Register

13 − six =

A password will be e-mailed to you.

Ugens bekræftelse: Ingen biltræthed har indfundet sig.

Nu tager jeg af tidshensyn godt nok en flyver her lørdag formiddag, men jeg havde overvejet at køre til Spa eller Stuttgart i går. Selvom jeg vidste, at det ville være efter en hel dag fuld af bilkørsel. Som jeg skulle slappe af med efter en arbejdsuge med biler. Som sædvanligt. 

Men da jeg satte mig ind i min Alpina C1 efter at have kørt rundt en dag i fem andre pragtfulde biler, så kunne jeg konstatere at 1) jeg elskede at komme ud at køre noget mere og 2) at Alpinaen ikke behøede skamme sig.

Tre af de fem i går. 

De fem andre var ellers barske konkurrenter, eftersom de specifikt var valgt ud efter at være biler, der skulle give stor køreglæde. Og det gjorde det. Mere om dem senere – køreglæde kan være mange ting.

Men da jeg satte mig ind i Alpinaen og drejede den ud på de små fynske landeveje, så var smilet ligeså bredt igen – og jeg var ikke træt at af køre. Jeg kunne egentlig sagtens have kørt sydpå (for at se på endnu flere biler, selvfølgelig) som jeg har gjort så mange gange før. Nu HAR jeg krydset de halvtreds tusind kilometer af, og det var vel også en passende måde at fejre dem på? 

Det hele skal dog lige passes ind i kalenderen, da jeg faktisk ikke er ansat til at køre bil alene, og derfor blev det alligevel en flyver. Men jeg ved (igen af erfaring) hvilken lettelse det er efter hjemturen i de trange luftens transportmidler, at sætte mig ind i Alpinaen og tage den ud på landevejene igen. Ja, selv inden jeg er kørt ti lufthavnen glæder jeg mig faktisk til hjemturen! Jeg ER mere bilentusiast end flyentusiast.

God weekend

Claus Ebberfeld

 

klub_viaretro_sticker1

ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.

Som medlem får du:

  • Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
  • det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
  • adgang til alt på ViaRETRO
  • rabat på udvalgte varer
  • garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
  • samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.

devider2

Peugeot 504, den uundgåelige

Af Michael S. Lund

Overskriften skyldes, at vi er nået til Weekend Matiné Nr. 504, men også at Peugeot 504 Coupé blev introduceret i marts 1969, for 55 år siden i Geneve. Peugeot 504 i coupé-udgaven er netop en af mine yndlinge, og med det oveni vil det være en udeladelsessynd ikke at skrive om den i denne matiné, selvom det ikke er så længe siden, at Peugoet 504 sidst blev omtalt her på kanalen.

”Der er så få sikre holdepunkter i denne nutidens verden, men netop derfor kommer man til at skatte de få, der er, endnu højere. Det er så dejligt beroligende, at man altid kan vente noget særligt af en ny model fra Peugeot, og man bliver aldrig skuffet”, sådan indleder en lidt højstemt Mogens H. Damkier en prøvekørsel af Peugeot 504 i Skandinavisk Motorjournal i 1969(1). Bortset fra at teksten omhandler Peugeot 504, kunne den vel lige så godt være skrevet i dag. På den tid var det ungdomsoprør og den kolde krig, i dag og til andre tider er det noget andet …

Foto Peugeot brochure Danmarks Motorhistoriske Arkiv

Peugeot 504 Berline blev introduceret i efteråret 1968 – den var egentlig klar tidligere, men det føromtalte ungdomsoprør var med til at forsinke introduktionen. Peugeot 504 var afløseren til 404, selvom produktionen af 404’eren fortsatte en tid endnu. Peugeot 504 var ligesom 404 designet hos Pininfarina og havde et mere tidssvarende formsprog. Under huden var der også sket noget, for den stive bagaksel var blevet afløst af et uafhængigt baghjulsophæng med tværsvingarme (senere suppleret af en billigere udgave med stiv bagaksel). Desuden var der nu skivebremser hele vejen rundt. Ligesom 404 havde 504 MacPherson fjederben foran og tandstangstyring. Motoren var stadig med hemi-topstykke (forbrændingskammeret var dog på den tid mere kileformet) i aluminium, tiltet 45 grader og med løse cylinderforinger, men slagvolumenet vokset til 1,8 liter (dog fandtes en motor på 1,6 liter til pickup-udgaven).

