Hvad kan være mere sjældent end en unik bil?
Nu skrev Anders jo i mandags om en utrolig attråværdig bil fra Ferrari – bygget i cirka 160 eksemplarer – og jeg glæder mig selv hver dag over at køre i min Alpina, der sjovt nok er fem gange sjældnere igen. Uden sammenligning i øvrigt. Men er sjældenhed da vigtigt? Ja, for de værst angrebne bilentusiaster og hærdede samlere er det særdeles vigtigt, og det er en af de drivende kræfter for samlermanien indenfor især nyere biler, da de jo ikke rigtigt har nogen historie i sig selv, og så i stedet må nøjes med et mål af sjældenhed. “Kun 50 ud af de 999 byggede var gule, og af dem havde kun to kombinationen af vegansk læder og den store rygepakke med askebæger i ægte kulfiber”, og så videre – I kender parløren. Jo, sjældenhed er vigtigt.
B+B CW311 (foto B+B fra perioden, da ingen sjovt nok har lavet en replika af den endnu)
For mig som hærdet bilentusiast er det da også altid et højdepunkt at se en bil, som jeg aldrig har set før. Det er egentlig utroligt, at det kan blive ved med at ske – og det er er da også en af hovedårsagerne til at jeg bliver ved med at opsøge nye (og gamle) bilevents. For at få mit stof, ikkesandt. Den på billederne herover ville jeg eksempelvis gerne have set – men der er lige det problem, at den (vist) ikke findes mere. Ikke at det altid gør det umuligt, og jeg er da eksempelvis glad for at have set og hørt en Lancia-Ferrari D50, selvom de heller ikke findes mere. I orginaludgaverne, altså: Dem jeg har set har været replikaer.
Lancia D50 fra de gode gamle dage i 1956. (Foto FCA Heritage)
På den nylige messe Techno Classica så jeg dog noget, som jeg slet ikke anede fandtes – og det viste sig så, at det gjorde det sådan set heller ikke. På det argentiske firma Pur Sangs stand stod nemlig en bil, der var mærket som en Bentley, havde en motor fra en Bentley og alligevel ikke lignede noget Bentley nogensinde havde lavet hverken før eller siden. Hvilket var præcis det der var tilfældet.
Det må være en Bentley, ikke sandt?
Pur Sang har i årevis lavet meget eksakte replikaer af de helt store klassikere fra Bugatti, og i nyere tid også af andre store ikoniske biler. Der lider af den svaghed, at originalen enten ikke findes mere – eller at de bare er voldsomt dyre. Ikke at en Pur Sang-replika er rigtig billig heller, for de er som sagt meget eksakte med korrekte motorer og ofte også hvad man ellers kan finde af orginaldele, og så er de øvrige manglende dele ellers ofte opstået i det pure håndarbejde, som argentinerne dels godt kan og som dels ikke koster en bondegård som her i Europa. Hvilket har givet Pur Sang en ekspertise, som de nu bygger videre på med en ny produktserie – hvis man da kan kalde det serie, når det netop er alt andet end det.
Det viste sig nemlig, at jeg stod overfor en Bentley Special, som ikke bare var bygget af Pur Sang – men også designet af dem. Ikke fra et blankt stykke papir, for igen var bilen baseret på en orginal Bentley-rækkesekser og noget meget originallignende drivline, undervogn og chassis også – men mens karosserilinierne jo langt fra er moderne, så er de heller ikke hundrede procent trediverne og ejheller den mellemting vi ofte kalder for retrodesign. Det er ikke engang en fortolkning af et gammelt design, men som sagt noget der aldrig haft fandtes – men som alligevel meget klart ikke alene er inspireret af fortiden, men har solide rødder i fortiden.
Kombineret garage, beboelse og bil i bedste steampunkstil. Jeg tror faktisk heller ikke ovenstående findes i virkeligheden.
