Jeg har altid foretrukket Mercedes-Benz 190E rent designmæssigt frem for BMW E30. Men kan man stige fra den ene over i den anden?
Det er et hypotetisk spørgsmål. I hvert fald på den konkrete Mercedes-Benz. Hvor meget ellers passer: Farven, standen, stofsæderne, manuelt gear. Behøver jeg sige, at det var en benziner? Men ligemeget, den er ikke til salg. Det er min Alpina heller ikke sådan ude på det store internet endnu, men det betyder ikke at den ikke kan købes. Akja. Livet som bilforhandler. Og hvis den pludselig er væk, så skal jeg jo have noget andet, og så er det godt at være forberedt. I det mindste mentalt.
Så da chancen kom for at prøve en rigtig god 190E slog jeg straks til. 45.000 kilometer fra ny og som det fremgår meget flot. Også i min gård, hvilket jo er vigtigt. Her så min Corvette C5 targa for eksempel ikke helt rigtig ud – men OK, den levede jeg dog med alligevel. Lad det være sagt med det samme: Det kunne jeg også godt med en 190E.
Nu var dette den opdaterede version med de såkaldte Sacco-brædder på siden, men det har jeg også altid syntes var et flot og diskret facelift. Som fungerer rigtigt godt sammen med hjulkapslerne, som denne rimeligt basisudstyrede bil var forsynet med. Da den holdt på parkeringspladsen ude på arbejdet kunne jeg ikke undgå at bemærke, hvor udfatteligt tidløst den lille Mercedes-Benz faktisk er. Og hvor genkendelig den er som en Mercedes. Hvilket var nøjagtigt et gennemgående tema i Bruna Saccos måde at tænke Mercedesdesign på i hans længe karriere hos dem.

Det oprindelige 190-design havde kun en lille stribe langs siden.
Jeg beundrer det hver gang jeg ser en 190E – og sjovt nok vandt designet jo som sådan bestemt ikke noget ved at blive forsynet med spoilere og skørter og senere vinger i homologeringspecialerne 2.3-16 og opefter. Men det gjorde fartressourcerne og prestigen selvfølgelig, og det har da også længe været sådan en tidlig 2.3-16 jeg mest specifikt har ønsket som afløser. Med stofsæder. Det ER vigtigt for mig, jo.

Det hjalp virkelig Mercedes at begynde at køre racerløb igen.
Og det havde denne her jo også, og man sad godt i dem. Dog ikke så godt som i Alpinaens Recarosæder. Selve ergonomien i kabinen var heller ikke på højde med Alpinaen, men det var kvaliteten til gengæld: Lyden når man lukkede døren var klassisk Mercedes-Bankboks og mindede mig om min gamle S-klasse. Som jeg jo også elskede, men jeg kan bare meget, meget bedre lide størrelsen af en 190E, der jo passer bedre til min egen størrelse. Kabinen i 190’eren var meget mere intim end i den store S-klasse, men på den gode kvalitetsagtige måde. Og så var den i øvrigt som firedørs meget nemmere tilgængelig for bagsædepassagerer. Som jeg ikke har ret ofte – men når det sker bliver jeg altid forundret over deres krumspring for at komme derom.

Det føltes faktisk meget godt at sidde bag en stjerne igen.
Men for at gøre en lang historie kort: Alpinaens styrke er måden den kører på – og her kommer 190E’eren til kort. Selvfølgelig. Lad os bare starte med det mest åbenlyse, motoren. Den firebenede Mercedesmaskine får ikke et ben til jorden mod en BMW M20-maskine. Heller ikke selvom den ikke er Alpinatunet. Den er et lille mesterværk og Mercedes’ens er – well, bare endnu en firebenet hverdagsmotor. Uden melodi. Det er også vigtigt. Men bortset fra det leverer den varen og jeg hører den er noget mere økonomisk også.

Det er intet problem at finde sammenligninger af topmodellerne og den er da også uhyre oplagt.
Det er måske også fordi hverken undervogn, styring eller gearkasse er ligeså legesyge som i Alpinaen? Især gearkassen skuffede mig, for det er både lange bevægelser, lidt knoklet og så heller ikke så præcis som jeg er vant til. Bevares, den virker og jeg har prøvet værre – men netop i denne lille velkonstruerede bil virker den lidt ude af trit med resten af den høje kvalitet. Det gør undervognen til gengæld ikke: Især baghjulsophænget er særdeles avanceret og det hele er afstemt på komfort – så hér slår den Alpinaen. Det hænger også sammen med den mere moderate dækmontering, der tilsammen lader Mercedesen sluge kanter, huller og ujævnheder som en mine S-klasse. Hvilket selvfølgelig også var tanken.

