London Classic Car Show 2017: Ferrari længe leve – og også de andre!

Storbyen London havde faktisk ikke haft et bilshow i mange år, men fik et nyt i 2015 – for klassiske biler. Det var åbenbart en god idé, for også i sit tredje år 2017 fortsatte London Classic Car show med at vokse. I år blandt andet på grund af et aldeles fremragende Ferrari-niveau.

Det hæderkronede bilmærke Ferrari bliver 70 år i år, og lige dét jubilæum er et gennemgående tema på mange bilsammenkomster i år: Ferrari er og bliver det største og stærkeste og mest forgudede bilmærke nogensinde og alle kender det. Alle. Også ikke-entusiaster. Og børn. Og børn af ikke-bilentusiaster. Alle.

Igennem de 70 år har Ferrari disket op med det ene mesterværk efter det andet – ikke altid anerkendt som sådan i perioden, men tiden (og Ferraris PR-afdeling, herunder manden selv) har arbejdet for det, og i dag findes der nærmest ikke en Ferrari, som er ukendt, underkendt, utiltrækkende eller noget andet med u. Det kan i brede termer ligeså godt stå ”24 karat” ude foran i stedet for emblemet med den stejlende hest. Effekten er den samme: Ferrari er kongen af klassiske bilmærker – eller måske af alle bilmærker generelt. Bare kongen.

Der er ingen tvivl om, at det enorme opbud af Ferrari har trukket mange gæster til.

Og der var rigtigt, rigtigt meget godt Ferrari-værk samlet til London Classic Car Show. Den store magnet var nok selve 70-årsjubilæumsudstillingen, der bestod af 20 udvalgte biler, efter sigende med en samlet værdi på over 100 millioner. Pund. Den var også flot og i spidsen af både værdi og wow-effekt stod en GTO, som nogle alene mente stod for en trediedel af værdien af feltet. Det var ikke for børn – eller måske var det netop det. Det fik i hvert fald også voksne mænd til at gå i barmdom.

Denne 330 blev solgt på auktionen til 510.000£.

For 14 dagen siden så jeg en tilsvarende Ferrari-hyldest på Retromobile i Paris, og jeg må indrømme at jeg dengang tænkte at den ville blive svær at overgå, med Le Mans-vinderen fra 1952 og så videre i samlingen af de ti udstillede biler. Men London Classic Car Show havde klaret den ved at fokusere næsten udelukkende på gadebiler, så udstillingen fik en lidt anden karakter – og så havde de i modsætning til franskmændene tænkt over, at så fine biler også burde præsenteres fint: Hjørnet med de 20 Ferrari var bevidsthedsudvidende hvidt, så man rigtigt kunne fokusere på bilerne. Nærmest kunstmuseumsagtigt.

Men dr findes faktisk folk, der synes Bedfordbusser er mere interessante end Ferrarier – og så er det jo godt, at der var tre af dem også.

Det fører mig til den største nyskabelse ved London-udstillingen i forhold til andre udstillinger jeg kender: Der er en hel del af bilerne, der faktisk kan opleves i levende live, for henover weekenden kørte over 60 forskellige biler op og ned af den til lejligheden konstruerede Grand Avenue, midt igennem de ene af de to store udstillingshaller. Det er jo så oplagt, at man uvægerligt tænker hvorfor ingen har fundet på det før, og jeg glædede mig meget til det: Bilerne var valgt efter et tema, der hed ”The Perfect Ten”, og skulle handle om de bedste eksemplarer på ti forskellige karresidessigntemaer.

En virkelig, virkelig god idé: Fremvisning af biler som på et catwalk, kørende og med lyd og lugt. Denne Alvis med specialkarosseri blev kaldt “den smukkeste Alvis nogensinde”, og det kan der måske godt være noget om.

Det fandt jeg nu kun ud af ved at læse mig til, for det var ærligt talt ikke særligt tydeligt ved bare at kigge på kørslen. Udover lige temaet ”aerodynamik”, som jeg måske nok havde gættet, da der kom både en Audi 100 og en Tatraplan og noget tidlig MG-streamliner. Det så flot ud, og igen var det hele lækkert præsenteret med en veloplagt speaker og meget stor bredde i de viste biler – jeg nævner lige i flæng fra Peugeot 205 GTI til Lamborghini Miura. Plus selvfølgelig også her krydret med lidt Ferrari.

