Dollargrin og mikrobiler for millioner: Meyers samling på auktion

Deres udsendte reporter har aldrig før set en samling, der helt konsekvent dækker yderpunkterne af halvtredsernes og tressernes bilhistorie, nemlig dollargrin og mikrobiler. Men her er den – og alle køretøjerne kommer på auktion uden mindstepriser den 30. august.

ViaRETRO hylder diversiteten i den store bilverden – og det gjorde ejendomsmægleren Henning Meyer åbenbart også. Det ligger ligesom i ordet at forskellighed er mange ting, men Meyer samlede biler fra primært halvtredserne, og det foregik tilsyneladende efter devisen “enten-eller”: Enten købte han de største amerikanske dollargrin eller også de mindste europæiske sparegrise. Blandt de mange bilsamlinger jeg efterhånden har set er jeg aldrig før stødt på dén måde at samle biler på. 

Henning Meyer samlede på yderlighederne.

Det understreger med al tydelighed, hvor forskellige stadier bilindustrien var på i Amerika og Europa dengang: På den ene side af Atlanten var amerikanerne godt igang med at gøre biler til et modeprodukt, hvor kun det sidste nye duede – og hvor designerne derfor fik næsten ligeså frie hænder som hvis de havde lavet modetøj. På den anden side var Europa stadig ved at rejse sig fra krigens støv, og mikrobiler på under tre meters længde var en luksus, som langt fra alle familier havde råd til. Kontrasten var skærende – men måske har hverken amerikanerne eller europæerne rigtigt bemærket den, da halvtredserne nu engang var længe før internet og global informationsudveksling. 

Fra de største og allermest ødsle…

…til de mindste og mest spartanske.

Det kan sagtens være netop det, der har ansporet den driftige ejendomsmægler Henning Meyer, da han begyndte at samle på biler – men selv hans datter Maria-Therese ved det faktisk ikke: Meyer døde i 2019, og efter at have samlet biler i halvtreds år efterlod han hele samlingen på omkring halvtreds køretøjer til hende og familien.

Hvordan den farverige ejendomsmægler har skudt sig ind på den linie i sin samling kan ikke engang familien svare på.

Undervejs brugte ham dem flittigt og de fleste er bilerne er således med dansk afgift. Og Maria-Therese kan godt huske at have eller at være blevet kørt i flere af bilerne, og særlig den store Cadillac Fleetwood limousine fra 1958 havde en plads i hendes hjerte. Men den seks meter lange nipersoners bil havde bare ikke plads i hendes garage – og det samme gjaldt for børnenes garager. 

Da Meyer levede var denne Cadillac fin for hele familien, husker de – men nu er der ingen af dem, der kan føre samlingen videre.

Derfor tog de som boet efter Henning Meyer den tunge beslutning at sælge hele hans samling. Det sker på en fysisk auktion tirsdag den 30. august kl. 18.30, hvor Campen Auktioner i Randers vil åbne dørene for hundredevis af bydere, der vil forsøge lykken i et absolut bortsalg – hvilket vil sige, at alle køretøjer er uden mindstepriser, og at alt bliver solgt. Hele kataloget er også online (link nederst) og er allerede åbent for forhåndsbud, og Campen Auktioner rapporterer allerede om stor interesse fra både Sverige, Tyskland og sågar USA. 

Samtlige biler er transporteret direkte fra Meyers lagerhaller på Sjælland og står nu hos Campen Auktioner i Randers og kommer til salg uden mindstepris den 30. august.

Det sidste er lidt ironisk, da det ikke mindst var i Guds Eget Land at Henning Meyer igennem årene købte mange af sine biler: Det store klassiske marked på Hershey besøgte han flere gange, og han kom sjældent tomhændet hjem. Men i dag er dollarkursen stærk igen, så Campen Auktioner forventer, at nogle af bilerne vender tilbage til hjemlandet. For Henning Meyer fik undervejs købt sig nogle ret spektakulære biler – herunder Amerikas dyreste bil nogensinde og meget berømmeligt allerede også en bil, der måske har tilhørt Dolly Parton. 