Længere nede i hierakiet var de dog også konkurrenter.
Styringen er langt mere præcis end i min gamle S-klasse – men næsten ligeså langt fra det i Alpinaen. Ja, jeg beklager at det kommer til at lyde som en lang lovprisning af den anden tysker – men den har arbejdet sig til det! Og jeg skal da heller ikke afvise, at der har sneget sig lidt god gammel kærlighed ind i mit forhold til Alpinaen. Men jeg har jo altid været stor fortaler for talemåden “bare fordi man elsker en anden behøver man ikke hade de andre”, så jeg tænker vitterligt meget over det her med livet efter Alpina.
Derfor vil jeg slutte med det punkt, hvor 190E slår den: Komfort. Dens største fremskridt frem for E30’eren er dens aerodynamik, og udover den førnævnte bedre brændstoføkonomi (der nok er ligegyldig for langt de fleste klassikerentusiaster…) er der derfor langt mindre vindstøj i Mercedes’en – og i det hele taget bare mindre støj. Den anden side af medaljen vedrørende den uinspirerende motorlyd er nemlig også, at der bare er mindre af den. I alle objektive termer er det jo en fordel (meeeen jeg har nu svært ved at klassificere en M20-motors lyd som støj…) og jeg er faktisk sikker på, at en tur til Stuttgart på dén konto vil være mere afslappende i Mercedesen.
Jeg er også sikker på, at jeg ville kunne leve med en 190E. Både som “almindelig” klassiker til at køre, vise og føle ejerglæde for – men også som firmabil. Dels af de samme årsager – og dels fordi den har den dér kvalitet af, at den bare fungerer. Hvilket trods alt er vigtigere som firmabil. Og så er jeg virkelig glad for designet.
Faktisk synes jeg virkelig en Mercedes-Benz 190E er en lille juvel af en bil. På mange måder også mere helstøbt og måske endda også en bedre bil end en E30, Alpina eller ej. På den anden side viser det måske også, at når vi taler den her slags biler, så er der mere i verden end at være “den bedste”. Og alt det andet er måske endnu vigtigere?
Hej Claus
Nu må du sgu snart holde op, din konstante og gentagne lovprisning af din Alpina har været svær nok ny kapere, men nu lovpriser du den mest kedelige og uinteressante morfarbil, MB 190E, en bil der værken designmæssigt eller teknisk gør sig bemærket på nogen som helst måde – Gab !!!!
Hvis jeg ikke skal miste min sidste respekt for din bilpassion må du tage dig sammen !!!
Søren
Det kan kun være en forsinket aprilsnar fra Claus´s side. En standard Mercer 190 er så kønsløs som noget kan være. Havde det så været udgaven med Cosworth motor og mange ventiler, men nej. Kig videre Claus.
Hvad?!? I er begge så hårde I tonen at det er MIG der tror, at I laver sjov :-). Særligt vendingen “en bil der værken designmæssigt eller teknisk gør sig bemærket på nogen som helst måde – Gab !!!!” er jo slet og ret forkert?
Men på den anden side: Selvfølgelig kigger jeg videre, @torben…
Design er jo en smagssag, men i min verden skal det være en ganske speciel 190, der skal til, før den kan konkurrere med en E30.
Men tillykke med din bil Claus!
Jeg tror de de første kommentarer skriver mellem linjerne er, at de er trætte af din evige Alpina beskrivelse(r) og snak om, hvad du nu vil have som forretningsbil. At det kan blive lidt for egocentrisk og knap så innovativt. Selv om det jo ret beset er “din” hjemmeside.
Men tak for dit arbejde.
Giugiaro nævnte engang MB 190 som én af de biler, han gerne selv ville have designet – det er om noget en cadeau.
190’eren ser en halv generation nyere ud i designet end BMW’en, der er bevidst “retro” halvfjerdserstil med runde lygter og sort kølergitter, selvom modellerne sikkert kom nogenlunde samtidigt(?)
At den hverken har sneskraber foran eller jeg-kan-køre-stærkt-hjul, synes jeg også er meget stilfuldt.
Så jeg vil sige at den er det underspillede sikre valg for den selvsikre gentleman, der ikke behøver at bevise noget med bilen. Faktisk stik modsat en Corvette Targa med kromhjul ;-)
En standard 190 ER en morfar-bil. Men en morfar-bil kan også have sin charme. Det kræver naturligvis at den ikke har alufælge, men hjulkapsler. At den ikke er sænket. At den ikke har store, brede dæk. At den ikke har spoilere. Etc etc. Den skal stå HELT ren. Gør den det, vil dens kedelighed gå fra at være…ja, kedelig til at være særegen og speciel i en verden af røde porscher – billedligt talt.
