One-off-onsdag: Vauxhall Equus

Et af halvfjerdsernes skarpeste designs kom fra Vauxhall. 

Og det kunne faktisk være blevet noget så godt! I slutningen af halvfjerdserne var Triumph Spitfire og MG Midget blevet gamle – og så overvejede Vauxhall, om de kunne overtage pladsen med en billig men moderne åben sportsvogn. Billige var de to andre jo, men deres koncept og teknik stammede fra de tidlige tressere og endda tidligere, og på mange måder var det egentligt utroligt, at de stadig solgte så godt som de gjorde. Mon ikke en af forklaringerne var, at der ikke rigtigt var nogle alternativer?

Det fik i hvert fald Vauxhall til at tænke over, om der mon ikke snart blev en åbning i markedet her. Og så gik de i 1977 i gang med at lave en prototype skåret over samme læst som de to gamle fra Triumph og MG: En åben sportsvogn baseret på mest mulig genanvendelse af eksisterende teknik på hylderne, så den kunne blive billig at lave – og sælge. 

Mange tænker på sådan noget her, når de hører navnet “Vauxhall” – der ganske rigtigt senere blev det samme som Opel.

Nu er det sådan, at dengang var Vauxhall og Opel ikke det samme, og det forklarer måske hvorfor den nye åbne sportsvogn blev så radikal som tilfældet var: Den var dels lavet (som navnet jo antyder…) i Storbritannien, dels var den tegnet af amerikanske Wayne Cherry og måske vigtigst af alt – ingen bønnetællere vidste noget om det, designerne lavede den bare. Den overordede idé kom godt nok helt fra toppen, men det med om Vauxhall kunne lave en billig sportsvogn var nok halvvejs ment som et retorisk spørgsmål – som Cherry så tog op og besvarede i virkeligheden. 

Wayne Cherry var også manden bag Vauxhall Firenza “Droop Snoot” – en anden lækker Vauxhall.

Selvom projektet således var hans eget og nogle få udvalgtes medarbejderes, så blev det færdige resultat så vellykket, at det blev vist for den øverste ledelse kort inden NEC-udstillingen. Altså for nye biler, ikke den Tony skrev om i mandags! Og det blev besluttet at udstille den nye Vauxhall – hvilket ikke var spor underligt, for se den selv:

Ikkesandt?! Topmoderne design for 1978. Usædvanligt velproportioneret i sin helhed – OG baseret på en hel masse Vauxhallteknik, der i princippet var lige til at tage ned af hylderne. Øhh, måske lige bortset fra det grundlæggende chassis, der var fra en Panther Lima. Ja, fordi Wayne Cherry havde set andre af Panthers biler, og var imponeret over hvor velbyggede de var – hvilket så også skulle gælde denne prototype, der fik navnet Equus. 

Men i princippet var den sådan set mulig at bygge, selvom jeg er helt overbevist om, at den ville være landet i et prisleje over Spitfire og Midget, som egentlig satte idéen i gang. Hvilket måske ikke ville have gjort noget, da verden jo ikke stod stille og en arvtager til de to gamle roadsters nok alligevel skulle være både større, hurtigere og mere komfortabel. Det ser Equus bestemt ud til at kunne opfylde, og med Vauxhalls udvalg af motorer kunne den have haft 1300 kubik i en indstigningsudgave og 2300 i den mest sporty og således spændt over det meste.

I stedet kom den lige præcis – ingen vegne. Vauxhall havde reelt aldrig haft intentioner om at gå ind i det marked, og trods en meget positiv modtagelse i pressen og på udstillingen blev der ikke yderligere ud af roadsteren. Der faktisk indvarslede en helt anden og kedeligere periode for Vauxhall, da den også viste sig at få æren (den tvivlsomme) af at blive den sidste prototype fra firmaets hånd i mange herrens år. Selvom man kan diskutere, om ikke den i højere grad var Wayne Cherrys prototype og ære i det hele taget. 

Equus er således en af de her “hvad nu hvis”-historier, som man kan spekulere længe over: Kunne den have fungeret? Være blevet en succes? Eller var den både for moderne, for tidligt ude og ikke mindst for langt ude af trit med Vauxhalls øvrige program? 

Denne var Wayne Cherrys egen bil: En 2,3 liters Magnum Estate med et par personlige detaljer tilføjet. Cherry var helt klart en bildesigner efter mit hoved!