Gruppe B i firserne var den vildeste periode i rally, og Metro 6R4 var en alvorlig outsider. Hvis man laver dén igen, så skal man tænke sig om.
Det kan sagtens kvantificeres, dét her – og så kommer man frem til, at Peugeot 205 Turbo 16 var den bedste Gruppe B-bil. Audis quattro var dybest set en modificeret Gruppe 4-bil, mens Lancia Rally 037 prøvede at nøjes med baghjulstræk, Ford RS200 var for sent til festen og havde misforstået dresscoden en anelse – og Lancia Delta S4 bare kom for sent. Og Ja, Citroën BX fra weekendens Matiné – den havde bare generelt misforstået emnet OG kom for sent.
MG Metro 6R4, derimod – den lille Gruppe B-raket havde faktisk de to vigtigte tekniske ingredienser, firehjulstræk og centermotor, men det skulle vise sig at briternes satsning på motoren var forkert. Metroen kom i maj 1985 og kørte sit første løb i november samme år, hvor den besatte trediepladsen efter to Lancia Delta S4. En lovende debut, faktisk.
Men som den eneste af alle de dedikerede Gruppe B-biler havde Metroen satset på en sugemotor, og selvom dens V6’er var afledt af ren og skær Formel 1-arkitektur fra Cosworth DFV’ren, verdens mest vindende motor i Formel 1, så blev den overhalet af den afsindige udvikling i Gruppe B. Mens alle konkurrenterne skuede op for ladetrykket, så havde Metroens sugemotor kun lidt flowoptimering, tændingsstyring og flere omdrejninger at slå igen med – og det var ikke nok.
Gadeudgaven af Metro 6R4 havde ellers 250 hestekræfter fra den 3 liter store V6’er med 24 ventiler, og det var faktisk flere end samtlige de trykladede konkurrenter opgav for deres gadebiler af S4, 205 T16, RS 200 og quattro. Men i fuldt kamptrim var styrkeforholdet vendt om, for mens Metroen nærmede sig 400 vilde heste ved omkring 9000 omdrejninger i rallytrim, så var de trykladede konkurrenter på vej mod de 500, og det endda med bedre moment. Metra 6R4 nåede aldrig et bedre resultat end i sit debutløb, og det var primært på grund af manglende motorkraft.
Men det ER en lækker vogn, og der er lavet (fordi der skulle jævnfør reglementet!) over 200 af dem, så selvom der ikke er een til salg hver eneste dag, så burde entusiaster kunne få deres lyst styret.
Alligevel er der nu (igen: Bilmæssigt fortiden ER nu engang federe end nutiden…) et firma, der har proklameret, at de vil lave Metro 6R4 i en ny udgave. I det mindste ligger de i Wales, hvilket jo er en slags undskyldning – men på den anden sige træder de gevaldigt i spinaten med netop motorerne. Hele særkendet ved 6R4 er, at det var den eneste Gruppe B-bil med sugemotor, og den lød i øvrigt også derefter: Den højtdrejende V6 har en skøn agressiv klang. Lyt engang til videoen herunder:
Nu læste jeg imidlertid, at firmaet MST (MotorSport Tools, der er mest kendt for at lave nye Ford Escort’er i forskellige grader af gade- og rallytrim) vil lave en ny udgave af Metro 6R4, og at de vil give den en Audi V6 med kompressor eller turboladning. Valget af dén motor kandiderer til at være det mest forkerte jeg har hørt i 2023 indtil videre. Jamen, selve byggeriet af en replika 6R4 er vel godt nyt i vores bilverden som helhed – men hvorfor det skulle være nødvendigt går over min forstand, når man stadig kan finde originalen brugt.
Til den nye Metro vil MST så bygge en ny ramme, mens de nye karosseridele bliver i (surpriiiiise!) kulfiber, og kommer fra underleverandøreren Innovative Composites – et sjovt navn, når man laver kopier af noget fra firserne, skulle jeg mene. Mindre sjovt er motoren. Fra Audi?!? Det kan simpelthen ikke blive mere “opgaven misforstået”! Metro 6R4 var en Audi quattro-killer, og en moderne replika KAN bare ikke have en motor fra Audi – for slet ikke at tale om en trykladet.
På det grundlag alene er jeg tilbøjelig til at kalde MotorSport Tools’ idé den dummeste hidtil i 2023. Dertil kommer prisen, der angiveligt bliver over 300.000 GBP. Hvorfor nogen skulle have lyst til at give det, når man dybest set kan købe en original 6R4 til et par hundrede tusinde pund – jamen, dét går over min forstand! For de hundrede tusinde i forskel er jeg faktisk ret sikker på, at et kompetent værksted kunne få en ordentlig gadebil ud af en 6R4 – og den ville så være original, hvor den Audimotoriserede bliver en bastardreplika.
Det eneste mere skøre jeg kunne forestille mig var, hvis de lancerede en ny 6R4 med elmotor.
Det væsentligste i historien er, at den originale 6R4 er en pragtfuld Gruppe B-bil (og sikkert en forfærdelig gadebil, men det må man jo så leve med), og idéen om en hurtigtreagerende sugemotor from for de tøvende turbomotorer var sådan set god nok – men udviklingen i Gruppe B gik bare endnu hurtigere. For den nævnte replika er det dog gået FOR hurtigt.
