Årets nye veteraner: Velkommen, 1988’ere!

Der kom cirka 45 nye biler på markedet i 1988, og de bliver i 2023 så veteraner. Nogle af dem bliver endda også klassikere.

Efter fortsat gældende dansk skattelov er en veteranbil en bil der er over 35 år gammel, og underrubrikken amuserer lidt over, at denne rent kalendermæssige skæringsdato over til en anerkendelse som veteranbil jo ikke nødvendigvis giver samme anerkendelse i klassikerkredse. Det viser årgang 1988 vel egentlig meget godt – eller er det i virkeligheden bare en funktion af, at så nye biler nemt bare kan virke som godt udtrådte brugte frem for som skinnede veteraner? 

Hvorom alting er, så kom den hårdt prøvede redaktør på en svær opgave med denne velkomst, for årgangen føles lidt som et  uanmeldt besøg af den svigermor, man helst var foruden. Javist var der et enkelt højdepunkt – men det skrev Michael S. Lund om i weekendens Matiné! BMW Z1 – hvor Z står for Zukunft, altså fremtid – har alt der skal til for at blive en stor klassiker, og den historie kan I bare læse igen.

Andetsteds er årgangen 1988 noget af en ørkenvandring, og helt ærligt: Det er derfor artiklen først kommer den 9. januar og ikke den 2., som havde været mere oplagt. Men jeg orkede dem ikke. Som professionel bilentusiast må man dog tage det sure med det søde, og nu prøver jeg så at mande mig op. Som traditionen foreskriver har jeg taget udgangspunkt i Wikipedias oversigt over biler fra 1988, så der er helt sikkert nogle der mangler – korrigér mig gerne, for det trænger listen alligevel lidt til. Den ser ifølge Wikipedia altså således ud: 

Det giver rigtigt god mening at starte alfabetisk med Alpina B12. Som jo er er sindssygt fed bil, tænker du? Nej, så tror jeg du tænker på B10, der var verdens hurtigste sedan og baseret på en 5-serie. B12 er derimod en 7-serie med en V12 ligesom – øhja, ligesom BMW”s egen 7-serie med v12, 5 liter og 300 heste og kun automatgear. Det blev i Alpinas fortolkning til 5 liter, 350 hestekræfter og automatgear. En forsimpling, det er jeg udmærket klar over – men en Alpina B12 er bare ikke en decideret banebrydende bil på nogen måde, undskyld mig, for det var BMW selv der tog det store spring med V12’eren to år tidligere. BMW E32 er en herrevogn og 750i er en historie værd – men da modellen er fra 1986 må det blive en anden gang.

Typisk Alpinakører i gang med sit aktive udeliv, hvortil hans nye B12 er perfekt egnet. Eller noget.

Audi V8. Sådan een har jeg altid godt kunnet lide. Og så nærmer vi os noget, der har med klassiske biler at gøre: At kunne lide dem er sådan set vigtigere end alle tal og data man kan remse op. Det plejer Audi ellers at være gode til, men V8’eren er større end summen af sine tal, da den har den særlige plads i historien, at V8 var den første Audi, der seriøst prøvede at gå efter Mercedes, BMW og Cadillac. Motoren gav den navnet, og interessant nok kan den faktisk fås med en manuel gearkasse – fem trin i de første og seks i de senere. Det var ikke en sporty bil, men Audi valgte at sætte den ind i DTM-serien, og vandt faktisk mesterskabet i sæsonerne 1990 og 1991. 

Den mangler bare et anhængertræk.

“Men den ligner jo alle andre Audier”, siger I måske? Ja, det er jo sådan Audi designer deres biler, så V8 er bestemt heller ikke spændende at se på. Sæt et “100” eller sågar “A6” skilt bagpå, og ingen vil ane uråd. Pudsigt nok har jeg altid syntes, at netop dét element gav den lidt underspillet charme – en slags Q-car, selvom den skulle være det modsatte. Kunderne var da heller ikke enige, og v8’eren solgte ikke ret godt – men hey, det hjælper på dens sjældenhed som klassiker! Hvis jeg skal være helt ærlig har jeg overvejet at købe en V8 flere gange, hvor jeg har fået gode tip og muligheder – men som I kan regne ud kom fornuften til min redning. Og dengang var den jo heller ikke en veteran – men det bliver den nu. Hvor stor den bliver er derimod et godt spørgsmål. 

Det mest veteranagtige ved en Audi V8 er nok, at den havde træ i kabinen. Og det er jo altid lækkert.

Dét var mange ord om den anden bil på listen – men herefter går det bare ned af bakke. Bevares, ikke med BMW Z1, som på nogle måder betragtet var en ligeså stor fiasko som Audi V8, men som til gengæld er så meget mere charmerende, at den allerede har været en anerkendt klassiker i årevis. En pragtfuld lommeeksotiker – som på den måde sætter 1988-listens rigtige eksotiker i relief: Cizeta-Moroder V16T kom også i 1988, og var efter min bedste overbevisning den første superbil, der var designet udelukkende efter princippet om at “mere er bedre”. Det er selvfølgelig forkert, og sjovt nok blev V16T dermed også den første bil, der beviste præmissens fejlagtighed. Uden at det har afholdt andre siden. 

Mere af det hele og 16 cylindre før Bugatti begik samme fejl.

Dermed har også denne pragtfulde fiasko sin plads i historien, og jeg elsker den for det og har altid gjort det. Cizeta Moroder V16T er så skingrende absurd, at den fortjener en Årets Bil-titel. Hvilket den aldrig fik, da de åbenbart kræver et vist minimumsantal biler bygget, og ligegyldigt hvor lavt grænsen blev sat ville V16T aldrig kvalificere sig. Historien gik ellers, at man helt op længe efter årtusindskiftet kunne få grundlæggeren Claudio Zampoli til at bygge en ny V16T, men lige meget hjalp det. Jeg elsker den!