Foto Peugeot brochure Danmarks Motorhistoriske Arkiv

Samlet set minder de nævnte specifikationer om noget … nemlig BMW ”Neue Klasse”. Alex von Falkenhausens M10-motor var ganske vist ikke med hemi-topstykke, men en OHC. Peugeot 504 henvendte sig på mange måder til det samme publikum som BMW’en med sin udstråling af kvalitet. Ganske vist er Peugeot en fransk bil, men Peugeot-modellerne fra den tid adskilte sig væsentligt fra, hvad de Paris-baserede producenter kunne finde på, når det kom til at være ”anderledes”.
Peugeot 504 fandtes dog i mange flere forskellige udgaver end BMW’en: Stationcar (Break/Familiale), pickup, cabriolet og coupé. Dette er også forklaringen på, hvorfor Peugeot 504 fik så stor en udbredelse rundt omkring i verden. Undervejs steg slagvolumenet fra 1,8 til 2 liter … dieseludgaverne springer jeg over! Det var en arbejdshest, hvor produktionen fortsatte længe efter, den sluttede i Frankrig. Jeg er ikke selv vild med pickuppen, men min fætter havde en i orange, han førte sig frem i som fritidslandmand. Den skilte sig ud fra de andre familieslæder på parkeringspladsen, når han var på jobbet.

Fotos Peugeot brochurer Danmarks Motorhistoriske Arkiv

Men nu til min øjesten, coupéen. Peugeot 504 Coupé var ligesom Berline-udgaven designet af Pininfarina, men blev i modsætning til den også bygget hos Pininfarina. Det samme gjaldt Peugeot 504 Cabriolet. Udseendemæssigt er jeg mest til den første udgave af coupéen, fordi jeg er vild med dens 2 x 3 baglygter.

Foto Michael S. Lund

Det synes de tydeligvis også hos Peugeot, da mange af dagens modeller har den samme 2 x 3 signatur i baglygterne, som dog i dag sidder under samme glas. Senere, i 1974, blev Peugeot 504 faceliftet, og det betød bl.a. for coupé- og cabriolet modellernes vedkommende, at de specielle baglygter forsvandt til fordel for mere traditionelle med de hele under et glas, som det ses på cabrioleten herunder.

Foto Gitte S. Lund

En anden ændring var, at Peugeot 504 Coupé og Cabriolet nu kunne fås med PRV V6-motoren på 2,7 liter, men den må jeg undvære til fordel for baglygterne. 2 liter motoren med Kugelfischer indsprøjtningen er fin nok, jeg behøver ikke så meget ryk i den klassiske bil – den del klarer dagligbilen fint.

Men jeg måtte jo have nogle billeder af en serie 1 Peugeot 504 Coupé, og jeg kom i tanke om, at Classic Car House i Sorgenfri netop har et fint eksemplar, som det ses nedenfor. Baggrunden er et filmklip, hvor der kører biler forbi K. W. Bruuns gamle udstillingslokale, som lå ved Østerport Station. Hvis toget nordpå var forsinket, kunne ventetiden fordrives med at trykke næsen flad mod ruden …

(1): Skandinavisk Motorjournal Nr. 7, side 26, juli 1969

Fotos Michael S. Lund

devider2

BMW kunstbiler og nyere nordisk kunst

Af Michael S. Lund

Mange af jer har sikkert hørt om BMW kunstbilerne, og næste weekend (3.-5. maj) er chancen der, for at opleve nogle af dem på en udstilling, ARTEXPERIENCE 2024, hos BMW Experience Center i Kgs. Lyngby.

