Mens Porsche fejrede deres legendariske 911 turbos halvtredsårs jubilæum havde selve messen mistet pusten lidt: Færre haller, færre besøgende – og formentlig færre salg.
Det sidste er jo selvfølgelig ikke så godt for en salgsmesse, men det er også kun baseret på mine fornemmelser, vil jeg straks sige: Der var skam “Verkauft”-skilte i vinduerne rundt omkring, men ikke så mange som jeg husker det fra Essen for få uger siden – eller værre endnu fra sidste års Retro Classics i Stuttgart.
Messen var også blevet fysisk mindre, da der simpelthen var færre af det fine messecenters haller i brug – kun seks ud af de ti, faktisk. Jeg var faktisk dybt overrasket, da jeg kun var der i kort tid og havde regnet med at det blev en rigtig sprinttur igennem hallerne: Men nej – seks haller (hvor den ene er de berygtede reservedele og andet skrammel, som jeg alligevel aldrig opdager at jeg mangler…) kunne klares på een dag.
En endnu større overraskelse var det, at der ikke engang var overfyldt i gangarealererne. Jeg har i mange år gjort det til en grundregel at komme på messernes første dage, da det typisk er hverdage hvor primært branchefolkene kommer. Men denne gang havde jeg andet at lave hjemme i Danmark om torsdagen og om fredagen, og det kunne ikke været anderledes end at jeg måtte troppe op lørdag og søndag – hvilket jeg frygtede. Men nej: Der var slet ikke overfyldt af gæster nogen af dagene – og mens det var rart for mig som fodgænger, så er der ingen tvivl om, at det ikke er rart for messearrangørerne.
Så konklusionen er klar: Retro Classics Stuttgart var ringere end i tidligere år. Men når det er sagt, så er det stadig en stor messe, der diskede op med en hel del biler, der nok var værd at kigge på. Herunder flere, som jeg aldrig har set før.
Ingen af dem var i særudstillingen, der var dedikeret Bitter. Her stod tre af den fantastiske CD ved siden af hinanden, og det tror jeg alligevel aldrig jeg har set før. Men igen: Her har tidligere stået fantastiske racerbiler, som man ellers aldrig ser – så også særudstilllingen var nede i gear. Og med på en lidt kedelig tendens: Der var masser af nye biler.
Det het forstod jeg ikke: EN hel masse nye G-klassser på en Retromesse – hvorfor?
Det gik igen over meget af messen. Retro Classics var for flere år siden meget tidligt ude med at omfavne bevægelsen af nyere klassikere, nyklassikere (ikke nødvendigvis det samme) og ikke mindst youngtimers, og havde på et tidspunkt dedikeret en hal til formålet. I år stod de meget blandet ind i det hele, og det virkede ikke rigtigt på mig. Udover rodet. Men det kan være jeg bare har de kritiske briller på nu?
Jeg kan ikke helt komme mig over ideen om en SL – i en god farve.
Så tilbage til det gode, hvor jeg af tidshensyn er nødt til at lade billederne stort set tale deres eget sprog. Stuttgart er jo både Porsche og Mercedes’ hjemegn, så selvfølgelig er der mange af dem. Men for det første er der faktisk rigtigt meget andet også – og for det andet gør det jo ikke noget, vel?
Eller en 911. Af hvilken som helst slags.
Jeg er selv meget interesseret i de ufatteligt mange muligheder for at modificere sin Porsche 911, og på enmåde forundret over, at det ikke er ligeså udbredt på andre biler. For eksempel dem, der fra starten af er mindre gode! Mens jeg stadig foretrækker en original 911, så er det fascinerede hvad de små værksteder og firmaer laver derude – og hvad folk gerne vil betale for det.