Den bil, der måske har tilhørt Dolly Parton, har allerede fået rigelig presseomtale – så jeg bringer bare et billede af dens frontpart.

Det vil føre for vidt at beskrive alle i detaljer, men lad os så starte med den fineste af dem alle: Den sorte Cadillac Eldorado Brougham fra 1958. Der er lavet 704 af dem, og selv om det var Amerikas dyreste bil så siges det, at Cadillac tabte penge på hver og en. Bilen var primært et prestigeprojekt for dem, hvor de ville vise hvor fin en bil man kunne bygge i serieproduktion. Selvom man kan diskutere, hvor serieproduceret den var. Cadillac trykkede på samtlige knapper i teknikafdelingen på een gang, og mens en seksliters motor med automatgear ikke var uhørt i landet der flød med mælk og honning, så var aircondition, elruder og elsæder endnu ikke hvermandseje. Dertil kom finesser som automatisk nedblænding (!) og ikke mindst hydraulisk undervogn, der var niveauregulérbar både generelt og individuelt for og bag. 

Denne Cadillac Eldorado Brougham var Amerikas dyreste bil i 1958 og et absolut overflødighedshorn af teknik og design.

Endelig var Cadillacs genistreg, at de gav den teknisk avancerede bil en ordentlig een med designtryllestaven, og den fik udover selvmordsdøre, lækkert afdæmpet interør og elegante halefinner også tag i børstet stål – tretten år før Giugiaro brugte det på Maserati Bora. Helheden virker: Bilen er imposant uden lige, men ikke på en ukontrolleret blærbar facon – linierne fungerer faktisk og elegancen er trods de store ydermål bevaret. Titlen som Amerikans dyreste bil i 1958 var måske fin prestigemæssigt, men det hjalp altså ikke på salget, og 700 stykker var vel nærmest en fiasko. 

Jeg så samlingen sammen med tre amerikanersbilseksperter, og ingen af dem havde set modellen før heller – men alle var ligesom jeg behørigt imponerede. De bedste Cadillac Eldorado Broughams er før solgt nær en million kroner – men Henning Meyers eksemplar var ikke længere af den kaliber. Bevares, den var slet ikke dårlig, for generelt købte han biler i god stand – men siden hans død har bilerne stået stille, og tidens tand sætter alligevel sine spor. Det vil dog ikke være for meget at forvente, at dette mesterværk af et amerikansk prestigeprojekt bliver auktionens dyreste bil. 

Impala i en farve og motorkombination, som man kun kan blive glad af.

Hvad skal man ellers fremhæve i en samling, hvor netop de amerikanske klassikere tydeligvis er udvalgt og købt med den største omhu? Det er svært, men amerikanerbilseksperterne pegede på den metalblå 1959 Chevrolet Impala four-door hardtop. Impala som sådan er en populær model i sig selv, men netop denne var en supersjælden drivlinekombination med en 348 kubiktommer maskine koblet til en Turboglide-automatgearkasse. Læg hertil farve og en fin stand, og denne bil vil også tiltrække sig megen opmærksomhed og gode bud. 

Den sartfarvede Chrysler Imperial Crown fra 1958 var i virkelighedenen Brutalis i forklædning, og den bliver helt sikkert også ombejlet på auktionsdagen: Den konkrete bil var nemlig forsynet med topmotoriseringen, en 392 Hemi koblet til en Torqueflite-automatgearkasse, og så var den i en sund stand og som sagt lækker farve. Jeg var slagen af beundring over dens utallige designdetaljer, herunder nogle af de smukkeste (og største!) instrumenter jeg har set i nogensinde. En stor bil for en todørs coupé, men Imperial var også Chryslers topmodel, og den skulle kunne gøre sig op imod Cadillac og Lincoln – og det kunne den. 