De kørte bare for langsomt. Men denne ukikke aerodynamiske Alfa Romeo lød alligevel godt, og det gjaldt for alle racerbilerne.

Alligevel var den kørende bilopvisning lidt skuffende: De kørte simpelthen for langsomt. Jeg havde eksempelvis glædet mig til at høre lidt på den fine Audi quattro Sport eller den føromtalte Miura – men de samt alle andre trillede bare rundt i tomgang, og så var far skuffet. Kun racerbilerne gav noget fornuftig lyd, når de engang imellem lige skulle have renset tændrørene.

Særudstillingen af Jacky Ickx-biler var bestemt værd at se.

Men så brugte jeg da bare tiden på noget andet. Der var nemlig andre aktiviteter også, og eksempelvis et sidetema med Jacky Ickx-biler blev skam bakket op med besøg af af legenden selv; Jacky Ickx stillede op til flere paneldiskussioner med den veloplagte interviewer Henry Hope Frost, og på et tidspunkt blev han genforenet med Jackie Oliver, Derek Bell, Jürgen Barth og Emanuele Pirro, og så kunne podiet næsten heller ikke bære flere Le Mans-sejre. Det hele var velgennemførte og interessante paneldiskussioner/interview for åben mikrofon fra toppen af den eksklusive bars pavillion, og bestemt en god idé og godt udtænkt.

Og det var også værd at høre deres åbne interviewsessioner: De kendte navne trak godt til på scenen.

Samme princip blev videreført på en mindre scene i den anden hal: Her var der fire-fem gange om dagen foredrag og debatter mellem deltagere og interviewer, herunder en hel del om værdier i klassiske biler, hvordan man køber dem bedst og hvad der gør dem noget værd. Meget interessant for en bilswinger som mig, og jeg kom helt klart hjem med et par tips, som jeg måske vil videregive på ViaRETRO, når jeg selv har handlet!

Aston Martin i en meget diskret farvepalette – jeg foretrækker den brune.

Som jeg nævnte i videoteaseren i går, så var der faktisk et par frække handler, som det kunne have været rart at stå i den købende ende af: Jeg var fuldstændigt sygt begejstret for den lille Deep-Sanderson ex-Le Mans-bil fra 1963. Patrick Peter, arrangørende af Le Mans Classic med mere bekræftede, at den skulle være velkommen i 2018 til det næste løb. Men selv inden da er der masser man kunne køre i den lille bil, og lur mig om den ikke også ville være Goodwood Revival-materiale. Og 56.000 pund plus salær er selvfølgelig ingen foræring, men det er en ordentlig luns historie og en særdeles brugbar bil, man får for pengene.

Deep-Sanderson: Fantastisk lækker vogn med masser af historie og stadig gode muligheder for at skrive mere.

Der var også et par andre biler, der var omtrent ligeså lækre som en pornofilm fra firserne komplet med tennissokker, hår og VHS-bånd: König Specials, som jeg lige havde skrevet om ugen før, var repræsenteret på auktionen med hele to af hans mest vansirede skabninger, BMW 635 og Mercedes 560 SEC med fulde karosserikit. Jeg er sikker på at jeg hørte auktionarious Chris Routledge undertrykke en nervøs latter, da han præsenterede BMW’en som ”highly sought after” og ”very collectable”. Og at den nervøsitet var der igen, da han sagde ”King of Königs” om Mercedes’en. Men som en kløgtig ViaRETRO-læser sagde, så burde den slags König Specials være dyrere end standardbilerne, simpelthen fordi de er mere sjældne. Endda MEGET mere sjældne (og tak for det). Det skal siges, at BMW’en faktisk var i flot stand og gik for 17.000£ mens den ringere Mercedes gik for 28.000£, så jo, de var begge meget dyrere end den kedelige stangvare.

