Onlineverdenen som ViaRETRO lever i har sine fordele, men det glæder denne skribent at kunne meddele, at han for nylig blev begejstret over et trykt magasin: Papir kan noget.
Det kræver bare, at man tør bruge (hvilket kræver, at man i det hele taget forstår dem) mediets fordele, og de kommer nu engang bedst til udtryk, hvis indholdet i det trykte magasin er af høj kvalitet. Hvilket gælder både tekst og billede. Dagens hurtige junkfoodfeed af tomme kalorier (og her mener jeg faktisk ikke ViaRETRO, kære læsere – bare lige for at få det på plads…) kan såmænd sagtens læses på en gnidret og fedtet telefon, ja, det er faktisk helt passende.
Men hvad nu hvis man ville lave en 30-siders dybdeborende artikel om eksempelvis Porsche 917, rigt illustreret med fotos fra Porsches egne arkiver i kombination med originale og kreative gentænkninger over de grafiske aspekter i denne fantastiske racerbil? Ja, så du’r det ikke med en fedtet skærm, vel?
Nu er det ikke tilfældigt at jeg nævner Porsche 917 og 30 sider. For jeg modtog i går alle de fire numre, som det britiske magasin The Road Rat har udgivet i deres omtrent et-årige levetid. Og gik i gang med nummer 2 først, fra foråret 2019. Ikke så meget fordi vi også har forår nu, men alene fordi 917 var temaet i dette nummer. Og magasinet brugte 30 sider at brede den historie ud på. I ord, i billeder, i historier – og jeg var ekstatisk. Ikke alene fordi raceren 917 jo vitterligt ER en legendarisk racer i en tid, hvor selve ordet legendarisk er totalt overbrugt. Men også (og måske primært) fordi magasinets skribenter og layouter brugte det trykte format på den måde, hvor man virkelig mærker hvor fattig en erstatning en baggrundsbelyst skærm er.
Men hvis jeg er så begejstret for Porsche 917 på papir, hvorfor så ikke bare købe en hel bog om Porsche 917? Fordi et magasin som The Road Rat kan mere end bogen: De 30 sider rækker til dyb og sågar (for mig) ny viden om 917’eren, men lige før man når nørdtærsklen kommer der så en dybfølt artikel om Lancia Flaminia Coupé med Touring-karosseri, der trods et lidt mindre sideomfang formår at samle tankerne om en på nogle måder ligeså fabelagtig historie – og sandelig bruger det trykte formats sider på en anden og ny måde. Og efter dén kommer en ligeså dyb og tankevækkende artikel om hypede moderne superbiler i begrænsede oplæg med den særdeles provokerende titel “Alchemy” skrevet med en så let og elegant font, at det virker fuldstændigt smukt og ufarligt. Trump, fartrekorder, vindjakker & sågar nazister kommer også under behandling af dygtige ordsmede og artiklerne er tydeligvis layoutet af ligeså dygtige grafikere, og jeg skal ærligt sige, at jeg nærmest med et slag genvandt min tillid til, at verden nok skal overleve alligevel: Der findes tydeligvis folk derude, der kan kende forskel på lort og lagkage, og jeg vil hermed give The Road Rat mine varmeste anbefalinger.
Det eneste problem i denne sammenhæng er, at selvom jeg har forsøgt at fotografere nøjagtigt hvor lækkert magasinet er, så fungerer det ikke helt: Mine fotos på ViaRETRO er i sagens natur gengivet online og cirka 50% af læserne ser det på en bette gnidret fedtskærm. Jeg kan dårligt SELV genkende hvor smukt det trykte magasin er, når jeg ser det i galleriet herunder. Men giv det en chance, mine damer og herrer, vil I? Og hvis det kunne være noget for jer, så kan man bestille de første fire numre på hjemmesiden The Road Rat, og magasin nummer fem er i støbeskeen. Forsinket af omstændighederne, men helt sikkert værd at vente på: Kvalitet findes stadig.
Jeg er lykkelig når mit Octane dumper ned i postkassen, men det har ser da ud til mindst at kunne matche
Guldboksen med alle 4 numre er straks sat i ordre – dette var dagens gode nyhed i en verden og en befolkning af lave.