Kort fortalt, blev traditionen med BMW kunstbiler startet af den franske racerkører Hervé Poulain. Hans ambition var at fusionere kunst og racerbiler. Ideen blev til virkelighed, da Poulain inviterede den amerikanske kunstner Alexander Calder til at dekorere en BMW 3.0 CSL, som Poulain selv deltog med i Le Mans i 1975. Netop den BMW 3.0 CSL er med på udstillingen.

Foto BMW pressearkiv

Der er også mulighed for at opleve, den Andy Warhol dekorede BMW M1 fra 1979 på udstillingen.

Foto BMW pressearkiv

Og som den sidste, den Jeff Koons dekorede BMW M3 GT2 / 2010.

Foto BMW pressearkiv

M3 GT2’eren er stadig for ny i klassisk bilsammenhæng, mens de to første er absolutte perler i samlingen. Det er i øvrigt første gang, at der er BMW kunstbiler i Danmark. Samlingen af BMW kunstbiler udvider sig hele tiden og er nu nået op på 19 eksemplarer.

Men udover BMW kunstbilerne, omfatter udstillingen også 50 værker af yngre nordiske kunstnere inden for fotokunst, maleri, skulptur og andre kunstneriske discipliner, som vil være tilstede på udstillingen – en unik mulighed for klassiske bil- og kunstentusiaster. Læs mere om udstillingen på ARTEXPERIENCE 2024.

Åbningstider
3. maj: 16.00 – 19.00
4. maj: 10.00 – 18.00
5. maj: 10.00 – 16.00
Entre
Forsalg: 95 kr
I døren: 115 kr.
Børn under 12 år gratis entre.
Adresse
BMW Experience Center, Jan Nygaard A/S
Firskovvej 33, 2800 Kongens Lyngby

devider2

Ugens Foto: Apropos kunst

devider2

Ugens Fund: Ford Fiesta eller Fiat 127 til 45.000 kroner?

Dette er en reel duel på to biler, der var konkurrenter dengang og stadig er det i dag som klassikere. I dag tror jeg der er stor forskel på, om man er Fordentusiast eller Fiatfan, men jeg kan faktisk ikke helt vurdere, om forskellen mon var større eller mindre dengang de var nye? 

Jeg finder begge ufatteligt charmerende i dag, og jeg er heller ikke i tvivl om, at begge leverer masser af køreglæde. Uanset hvordan man ser på begrebet: De to her er meget langt fra en moderne køreoplevelse, og hvis man ikke smiler efter en tur i en af dem, så er der noget galt. Jeg er også sikker på, at hvis man gerne vil møde nye mennesker i 2024, så kan de begge hjælpe med det: Millioner af mennesker har relationer til de to her.

Selv kan jeg slet ikke bestemme mig for en favorit: Fiestaen lever op til sit navn i farverne, der næppe kan blive mere halvfjerdseragtige – men 12-7’eren ser frækkest ud på sine helt rigtige alufælge (mens Fiesatens er helt forkerte) og lyder efter min mening bedst og har vel også den bedste motor. Eller har den? Lad debatten begynde. 

Tak for tip til Ole Sørensen for dem begge. Find Fiestaen her og 12-7’eren her

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

devider2

Ugens “Det var bedre i gamle dage”

devider2

Ugens forkerte brug af ordet “Patina”: 1977 BMW 525 til 50.000

Det er alt for billigt for en fin 525. Annoncen siger “Mekanisk er den i fin stand, men lidt patina svarende til alderen skal man forvente.”.

Annoncen er med billeder, og det er en god ting. På nogle af dem kan man se rust. Og det kan man faktisk godt forvente af en bil fra 1977. Men rust er ikke patina. 

En 525 er ellers en virkelig lækker vogn, og den er med manuelt gear. Der er intet link til annoncen i denne tekst: Man må kun finde denne bil, hvis man også finder rusten! 

devider2

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.

