Det kom jeg til at tænke på efter weekendens kommentarer ovenpå Matiné Nr. 505.
I virkeligheden startede tankerne bag overskriften allerede efter Klub ViaRETROs første tur i 2024, hvor jeg havde fornøjelsen af at køre bag Stefans metalblå Firebird. En vaskeægte ponycar, 1967-årgang, V8 som sådan een skal være – og manuel. Det sidste kunne jeg høre ved hvert gearskift, og det lød godt. Det første billede af den tog jeg allerede jeg mødestedet nede ved havnen, for designet duer altså også: Knivskarpt skåret, frække detaljer både for og bag og så er der jo også lige et virkelig frækt hoftesving i den klassiske “Coke-bottle”-spirit indkorporeret i metallet. Jo, jeg sad bagved i den femten år nyere Alpina og fik lyst til sådan et rigtig amerikanerikon.
Stefans 1967 Firebird har været med på flere Klub ViaRETRO-ture og også været på langfarter til blandt andet Spa-Francorchamps.
Jeg har kun haft een amerikansk bil, og den var jeg virkelig glad for. Ja, til tider ønsker jeg mig faktisk sådan een igen! Min Corvette af femte generation havde imidlertid det problem, at den var fra slutningen af halvfemserne, og dermed ikke en klassiker overhovedet. Youngtimer, javist – og klassiker bliver den. Men en del af pointen med den var jo også at undgå en Porsche 911 af 996-generationen, som heller ikke er en klassiker – men dog en ægte europæer og endda fra Stuttgart. Den er født med en sølvske i munden!
Porsche 996 var ved præsentationen i 1997 en revolution for Porsche.
Hvis ikke lige det var fordi der var spejlæg i mundvigene, men det er måske en anden sag. Jeg kan lide den – men her i bagklogskabens klare lys kan jeg se, at min Corvette var det rigtige valg: Lidt røre i andedammen skader ikke, og det laver sådan en youngtimer-ami i ViaRETRO-regi og andre steder. jeg indrømmer gerne, at der er flere europæiske biler på min drømmeliste end amerikanske – men det er jo bare min personlige smag.
Corvette af C5-generation var en direkte konkurrent til Porsche 996 – og jeg synes stadig Corvetten er den flotteste af de to.
Som jeg dog ikke står alene med på på kanalen: Nogle gange tænker jeg faktisk, at det eneste der kommer på niveau med læsernes generelle Audi-lede er antipatien mod amerikanske biler. Hvilket ikke er helt rimeligt. Mine erfaringer med min Corvette C5 illusterede, at selv dén var ramt af “den kan kun køre ligeud”-fordommen, og dét var i hvert fald helt urimeligt: Den kørte stjernegodt og jeg savnede på ingen måde en Porsche. Men sjovt nok – efter at have kørt bag ved Stefans Firebird savner jeg en ny gammel amerikaner!
En Firebird hører til i pony car-klassen, stort set defineret ved disse seks biler. Men hvad er egentlig de europæiske modstykker?
Som sagt er sådan en 1967 Firebird nemlig bare en fed klassiker – for det andet og endnu mere tankevækkende: Hvad ER egentlig de europæiske modstykker? Firebirden er en repræsentant for pony car-klassen, der anført af Ford Mustang fra 1964 eksploderede op til sluttresserne: Sporty biler med god motorkraft, lækkert design og stadig med et øje på hverdagsdueligheden. Skal de sammenlignes med en Lotus Elan? En Ferrari 275 GTB? En Opel Commodore GSE? En Mercedes-Benz 280 SL “Pagode”?
Flere gamle tests konkluderede, at en SL var lidt sin egen type bil – og en pony car er det i hvert fald ikke. Men var den en samtidig konkurrent? Er den i dag?
Tjah, bortset fra Commodore er de jo alle tosæders, så forslår ikke helt, vel? Den nærmeste rigtigt alvorlige konkurrent jeg kan komme på er faktisk en Porsche 911. Det er kun en 2+2, javist, meeen der er da også nogle af amerikanerne, der har lidt mindre plads end normalt på bagsædet. Og så var der jo også Jaguar E-typen, der dog selv i 1967 var mere sportsvogn end alle pony cars tilsammen. Selv som 2+2.
Faktisk kunne jeg kun komme på éen eneste rigtig og direkte sammenlignelig europæer: BMW’s CS-coupé kom i 1968 med den store M30-sekscylindermaskine. Dengang kun på 2,8 liter og 170 hestekræfter – og dermed havde den faktisk på papiret lidt af en vatarm i forhold til de stærke pony cars. Og så har vi slet ikke snakket priser endnu! For amerikanerne var billigere, og det tæller vel også?
Led mig gerne på rette spor, hvis der er noget åbenlyst jeg har overset her. For ellers bliver min konklusion, at det var japanerne, der i 1969 bedst tog kampen op på pony cars-hjemmebanen. Datsun 240Z var ganske vist også kun topersoners ved debuten, men til gengæld var den billigere end dem allesammen.
Som sagt: Hvis jeg er helt galt afmarcheret, så opdatér mig gerne.
En europæisk “ponycar” er en nærmest umulig opgave, med mindre økonomien ikke er en faktor, og man ikke må begive sig op i “fullsize”-skalaen, og hvis man skal holde sig til 1967.