Chrysler Imperial Crown med Hemi-motor: Alt stemmer.

Apropos todørs, så indeholdt samlingen også en af dens konkurrenter, Lincoln Continental Mk2 fra 1956. Denne bil siges at være mere europæisk i sin tone, omend det er svært at sætte en finger på hvor det lige er: Måske i dens skarpere og mere enkle design? Omend reservehjulsudbulningen på bagagerumsklappen siger noget andet. Alternativt ligger det europæiske i dens mere sporty sigte – selvom en Continental heller ikke er en sportsvogn som sådan. Men noget af det mest slående er alligevel hvor forskellig den er fra den bare lidt nyere Chrysler Imperial nævnt herover, og forskellen understreger præcis det som amerikanerne var ved at forfine i halvtredserne: At bygge forskellige biler til forskellige kundesegmenter i forskellige modelår.

Derefter blev det virkeligt svært at udpege favoritterne, og eksempelvis var amerikanerbileksperterne vældigt begejstrede for en 1960 Plymouth Fury. Ligesom der heller ikke er nogen tvivl om, at en Cadillac Coupe de Ville altid har et publikum – og dem var der to af, og den herunder var min favorit:

En Lincoln Continental Convertible fra 1963 vil for evigt være forbundet med John F. Kennedy, men jeg har altid selv været mest begejstret for selve designet, der er skarpt som en pressefold. Den har desuden træ i interiøret – men på en måde, der er næsten skandinavisk i sin minimalisme. Hvilket i øvrigt er en filosofi, der står i skarp kontrast til bilen som helhed: Seks meter lang og syv liters slagvolumen rimer bare ikke på minimalisme. Men designet er stadig noget af det bedste, der er kommet ud af Amerika nogensinde, synes jeg. 

Mit eget bedste bud i den amerikanske afdeling er dog noget meget mindre eksotisk. Igen en Lincoln, men fra en periode, hvor begrebet var ved at blive udvandet til en karikatur af sig selv. Den mørkerøde Lincoln Town Car (i hvilken verden er en seks meter lang bil en town car?) fra 1979 var langt fra den mest spektakulære bil på auktionen, men det var til gengæld nok den bedste i forhold til stand.

Denne Lincoln var en af de nyeste biler i samlingen, og en af de få urestaurerede: Alligevel var den nok i bedst stand af dem alle.

Original lak og en helt urestaureret og jomfruelig bil, der på bedste vis udstiller hvor Amerikas bilverden var i 1979. Ordet “revolution” hører hjemme et helt andet sted, for det her var tradition som selv den ældste amerikanske granny kunne elske. Standen var fantastisk, og det var den bil jeg sad længst i og drømte. Rød med rødt plys kræver noget kontrast og jeg tænker at en hvid hermelinskåbe ville være passende? Måske et scepter til også. Det må den nye ejer afgøre, men bilens stand var virkelig fin. 

Derudover dvælede jeg meget ved detaljerne i disse dollargrins design, og min favorit her var nok den hvide Chrysler Imperial Custom fra 1961. Når designerne tager fat i det store spørgsmål om et rat nødvendigvis skal være rundt, så ved man bare, at de er på en mission og gode stoffer. Jeg vil tro, at dette rat har inspireret den meget senere Austin Allegros “quarctic” rat, og det er dog noget af en ære.

Den vildeste detalje var nok for- og baglygterne, der var flydende/flyvende ophængt på en måde, der svagt erindrede om førkrigsbilerne petroleumslamper, bare opdateret til el. Vildt fedt – og så det hele i en sartgul farve med røde fælge, og bilen lignede noget direkte ud af Grease. 

