Register

fifteen − two =

A password will be e-mailed to you.

Køreglæde med højst 80 km/t? Jo, det findes!

I går aftes kørte jeg efter kaffe og fik det læst og påskrevet igen: Kurver er koden!

For nyligt var jeg med til et lille eksperiment, hvor vi skulle finde den mest køreglade bil. Og ja, det var stort og semividenskabeligt lagt an, og der kommer mere om det senere. Men jeg var helt ærligt lidt forbeholden ved en af præmisserne ved definitionen af køreglæden, der nemlig skulle vurderes ved “højst 80 kilometer i timen på fynske landeveje”. Det hang selvfølgelig sammen med lovligheden af et semividenskabeligt og senere meget offentligt eksperiment, da hastighedsgrænsen på den fleste landeveje, også på Fyn, er netop de omtalte 80. 

Der findes også kørestrækninger, hvor man ikke engang MÅ køre 80.

Det hænger selvfølgeligt også sammen med hvilken bil man kører i, for der er faktisk ikke meget ved at køre 80 i en moderne superbil. Men hvis dét havde været på dasgordenenen, så var jeg nok heller ikke blevet inviteret! Som sagt, dét eksperiment kommer der mere om, men det var tankevækkende. 

Det er meget ViaRETRO-agtigt også at gå op i, hvor man så holder pauserne fra kørslen henne. Og det kan Fyn altså også noget med. Apropos kaffe, så var den også god hér.

Ligesom det var i går aftes, da jeg efter forlænget friuge med dejlige køreture som research til Klub ViaRETRO lige ville slutte weekenden af med at hente kaffe oppe på det lokale risteri. Eller – lokale og lokale, det er godt ti kilometer væk, men den er værd at køre efter. Jeg tog for Gud ved hvilken gang den stadig varme Alpina, og skulle lige til at sige, at jeg tog bagvejene – men faktisk er der nærmest ikke andet.

 

Det var ikke al asfalt der var lige god, men så kan man jo nyde den velafstemte undervogn arbejde. Det var heller ikke alle veje, der var lige rene – men jeg skal alligevel havde gjort Alpinaen meget ren til en fotosession i denne uge. Men svingene var gode. Og der var selv på den korte strækning masser af dem. Hvordan vejføringen er opstået er mig en gåde, men jeg var glad for det.

Og med kaffen købt tog jeg samme vej tilbage, hvorved de samme sving jo nu blev gennemkørt fra den anden retning. En helt anden oplevelse, selvfølgelig, og nu med den lave sol i øjnene. Jeg var lykkelig. Og: Jeg var ikke over 80. Ejheller ofte over andet og tredie gear, men det er i Alpinaen en del af fornøjelsen og skifte imellem dem, og lade rækkesekseren synge. Ligesom det ville have været i en åben Triumph, en Peugeot 205 med soltag, en Volvo Amazon og så meget andet – måske en 2CV faktisk ville have været afsindigt sjov, og også have klaret de dårligste vejafsnit bedst? 

Som sagt, der var noget at tænke over. Hvilket der også er bedre tid til med 80 km/t. 

Kurver. Det viser sig, at det er dét livet handler om.

6 kommentarer

  1. Leo Jensen

    Jeg har det lige sjovt i XJ-S og 2CV på de samme veje som du kører på, men jeg er nysgerrig efter hvor denne kaffebod ligger ? Jeg må jo køre for lidt når jeg ikke har set den…
    2CV er faktisk altid sjov pånær hvis man skal langt og har travlt. Man kan sagtens følge det meste trafik uden at have speederen helti bund, men på den anden side set kan man også give gas i flere sekunder uden at risikere bøder…

    Svar
  2. Niels V

    For mig bliver køreglæden helt sikkert fundet på landeveje, og egenligt er hastigheden mere underordnet, om 35 km/t eller 80 km/t.
    En snoet landevej er jo stedet hvor man rigtigt for lov at “arbejde” med bilen ´, man oplever dens facetter.
    Det er jo også meget afhængigt at køretøjet, hvordan oplevelsen hastigheden er.
    35 km/t kan følges som meget hurtigt og give sved på panden på en snæver snoet landevej i det rette køretøj.
    Motorvej er for mig monotont og kedeligt, det handler kun om at komme fra A til B, så jeg vælger altid at køre over land.

    Svar
  3. Claus Ebberfeld

    Kaffeboden ligger da også lidt fra alfarvej, @leo-jensen. Jeg fandt den selv ved et tilfælde, hvor jeg kørte en omvej til Bogense. Den ligger i Skåstrup og lyder det helt logiske navn Skåstrup Kafferisteri.

    Bilens evner spiller nemlig også ind på hastigheden, @niels-v: jeg tror der er veje heromkring hvor 35 km/t i Spitfiren vil føles mere dramatisk end 80 km/t i Alpinaen!

    Svar
  4. Leo Jensen

    Det er i det mindste i modsat retning af Middelfart, så jeg har omkring 20 km derud, @ce. Har tit kørt igennem Skåstrup da jeg cyklede, men til Bogense er det oftest ishuset og de gamle biler på havnen tirsdag aften, der trækker, og så bliver det landevejen. Den er nu også fin…

    Svar
  5. Njal

    Jeg syntes der er flere fordele ved den langsomme kørsel end den hurtige.
    1.vejbelægningens tilstand i mente, fordi det mere udfordrende når huller, og lapninger i vejen hindre en jævn og behageligere køretur. Og min erfaring her på Djursland – Århus er at på mange af disse små veje spare vejvæsnet åbenbart i forhold til færdselsårerne såsom hovedveje og motorveje.
    2. Lyde under kørsel. Af ovenover nævnte grunde, hvor vibrationer og rystelser giver klappende sideglas, knirkelyde på grund af hårde gummilister og slip imellem vinduesrammerne. Bilens alder tage i betragtning osv. Alt sammen støj der hindre nydelsen af motorens brummen og den køreglæde der ellers optræder når vejen er plan uden vejfyld eller huller. Når det lykkes at finde et godt stykke landevej ved skovbryn og natur, er det en oplevelse at køre min Vw-Porsche 914 og JA, Ja, ja jeg vil gerne indrømme at en plan motorvej er et jævnlig besøg jeg ikke vil undvære, mens jeg vel at mærke stadig kan køre.
    Her syntes jeg Vw-porschen gør sig bedst uden at det skal være farlige hastigheder jeg køre omkring 70 mph – 90 mph. God motor og udstødningslyd. Motoren har godt moment ved de omdrejninger og har godt af længere ture med moderate omdrejninger.
    En af ulemperne ved sving og kurver for mig, er jeg bliver tvunget af centrifugalkraften når der ingen vejhældningen er i sving og mindre kurver, så glider min ende ud af sædet, og grebet på rattet bliver som at holde fast i stedet for kun at styre på rattet. Og jeg syntes Vw-porschen er lidt moment slap i det terræn. Men motoren har en fed cruishlyd ved 30 – 40 – 60 mph også.

    Så, JA små veje kan være sjove at køre. Men jeg vil ikke undvære hoved og motorvejene i min.

    Bh. Njal

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.