For lige at nævne et par der jo falder uden for så er XJ6 coupe’en måske lidt der henad. Der følger jo så lidt “Coupe-Kollegaer” fra Mercedes (strich-8? Jaaa danke), Fiat 130 og måske noget andet.
Lidt til den aparte side er noget Bristol? Ellers er der en Jensen, eller en Montreal.
Man den bedste anbefaling vil nu være at træde i karakter, være mand for sin hat og omfavn glæden der kommer af det amerikanske. Det kan godt lade sig gøre at nyde det firehjulede produktet uden hawaiiskjorte, kæmpe bukseopsmøg og tatoveringer.
Skal det være så bliver de amerikanske bedre, set fra et transportperspektiv, jo tættere man kommer på årgangene med store kofangere og mindre motorer. Sådan noget først-70’er, det kører dejligt, lydløst og lukseriøst, selv folkemodellerne, især til de lange ture de er bygget til.
Hmm, hvis en pony car defineres som en sportslig/ungdommelig udgave af en hverdagsbil der samtidig er til at betale, så tænker jeg at en europæisk ponycar som Fiat 128 coupe, Renault Fuego, Escort Mexico, Simca 1100ti, BMW 2002, Alfasud sprint, den slags. Og senere naturligvis alle GTI’erne.
Ja, de er mindre, lettere og svagere. Men det er/var europæiske biler jo.
Bare min rigsdaler
Jeg vil gerne lige advare om eventuelle udfordringer, hvis man skulle overveje at købe en US-bil (andet end Tesla) Der er en overvejende risiko for, at man vil blive antaget som værende, simpel, en bonderøv, en blærerøv, tilhørende en rockerklub eller have det som mission at ville dræbe vores klode. Som ejer skal man være parat til disse udfordringer, samt selvfølgelig den evige “den kan ikke styre” “hvad går den på literen” osv.
Kan man være i ovenstående vil jeg jeg dog straks anbefale at man kigger mod Amerika.
Kunne egentlig være interessant at vide, om amerikanerne er ligeså snæversynede bare med omvendt fortegn. Er man mon lige så ugleset i en alfa i Californien, som i en Mustang/challenger her??
Det vil jeg gerne skrive under på, @stefan :-), for præcis det skete også med min meget nye og moderne Corvette C5. Noget af det, i hvert fald. Det med rockerklubben kan også være – men det er jo typisk ikke noget folk kommer hen og siger, trods alt. Man kan dog afhjælpe det ved simpelthen at have hawaiiskjorte på, for det har rockere jo ikke.
Nu ER der jo bare noget om snakken med mennesketyper i biltyper, og jeg tænker egentlig en mand i en Alfa Romeo i USA vil blive anset som racerkører, een i en BMW 2002 som arkitekt og een i en Mercedes-Benz som advokat!
@johnnybgoode (hvis brugernavn i øvrigt siger det hele!), det svarer meget godt til min pointe: Omfavn det i stedet for kun at tro på alle fordommene. For der er jo også den lille detalje, at ikke alle pony cars (eller andre amerikanske biler) er skabt ens, og det behøver man ikke se længere end til ovenstående foto af de seks biler i et hårdt sving for: Firebird’en ligger nogenlunde som en Alfa, som man kan se.
@holm, din sammenligning er nok meget godt ramt, i hvert fald i de større af dem (du får mig ikke til at kalde en Fiat 128 for en europæisk pony car :-)) – men det understreger jo bare for mig, at der nogle gange ER en god grund til at kigge udenfor egen matrikel.
Tænk hvis man fandt ud af, at eksempelvis en Pontiac Firebird var bedre end en Alfa Romeo Montreal! Jamen, hvem kunne man i det hele taget fortælle den slags til?!!?
I øvrigt, @stefan – en Challenger er vel en muscle car, og dermed niveauet over pony? Amerikansk for viderekomne, kunne man kalde det :-)
Challengeren vækker vist nogle gode diskussioner om den er det ene eller andet. Jeg har altid tænkt den som pony og chargeren som muscle. Tror nu de fleste i vores lille land kalder alle sammen for musclecars..
I min verden er Firebird klart “bedre” end Montreal. Men nu er jeg også fan af simpelt, gerne med lyd og mulighed for sikre overhalinger 🙂
Montreal versus Firebird er en sammenligningstest jeg gerne vil medvirke til, @stefan :-)
Ellers Claus kunne du jo se om du kunne finde en 6cyl pony car https://m.youtube.com/watch?v=S5gWSWH053Y&pp=ygURamF5IGxlbm8gZmlyZWJpcmQ%3D
Såvel Ford som GM har vel allerede givet svaret på de “europæiske pony cars” med Ford Capri og Opel Manta
Hallo hvad med Opel Manta og Ford Capri, var det ikke dem der prøvede at skalere Pony cars ned til europæiske dimensioner?
Opel GT kaldes ofte for den lille Corvette C. De har i hvert fald samme Coke Bottle design og er fra samme koncern.
*Corvette C3.
Hvornår indføres mulighed for at redigere kommentarer?
Pony cars er vel navngivet efter Ford Mustang. På trods af, at Plymouth Barracuda havde premiere først. Den havde i øvrigt en europæisl look-alike i Hilmann Rapier .
Rapier