Hvis jeg kunne have 5 hobbybiler, gad jeg godt en standard 190. Men ikke en af de hidsige modeller med spoilere og lir. Alt for meget her-kommer-jeg-gøgl for en lille intro-mercedes. Ikke ulig Fru Hansen nede fra gadehjørnet, der i en alder af 58 oversminker sig og valser rundt i lårkort og push-up bh.
Ja, det er jo subjektivt!
Jeg tror også farven spiller en rolle. Hvor er den hentet hjem fra og hvad koster den at få indregistreret i Danmark med de nye afgiftsregler?
Det er ikke fordi sådan en e30’er er nogen designmæssig åbenbaring. Jeg synes det i hvert fald ikke!
w201 har jeg altid godt kunnet lide, men den skal have en ordentlig motor, ellers er det lige fedt.
Det skal den også, hvis du skal have en @ce, 2.3-16 eller en række-6’er, ellers er det lige meget. Ikke en 2.5-16.
Desuden læser jeg mellem linjerne, at du er så ovenud begejstret over din Alpina, at du dybt inde i din kevlarsjæl bare ikke vil af med den. Så hvorfor overhovedet spekulere i de baner?
Det kaldes psykologi, og jeg ved, når nogen roser en bil til langt op over skyerne, at så er det et kærlighedsforhold, som varer livet ud!
Enhver psykolog og psykiater vil sige det samme som mig: Behold Alpina’en!
@robin, nu kan jeg jo bare godt lide biler – og det er dybest set det jeg skriver om og derfor jeg gør det. Især dem jeg godt kan lide. Og dem jeg drømmer om. Og andre drømmer om. Og ingen drømmer om. Det er ikke nogen undskyldning, og det kommer der heller ikke – det er bare sådan det er.
Jeg er med på, at vi har forskellig smag, og sådan skal det jo også være – ellers fandtes der kun een bil, og det ville være trist. På ViaRETRO er der normalt også være højt nok til loftet til at man kan skrive ordentligt hvorfor man mener noget (andet) – sagligt, velbegrundet og måske ligefrem konstruktivt og lærerigt for os andre. Som du selv gør.
I designspørgsmål ER det svært at være objektiv, og det fremgår måske ikke tydeligt af min tekst, at min beundring for 190E ikke kun er en rent formal sag, men går på selve kvaliteten af designet: Dét som Giugiaro sikkert også hentydede til og som @jakob356 påpeger. Mercedes’en er bare mere helstøbt, skarpere og mere moderne. OG kønnere, @claus-n. Hvis jeg skal være fair og pege på en designmæssige mangel også, så kom den jo kun med den ene karosseriform limousine – hvor E30’eren fandtes med to og fire døre, som cabriolet og som stationcar.
Og javist kan 190E’eren da være en morfarbil. Men pudsigt, som det kommer til at lyde ligesom når en E30 er en tre-tyrker-i. Som om det er skidt? Det er bare sådan det er. Eller var. I dag ser man jo yngre klassikerentusiaster i begge modeller, så jeg er sikker på, at begge har begge fremtiden for sig.
En god 190E har måske endda mere potentiale, da de simpelthen er billigere i dag? Eller er det bare en afspejlning af det, som min tur herover også viste: Der er mindre spunk i sådan en Mercedes. Og ja, mere morfar. I hvert fald med de små maskiner.
Men selv en 2.3-16 koster en brøkdel af en M3. Det var i virkeligheden også sådan een, min Alpina burde sammenlignes med. Men nu var det bare ikke lige sådan een, jeg fik nøglerne til.
Så her er en idé: Hvis nogle vil have mig til at skrive om noget andet, så kan de jo stikke mig nøglerne!
FED sidste kommentar Claus..Stik mig nøglerne..
Jeg ønsker bestemt ikke, du skal skrive om noget andet. Jeg læser, det du skriver, hvis jeg finder interesse for emnet. Og det gør jeg altid med Alpinaen og en w201. Ellers springer jeg videre til næst emne.
Jeg synes, det lyder som om, at du virkelig virkelig er meget meget glad for din Alpina, derfor skrev jeg, at du bør beholde den. Også med glimt i øjet, jeg skrev, som jeg gjorde. Længere er den sådan set ikke.
Om du kan leve med en morfar w201, eller en hvilken som helst anden “morfarbil”, skal du naturligvis afgøre med dig selv.
Det hele er dit eget valg.
When the 190 first came out, I wasn’t very impressed – I thought it looked too plain to carry the three-pointed star. However, in recent years, it has grown on me, and I’d be quite happy to own a 190E, with the 2.0-litre engine as a minimum, and with the 2.5, maybe even above an E30 325i…