Mest design og alt muligt for pengene? Muligvis en 1967 Ford Thunderbird: Her var der selvmordsdøre, vinyltag, cokebottle-facon, skjulte forlygter, gennemgående baglygter (som på en moderne elbil), hestevognsreferencer samt veldoseret anvendelse af åndenød tilsat smukke instrumenter og det hele i sart brun/beige nuancer og i en rigtig fin stand. 390 kubiksmotor burde også række, ikke? Den var jeg faktisk ret vild med, må jeg tilstå – det er den herunder:

Det var jeg faktisk med flere af de store slæder, selvom jeg normalt er til det lidt mere sporty. Indblikket i amerikansk bilkultur fra halvtredserne og tresserne var bare ret fascinerende – og har man længden i sin garage bør man nok lige kigge med på denne auktion og komme tidligt eller endda benytte sig af dagene for eftersyn før selve auktionsdagen. For mig var det lidt af en øjenåbner, at der findes andet end Corvette, der er fedt, og at halefinner kan se ud på mange måder.

Det sjove er jo så, at har man ikke længden i sin garage, så var selvsamme Henning Meyers samling også leveringsdygtig i biler fra den anden ende af spektret: Mikrobiler passer i de fleste garager, og de mest geniale af dem huser ligeså mange passagerer, som de store amerikanske biler. Der var for eksempel to Fiat Multipla i samlingen, den ene fra 1956 og den anden fra 1960, og begge huser let den danske gennemsnitsfamilie. Til gengæld koster de også cirka som en full size amerikanerbil, men det kan jo heller ikke siges at være urimeligt. 

Hvis man synes at selv de små Multipla er for prangende (så går man nok i rimeligt små sko…), så var der en god håndfuld Heinkel, Messerschmitt og Isetta også: Som jeg stod der og kiggede ind i deres bare kabiner med de flyagtigee styreinstrumenter kunne jeg ærligt talt ikke lade være med at tænke på, hvordan det mon ville være at dreje hanen i bund på sådan en aerodynamisk raket? Det var Opel der brugte sloganet “Nur Fliegen Ist Schöner”, men jeg tænker fornemmelsen af 100 km/t i en Messerschmitt ville være noget derhenad. 

Min klare favorit i afdelingen for de små biler fandtes dog imellem de små coupéer. Her stod en Auto Union DKW 1000 SP coupé fra 1959 og var på en måde bindeleddet imellem alt i samlingen: Den lille totaktscoupé var helt utvetydigt stylet efter amerikansk forbillede, der var bare mindre af det hele. Motor, barokdetaljer, ydermål – og det hele endte faktisk i et harmonisk hele, som både passer i min garage og – formentlig – min pengepung.

Cremefarvet lak med rødt interør ligner en million, men mon ikke en tiendedel køber bilen? Den en liter store trecylinderkværn yder 55 hestekræfter og en 1000 SP går 140 km/t på toppen. Der er lavet cirka fem tusind biler, så den er endda mere sjælden end forbilledet Thunderbird! 

Jeg kunne blive ved – men vil i stedet henvise til Campen Auktiones onlinekatalog, hvor man også kan følge med i eventuelle forhåndbud. Find kataloget hér eller ved at klikke på billedet herunder: 

Og se så et udvalg af de mange køretøjer i galleriet herunder. Jeg blev ærligt talt grebet af stemningen da jeg så dem alle sammen, og det er svært at forestille sig at jeg skulle være den eneste? Så jeg spår auktionen god vind, og håber for familien at de mange biler finder nye gode hjem – og faktisk også, at nogle af dem bliver i Danmark, så det udsnit af bilhistorien Meyer samlede kan ses på vejene herhjemme. Den 30. august bliver i hvert fald sidste gang de mange biler kan ses sammen. 

Praktiske oplysninger fra Campen Auktioner: 
AUKTIONSSTART: Auktionen starter tirsdag den 30. august kl. 18.30
FORHÅNDSBUD: Det er muligt at forhåndsbyde på auktionen indtil søndag den 28. august kl. 20.00 Bemærk at alle katalognumre slutter på samme tid, så læg dine bud ind i god tid.
EFTERSYN: Fra uge 31, hver torsdag kl. 9-19, samt på auktionsdagen fra kl. 17.00