Dermed er det en slags steampunk – hvilket jeg dog er sikker på er et ord, som Pur Sang aldrig vil tage i deres mund, da det jo er alt for ægte moderne. For hvad er steampunk? Wikipedia definerer det som “en undergenre af spekulativ fiktion eller science fiction, der lægger vægt på anakronistisk teknologi” og “Steampunk udspiller sig sædvanligvis i et victoriansk miljø, men genren har forgrenet sig og inkluderer i dag alle tænkelige tidsaldre og historiske miljøer”. I en benhård fortolkning af begrebet steampunk er maskiner ganske vist dampdrevne (deraf navnet, ikkesandt…), men jeg tillader mig at antage, at den fortolkning også er udvidet lidt med tiden. Det væsentlige er dog, at steampunk ikke er fortiden.
Pur Sangs Bentley Special er dermed sådan som en Bentley Special kunne have set ud i fremtiden, hvis fremtiden i fortiden (eller omvendt) havde formet sig lidt anderledes. Som sådan er den dels et spændende tankeeksperiment – og dels synes jeg ærligt talt den er ret vellykket. Trods sit grundlag i trediverne er der både fyrrerne og halvtredsernes hot rod-look inde over, og hvis man som jeg tror på, at design skal have kant for at fungere, så er der masser af det her – med sit sammensurium af proportioner, detaljer og tidsaldre og virkemidler.
Sådan stod bilen på messen, og jeg synes jo ærligt talt godt Pur Sang kunne have givet selve standen lidt mere damp.
Som jeg forstod det er bilen ligeså unik som modelserien har navn efter, og selvom jeg spurgte om prisen, så har jeg glemt den igen, for den var der intet retro eller punk over. Og Pur Sang har meget meget i støbeskeen i genren Autos Unicos, herunder både udkast og færdigbyggede biler, der i deres design er endnu mere steampunk end Bentleyen her. Den første i galleriet er eksempelvis virkelig radikal i sit formsprog, der næsten ligner noget fra The Matrix (hvilket i sig selv ville være passende, eftersom det også er en slags steampunk/cyberpunk), mens den sidstes bare aluform på den såkaldte “Pampero” dækker over en tolvcylindret Renault-flymotor fra 1947 på 12 liters slagvolumen og godt 400 hestekræfter.
Jeg tror Pur Sang har fat i noget her. En niche, bevares, men deres biler forekommer mig at være den perfekte modreaktion på både selvkørende elektriske biler og kunstigt sjældne laboratorieskabte samlerbiler med mere kulfiber end den almindeligt sjældne særudgave. Ikke bare een ud af 35 og heller ikke en replika – men en unik original som på en-eller-anden metafysisk måde slet ikke findes. Det burde faktisk ikke kunne blive bedre, vel?
Tja? Blade Runner Steam Punk special? Jeg tænkte først at det ikke gav så meget mening, og ud fra deres designs bliver der sådan lidt “Il Tempo Gigante” over det?
Men, hvis de baserer deres kreationer på gamle originale chassis’er med originale motorer på, så er det jo egentlig bare den gammeldags karosserimager tradition, de genopliver, og så er det vel ikke så skidt? Men kan bilerne overhovedet indregistreres?
…og hvem er kundegruppen? Nu ved jeg ikke hvor mange millioner sådan en koster, men jeg tror alligevel jeg ville købe en original eksotiker, måske male den i en fræk farve, og så leve med at jeg ikke er den eneste, der har sådan en. Hvad med en 246 Dino i Aston Martin LeMans grøn..?
Nu er Blade Runner jo også et fantastisk univers, så det læser jeg egentlig som en positiv ting, @soren-w. Og du har helt ret i, at projektet her er en genoplivning af den gamle måde at lave bil på – hvor man købte et chassis, og så fik et karosseri efter egen smag bygget på.
Angående prisen, så KAN jeg virkelig ikke huske den, men mener den var mellem en halv og en hel million Euro.
