastisk bil, hvor det igen er rækkesekseren der udgør kernen i bilens sjæl. Derfor kan jeg mærke på min sindsstemning at mit liv bliver bedre hvis jeg anskaffer mig en rækkesekser. Jeg må simpelthen eje en. Så det efterlader mig med valget mellem en TR5 og TR6. 5’eren er smuk og med nogle lækre detaljer. 6’eren er knap så gennemført. Den virker på mig som om den ikke er lavet helt færdig. De forreste blinklys og sideblink er direkte uelegante og forlygterne virker ikke rigtig integreret i kølergrillen. Bagenden fungerer bedre, men de firkantede lygter der kravler hen langs siden og det ofte sortmalede bagparti har ikke den elegance som man ser på TR4&5, eller for den sags skyld på en MGB. Når jeg alligevel drømmer om en TR6 er det selvfølgelig fordi, at så slemt er det jo heller ikke. Den er da superflot og lækker. Instrumenteringen er klassisk engelsk på et lodretstående instrumentbord i ægte træ. Jeg ville foretrække chromkanter på urene i stedet for de sortmalede. Men Herregud, når musikken spiller (rækkesekseren) er alle de småting glemt.

    Triumph_TR6_red

    Og så er der selvfølgelig lige den lille ting, at en fin TR6 kan fåes for kr 119.000 som f.eks. den flotte gule her, som lige nu er til salg i DBA. Klik her for at se annoncen

    Jeg synes den ligner et rigtig godt køb (kender hverken bil eller sælger)
    En TR5 koster hurtigt det dobbelte.

    devider2
    Verdens trediebedste motorlyd er fra en Mercedes
    Af Claus Ebberfeld

    Motorlyd ligger mig meget på sinde. Sygeligt meget, vil nogle mene. Men det er nok mest kvinder. Nå, til sagen. I årevis har jeg haft min top to indenfor motorlyd, og den har set således ud.

    1. BRM V16
    2. Matra V12

    Det er sådan lidt overordnet, og Matraen er jo i virkeligheden flere motorer, da den fandtes både til Formel 1 og til langdistanceløb. Omvendt lyder de alle fabelagtigt. Men alligevel er BRM bare i en HELT anden liga – ovre i retning af overjordisk.

    Under de to har der været nogle skiftende favoritter, lige fra Mazda 787B (når jeg følte mig mest moderne) over Audi quattro S1 til Ferrari 156 F1. Jeg har været heldig at høre en masse forskellige biler i min entusiastiske opsøgen af spændende ting i klassikerverdenen, og indenfor motorlyd er det altid racerbiler, der kommer ud øverst i hierakiet. Det er der vel ikke noget underligt i: De kører jo som regel uden dæmpning, så man kan nyde deres naturlige lyd ufiltreret og rå.

    Og så var det jeg kom i tanke om, at jeg faktisk for lang tid siden endelig fik verdens trediebedste motorlyd på plads. Uha, det lettede! I kender godt den med, at man vågner om natten badet i koldsved ved det panikagtigt påtrængende spørgsmål om, hvilken bil der har verdens trediebedste motorlyd, ikke? Godt, det tænkte jeg nok. Men siden 2012 er jeg kommet mig over det, fordi jeg hørte svaret. Ja, det kom faktisk rullende hen til mig på en gårdsplads i Brescia, anført af Jochen Mass.

    Og svaret er: Mercedes 300 SLR, vinderbilen fra Mille Miglia 1955.

    MercedesBenz300SLR_MilleMiglia2012_14_MilleMiglia_torsdag_canon 432

    Luft ind her…

    MercedesBenz300SLR_MilleMiglia2012_14_MilleMiglia_torsdag_canon 428

    …musik ud her.

    Torvet i Brescia var virkelig overfyldt – af mennesker og af biler. Pragtfulde biler. Massevis. Tonsvis, bogstaveligt talt – de bedste jeg har set pakket som sardiner på dåse. Der kunne dårligt være flere. Men så begyndte det at tordne. Selvom himlen var blå uden en sky.

    images

    300 hestekræfter og et inferno af lyd.

    Så det var mærkeligt. Især fordi tordenen var meget uregelmæssig, lå lavt og kom usædvanligt hastigt nærmere. Andre biler i feltet havde lydt voldsomt, men dette kunne vel umuligt være en bil?

    Jo, selvfølgelig var det det, og hvilken bil: Af alle de legendariske klassikere forsamlet til dette Mille Miglia var dette uden tvivl den mest legendariske, capo di tutti capi, ledestjernen. Da den lave sølvgrå form kløvede menneskemængden som Robin Hood gjorde med pilen i bueskydningskonkurrencen blev det ærefrygtigt tydeligt for enhver, at det var vinderen fra 1955, Mercedes 300 SLR. Jeg havde set modellen før, men aldrig i fart – og det siger sig selv, at Mille Miglia var det rette sted. Jochen Mass sad bag rattet, og den rutinerede chauffør holdt selv i skridtfart omdrejningerne oppe med regelmæsssige stød på speederen som for at lade bilen rømme sig. Og det var dét, der lød som om tordengudernes tod lige ved siden af mig.

    Aldrig har ordet ærefrygt været mere velanbragt om en bil: Moss’ og Jenskins’ bedrifter under sejren dengang var det stof, som legender er lavet af, bilens historie er en af Mercedes’ kronjuveler og summen af det gav lyst til at kaste sig næsegrus ned foran elektron-formerne og messe til guderne af højoktan. Ikke mindst fordi dens motorlyd var så fantastisk overvældende, anderledes og brutal.

    300 SLR er jo kun navnemæssigt i familie med de ordinære Brut & Butter sekscylindrede SL’er. Under den tynde magnesiumlegering ligger teknik fra Grand Prix-vognen W196 – bare opgraderet: Det vil i korte træk sige otte cylindre på række, direkte benzinindsprøjtning, desmodronisk ventilstyring, centralt kraftudtag og 300 hestekræfter ved over 7.000 omdrejninger.

    Hvorfor det skulle lyde så voldsomt er ikke så enkelt at udpege, men jeg vil ikke udelukke, at brændstoffet kan spille en rolle: Dengang raceren var ny kørte den på en specialblanding af ekstrem t højoktanbenzin med en usædvanlig stor andel af benzen. Hvad den kørte på dernede i Mille Miglia tør jeg ikke sige, for det lugtede ikke usædvanligt – men det lød som om den kørte på ren testosteron. Med Mass’ teknik for at holde den gående var der rig lejlighed til at høre den forbrænde kalorierne, og lyddæmpere var der heller ingen af. Lyden rullede frem og tilbage inde på torvet, menneskene sprang – og jeg stod bare med et smil fra øre til øre: Her var en legende, der levede op til alt jeg havde troet om den, og med lyden alene kunne denne tysker nedkæmpe alt fra Italien, England og Amerika i 1955.

    Fuldstændigt som lægmandslogik ville tilsige lå lydbilledet et sted imellem Jaguars samtidige sekscylindrede D-types lyd af kanvas, der bliver revet over og Ferraris operasyngende tolvcylindermaskiner. Mercedesen var bare mere brutal end begge, mindre melodisk, hårdere, ondere og mere rå. Som sådan stod den faktisk i skærende kontrast til SLR’ens fremtoning, der jo er ret poleret, elegant og næsten ligefrem afdæmpet. Ikke så i lyden, nej – og kombinationen denne solbeskinnede majdag i Brescia glemmer jeg aldrig.

    Få biler har slået mig med ærefrygt som denne – og kun to motorer har overgået den i lydindtryk. Fantastisk er et lille ord.

     

    devider2
    Det nødvendige foto

    Gule forlygter er eksotisk.

    Gule forlygter er eksotisk.

     

    devider2
    Ugens Citat: Sir Jackie Stewart om Mind Management
     

    I learned how to remove emotion, because emotion is one of the most dangerous things in life. Whether it’s fear before the start, or you find yourself thinking “I’m leading and there’s only a few laps to go; I’ve got this thing in the bag”.

    That’s poor mind management, and you have to learn to remove that. I won most of my races in the first five laps because everybody else was still winding down from the overly hyper condition they’d got themsleves into before the start.

    Billedet til højre viser Jackie Stewart efter sejren i det tyske Grand Prix i 1973, hans sidste aktive sæson. Stewart startede imellem 1965 og 1973 i 99 Formel 1-løb, vandt de 27 og blev verdensmester tre gange. Han var kendt for sin polerede kørestil og intelligente taktik.

    1973-Jackie-Stewart-Tyrell-wins-Nurburgring

    devider2
    Ugens grafik: BMW 3.0 CSL 1975 med Alexander Calders grafik

    Kilde: BMW Art Car Collection
    devider2
    Klassiske biler på Kulturhavnen i Helsingør
    Helsingør kommune og ViaRETRO er i samarbejde gået sammen om at søndage med møder for klassiske biler på Helsingør havn foran Kulturværftet. John Calberg er kordinator og han har arbejdet ihærdigt på at få taget det spændende sted i brug til at vise klassiske biler frem. Havnen har alle muligheder for at blive et fast træfpunkt for bilentusiaster. Havnen ligger som en smuk kulisse med udsigt til Kronborg, Søfartsmuseet og Kulturværftet.
    Følgende søndage er planlagt indtil videre:
    13 juli, 17 august, 21 september 2014 kl 10-13
    Klassiske biler på kulturhavnen

    Havnefodgeden har bedt bilejere om at tage et stykke pap med til at sikre, at de nye belægninger ikke lider overlast af oliedrypperiet som nok kendertegner klassiske biler. Pap kan købes i havnen.

    I havnen findes en cafe, hvor man har mulighed for at købe mad og drikkevarer.

    devider2
    [adrotate group=”7″]

    God weekend

  • Esbjerg – Harwich gør udslaget i en hård og uretfærdig prioritering .

    Det må blive Goodwood. Hvor mange dage vil det mon kræve t/r?

  • Ja, det er cameltoe-fredag, der er flere end lige hende(s).

  • Tager du dem allesammen, AlfaHahn? I så fald hvordan?

    Mille Miglia er jo først til foråret 2015, og Le Mans Classic om to år – så lang tid forud er jeg ikke lige i stand til at planlægge.

  • Jeg kan slet ikke fokusere på ræserløb lige nu …

  • Glimrende, dejligt inspirerende. Der er bare tastefejl i overskriften. De 2 gange “eller” skal udskiftes til 2 gange “og” ….. og så lige tilføjes Mille Miglia og Le Mans Classic.
    Tror det er tid for […]

  • Som bekendt stopper den klassiske Englandsrute fra Esbjerg til Harwich til efteråret. Og som bekendt er Goodwood Revival verdens bedste arrangement for historisk motorsport og alt omkring det. Bør de to ting kombineres? Eller er det bedre med pommes frites på Spa eller pølser på Nürburgring?
    ViaRETRO har skrevet og skriver stadig meget om at køre i de klassiske biler – eller ligefrem rejse. Det er da også det fornemste man kan gøre med dem, efter vores mening. Og det lader til at en del læsere er enige i dette: Rejsebeskrivelser er populært stof, lidt eksotisk må det også gerne være og lugten af gamle dage kan de fleste lide.

    Jeg har sagt det før: English Breakfast kan man spise hele dagen.

    Jeg har sagt det før: English Breakfast kan man spise hele dagen.

    England lugter mange steder meget dejligt af gamle dage, og ingen steder mere end til Goodwood Revival. Når man så betænker, at de bedste parkeringspladser til dette verdens største klassikerarrangement er reserveret klassiske biler fra før, så tegner der sig et billede, ikke?

    Eller i hvert fald et spørgsmål: Er der andre end mig, der drømmer om at tage turen til Goodwood i klassiker i efteråret? Med Englandsfærgen er det faktisk en let og behagelig tur i klassisk bil, hvor man hurtigt kan slå ind på hyggelige småveje og i ro og mag tage turen til det skønne Sussex.

    Vi var nogle, der tog turen i ro og mag - mens andre absolut skulle overhale.

    Vi var nogle, der tog turen i ro og mag – mens andre absolut skulle overhale.

    Det er jo ikke fordi det bliver umuligt at komme til England med bil derefter. Men så skal man altså lige køre til Holland eller Frankrig først. Spørgsmålet blev aktuelt, fordi jeg blev kontaktet af en erfaren Goodwoodrejsende, der har billetter på hånden og også kan være behjælpelig med overnatning på den slags steder, som vi godt kan lide. Selvom det her primo juli allerede i Goodwood Revival-sammenhæng er elvte time. Hvis man er i tvivl om, hvad det der Goodwood Revival lige er for noget, så kan man læse min begejstring ud af indlægget om sidste års udgave hér – eller se på billederne, hvis man ikke er så god til at læse. Man kan også se nedenstående lille video, der viser ganske fint, at Goodwood handler om mere end bare racerløb.

    Goodwood Revival er ganske enkelt et totalteater, og jeg elsker den slags. Flere skrev sidste år, at det er et løb man absolut skal besøge mindst en gang i sit liv. Og det er rigtigt. Det gælder sådan set også, selv om man ikke går så meget op i totalopsætningen som jeg gør. For år efter år lykkes det nemlig Goodwood at stille biler på banen, der får en til at tabe både næse og mund: Det er få steder, man kan se racerbiler af den allerallerfineste kaliber bliver taget ved nakken og slynget rundt som de er skabt til. Grand Prix Historique i Monaco kan noget af det samme, og Le Mans Classic ligeså. Alligevel når de efter min mening rent bilmæssigt ikke helt samme højder som Goodwood. Så det skal ses, skal det.

    Man kan selvfølgelig gøre det på flere måder, men at ankomme i klassisk bil synes jeg nu engang er den helt rigtige, netop når det handler om Goodwood. Og det vil jeg lige høre, om andre end jeg har lyst til i år?

    Eller om den belgiske klassiker Spa Six Hours trækker mere? Det løb finder sted weekenden efter Goodwood Revival, altså 19.-21. september, og byder på den historiske motorsports længste vaskeægte langdistanceløb på, ja, som navnet antyder, seks timer. Det er lang tid. På en lang bane. Med et stort felt. Det er et spektakulært skue når de over hundrede racerbiler buldrer afsted om eftermiddagen. Og ikke mindre imponerende, når de efter seks timers kamp har afgjort hvem der var bedst forberedt, i bedst form, mest heldige. Langdistanceløbet her er åbent for biler fra før 1965, men skulle andre klasser trække mere i en, så kan man nu sagtens få sin lyst styret med formelbiler, sportsvogne eller nyere biler også.


    Ovenstående udsøgte galleri er med stor omhu fotograferet af Børsmægleren til Spa 2013. 
    Jeg har fået min lyst styret gentagne gange, og som regel også besøgt dette løb kørende i egen klassiker. Der er kun 875 kilometer fra Aarhus, et rask ridt i en kapabel GT-vogn. Og et mindre rask ridt i alt muligt andet. Det tager for eksempel pænt langt tid i en PV445. Men umuligt er det ikke.

    Sidste år sparede jeg mine kvaler ved at vælge imellem de to ved at tage dem begge, og fortsætte fra England til Belgien. Det kan man også sagtens, men der ryger jo en halvanden uge af kalenderen, hvilket de færreste trods alt er parate til. Begge er dog pragtfulde arrangementer, så det er for så vidt både klogt og rationelt at gøre det på den måde.

    Sæsonens tredie store arrangement i den danske baghave er selvfølgelig Oldtimer Grand Prix på Nürburgring. Ultimostiles videoer derfra (se de engelsksprogede videoer på Viaretro.de) har sikkert givet mange appetit på et besøg, og har man aldrig været der, så er det heller ikke for tidligt. Ingen enkelt racerbane i motorsportshistorien har vel været skueplads for så store legender, dueller og dramaer end den tyske bane i Eifelbjergene (også bare 850 kilometer væk)? Den er i hvert fald vædet i historie og godt nok finder de fleste løb sted på den nye Grand Prix-bane, men langdistanceløbet om fredagen finder sted på den rigtige Nürburgring, die Nordschleife.

    Kan man ikke vente, så er det rart at vide, at Oldtimer Grand Prix ligger længe før de to andre i kalenderen, 8.-10. august. Det er således dét man skal vælge, hvis man er blevet tændt op at Copenhagen Historic Grand Prix weekenden i forvejen. For det skal man selvfølgelig også se – køb billetter hér. Og skulle man så efter begge de to være mæt af historisk motorsport, så er der en hel måned til at restituere i!

    Personligt er jeg som altid i syv sind, som et barn i en slikbutik: Jeg kan ikke det hele, men ville gerne – så hvad skal man vælge? Lige i dette minut hælder jeg meget til Nürburgring, når nu jeg er varmet op efter CHGP og af Ultimostiles videoer. Mine norske venner i Norsk Gran Turismo Union tager en rundtur derned også, og Cochem er et skønt udgangspunkt for udforskning af denne tyske region. Efter så meget race så KAN man godt bruge lidt afslapning. For eksempel noget med biler.

    Så hvad siger I, derude – er der stemning for et gevaldigt nostalgitrip til Goodwood Revival den 12.-14. september? Et mindre nostalgisk trip til Belgien efter endnu mere race end selv Goodwood byder på? Eller er både England og Belgien for eksotiske rejsemål, og de tyske bjerge omkring Nürburgring trækker mere?

     
    [adrotate banner=”36″]

  • Ajrh, den ser fræk ud, strittende bagdel og det hele! Den bil er simpelthen så-meget-i-øjet-dig, Anders! Håber vi ses i DK i løbet af de tre uger.

  • AlfaHahn, vil du overnatte i orangeriet?

  • @Lars R. Godt klaret. Synes Alfa Romeo klubben spænder vidt og er meget fleksibel.
    Vi så det sidst til CHGP 2010 hvor man havde udstilling af alle modeller fra en Monza 8C fra 1930’erne til den nyeste 8C, hvor […]

  • mich-dyk ændrede deres profilbillede 12 år, 4 måneder siden

  • Genren hedder vist ‘vanitas’. Stammer tilbage fra 1600 tallet, og er en slags stilleben, der understreger livets forgængelighed og skrøbelighed. Den udstiller vores forfængelighed, og vores tro på, at have styr […]

  • Forfald, rust, skønhed … det nødvendige billede

  • Jeg er vild med Korsika, af samme årsag. Der findes tilsyneladende ingen mulighed for at køre bilen til en hugger.

    http://www.accidenti-a-me.com/article-a-o-c-ravins-de-corse-70969739.html

  • Hent mere