“Men hov, sprang du ikke nogle biler over?”, spørger de nøjeregnende så. Jo, og det kommer jeg faktisk til igen i denne årgang. Buick Reatta har jeg skrevet om før (Weekend Matiné Nr. 234), da jeg – måske under et toiletbesøg – funderede over, om en sådan kunne blive min første amerikanske bil. Det blev som faste læsere vil vide en Corvette i stedet, og det illustrerer måske meget godt Reattas problem. Jeg vil stadig gerne have een, men jeg ved ikke hvorfor.

Donkervoort D10.

Donkervoort D10 er også på listen. Fed bil. Ligesom alle andre Donkerkvoorts. Som alle er hollandske genfortolkninger af Lotus Seven. En lægmand vil have svært ved at se forskel på en tidlig Donkervoort og en sen Lotus – og alle vil have svært ved at se forskel på de forskellige Donkervoorts. Jeg har kun kørt en D8 og det var en kæmpeoplevelse, og det er en D10 sikkert også. De ligner som sagt hinanden. En stor klassiker? Mjah, slå op under “Lotus”. 

Fiat Tipo skrev jeg senest om, da verdens måske allerfedeste af slagsen var til salg – Nigel Mansells gamle. Selvom jeg valgte overskriften meget faktuel (“Nigel Mansells Fiat Tipo er en god historie”), så var I læsere ikke enige – og det var køberne til bilerne heller ikke, for den gik for en slik. Honda Concert kan jeg godt lide, for det er en Civic i pænt tøj. Men det er der igen ikke mange overskrifter i, så jeg vil holde mig til at købe en som konebil, hvis jeg finder en fin. Hvilket nok ikke sker. Ligeledes var Ford Probe en amerikaniseret Mazda MX-6, og jeg vil meget hellere have japaneren. 

Ford Probe.

Maserati er mit yndlingsbilmærke over dem alle, og Karif kom i 1988. Baseret på den Biturboteknik, som jeg også elsker. Men Karif er måske den eneste Maserati overhovedet, hvor jeg bare ikke kan forlige mig med designet. Der er simpelthen noget galt med måde taglinien er sat ovenpå karossen – så brutalt som en spand sand klasket ovenpå fundamentet til et sandslot. Da sandslotte siges at være mere solide end Karif’er lader jeg den bare fare – også selvom den bliver veteran.

Der er noget galt.

Nissan 180 SX: Jatak. Jeg havde een til vinteropbevaring da jeg boede på Djursland, og selvom (fordi?!) den langt fra var i original stand var den faktisk ret fræk. Standardbilen er “pæn” på den japanske måde, hvor man godt kan se, at de havde gode intentioner, men lige manglede en italiensk designer til at gøre den helt færdig. Sæderne er dog ufatteligt flotte, men man sidder efter sigende dårligt i dem. Sådan er der så meget.

Renault 19 er ikke ueffen, men den er også designet af Giugiaro. Den blev Årets bil i flere lande, herunder Danmark, men ikke i den store Europakonkurrence. Dén titel tog den førnævnte Tipo sig af, og den mener ingen åbenbart bliver en stor klassiker. Gør Renault 19? Hmm, jeg kan ikke se det ske, nej. Men den findes som Cabriolet, og det kunne blive en fin konebil – hvilket dog ikke er en anerkendt kategori for Årets Biler.

Opel Vectra? På sin vis en bil, der var ganske progressiv for Opel, og så vidt jeg husker (orker ikke at slå det op) solgte fremragende for Opel. Men i dag og som klassiker fremstår den så karakterløs, at jeg mangler ord. Ingen stationcar, ingen coupé, ingen cabriolet, ingen spændende teknik. Senere kom der en Calibra, og den kan vi jo tage til den tid. VW Passat? Stort set det bedste man kan sige om dén er, at her fandtes en stationcar. Suzuki Vitara? Jeg kan lide skærmene.

VW Corrado, derimod. Dét er en klassiker. Jeg skrev om den, da den blev 30 år gammel (Har du også glemt VW Type 53i?), hvor jeg efter en årrække udenfor min radar genopdagede den, men dengang var den allerede anerkendt som en klassiker i Tyskland, og den status er bare forstærket siden. Designet er ældet virkelig flot, den findes med en spektakulær motor, den fungerede godt som bil betragtet – og det gør den stadig i dag. Den har faktisk det hele, og alle fornuftige mennesker ville pege på dén som Årets Klassiker i 1988-årgangen. 

Interiøret i en Corrado er dog ikke særligt spændende.

Ikke jeg, og kodeordet er “fornuftig”. Det har faktisk aldrig været vejen til de helt store bedrifter, og derfor må jeg nødvendigvis pege på en bil, der på mange måder er den eksakte modpol af en VW Corrado. TVR 450 SEAC kom nemlig også i 1988, og dén bil er hele kulminationen på TVR’s kileformede periode. Det startede med Tasmin-coupéen med V6-motor i 1980, og 450 SEAC var the last hoorah: Nu kun som cabriolet og med Rover/Buick-V8’eren boret ud til større end nogensinde før, så det gamle chassis skulle håndtere hele 325 hestekræfter.

Den var et overmotoriseret bæst af den gamle skole, vanvittigt hurtig og lød fantastisk. Havde den også været smuk og med gode køreegenskaber, så havde vi den perfekte sportsvogn. Typisk britisk, så rammer den kun rent på nogle af punkterne, men i denne tynde årgang er det nok: TVR 450 SEAC er min favorit blandt 1988’s nye veteraner.

Lad høre om jeres tanker, favoritter, erfaringer og skuffelser i kommentarerne herunder: