ViaRETRO har flere gange skrevet om patina og originalitet, som det ultimativt fineste i klassikerbilverdenen – den ægthed og oprindelighed og jomfruelighed, som kun er der én gang.
På Techno Classica i Essen stod Søren, Niels og jeg så overfor en bil, der osede af det hele: Ava Gardners sorte Facel-Vega HK500 fra 1959. Vi var tryllebundne af dens skønhed, historie og imposante fremtoning.
Emaljeskiltet og det omgivelser siger næsten det hele om bilens stand: Sådan var den.
Og det endda i dens fremskredne tilstand af alderdom. Ava Gardner fik den i december 1959 leveret på adressen i Spanien, hvortil hun flyttede efter skilsmissen fra Frank Sinatra. Og senere flyttede den med hende til Californien, hvor den har levet det meste af sit liv.
Årene var ikke gået sporløse henover den, det ville være synd at sige. Og undervejs havde den også skiftet farve, så den metalgrå originalfarve var nu sort. Sine steder matsort, faktisk. Den var medtaget. Gammel. Slidt. Men ikke smadret eller rådden og rigtigt grim.
Som jeg husker det var vi ret enige om, at vi ville friske mekanikken op, og selvfølgelig få det bedste ud af bilen: Gøre den så flot som den nu kunne blive – men uden at totalrenovere den. Med den almene stemning af hyldest af de originale biler med patina, så var vi sikre på, at sådan ville de fleste kendere gøre. Som Niels skrev i går “sådan en lak sliber man altså ikke bare lige ned”.
Den oprindelige ejer Ava Gardner var en af verdens mest feterede skuespillerinder i halvtredserne, og kunne dårligt køre i andet. Hun havde tre Facels…
Men så var det, at vi faldt i snak med Mark Hyman, den amerikanske bilforhandler fra Hyman Ltd. Og spurgte, om det var det rigtige? Hvortil han grinende svarede, at bilen var “25% too shitty” til det.
Siden har vi alle tænkt meget over de meget amerikanske ord. Der er ingen tvivl om, at patina og originalitet er det helt store – men der er også en grænse for, hvad man kan være bekendt. Måske især med en Facel-Vega og især med Ava Gardners gamle? Det var en bil for konger og andre meget store kanoner: Avas mand Frank Sinatra havde også en, ligeså Picasso, Francois Truffaut, Danny Kaye, Joan Collins, Dean Martin, Stirling Moss, Fred Astaire, Anthony Quinn…I forstår nok hvor tung den store franske luksusvogn slog i prestigeklassen dengang de var nye.
Men det er længe siden, som man kunne se på den sorte.
Jeg ved godt, at spørgsmålet er meget hypotetisk for de fleste af os, men lige efter Techno Classica købte en af mine bekendte faktisk en Facel-Vega. Umiddelbart vil jeg endda sige, at den er pænere end Ava Gardner-bilen. Og nu er jeg i tvivl: Kan man køre en Facel-Vega i ret slidt stand? Eller skal den partout stå ligeså stram og spændstig som Ava Gardner i sine velmagtsdage?
Den uoriginale sorte lak ser i mine malerøjne ud til at være elendig, billig, og måske endda en garagelakering. Der er både løbere og store skidtklatter i. Sikkert lakeret omkring det tidspunkt hvor bilens værdi har været lavest. Så jeg ser intet problem i en omlakering, og må desværre give forhandleren ret i dette tilfælde.
Havde det derimod været den originale lak, eller havde det været en kvalitetslakering, som man kunne dokumentere var blevet udført under Ava’s ejerskab, var sagen en hel anden. Også selvom lakken var træt og slidt. For man kan da sagtens køre i en patineret Facel Vega.
Helt enig med ovenstående kommentar.
Jeg er altid imponeret over, hvor meget du kan se bare ud af nogle fotos, Kim – god vurdering, og jeg kan godt se din pointe.
Men her er så en tanke: Har det ikke sin berettigelse i bilens (bilernes, sådan bredere betragtet) historie, at bevare eksemplet på, at selv de fornemste biler engang i deres levetid har været igennem sådan en behandling?
Hvis Facel’en her er omlakeret i eksempelvis 1979, så er det jo 35 år siden, og dermed historisk i Torino Charter-forstand.
Kim Nielsen ved en hel del om lak, og jeg synes nu også selv, at den der sorte lakering ser ud som om, den er blevet håndlakeret ad flere sjuskede omgange.
Normalt er jeg så absolut til patina, men i dette tilfælde, ville jeg nok vælge, at give den en omlakering til den originale grå, som jeg også synes passer langt bedre til bilen, end den tunge sorte.
Problemet bliver så, at jeg godt kan li’ patina’en på alt det andet. Det anløbne krom, det solblegede plastik, lidt “Celebrity indkøbssted, som ikke er Bilka”-buler og interiør, som er blevet anvendt…, som så kan få et sammenstød med en lak, som bliver for fabriksny at se på.
Tekniskt kan det sikkert løses mht en ældning af lakken, eller man kan lade den stå ude i 10 år, med alt det andet dækket af…
Eller man kan springe ud i dét og forny og opfriske alt, så bilen ender som en kopi af sig selv, som fabriksny.
Jeg er stor tilhænger af facel Vega’s !!!
Men jeg ville nok gå efter en lidt mindre medtaget model, med en bedre lak og lade polér og gnubbearbejde være nok.
Heldigvis har jeg ikke økonomi’en til, at skulle have den slags bekymringer :-)
Tror det magiske ord her er “fantasi”. Ja vi nærmere os måske at man kan tage “eventyr” med.
Sådan en bil skal da lige have det mekaniske hjælp der er nødvendig for at den er stabilt kørende igen og så eller holdes som den er. Netop den godt brugte stand sætter jo helt tydeligt gang i folks fantasi (selv viaretro redaktionens) og prøv at tænke på alt den snak man kan få når man møder op med den sådan her, hvor bilentusiaster mødes.
Renoveret fin og pæn igen ender den jo bare som endnu en af de slikkede bolcher som folk siger iii hvor er den fin til, mens concours nørderne diskutere om der nu er de korrekte spændebånd på kølerslangerne. Samtidigt bliver næsten alle så oven i købet hæmmet i deres brug af den, pga bekymringen for slid og skrammer på alt det man lige har givet en formue for at få skinnende blank og perfekt igen.
Mon ikke patina, urban explore, retro alt muligt osv nyder en voksende popularitet fordi det netop giver folk det strejf af fantasi og eventyr som de mangler i en i øvrigt poleret og perfekt bogholder verden hvor der efterhånden er indført regler og standarder for nærmest alt.
Det hele falder på, om bilens lak er original. Ville ALDRIG slibe den med, hvis den vitterligt havde autentiske cigaretbrændmærker, fra sin glansperiode.
Westmus, det du skriver, kan jeg mærke går ind og rammer de steder, hvor jeg kan føle det er rigtigt.
Jeg skifter hermed mening til, at også jeg ville lade den blive kørende, så urørt som muligt, omend jeg stadig ikke er begejstret for den sorte farve.
Havde det dog blot været den originale grå lak…
Da den har været i hænderne på Amerikanske lakerere er der så også en ret stor sansynlighed for adskillige kilo spartelmasse.
Man kunne vel også sige at netop slitage, knubs og skævheder tit er det der er giver materielle ting og sager sjæl, uanset om vi snakker masseproduceret eller unika.
Hvor mange ville mon synes et gammelt bindingsværk hus blev flottere og mere interessant, hvis man renoverede det så alle mure stod perfekt lige og alt træværket var nærmest mere perfekt savet og i vatter end det endda havde været oprindeligt fra nyt.
Hvilket værksted er mest spændende at gå ind og kikke i, det store nye forkromede hvor alting er nærmest som fabriksnyt og i perfekt orden. Eller det mindre, slidte og lettere rodede der måske ligger gemt omme i en baggård og hvor man aldrig helt ved hvad der ligger gemt i rodebunken ovre i hjørnet. Det første er bogholderens drøm det andet er et boost til vores fantasi og eventyrlyst.
I mine drømme kører jeg rundt i en
halvudbanket Facel Vega HK500 , med slidt lak
og cigaret-brændmærker i læderet.
( Dem har jeg så nok selv lavet )
Efter min smag, ser det på billederne ud til at være meget godt ramt – med de 25% too shitty …
Men bliver det ikke hurtigt bare et nyt forsøg på at “indføre regler og standarder for nærmest alt.” – westmus ? Hvad der lige er så rigtigt og forkert, at gøre ved såden et eksemplar her ?