Kundegruppen tror jeg også er et godt spørgsmål, for drivlinieteknikken er jo så førkrigs, at paddleshiftgenerationen ikke engang KAN køre dem. Omend jeg ikke helt ved, om det er et problem som sådan – hvem kører i disse biler udover Jay Leno?
Måske er projektet i virkeligheden et skridt nærmere i retning af biler, der ikke bare er “ligesom kunst” men faktisk ER kunst.
En Dino 246 i Aston Martin Le Mans-grøn er noget uambitiøs i sammenligning med det her. Men javist, det ville da se godt ud.
Jeg kan slet ikke forestille mig en Dino 246 i Aston Martin Grøn, så jeg måtte lige google…
Nå men alt er vel tilladt i dag, jeg hader f.eks. SUV Coupé, de to ord giver ikke mening i samme sætning eller på samme bil!
Den Pur Sang kan bestemt et-eller-andet.
Og steampunk-udtrykket er rigtig fedt – og som du skriver, er det godt set af Pur Sang at udnytte den ledige niche.
Personligt, havde jeg nok sparet en masse penge og valgt en Morgan Aeromax, som indeholder lidt af de samme elementer, men alligevel er umiskendeligt Morgan.
Det virker på en eller anden måde mere ægte og Aeromax er bare en fed bil.
Billede
Folk skal naturligvis købe den bil som gøre dem glade. Længere er den sådan set ikke. Så hvis der er enthusiaster derude, hvor pulsen stiger over sådan et monstrum her, så er det jo dejligt at der er nogen som gider at producere dem.
Men personligt siger den mig ikke en døjt! Jeg elsker gamle biler pga historien bag dem. Den historie skaber noget nostalgi og romantik. Men disse kreationer har jo nul historie. Heller ikke selvom de prøver at se ud som om at de har det. Pseudo-klassiker. Ingen historie = ingen romantik = min puls er kun marginalt over min hvilepuls lige nu.
Jeg ville markant heller eje en Autobianchi A112 eller en Hillman Imp.
Jeg er ret sikker på, at præmissen simpelthen er helt forkert dér, @02anders: “Folk skal naturligvis købe den bil som gør dem glade” – og fejlen ligger i ordet “den”.
De køber ikke “den” bil, de køber “een” bil, der gør dem glad – een ud af mange. Ikke for at have en 12-liters V12-steampunk-kreation som deres dagligbil og ejheller som deres nummer to-bil. Den er måske nummer fire, otte eller nok nærmere nummer halvtreds i deres garage, der sikkert består udelukkende af biler der på alle andre parametre er enten bedre eller har mere historie eller endda begge dele. Dét her er bare noget ANDET – og det kan jo oppe på den allerøverste spids af behovspyramiden (eller den pyramide bagved, der ikke handler om behov, men om alt mulgit andet) godt være salgsargument nok.
Men omvendt er det åbenlyst, at disse kreationer (ligesom en eventuel anskaffelse af alle de “rigtige” biler) kræver at man forstår dem. OG også har en forståelse eller kærlighed for steampunkkreativiteten og -æstetikken. Som jeg eksempelvis selv har – måske lige siden jeg læste Jules Verne første gang.
Jeg er helt enig i, at en Autobianchi A112 eller en Hillman Imp er dejlige biler – men jeg ville hårdt presset alligevel hellere have noget med en flymotor i. Som bil nummer to og opefter, altså. Men det er jo heller ikke helt det samme, og alene af den grund kan begge svar siges at være rigtige.
Men @ole-wichmann har ret i, at SUV og Coupé IKKE kan være rigtigt på samme tid!
@fisherking77, det er en interessant sammenligning med Morgan Aeromax og du har ret i, at man sparer en del penge – OG får en bedre bil. Men det er jo fordi det er en moderne masseproduceret bil (hvis man tager med i betragtning, at den er baseret på Aero 8), og derfor egentligt nærmere er et retrodesign end steampunk. Eller rettere: Den er simpelthen en bil der findes, fordi fortiden HAR udviklet sig på den måde den nu har.
