Peugeot 605: Dén havde I ikke set komme i Matiné 506!

Det havde jeg heller ikke, men Peugeot 605 er faktisk en bil, som jeg altid har haft på radaren – og havde det været værre, når det var værst, så kunne jeg sige i et klassisk had/kærlighedsforhold. Sagen er bare, at jeg aldrig har hadet den, men i stedet og i perioder haft det på den eneste måde, der reelt er værre: Jeg har ikke følt noget som helst – udover ligegyldighed. 

I den rette vinkel og det rette lys kommer 605-formen og dens M3-agtige skærme nogle gange til deres ret, og man kan se at det faktisk er en flot bil. 

For en klassisk bil er det nok det værste der overhovedet kan forekomme. Men – kan nogle morgenfriske derude ved kaffen så måske sige – “så er det jo heldigt, at den ikke er en klassiker”. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det også min tanke. Men det er faktisk forkert: 605 kom i juli 1989, og bliver dermed selv efter den strenge danske fortolkning en veteranbil til sommer. I mange andre lande har den været det siden 2019.  

Den rette farve er også vigtig – sådan en vinrød een her klæder den. Ikke knaldrød, for så ligner den en 405, og dén var i forvejen nok en del af problemet for 605’eren.

Hvilket måske bare gør problemet endnu større: Jeg er stadig lidt i to sind omkring Peugeot 605. Den var Peugeots luksusmodel øverst i hierakiet, alle sejl var sat til og dels er det en flot vogn og dels kørte den efter sigende forrygende godt og fik megen ros for det blandt de kræsne motorjournalister. Jeg har ingen erfaring med det selv, for jeg har aldrig kørt en 605. Det er en bil jeg mest beundrer (for det meste…) udefra – men nogle gange tænker over, om jeg nogensinde kommer til at køre endsige eje een? 

605’eren fik en del kritik for sit instrumentbord, men jeg synes faktisk det fungerer fint i dag: Se, ingen skærme overhovedet, men masser af rigtige knapper!

Nogle gange kan jeg rigtigt godt lide den – og andre gange finder jeg den for tam til overhovedet at overveje. Og dét er ikke et godt udgangspunkt for en klassisk bil. Den deler ellers en del teknik med Citroën XM, og sådan een har jeg været ude at prøve med køb for øje – for jeg ved bare jeg skal have en XM en gang. Begge to har fine roller i filmen Ronin, i øvrigt – se selv herunder: 

Hvor de imidlertid også begge bliver overgået af en Mercedes-Benz 450 SEL 6.9. Dét er en rigtig drømmebil. Selvom den nok er knap så gangbar som nyklassiker på lavbudget. Dét er en Citroën XM og har sådan set været det længe – men bliver en Peugeot 605 også det? Eller bliver den kun lavbudget? 

Vi kommer tilbage til emnet om 99 Matinéer og så ved vi måske mere.

God weekend

Claus Ebberfeld

… then we take Berlin!

Tekst og foto Michael S. Lund

Sådan synger Leonard Cohen, som det næste efter ”First we take Manhattan” i sidste linje i hvert vers, som også er titlen på nummeret. Det har vi nu gjort 3 gange med Classic Days Berlin 2024 som hovedmålet.

Egentlig var det meningen, at det skulle have været opskaleret i år til at have omfattet en længere rute og flere deltagere, sådan blev det ikke. Men til næste år er chancen der igen! 

Alligevel havde vi mandet lidt op denne gang ved at gå fra tre til fem personer og fra een bil til to – en Mercedes W116 S-klasse 350 SE og min Porsche 911. Mercedesen var ude på sin tredje og 911’eren på sin første tur dertil. Begge klarede de ca 2 x 450 km fra Københavnsområdet til Berlin via Gedser-Rostock overfarten og retur uden problemer. Ja, 911’eren endte med at komme til at køre bedre af det, for vi tog motorvejen, hvor den rigtig var i sit es. Mange orker ikke rigtigt motorvejen i den klassiske bil blandt andet på grund af megen trafik. Til det kan jeg sige, at strækningen Rostock-Berlin ikke hører til den mest befærdede, så det er nemt at sætte sit eget tempo.