Den grimme König BMW bliver til en vis grad reddet af, at der står en endnu grimmere bil ved siden af: Nogle tåber havde sat 24-tommer hjul (såkaldte spinners, hvilket gør det endnu mere idiotisk) og specialkarosseri på noget BMW 645-teknik og opnået den effekt at få det til at se ud som at at hjulene kommer med bilen og ikke omvendt. Indvendigt var der glimmer i alcantaraen. Liberace kunne måske, men ingen andre…

Det kan man jo spekulere over, men årsagen var blandt andet imellem temaerne i Classic Cars-foredragene ved den kendte Quentin Willson under temaet ”Smart Buys”: Og sjældenhed har ikke overraskende en stor del at sige for en klassikers prisudvikling, og de to Königs finder man jo ikke mange af – især ikke i god stand. På Classic Cars standen stod der, for at underbygge deres tema, fire biler, som de mente var smarte at købe nu. Personligt havde jeg desværre ikke råd til nogen af dem, og jeg fornemmede, at det var der mange andre blandt publikum, der heller ikke havde: Aston Martin DBS V8, Sunbeam Tiger, Rolls-Royce Camargue, Ferrari Daytona! En særdeles sjov mand blandt publikum spurgte under debatten til, hvornår han kunne forvente sin Escort Si 1998 med 300.000 kilometer på klokken ville stige i værdi, og alle var flade af grin over hans antistof til de højtflyvende tip. Jeg vil tillade mig at komme med en ViaRETRO-liste på et senere tidspunkt. Når jeg selv har handlet, som sagt.

Den her slags biler virkede totalt ude af deres rette miljø inde i den “fine” hal. Sådan et par kiksere var der også nogle af – paintball-standen fattede jeg SLET intet af. Men der var meget snak under foredragene om, hvad der bliver de næste klassikere – det er en sjov sport!

Det gjorde jeg jo inden jul med min Rover SD1, og vupti fik jeg nye venner i London: Der kommer mere om en tidlig SD1 i samme farve som min men med en ganske anden historie og mon ikke jeg melder mig ind i klubben for at få hjælp til at finde de kontaktpyntelister jeg mangler? Jeg fik også gennemfotograferet bilen, så jeg kunne se hvor min egen skal korrigeres.

I den mindre fine klub- og motorsporthal var der faktisk almindelige biler også.

Klubstandene var i den anden hal, der var mindre og ikke mindst mindre fornem: Her var også den nye del af messen ”International Historic Motorsport”, og det fungerede egentligt udmærket. Jeg mødte gamle og nye kontakter fra den historiske motorsport, og kan godt mærke, at det virkelig rykker i speederfoden for at komme ud at køre igen. Og det bliver der flere og flere muligheder for, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg godt kunne tænke mig at køre et tretimersløb på Silverstone i Spitfiren. Equipe GTS havde konstrueret et smart koncept til dette, så fire kørere faktisk kunne stille op i to biler og udgøre et hold, hvis samlede resultat talte. Omend det måske slet ikke handler om resultatet, men om at være med – fordi dette koncept helt klart talte til amatører og ægte gentlemankørere.

I den ene ende af hallen var der klubbiler, i den anden ende racerbiler. Det fungerede fint. Bemærk den platinum silver Rover SD1 midt i billedet – en bilmodel, der er på stærk fremmarch som klassiker!

Som det også fremgik af paneldebatterne om antallet af muligheder og arrangementer, så er det ikke kun gadeklassikerne, der er i fremmarch men også den historiske motorsport. Det var blandt andet Patrick Peter, der fortalte hvordan han siden sit første arrangement i 1982 mange sæsoner havde undret sig over, hvor mange flere der mon kunne være plads til. Stadig flere, åbenbart.

Matra MS120. Verdens pænest byggede Formel 1-bil?

Det tror jeg.

Når det nu gælder specialområdet historisk motorsport, så plejer messen længere nordpå, Race Retro nær Coventry, jo at tage sig af, men det var i år samme weekend. Jeg ville umiddelbart have troet, at de kannibaliserede på hinanden, men også her lader det til at de kan eksistere side om side – selvom det skal siges, at London-showets område med historisk motorsport er meget, meget mindre. Der var dog ikke umiddelbart mangel på lækre racerbiler, og alene de to Matraer på Hall & Hall’s stand brugte jeg meget tid på – det er ikke hver dag en Formel 1-Matra holder parkeret ved siden af en Le Mans-Matra: Jeg har skrevet Le Mans Classic på den meget foreløbige rejseplan for 2018, bare lige for god ordens skyld.

Samme hal havde også de virkelige øjenåbnere for mig. Blandt andet af den simple årsag, at der her dog var et par biler, der var indenfor almindelige menneskers økonomiske rækkevidde. Morris Minor, Volvo P1800 ES, Hillman Avenger, den slags.

Denne bilklub favnede meget bredt.

Apropos rejseplaner, er London Classic car Show så værd at besøge i 2018? De har netop annonceret datoerne, der bliver 15.-18. februar, og jeg overvejer det allerede. Det er ærligt talt ikke en god købe-bil-messe, men der var mange små fine overraskelser blandt de over 600 udstillede biler.

Fuldstændig vidunderlig Vauxhallprototype, som får sit eget indlæg senere.

Jeg holdt virkelig meget af Evo og Octone Magazines særudstilling af prototyper – den ene så imponerede, at den også skal få sit eget indlæg. Og derudover var der SÅ særdeles pragtfulde top-, top- topklassebiler med, at jeg ikke orker at nævne dem alle.

Selv iblandt et vanvittigt opbud af Ferrari skinnede denne enlige Maserati 5000GT igennem med sin klasse.

Den slags, som jeg bare kan stå og indtage som en kunstværk med alle sanser – Maserati 5000GT, eksempelvis. Og alle de der Ferrari’er: Der var ekempelvis mere end én GTO, hvilket er utroligt nok. Og den ene stod ved siden af en 250 SWB, og så kan man jo virkelig begynde at analyse. Plus Cobra. Aston. Jaguar D. Og den slags – og det ER jo bare lækkert! Sådan lige at få justeret sanseapparatet med et elektrochok af lækkerhed inden man skal hjem og polere på sin Renault 5 igen.

Det har var frækt: Forhandleren Total Headturners er mest kendt for replikaer, og havde fem-seks Cobraer på standen…

…og den grønne kostede 45.000 £ mens den blå kostede 1.150.000 £. Fordi den var ægte. Den grønne kørte langt bedst, sagde de.

Det sansechok kan man få stor glæde ud af i London. Men jeg var der i to-en-halv dag, og det behøver man faktisk ikke. I meget højere grad end andre messer jeg kender, så er London Classic Car Show nemlig, fuldstændigt som navnet angiver, et show. Der sker hele tiden noget, og det med de kørende biler er faktisk en super idé. Men det kører i loop, så man kan med lidt planlægning se det hele på én dag, større er messen ikke.

Muligheden for at se bilerne kørende gør, at jeg nu er helt overbevist om at DS Decapotable er fuldstændigt vildt overvurderet.

Men der er et andet karakteristisk træk, som er noget sværere at beskrive end størrelse. På en-eller-anden-måde virker det som om det hele er drevet mere af underholdningsfolk mere end af bilentusiaster, og der er vitterlig en væsentlig mere stueren, poleret og – dare I say it? – overfladisk facon på messen end eksempelvis på Retromobile fjorten dage før.

Fantastisk nyt produkt: Bly, som man smider direkte i benzintanken. Videnskab på højt plan eller det pureste fup?

I Paris vadede man bogstaveligt talt i nørder med deres forbandede rygsække, men i London var en stor del af gæsterne almindelige mennesker (sågår med børn), der ligesom var en dag i zoologisk have eller måske i biografen til en lang og underholdende drama-dokumentar. Der er, som den kvikke læser nok kan gennemskue, fordele og ulemper ved begge dele. Og så var der altså i London også en hel del, der tilsyneladende var en del af scenen – den fine del, vel at mærke. Det generer ikke mig, der ikke er overfølsom overfor champagne, og de findes jo altså også på de andre messer i deres små indelukker. Det var bare ligesom om, at der var flere af dem i London.

Det her er en espressomaskine. Godt så!

Måske var det derfor, at messen sent søndag rapportede om nye salgsrekorder, ny besøgsrekord med 37.000 gæster og en projekteret udvidelse næste år. Jeg kunne sagtens finde på at besøge den igen – men så ville jeg kombinere med besøg i selve London, måske for at finde en ny brugt paraply, en sixpence i et svagt anderledes mønster eller skjorter i et helt klassisk snit. Så vil jeg måske ligefrem tage konen med, bruge tre dage, og så er alle glade.

Herunder et blandet galleri med bolscher fra London Classic Cars Show.

Fuldstændig vidunderlig Vauxhallprototype, som får sit eget indlæg senere.

ViaRETRO-bonusinformation: Min yndlingsbil på messen får et separat indlæg, kan jeg allerede nu sige – der var ingen der kunne gætte den på Facebook, så den fortjener nogle flere ord med på vejen.