17 kommentarer

  1. Jensby

    Jeg er lige kommet hjem fra Algeriet og 504 lever stadig i “bedste” velgående som daglig transportmiddel. Jeg så dog ingen 7 sæders versioner men var heller ikke udenfor Algiers.

    Svar
  2. Jensby

    Ups, 404 i det andet billede, så her en 504 der var i daglig brug.

    Svar
  3. Henning Hjorth

    Var (også) på Le Mans i 1979, og fulgte spændt den Andy Warhol håndmalede BMW kæmpe for at gennemføre løbet! Efter sidste pitstop fortsatte den på 5 cylindre! Benzintilførslen til sjette cylinder blev lukket af på grund af en defekt cylinder! Bilen lød ikke så godt, men gennemførte! (Så vidt jeg husker!!)
    Hilsen Henning Hjorth

    Svar
  4. Soren W

    Jeg giver op. Jeg er i går blevet meldt ud af Klub ViaRETRO..!
    Jeg har skrevet flere mails, sendt kopi af min kvittering for betaling på mobilepay i marts.
    Men intet hørt. Det er simpelthen amatøragtigt.

    Hyg jer videre herinde. Håber jeg løber på nogle af jer ude i virkeligheden en gang imellem…

    Svar
  5. Jørn Wentzel

    Peugeot 504 vækker mange dejlige minder, idet jeg har haft nogle stykker af slagsen. Jeg skiftede i 1973 fra en 404 til en 504 berline med soltag fra 1970, denne blev i 1976 udskiftet med 504 coupe med automatgear – den eneste af slagsen dengang :-). den havde fra ny tilhørt Ole Ritter og blev købt fra Peugeot-forhandler Kaj Nielsen i Silkeborg der havde haft den som privatbil – han havde på det tidspunkt også en metalgrøn med almindelig gear til salg. Senere har jeg også haft en vanudgave og en Pick-up med dieselmotor, der kørte utroligt langt på literen og det var dejligt da den blev brugt som pendlerbil mellem Silkeborg og Snedsted i Thy :-)Jeg har desuden haft 404 berline og coupe og et par 604, alle sammen dejlige biler, men jeg har nu svigtet dette mærkere og kører nu med stjerne på kølerhjelmen…

    Svar
  6. Tony Wawryk

    Big fan of the 504, especially the Cabrio and Coupé, both very rare here in the UK. The Coupé is especially cool, almost hard to believe it’s based on the saloon.

    Svar
  7. Skaanning

    @Soren W ærgerlig situation. Du har jo gennem lang tid bidraget med gode indlæg osv. Men jeg forstår dig. Da jeg selv meldte mig ind, hørte jeg intet tilbage. Ingen svar på mails, hvor jeg påtalte, at jeg ikke havde modtaget noget af det, jeg var blevet lovet. Og i sidste uge var der endnu et medlem, der beskrev lignende problemer. Tidligere har der været andre også.
    Det er dårlig moral fra VRs side.

    Svar
  8. Batman

    Claus har nogle gode indlæg, tak for det, men selv hjemmesiden virker fuldkommen forstummet, gået i stå.
    Ingen dynamik overhovedet, hvad sker der Claus? Er der ikke folk nok?