I stedet for motorvejen er det også muligt at tage landevejen for at få et indtryk af Mecklenburg-Vorpommern, der undervejs byder på byer og landsbyer, hvor tiden nærmest har stået stille … og på store skove i Mecklenburgische Schweiz og vådområdet Mecklenburgische Seenplatte, som er fyldt med søer og vandløb. Hvis man skal have den fulde oplevelse på dén måde er det en god idé at afsætte en ekstra dag til turen. Det gjorde vi ikke denne gang, men tog dog en lille afstikker til byen Neuruppin på vejen hjem (sidste år fik jeg et tip fra en læser) for at spise frokost. Neuruppin går for at være den mest preussiske by af alle byer i Preussen på grund af dens arkitektur – stramme bygninger og lige gader. Byen fremstår meget velbevaret i dag – til trods for, at den jo lå i DDR. Vi fandt en hyggelig Biergarten, hvor der samtidig var fernisering.

For lige at genopfriske Classic Days Berlin, er det et træf for klassiske biler ikke yngre end 1989 (i år), der foregår på Kurfürstendamm i starten af maj i Berlin. En strækning på to kilometer er afspærret for almindelig trafik fra omkring Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche til Olivaer Platz. De klassiske biler er parkeret langs fortovskanten og inde på midten under de nyudsprungne platantræer. I år deltog omkring to tusind biler.

Men inden vi tog dertil, lagde vi lige vejen forbi Classic Remise, hvilket jo nærmest er uundgåeligt, når man nu alligevel er i byen. Det jeg altid har kunnet lide ved konceptet i Classic Remise og andre tilsvarende steder i Tyskland er, at det er en ramme, der indeholder flere aktører: forhandlere, værksteder og andet, som hver sætter sit eget individuelle præg. Derudover er der selvfølgelig opbevaringsfaciliteterne, som efterhånden er kopieret mange steder. Men også et spisested, hvor starten på maj måned ligger indenfor aspargessæsonen. Nystukne cirka tommelfingertykke hvide asparges fra Lüneburger Heide serveret med hollandaise sauce, drysset med lidt persille og et glas med en sprød Riesling fra Rhinlandet til. Som det ses i billedpotpourrien nedenfor fra Classic Remise, var der faktisk et par fine Peugeot 505 til salg, som vi omtalte i Weekend Matiné Nr. 505, hvis nogle skulle være blevet inspireret:

I modsætning til chefredaktøren hører jeg ikke til blandt de med landsted, så jeg bliver nødt til at betale for pladserne bilerne står på per bil ude i byen. Det sætter en begrænsning på, hvor mange klassiske biler jeg kan have, og at jeg ikke kan tillade mig at have biler, som ikke kan køre. Derfor er jeg endt med to, som jeg egentlig er godt tilfreds med. Den lidt triste kendsgerning er derfor, at hvis jeg kaster min kærlighed på en anden klassisk bil, skal en af de andre ud. 

Det forholder sig sådan, at jeg har fået et godt øje til Mercedes W111 Coupé, som jo i sedan-udgaven var kendt som “Heckflosse”-modellen på grund af sine halefinner. Men hvor sedanen i mange udgaver er mere jordnær, er coupéen og cabrioleten ovre i luksuskategorien, og begge fik et ret langt liv fra 1961 til 1971. For at være helt specifik, drejer det sig om en Mercedes W111 280 SE 3.5 “Flachkühler”, som blev produceret fra 1969 til 1971, inden coupéen blev afløst af Mercedes C107 350 SE. 3.5 refererer til M116 V8-motoren her på 3,5 liter. Modellen kendes let forfra fra de tidligere udgaver på den fladere og lavere køler, deraf betegnelsen “Flachkühler”. Et ordentligt eksemplar af en “Flachkühler” coupé er med en pris på omkring 1 mio. kr. ikke helt billig, men så får man til gengæld også en bil med en udsøgt kabine kabine klædt i læder og træ. Min skal helst være i Moss Green metal og med indtræk i brunt læder.