Omend lidt udi et parallelunivers for Morgans vedkommende, men det er måske en anden historie…
Claus …uddyb lige billedteksten under B+B CW311….jeg nægter at tro du ikke kender til Isdera Imperator 108i!
Jojo, og den HAR jeg set, @anders-prip. Men det er trods alt en Isdera og ikke en b+b, og den var dén jeg mente – den ægte vare, den første, den eneste. Ellers et meget relevant spørgsmål i forhold til snakken her, faktisk.
@ce .. .din logik er kringlet….jeg elsker den, og provokeres samtidig.
Der her nævnte PurSang “Bentley” er vel lige så meget fake-fake/fantsiværk som B+B CW311 “Mercedes”? Kølermærket indikerer blot hvor motoren stammer fra. Jeg hylder skam dem som skaber deres eget design. Jeg forstår blot ikke behovet for at smykke værket med et varemærke der ikke har deltaget i processen….hele “hvad nu hvis….” historiefortællingen. Se f.eks på Moal Coachworks og hvad de kan fremstille efter kundens ønske…her Gatto
…Isdera vs. CW311….det tætteste en replika kan komme på en original…basta
Claus logik omkring CW 311 er kringlet… vag og svag – ikke decideret provokerende.
God aften.
Det er nok fordi det ikke er logik, d’herrer – men mere følelser.
Og det er intet problem, at det ikke er provokerende – men at det er vagt og svagt, @peter-plys-karlsen, dét må jeg opponere imod. Jeg skrev “det er trods alt en Isdera og ikke en b+b,”og det er der intet vagt i, for de to er IKKE det samme.
Forskellen ligger i meget højere grad end i deres tekniske substans i deres historier, og dermed er vi tilbage ved en debat om hvad der findes og hvad der ikke findes og om rigtig futurisme (som CW311 var i 1978) kontra retro-futurisme, steampunk og andre former for forestillinger om en fremtid, der kunne have været.
@prip har helt ret i at den MOAL digtet omkring en Ferrari Colombo V12-motor er ude i samme ærinde, bare projiceret et par årtier frem. Det er heller ikke en replika af noget, omend jeg synes de virker lidt mere tro mod perioden og hvordan det nok ville have set ud, hvis der dengang havde været et (kinesisk? :-)) alternativ til Pinin Farina, Zagato, Vignale, Frua, Ghia, Michelotti og så videre.
Jeg er enig med @02anders så vidt, at jeg personligt “bare” ville finde mig en Lancia Stratos i stedet, da den har det hele på een gang – og så leve med, at den ikke er unik i ordets egentlige forstand.
Stadig vagt og svagt🙂 nu tilsat et ekstrakt højpandethed…og flere følelser
Her i mit lavtloftede rum ser jeg stadig tilbage på din sætning i indlægget under billeder af CW 311:”da ingen sjovt nok har lavet en replika af den endnu”…
Isdera vs. CW 311 – samme bagmand …”det tætteste en replika kan komme på en original…basta”- tyg på den, gerne uden følelser🙂
Tilsæt gerne lidt replika definitioner etc.
Jeg synes nu det ville være sjovere hvis de byggede replikaer af Embiricos Bentley’en og andre sjældne “one offs”
Det er Bentley selv ved at tage sig af, @niels-v: De startede for et par år siden en afdeling, der netop bygger den slags eksakte kopier af deres fordums store – som de så kalder “continuations”, da replika jo ikke lyder pænt.
Den Gatto er da helt fantastisk. For min skyld må det gerne være replika, continuation, one-off etc. Gatto’en omfavner en masse af de ypperste italienske sportvognsdesigns. Desværre er den nok uopnåelig pga. prisen. Kan man få en der ligner for feks. 1 mio.kr. ? (behøver ikke være med GTO motor)
@alfahahn, du er ikke helt ved siden af: En Gatto koster vist omkring en million. Men ærgerligt nok i dollars.