    Svar
  9. Carsten Goth

    Da jeg fik mit kørekort, var min adgang til at bruge det mine forældres VW Derby 1.1 fra ‘76. Den var i en funky (dengang af mig hadet) 70’er orange. Med pepito betræk på sæder. Bilen var livlig, virkede som god kvalitet – men virkede også kedelig. Detour – I know. En af mine kammerater havde en 127 i netop den herover grønne farve. Jeg syntes godt, jeg kunne fornemme, at Fiat’en ikke var bygget til samme kvalitetsniveau som Derby’en. Men der var noget over 127’erens design, jeg dengang fandt tiltrækkende. Og dens motorlyd var bare flottere end Derby’ens. Og så var den marginalt hurtigere end Derby’en, når vi kørte sammen. I dag er jeg ikke i tvivl. Fiat’en er bare meget flottere – og ikke som Derby’en en parantes i historien. Og selvom jeg egentlig altid har syntes, at Fiestas udseende var interessant, har jeg aldrig været fristet af bilen. Jeg blev vaccineret af mine forældres Escort 1.1 fra ‘81. Den stødstangsmotor tenderer den mest triste motoroplevelse, jeg har haft. Jeg er sikker på, at en Fiesta 0.9 eller en 1.1 lyder lige så trist. Og har lige så lidt temperament. Så 127 over Fiesta for mig !

    Svar
  10. Michael Sehested Lund

    Peugeot (og andre franske mærker) blev ramt af, at andre havde bedre tilbud på hylderne, når det kom til lidt finere middelklassebiler og øvre middelklassebiler. Kunderne smuttede simpelthen, lige som du gjorde @Wentzel.

    You’re right @tony-wawryk , later on the approach was probably axed by the beancounters.

    Svar
  11. Carsten Goth

    Jeg kan godt forstå frustrationer over klubmedlemskabsindmeldelsesprocessen. Men, jeg tager også med ind, at Viaretro drives af få, travle, meget passionerede personer – og så i deres fritid. Så jeg kan godt forstå, at noget nogen gange kan halte. I det lys og i et hvert andet lys, synes jeg (stadig), at Viaretro er et fantastisk, givende og interessant sted. Tak – jeg håber I bliver ved !

    Svar
  12. Tom Hjorthøj Nielsen

    På baggrund af oplevelser i forbindelse med medlemskartotek, betaling mm. – og Claus’s forespørgsel har jeg den 11. april tilbudt min assistence vedr. styring af medlemskartotek og deraf følgende betaling. En opgave jeg både arbejds- og interessemæssigt har beskæftiget mig med tidligere .
    Jeg har i dag forsøgt at logge på hjemmesiden, dog uden held. Jeg er nok også udnævnt til tidligere medlem.

    Svar
  13. Michael Nørgaard Andersen

    Apropos Peugeot 504 Cab. Og Campen byder nok ikke så meget på sine egne auktioner lige i disse dage..

    Svar
  14. Skaanning

    @Carsten Goth jeg håber også, VR bliver ved, og jeg forstår også godt, at tiden kan være knap for folk osv.
    Altsammen helt fair.
    Men så må det bare meldes ud. Så skal man lade være med at love dit og dat, som folk skal betale penge for, når der efterfølgende intet sker. Fra VRs side kan man bare spørge folk, om de vil støtte (økonomisk), at siden kan fortsætte, så vi alle kan have fællesskabet om bilerne. Tror faktisk mange af os ville bakke op. Men det er ikke tilfældet. Nej, man bliver lovet ting og fordele man ikke får. Og det er rent principielt ikke acceptabelt. Ingen vil betale for en lovet vare, man ikke får.
    Og den larmende tavshed der møder en, når man henvender sig, gør blot situationen endnu mere nedslående.
    At Tom H. Nielsens generøse tilbud tilsyneladende ikke mødes med et svar er også påfaldende.
    Ja, jeg vil ikke være for negativ, men tingene dur bare ikke.

    Svar
  15. jakob356

    Jeg er én af de få, der synes 504 Berline er den smukkeste og har det mest interessante design: De nu klassiske skrå Peugeotforlygter havde sit gennembrud her, de unikke hælformede baglygter på den kompakte knækkede hæk, osv osv..
    Realiserede drømmen om netop sådan én for nogle år siden: Kørte herligt fransk og afslappet!
    https://www.instagram.com/p/BhOoQfMB4LM/

    Svar
    • Jørn Wentzel

      Det er meget præcist udtrykt, jeg ville godt have en 504 TI med automatgear, elruder, lædersæder og soltag årgang 1976 – 78 – Herrekøretøj!

      Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.