I gamle dage abbonerede jeg på Classic & Sportscar, Classic Cars eller Octane og sågar Bilmagasinet. Jeg læste hele Jyllandsposten om søndagen, gerne på en café. Og jeg så FlowTV fra DR, det vidste jeg bare ikke at det hed.
Nu læser jeg lidt på nettet på min iPad her og der, og ser mest film på Youtube. Jeg ser stadig FlowTV på DR, men det har den tidligere kulturminister (før Absolute Music 9) fået amputeret, så det mest er genudsendelser.
Det er nok på tide at søge tilbage til tidligere tiders dyder og tegne et abbonement på et glittet papirmagasin igen. Nu vil jeg starte med at købe JydskeVestkysten i morgen og Classic & Sportscar juli nummeret.
Hvorfor? Lidt narcissist er man vel altid, så når man selv er med…
Jeg har abonneret på praktisk talt alle bilblade i tidens løb, men stoppede for en 5-10 år siden. I går modtog jeg så første magasin i mit nye abonnement: Spirit of Le Mans – og som Claus skriver, kan magasiner noget helt andet.
Jeg brugte sejltiden Aarhus til Odden til at læse og konstaterede hurtigt, at alle omkring mig sad med PC eller iPhone – selv et ægtepar godt oppe i 70’erne ….
Hvor er verden på vej hen? Jeg overvejer at bestille et fastnets abonnement hos Jysk Telefon, og begynde at sende breve. Nogen der ved hvor man skaffer et frimærke?
Inspireret af dagens artikel har jeg nu bestil Road Rat nummer 4. Jeg har tidligere læst de første par numre (lånt af en god ven). Men I skal ikke tro at man kan læse hele magasinet på en aften: Det er lange og detaljerede indlæg, som kræver koncentration og god tid. En ideel beskæftigelse mens konen ser genudsendelser af “Kender du typen” og “Hammerslag”!
Det lyder som et spændende magasin. Og jeg siger med vilje ikke “blad”.
Tror, jeg vil.prøve, hvis nogen ellers kan bekræfte, at bemeldte magasin ikke lider af “dame-mode-blads-syndromet”, hvilket betyder, at 7 ud af 10 sider er reklamer. Jeg har ikke i sinde ligefrem at BETALE for at få min hjerne svinet til…
Også jeg er løbet lidt sur i de store engelske klassiker-blade. Artikler om restaureringsprojekter er gode, men de endeløse test/sammenligninger af 5 biler osv. er efterhånden meget ensformigt.
Jeg køber dog ofte de tyske blade, som hovedsageligt omhander lidt billigere biler og også youngtimere. Grundige test og velskrevne artikler.
Danske MotorClassic gør det også godt. Jordnært og lokalt på den gode måde.
Veteranposten har vel noget af det samme, bare lidt mere rodet og amatøragtigt – og til tider mindre godt formuleret.
Er enig med @henrik-kjaer i hans betragtninger og fromme ønsker om fastnettelefoner og frimærker. I den forbindelse kan jeg sige, at dette indlæg er skrevet på skrivemaskine.
Jeg har fuldt Road Rat(navnet referer til Niki Lauda)næsten fra begyndelsen og må bare erkende jeg har skåret ned på at købe de general bil tidsskrifter, Road Rat går i helt i dybden , rigtig god læsning i mange dage…Stifteren er Guy Berryman bassist fra bandet Coolplay….
Noget af det vildeste ved ‘Road Rat’ er at udgivelserne er fuldstændig reklame-fri. Imponerende at det kan lade sig gøre!
Njah, det er nu ikke helt rigtigt, @tobias : Der er lige en håndfuld reklamer eller deromkring – men det er LÆKRE reklamer, som man gerne vil se på.
Så @skaanning , hvis du har det som @henrik-kjaer og deriblandt også savner god gammeldags journalistik (tilsat toplækker grafik, som sagt), så er det her helt sikkert noget for dig. Og som @peter skriver: Det er ikke overfladiske hurtiglæste kalorier, men noget der kræver en god stol, et godt glas – og som til gengæld er garant for en god aften.
Jeg har lige taget hul på fjerde udgave: Masser om Miura og for dælen, se lige den forside!