Det nødvendige tilbehør i pitten: Knallerten

Altså på de store baner. Som for eksempel på Le Mans.

Man kan selvfølgelig også anfægte, hvorfor det skulle være nødvendigt, at noget er nødvendigt, før man anskaffer det alligevel – og det er et glimrende spørgsmål, som vi bilentusiaster sagtens kan forholde sig til. Men på Le Mans er der store forhold, og den 13,6 kilometer lange bane fylder nu engang en del i landskabet.

Det er nu ikke så meget selve banen, der er problemet, men mere at de mange deltagende biler alle skal være der. Og ja, jeg taler om det Le Mans Classic som jeg netop er hjemvendt fra. Det “ordinære” Le Mans for moderne biler havde 62 deltagende hold, men på Le Mans Classic var der over ti gange flere biler, der skulle på banen henover weekenden. Og de skulle jo også være et sted. 

Et aftenoverblik over en lille del af paddockområdet: Der er biler OVERALT og afstandene kan være store.

De er primært fordelt i seks store paddocklejre af selve racerbilerne (det er cirka de seks hundrede biler), hvortil så kommer lidt support og opvisningsklasser, og det hele fylder i sagens natur en del det hele. Så alene på selve paddockområdet er der pænt store transportveje. Hertil kommer det problem, at selve teamet bor et helt andet sted, hvor deres servicebiler, trailere og catering og hvad ved jeg befinder sig. Selv fik jeg gået cirka 25.000 skridt om dagen (selvom jeg brugte shuttlebusserne flittigt) henover løbsdagene, så jeg fik ny forståelse for de pitknallerter, som jeg altid har syntes var lidt overflødige i Danmark: Det er ikke tilfældet på Le Mans. 

Jeg kørte en del med shuttle-Folkevognsbusserne, og det var rart. Og hvad ser jeg så? Michaels Aston Martin DB6 parkeret på klubområdet.

Nogle gjorde mere ud af det end andre, og sådan helt subjektivt var Honda Dax og Velo Solex de mest populære. Altså af de klassiske – nogle teams brugte jo også moderne knallerter og scootere, men det kommer man jo ikke på forsiden af ViaRETRO med. Det gør man derimod hvis man gør sig umage og også gerne har lidt humor. Det viser jeg lige tre eksempler på i dag – mest fordi jeg simpelthen har så mange billeder af deltagerbilerne, at jeg ikke er nået dem alle igennem endnu. Kommer tid kommer råd. 

Humor kan man se i den herunder, der er inspireret af Porsche 917 i den berømte udskæringsbemaling. Det var tydeligvis håndmalet uden den store sans for finesse, men jeg vil sige at knallerten hér var båret af idéen frem for kvaliteten. Og idéen holdt: Det er faktisk også sjovt på en knallert. Den således bemalede Porsche 917 var ikke med, vil jeg lige sige. 

Rundt omkring var der knallertparkering, og som man kan se var flere af dem klassiske. Og dén her havde også humor: En hyldest til en af de mere kontroversielle Porsche 917-bemalinger.

Men en anden knallert støttede hundrede procent op om sin racerbil, og den var support til en TOJ-racer i de festlige Warsteinerfarver. Det hjalp, for TOJ’en vandt sin klasse. Og knallerten vinder ViaRETROs andenplads i kategorien stilige pitkøretøjer. 

Et godt sæt.

Vinderen var der dog gjort væsentligt mere ud af: Tydeligvis et specialkarosseri i ædle materialer, håndgjort og designet med schwung og udført med finesse og høj kvalitet. Mens alt det var vældigt overbevisende, så var overfladefinishen en anelse ude af trit med den racerbil, den skulle supportere, idet knallertens blankhed ganske overgik racerens temmeligt rå alukarosseri. Ligesom jeg er en anelse i tvivl om det nu også var en knallert eller en motorcykel, men lad nu det ligge: Det virkede ret godt med den steampunkede maskine sammen med den svunge Lotus. 

Dét her var så noget helt andet igen: Steampunk showstil møder seriøs racerbil.

Og så når jeg ikke mere Le Mans Classic lige i denne omgang. Men vær forvisset om, at der er masser og masser af lignende oplevelser på dette storartede arrangement, som jeg vil mene enhver klassikerentusiast skal opleve mindst een gang. Og ellers må de nøjes med billederne fra mig: Der er mange, mange flere.