Særudstillingen om tuningsikoner var en slags kommentar til det: Der er igennem tiden lavet nogle aldeles forfærdelige ting også, og en af de mest berømte en Mantaen fra filmen af samme navn. Og dér stod den. Faktisk var dens finish slet ikke dårlig – men dens stil. Hold nu op! En tankevækkende bil, som alle der tuner fine orginalbiler bør tvangsindlægges til at studere grundigt før de selv går i gang.
De helt enormt store og sjældne og fine og dyre biler glimrede stort set ved deres fravær. Hvorfor den moderne Bugatti fik en præmie fra udstillerne forstod jeg ikke helt – måske var det messens dyreste? Jeg brugte meget mere tid nede i afdelingen for klassiske turistbusser.
Og ved Ford Caprier af diverse slags. Scirocco. En Ferrari Mondial T Cabriolet solgt på auktionen til 50.000 Euro. BMW 6-serie af E24-modellen. Und so weiter: Der var masser at se på, og isloleret set var messen god. Men ikke så god som den har været. Nu er jeg nærmest nødt til at komme igen næste år for at se, om de kan rejse sig igen. I mellemtiden er herunder blandede bolscher fra Retro Classics 2024:
Begynder at blive glad for jeg ikke farer afsted til bilmesser mere. har været på mange af dem tidligere men det er som om det ikke rigtig er nok bare at vandre rundt og gense bilerne, bare i andre farvekombinationer. Så hellere bilmærkernes museer hvor man også får information, innovation og historik.
Den grønne bimmer ser nu saftig ud, var det en 3.0 csi ? jævnfør vores seneste diskussion om dem.
Tak for en smuk reportage og de rigtig mange god billeder – er der mon mere tilbage af din højre pegefinger?
Lige dagens sjove opstød her da forummet ikke rigtigt bliver læst. Jeg havde fødselsdag i går og opdagede ved en tilfældighed at min første klassiker, en Bertone 1750 Gtv fra 68 og min seneste Lotus Elan fra 66 begge har meget identiske numre på pladerne der indikerer min alder (som ikke er i trediverne). Det kan da ikke være tilfældigt eller ?
Der er over fyrre år mellem billederne- Ja det er vel ingen skam at have startet i en Alfa og endt i en Lotus.
Sjovt nok siger nummeroplysningen at den første plade nu sidder på en Mitsubishi Colt, jeg vidste ikke man genbrugte gamle plader på den måde eller gør man.
Først vil jeg sige – Tak for medlemskab igen i 2024 og det er flot at I hårdnakket forsætter med den gamle ånd. Eller i hvert fald lidt ældre.
Jeg runder de 50 år i år, og apropos en stille retro classics messe, så går det i den retning for mig også.
Men en fin lille Triumph Dolomite der var blandt de fine klassiker.
Bh. Njal
Forsinket tilllykke til fødselarerne.
@njal, godt set, for den Dolomite Sprint var faktisk rigtigt flot restaureret – sjældent set godt og grundigt lavet på en bil i den prisklasse. Motor, mekanik, sæder, træ og det hele – den var vanvittigt lækker.
@lars-d, nej, det kan umuligt være tilfældigt! Omend jeg må indrømme, at jeg ikke kan afkode præcis HVAD det er skæbnen her prøver at fortælle os…
Sådan så motorrummet ud i den fine Sprint:
Ja, motor og motorrum er flot, og mekanisk i orden.
Måske kommer bilen kun ud og frem når den skal udstilles på messer rundtomkring.
Hvis det ellers er ok at være lidt drengerøvet en gang imellem, i dag med lempningen på originalitetskravet, kunne designet godt ligge op til en baneracer også.
Aldren skrider frem og en superfin Triumph Dolomite sprint 1850 HL er på ønskelisten. HL stod for ‘highline’ på min Austin Maxi 1750 HL. Jeg fandt ikke rigtig udad hvorfor HL i instruktionsbogen benævnes ‘highline’ men måske fordi at de mekaniske producerede dele var af high-level standard den gang. Igen som far og familiebil på tur, i stedet for min nuværende 914 1.7L :-)
Bh. Njal