MST, find en sugemotor! Eller endnu bedre: Lav en restomod på basis af de eksisterende gade-6R4 med deres skønne 24V V6’ere. Der er åbenbart opnået en slags kartelaftale om, at hvis noget er en restomod på basis af en fin original, så koster det over en halv million pund, og dermed vil det i sidste ende være til jeres fordel. Værsgo’, gratis rådgivning fra ViaRETRO om fremtiden. Ligeså usandsynligt som en trykladet 6R4…
Sygt og forkert!
Ingen ønsker en VW-motor. Ingen!
Jeg tænker, at det ville være mere passende med motoren fra Jaguar XJ220, så bliver det i familien. Men de bliver heller ikke nemme at finde…
Hvilke motorer er der overhovedet at vælge mellem, hvis det bare skal lugte lidt Britisk?
Nissan Quashkais eller Toyota Carinas motorer?
@Kai: Jaguar producerede suge-V6’ere i Wales med op til 240HK frem til 2020, så sådan en skulle man nok kunne finde. Og ja, jeg ved godt den er baseret på en Ford Duratec, som oprindeligt er udviklet af Porsche, tilpasset til Ford af Cosworth og endelig forsynet med variabel ventilstyring af Jaguar og at Mazda også brugte den, men sådan har verden nu engang udviklet sig.
@soren-w, en Jaguar XJ220-motor er nok det bedste bud overhovedet! Dog forbundet med det paradoks, at den bliver ligeså svær at finde som den originale motor :-)
Og til jer der undrer sig over sammenhængen: Jaguars dobbelt-turboladede 3,5 liters motor i deres XJ220 fra 1992 er tæt forbundet med 6R4’s 24-ventilede sugemotor. Og begge er i familie med racermotorerne i XJR-10 og XJR-11. Lækre sager allesammen.
Fords Duratecmotorer fejler sådan set intet, @leo-jensen, og jeg mener også MST gerne monterer dem i Escorterne. Og Noble dobbeltturbolader V6 Duratec og får mig bekendt det samme ud af det som en Audi. Bare uden at være en Audi, og det er en kæmpe fordel i et projekt som dette.
Tænker MST har nogle ret solide begrundelser for valget af Audi motoren, da det jo ikke ligefrem er et amatørfirma i restomod verdenen. Men jeg er da sikker på de også kan levere en bil med XJ220 motor til Hr. Ebberfeld, hvis det er sådan en han ønsker sig.
Restomod verdenens store fokus på teknik og funktion, kollidere nok lidt med mærke fanboy verdenen, som vist aldrig rigtigt er vokset fra de små grønne krokodiller. 😄
I øvrigt kommentaren om at ingen jo lægger en Opel motor i en Escort. siger måske noget on Viaretros manglende føling med den moderne bilombygger verden. Det er nemlig ikke noget større problem at finde folk der har puttet f.eks en C20XE i en gammel Escort.
Ham her sætter en hel Jaguar ind i en Princess https://www.youtube.com/@FabCoUK
Og han er også ved at lave Jonni Smiths Allegro med Honda-motor.
Min pointe er, at hvis man laver en ny Metro 6R4 må det vel et-eller-andet-sted være for at hylde den som bil, herunder dens historie og dens design, der på en måde var en reaktion på Audi quattro. Hvis man så lægger en Audimotor i, så er det ikke længere en hyldest, men nærmere en hån.
Og angående den med at “Viaretros manglende føling med den moderne bilombygger verden. Det er nemlig ikke noget større problem at finde folk der har puttet f.eks en C20XE i en gammel Escort.” har jeg følgende kommentar: Det er heller ikke noget problem at finde en Testarossa med motoren fra en Tesla, som vi lige skrev om i Weekend Matiné Nr. 446: https://viaretro.dk/2023/03/weekend-matine-nr-446/
Men det betyder ikke, at det er rigtigt at gøre det. At ting er mulige, betyder ikke at man SKAL gøre det. Jeg er ret sikker på, at det ville blive menneskehedens undergang, faktisk.
…og den moderne bilombygger og tuningsverden har nok primært noget at gøre på ViaRETROs herlige sider, hvis de på en eller anden vis peger bagud og viser respekt for historien. Ellers bør vi vel bare lade youtubere og tiktokker om at dække det?
6R4 er virkelig for vild, selvom jeg aldrig har prøvet at køre en, faktisk aldrig set en irl.
Kunne godt ‘nøjes’ med en almindelig Metro Turbo også med MG-logoet.
Det er jo egentlig eksakt min pointe, @claus-n: Det er en SINDSYGT fed bil! Og nu kom jeg til at tænke på, at jeg engang for mange år siden fik en tur i een på en rallyprøve – men det var en replika med en Hondamotor. Læs historien her: https://viaretro.dk/2014/02/great-great-britain-race-retro-i-coventry-med-mere/
Bevares, turen var fed – men bilen var jo næsten ikke mere Metro 6R4 end den de bygger her med en Audimotor.
@soren-w, jeg mener da sådan set, at MST må være ude i det rigtige ærinde, når de vælger at bygge en 6R4-replika. For de kan for pokker da ikke gøre det som en forretningsmodel?!? Nej, der MÅ være en god del entusiasme og kærlighed involveret. To ting, der harmonerer dårligt med en Audi-V6-motor.