Nogle vil gerne køre rundt i en gammel Olsenbande-Impala, og andre i den perfekt velholdte skinnende rene, og slider mere på lakken ved at polere, end solen og naturen nogensinde kommer til ;-)
Det er vel bare forskellig smag, – eller fantasier, eventyr, magi – og hvad det nu er man er til …
Selv bor jeg pt. i bindingsværk og stråtag, og har gjort af flere omgange, – og engang imellem skal det værste råddenskab udskiftes, eller et nyt stråtag til, – hvis der fortsat skal være et hus … og for biler er der jo også nogle tekniske og lovmæssige grænser, – hvis de skal kunne køre på vejene.
F.eks. skal lyset fra pærerne også kunne trænge igennem de røde og gule glas, – og billedet af baglygten der, ser lidt suspekt ud, – omend det udstråler nok så megen skønhed og forfald.
Billederne af vognens første ejer, er iøvrigt både, gode og gamle, og udstråler en “romantik” som er kvinden værdig, og som jeg må indrømme ikke altid er tilfældet, med dem man kan se er fra indeværende årtusinde … :-)
Der er intet eksakt facit, Ryhl !
Jeg har min holdning til, hvor patineret den skal være.
Den Amerikanske forhandler har en ganske anden.
Hans “Shitty” er måske mit “Great” ?
Der SKAL IKKE være et endegyldigt facit !
Concour bilen idag, er måske det patinerede eksemplar om 25 år, med uoriginale sæder, fra en barsk jordomrejse, som har givet den en unik historie i bagagen, eller andet.
I sidste ende er det manden med pengene, som køber bilen og bestemmer hvad han vil med den.
Vi andre har så hver vores private drøm om, “hvad jeg ville gøre, hvis…”.
Hvilket vi heldigvis alle er rummelige nok til, at forstå.
– men jeg ER ved at være træt af totalt perfekt renoverede eksemplarer. Næsten af alt. Nogle gange ER det jo nødvendigt – og recreation – for at bruge et moderne ord – af naturlig patina er MERE åndsvagt end at lave bilen RIGTIG pæn, når nu man alligvel er nødsaget til at gøre NOGET.
Men – hysterisk istandsatte biler er KEDELIGE. Den originale – løbende – eller ALDRIG renoverede lettere slidte og patinerede bil er altså bare SÅ meget sjovere at kigge på – og tale om.
Jeg syntes det samme som Ib og Claus
Nogle er trætte af perfekt renoverede eksemplarer af gamle biler, – andre er trætte af “patina”” der grænser til, eller overskrider grænsen (for den der vurderer) til mislighold og forfald.
Jeg er ikke træt ;-), men helt og aldeles enig i:
“Der er intet eksakt facit, Ryhl !
Der SKAL IKKE være et endegyldigt facit !”
;-)
Ryhl, om den er 25 % for shitty afhænger vel af øjnene der ser. Umiddelbart ser den på billederne måske noget træt ud, men det ligner da på ingen måde de sædvanlige gamle rust helveder man ellers støder på. Måske fordi den vel reelt har levet et (for en bil) skånsomt liv i varme omgivelser og med velhavende ejerer en stor del af sit liv. Den slags biler “dør” på en helt anden måde end det man f.eks kender fra gamle danske biler.
Min fantasi får mig i øvrigt til a tænke på hvem der mon har siddet i de sæder ud over Garner selv. Hendes bekendskabskreds rakte jo vist langt ud blandt kendte og berømte.
Enig westmus.
Historien melder så ikke tydeligt om, f.eks. den nuværende lakering er fra Gardners tid, eller senere – men mon dog ikke det sidste.
Men køretøjer der har tilhørt berømtheder, er jo også prismæssigt underlagt udbud og efterspørgsel, og dermed i en anden klasse, end hvis de havde tilhørt dig og mig.
Så hele det her er jo et specielt tilfælde, – og ikke bare en Facel Vega.
Så spørgsmålet om “hvad man gør ved den” er jo godt ! For nogle er det måske vigtigere bare at gemme den “as is”, – end nogensinde at køre i den :-)
Eller bare sælge den, og få råd til et meget bedre eksemplar, eller “perfekt renovering” af et andet “projekt”.
Det kræver nok lidt mere viden om dette eksemplar, at træffe den beslutning … – for en som mig!
Men udover det scenarie, og udfra billederne, – ville jeg selv nok ønske mig, – enten et bedre originalt eksemplar af sådan en vogn, eller et restaurerings-projekt, – måske i samme stand, – men til en anden pris …. formoder jeg ;-)
Mjaaah, – jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen berømtheder, der har siddet i den, kørt i den, eller ejet den, – som ville gøre at den aldrig måtte istandsættes, hvis det var nødvendigt. Så skulle det være som rent samlerobjekt, og ikke som brugsgenstand …
Som også kan være tilfældet, med andre køretøjer, – selvom de ikke har været ejet af berømtheder.
Som f.eks. Hammel, og andre historiske klenodier, – der ikke bare bør bruges og slides op, – så hellere en kopi til det brug.
JA – hvis jeg nu var stor Ava Gardner fan, ville jeg faktisk være mere ked af at bruge den, – bare sætte mig selv og andre ind i den, og blande det mikroskopiske DNA med Gardner, Sinatra og andres … ;-)
Arhhh! … men forstå mig ret. Men mere øm over den, end dem der påstår at man dårligt tør bruge en nyrenoveret klassiker, af frygt for ny patina !!!
DER synes jeg der er en væsentlig forskel.
Claus det kan sagtens have sin berettigelse at lade den være. Den pointe og Westmus’ pointe kan jeg også sagtens følge. Jeg ville intet have imod hvis en ny ejer lader den være som den er.
Personligt synes jeg bare det er for slemt, og kan ikke leve med så dårligt håndværk. Jeg er udmærket klar over at når den skal have ny lak, så er man også nødt til at gå alt andet (chrom, glas, interiør osv) efter, så det passer sammen, og så står man med det suttede bolsche som mange synes er for meget af det gode. Men tro mig, hvis jeg blev ejer af en Facel Vega, ville den blive brugt så meget, at der nok skulle komme patina igen.
Kim, der er jo intet i vejen med et suttet bolche, men for mange giver en ” synlig” historie måske bare ligesom bilen en ekstra dimension. Man føler vel man stadigt står med noget gammelt, oprindeligt og ægte. Mens når først en bil er blevet totalrenoveret er det jo tit reelt set blevet en måske 50% replika. Nyt lak, nyt krom, nyt indtræk, nyt gummi, nyt…. forsæt selv listen. Der er jo reelt ikke meget tilbage af den oprindelige bil som fabrikken skruede sammen.
Har før set nogen stille spørgsmålet om hvor meget karosseriplade man må skifte før det ikke er den rigtige bil mere? Her tænkes ikke på danske skatteregler, men mere på at nogle f.eks renovere håbløse biler, model hul i jorden og måske ender med at der er mindre end 10 eller ja måske endda 5 % tilbage af den oprindelige bil, resten er nyt. Er det så egentlig stadigt samme bil?
Vi er sikkert ude samme følelsesmæssige luftlag som at det kan gøre en forskel hvem der tidligere har været ejer. Hvorfor egentlig? Eller ja at en 112% perfekt Ferrari kopi, hvor ingen dødelige kan se eller føle forskellen, for mange stadigt ikke er nær så spændende som den originale. Hvorfor føler folk egentlig sådan, hvis der ingen fysiske forskel er på bilerne, ud over hvor og hvornår de er skruet sammen og af hvem. Den originale kan jo endda være total renoveret og have fået skiftet et bjerg af de gamle originale dele ud med nye repro. Alligevel er den stadigt meget mere spændende end replikaen, er der egentlig nogen fornuft i det?
Du komprimerer lige alle spørgsmålene, westmus, – og der er mindst 170.000 svar ;-)
Stål er stål, chrom er chrom, lak er lak, og læder er læder …
Men der er sq da en herlighedsværdi, historisk vingesus, “magi” og ægthed udover bevaringsværdi – over gammel velbevaret originalitet :-).
Problemet med køretøjer som brugsgenstande, er bare at uanset hvad, kan man ikke undgå at slide og ødelægge disse værdier før eller siden ….
Olie og dæk m.m. ser de færreste som en “originalitetsfaktor”, selvom det helt kynisk set, bare har en højere udskiftningsfrekvens, end stempelringe, tandhjul og sædebetræk… Karosseridele og lak kan selvfølgelig bevares meget længere ved retmæssig omhu, – men stort set intet varer evigt, hvis man bruger det nok !
Så længe historie/retro/klassiker interessen kun går 30/40/50 år tilbage, kan nogle heldige selvfølgelig glæde sig over al denne originalitet, og bruge og slide videre på det, andre har passet på og bevaret så længe.
Men et eller andet sted, har alt en naturlig begrænsning. Og originalitets-filosofien er langsiget, – en utopi, især hvis man samtidig siger at klassikkere skal køres og bruges, og interessen (moden) er voldsomt stigende, og bl.a. af folk som ikke har nogen større indsigt og empati for de tekniske og vedligeholdesmæssige nødvendigheder.
Derfor er der intet galt i at renovere, og gøre det ordentligt, når det er nødvendigt – fremfor at lade stå til, eller bare “swinge” til noget andet, og overlade “problemet” til andre eller en uvis skæbne …
Jeg har personligt været inde på det mange gange her, men oftest bliver det desværre betragtet som sortseeri, kværuleren, og negativitet for negativitetens skyld …
Men rusten, slitagen, “patina’en” og tidens tand, – bliver desværre ikke mindre uanset om man kværulerer for eller imod …
Det eneste der ændrer noget, er at man gør hvad der skal gøres, når det skal, – eller betaler andre for det. Og accepterer flygtigheden i de ting vi har til låns – og at løbende udskiftning af dele er bedre end forfald, og nyder den originalitet der er mens den er, – og at udskiftning af stål, chrom, glas, lak osv … stadig kan give den samme køreoplevelse som engang for længe siden, selvom nogle “molekyler” er udskiftet.
Det næste er så om “originalitet” er så væsentligt, at intet nogensinde bør konstruktivt eller visuelt forbedres i forhold til “originalen”, og ejerens ønsker og behov. DET er en anden diskussion, hvor jeg heller ikke er på “populær-holdet”. MEN dog alligevel har en vis anstændighed og respekt … grænsen ligger bare et andet sted end dette sites famøse “Originalpolizei”.
“25% too shitty” = 75% not too shitty
75 % not shitty Facel Vega, er helt sikkert nok for nogle …
Viareto teamet var tilsyneladende enige om at “friske mekanikken op”. Hvad det giver i procent, ved jeg så ikke …
Det resterende ligger måske så i forskellen på synlig og usynlig shit … – måske oversat til “patina”, af en dårlig uoriginal lak ?
Ryhl, det var nu også bare tanker der var opstået over en tysk Tuborg dåse øl. En række spørgmål som vel egentlig handler om det samme og som der ikke kan gives noget klart svar på. Nemlig hvorfor får vi rodet følelser ind i ejerskabet af det der i grunden netop bare en materialistisk brugsgenstand? Det kan da kun være følelser der gør at det har nogen som helst betydning at der måske tidligere har været en kendis ejer, om en bil stadigt har fin original lak eller er omlakeret, om det er en original bil eller en 100% perfekt recreation. Hvis vi tænkte rationelt ville det jo alt samme være fløjt’nes ligegyldigt. Bilen kører jo ikke anderledes af den grund og man skal vare utrolig nørdet for at kunne se evt. forskelle.
Apropos at ting som dæk og batteri er “ligegyldigt”, sådan fungere det altså ikke hvis vi snakker rigtigt hardcore concours. For her bliver den slags dele handlet til skyhøje priser, hvis det er ubrugte gamle korrekte stumper med de rigtige datokoder. De monteres så i/på bilen i forbindelse med show og konkurrencer. Det virker sindsygt at arbejde i om selv den mindste spændeskive er 100% magen til dem fabrikken monterede og at der er løbere i malingen lige der hvor fabrikslakken havde det. Men modsat er det vel en slags sport for dem der bruge tid og masser af penge på det.
Ja westmus, – vi er enige i det.
Selvfølgelig er det “følelser” der involverer os sådan, i vore materialistiske brugsgenstande, ihvertfald dem på hjul, – der så også bliver mere end bare brugsgenstande. Jeg har overhovedet ikke det forhold til køleskabet … ;-) – som nogle biler vist for nylig blev sammenlignet med.
Og jo, jeg skrev jo også “de færreste”, ang. originale dæk og olie. Selvfølgelig er der også nogle, der nørder helt derud. Og fint nok, – min pointe var og er, bare – at jo mere de også kører og bruger disse dæk, med datostempel – jo færre bliver der altså også af dem. Der opstår et forhold mellem brugsgenstand og samlerobjekt, hvor man ikke kan bliver ved at puste og have mel i munden, – og realistisk set må acceptere at hvis man også vil køre, og fortsat holde køretøjerne forsvarligt og funktionelt kørende – må indse at de ikke samtidig kan blive ved at fremstå som da de forlod fabrikken. Og selv om patina nu er blevet moderne, er det jo heller ingen statisk tilstand – for evigt.
Det kan godt være DET er rationel tænkning, – men vel – måske desværre – ikke urealistisk ;-)