Er det her tressernes smukkeste sportsprototype nogensinde?
Det var et retorisk spørgsmål, for det mener jeg den er. Og det har jeg skrevet for henved ti år siden i historien En mand ser rødt: Ferrari 312P (genlæs den gerne for mere baggrund om modellen), der i sine toner er slemt glad for den flade sportsprototype.
Dengang havde jeg bare aldrig set een i virkeligheden, men det har jeg nu. Endda i dens rette element på Le Mans og jeg var faktisk ligeså overrasket som jeg var begejstret. Det var til Le Mans Classic for en måned siden, og da jeg første gang så det røde lyn blæse forbi var det som en rosso corsa drøm: Kunne det virkelig være rigtigt?
Var det virkelig…? Jo, den var god nok: En Ferrari 312P for fuld udblæsning.
Ferrari 312P var Ferraris første model til det nye treliters reglement, og det er dens aerodynamiske former, der får mig helt op i omdrejningsbegrænseren af begejstring – og bare det at det er en sjælden (tre biler bygget), tolvcylindret tresserracerbil fra det italienske prestigemærke får såmænd alene nok alle andre op i gear også. Så den er dyr, meget dyr. Eksakt hvor dyr er svært at sige, da den er så sjælden, at de ikke bliver handlet ret tit, men lad os gætte på en femten-tyve millioner kroner. Konservativt.
Men den var god nok: Den røde 312P med startnummer 58 var indsat af Lips og Franklin og kæmpede bravt med en horde af Lola T70 i Grid 5 for biler fra 1966 til 1971, og det var ikke opvisning, for der blev virkelig gået til stålet. Her slår en treliters V12-motor altså samtlige Lolaers V8’ere med mange længder, for det var den smukkeste skønsang når Ferrarien fik sporerne ud på de lige stræk. Bevares, Lolaerne slog den og Ferrarien sluttede “kun” på en tredieplads.
I sidste ende slog Lola Ferrari. Men ikke på lyden!
Det er dog stadig bedre end den klarede sig i perioden, og næsten endnu mere beundringsværdigt var det, at den kørte fuldstændigt uproblematisk til Classic Le Mans, og omgang efter omgang var stabil som et schweizisk klokkeværk. Jeg var virkelig helt oppe at køre over ikke bare at se en af mine gamle helte, men også at opleve at den gjorde det så forrygende godt. Dén oplevelse alene var nærmest hele turen værd for mig, og en af årsagerne til at jeg igen og igen rejser ud og ser på biler og at jeg anbefaler Le Mans Classic varmt.
Som en anden kommenterede til Anders Bilidts indlæg om hans tur til Le Mans Classic, så skal man bare huske at købe adgang til paddockområderne også, for så er der endnu mere nørderi muligt. Som jeg også dyrkede, da jeg efter løbene opsøgte den røde 312P i dens telt og gennemgik den i detaljer. Intet skuffede, tværtimod: Den var så fuld af fine detaljer, at min ti år gamle påstand om at den var tressernes smukkeste sportsprototype blev hundrede procent bekræftet.
Den eneste lille sten i skoen er min overbevisning om, at den konkrete bil faktisk var endnu pænere end den har forladt fabrikken i 1969: Selvfølgelig stiller man op i Le Mans Classic med en toppræpareret bil, og især når den er så dyr og populær at alles øjne hviler på een – men uanset hvor man kiggede på denne 312P, så var den som en ny bil. Det gav skeptikeren i mig en nagende tvivl om hvor meget der egentlig var fra 1969? Inden jeg verfede det af med en konklusion om, at jeg hellere ville se en overrestaureret 312P eller sågar en (ugh!) replika køre på Le Mans Classic end slet ingen. For jeg elsker simpelthen klassiske racerbiler, og det her var den bedste jeg har set køre hele året. Og så på Le Mans. Jamen, det VAR magisk!
Hvilket er heldigt, når den nu står på en weekend på Copenhagen Historic Grand Prix, hvor jeg skal kommentere løbene. Derefter har jeg faktisk ferie. Sjovt nok går turen også til Eiffelbjergene, der huser en af verdens skønneste racerbaner. Og hov, dér er Oldtimer Grand Prix næste weekend…hvad mon vi ser dér?
@ce du skriver så levende, at man ikke behøver at kommentere det du skriver. Super billeder, også.
Tak for det, @kai. Jeg har en del flere billeder, som jeg slet ikke er færdig med at sortere endnu. Igen: Le Mans Classic er det hele værd og anbefales varmt.