I sagens natur var der mange tyske biler, herunder også mere specielle, som den viste Bitter SC er et godt eksempel på. Jeg har nøjedes at lægge et billede op af den ene, for der var nemlig en til parkeret et andet sted.

Mens vi er ved det specielle, kan vi lige så godt løbe linen helt ud og gå over til deciderede kuriosa. Lige ved, hvor vi selv holdt parkeret, stod denne Mercedes SLR replika, der … for at sige det rent ud … var lidt løs i fortolkningen. Bilen blev bygget hos Thoroughbred Coach Builders, mens de stadig eksisterede. Karrosseriet er i glasfiber, placeret på en rørramme, og motoren er en V8 fra Ford. Så alt i alt noget, som aldrig har været i nærheden af Stuttgart og omegn.

Den næste og værste var Hurtan Grand Albaycín. Hurtan er spansk, baseret i Granada, og tilbyder Grand Albaycín, hvis man synes, at ens Mazda MX5 ser lidt for almindelig ud. Der findes andre muligheder, for at give sin MX5 lidt kant og heldigvis, for i tilfældet Hurtan er det mest oplagte at lade være …

Således mættet af indtryk, sluttede vi af om søndagen og satte kursen nordpå mod Rostock, afbrudt af en afstikker til Neuruppin, som nævnt ovenfor. Næste gang er ambitionen, at turen til Classic Days Berlin skal blive til et lidt større arrangement.

Ugens Fund: 1966 Jaguar E-type coupé til 330.000 kroner

Hvad med et vaskeægte ikon af en sportsvogn, verdens hurtigste bil, måske en af de smukkeste og ikke noget af det her youngtimerpjat heller? Nemlig: En E-type. Til 330.000 kroner er dette den billigste synede og kørende Serie 1 jeg har set længe, så den blev et sikkert Ugens Fund. 

Men! Som sædvanligt vokser træerne ikke ind i himlen: Det er godt nok en Serie 1 med de inddækkede forlygter og kække små baglygter og en 1966’er, så med den større 4,2 liters motor og bedre gearkasse – men det er altså en 2+2. Det lille bagsæde krævede en ændring af taglinien, og dermed er denne udgave af E-type helt sikkert ikke længere verdens smukkeste bil. 

Den er dog stadig alt det andet. Og der står i annoncen at bilen har haft samme ejer i 23 år, er velholdt, rustfri og lige til køre i. Samme ejer i 23 år? Jamen, selvfølgelig kan man holde af en 2+2. Farven kan jeg også godt lide, men jeg har aldrig set den før og ved ikke, om den mon er original? Det kan være nogle E-type-klogere end jeg kan kaste lys over den nuance, der i min øjne ser mere halvfjerdserne end tresserne ud. 

Men ellers var det første jeg gjorde at kigge billeder af kabinen: Nu var den vel ikke automatisk, hvilket ikke ville have undret mig til den pris? Nej, her er en manuel gearkasse til at styre det sekscylindrede orgel ude foran. Men den kloge køber tjekker jo lige al dens slags efter – er den født medd en gearkasse og så videre, I praksis betyder den slags jo ærligt talt ikke en døjt – men når den nye glade ejer vil sælge den igen efter 23 år mere, så betyder det lidt. 

I mellemtiden har man forhåbentligt fået kørt nogle gode kilometer. 

Tak for tip til Ole Sørensen. Find annoncen her: 1966 Jaguar E-type

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens Stream: Monaco’s historiske Grand Prix

Ja, det er denne weekend, og mens fredagen var træning, så er det meste af lørdag og søndag rigtige racerløb. Giv det lige et lille kig, og se så om redaktørens anbefaling af et besøg til en billetpris for BEGGE dage på 120 Euro ikke kunne være det værd – i 2026, når det køres næste gang: 

Ugens Grafik

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.

God weekend