Weekend Matiné Nr. 516

Design skal have kant, mener redaktøren. Bogstaveligt talt!

Faste læsere kan selvfølgelig mene, at det kommer ud af min opvækst i en Volvofamilie, der først havde flere 242, så 240 og endelig 940 Herregårdsvogn – med sidstnævnte bliver det næsten ikke mere kantet. Men faktisk startede det længe før. Eksakt hvor og hvornår fortaber sig i tågerne, men den lille redaktør husker tydeligt begejstringen i hans sind ved det første syn af Alfa Romeo Nuova Giulietta i Bilårbogen (eller Bilrevyen?) : Hvilken skønhed!

Den kom i 1977 så det har sikkert været Bilårbogen 1978 – og kun dén frem for virkeligheden, for der var ingen i provinsbyen, der kørte sådan en eksotiker i praksis. Twincam og Transaksel var ikke begreber der blev brugt i byens folkeskole, men modellen gjorde kæmpestort indtryk på mig dengang. Ikke mindst dens design med den klare kileform og markant afskårne og meget høje hæk. Uha, det var moderne!

Men jeg var ikke helt formet som kommende bilentusiast dengang endnu – hvorfor en anden kantet bil også faldt vældigt i min smag. Og var mere indenfor rækkevidde både i forhold til pris og konformitet i en by i provinsen: FSO Polonez 1500. Igen fortaber det sig lidt om det mon var i samme Bilårbogen, men jeg husker at jeg syntes de klare kanter var et virkelig skarpt designgreb. Jeg har senere læst, at manden bag var Walter de Silva, og dermed er de to modeller jo åndeligt i familie. På en måde. Langt ude.

Og et-eller-andet sted har de begge en klar linie. Kan man sige. I netop deres kanter. Og det kan jeg bare godt lide. Igen: Om det lige var de to der startede det kan jeg ikke huske. Det kan også have været Lotus Esprit, og jeg er helt klar over, at det ville lyde bedre på en bilentusiasts CV. Men selvom selve bilen er både tidligere og endnu mere kantet, så mener jeg ikke det var dén.

Men jeg kom til at tænke på ovenstående i forbindelse med et par kommentarer til gårsdagens indlæg om Kommende Klassikere: Een foreslog Citroën Berlingo, en anden Audi R8. Og på grund af min forkærlighed for kanter bliver begge bare et pænt nej fra min side. Jeg er helt med på, at det ikke er rationelt (begge er så vidt jeg ved gode til det de er konstrueret til) – men så er vi også inde ved kernen af sagen: Valget af klassiker (eller kommende klassiker) har intet med rationalitet at gøre, men derimod alt med hvad man kan lide.

Det er ikke altid det kan forklares, og som individ behøver man jo heller ikke. Som skribent og redaktør her på kanalen forsøger jeg dog nogle gange (med skiftende held) at forklare mine egne tanker og bevæggrunde – og nu har jeg så forklaret min forkærlighed for kanter, der kulminerer i min begejstring for Lancia Stratos.

Og forklarer, hvorfor jeg faktisk hellere vil have en Triumph TR7 end en Citroën Berlingo. Nej, jeg er med på, at man ikke kan have en europalle i en TR7. Men nu var det ikke det rationelle det gik på, og derfor er mit svar rigtigt. For mig. Hvis andre foretrækker en slap og uambitiøs franskmand, så har vi bare noget at snakke om når vi mødes, ikke?

God weekend

Claus Ebberfeld

Bilen vi ikke så …

Michael Sehested Lund
Foto: Morgan Media og Michael Sehested Lund

I foråret besøgte jeg sammen med nogle andre klassiske bilentusiaster Morgan fabrikken i Malvern i UK. Besøget var virkelig en oplevelse, fordi Morgan jo er en meget lille producent med en stor del af håndarbejde i produktionen, men alligevel systematisk opdelt, så produktionen af delelementer, som udgør produktionsprocessen, der til sidst fører til færdige bil, virkede meget velorganiseret. Under besøget så vi Morgans blive bygget, der i store træk så ud som en Morgan skal se ud, men alligevel under huden indeholdt en masse moderne teknologi. Men det var ikke det eneste, for bag tæt lukkede døre var de i gang med noget andet, viser det sig – de var i gang med Morgan Midsummer!

Det siger naturligvis sig selv, at bilproducenterne ikke bare slår dørene op til det allerhelligste, eller rettere allerhemmeligste, for nogle tilfældige besøgende! Der er jo lagt en omhyggelig plan for lanceringen af den nye model. Problemet er så bare, at jeg og flere andre ikke synes om modellen. Morgan kalder selv Midsummer for ”a limited-run barchetta” – nu må jeg bede, bare det at kalde en arketypisk engelsk bil for en barchetta! Men det er selvfølgelig, fordi Morgan siden 2019 har haft italienske Investindustrial som hovedejer. Trøsten ligger selvfølgelig i ordet ”limited-run”, for det dækker over, at Morgan Midsummer kun bliver produceret i 50 eksemplarer.
Barchetta betegnelsen er dog ikke det eneste italienske i Morgan Midsummer, for det viser sig, at Pininfarina har været involveret i formgivningen. Jeg overvejede at skrive ”selveste” foran Pininfarina, men afstod, for dagens Pininfarina er en skygge af sig selv; blot minderne er tilbage. Og det er Morgan Midsummer desværre et lysende eksempel på. Starter vi oppefra med træet, der giver en lige dørkarm, og som sikkert er et omhyggeligt stykke Morgan snedkerarbejde, minder det mig om toiletbrættet på en Volga toiletkumme til højtskyl fra min barndom. Nedenfor rundes det hele af med paneler i krom – mageløst …

Rent teknisk er Morgan Midsummer baseret på Plus Six, som betyder 6-cylindret rækkemotor på 3 liter slagvolumen med 335 hk fra BMW. Vi er flere, der bliver chokeret hver gang, når motorhjelmen åbnes på en Jaguar XJ12 og virvaret dernede kommer til syne. Men noget tyder på, at den bare var forud for sin tid, for det ser faktisk værre ud i dag. Ikke noget at sige til, at bilproducenterne i dag dækker kaosset under et plastik cover. Bortset fra det er BMW-motoren et godt valg, for det er faktisk en fremragende motor, når det nu skal være. Og Morgan har jo altid benyttet motorer udefra, ikke en finger at sætte der. Chassiset er i dag top moderne, så det traditionelle Morgan chassis med det karakteristiske ”sliding pillar” ophæng foran og en helt traditionel stiv bagaksel bagi ophængt i bladfjedre er i dag historie. Det nye chassis er i aluminium med dobbelte tværsvingarme foran og multilink bagaksel bagi.

Karrosseriet er til gengæld stadig tro mod historien opbygget omkring et skelet i asketræ, præcis som man gjorde i bilernes barndom og i traditionelt karetmageri, lige indtil Edward G. Budd revolutionerede det hele med sine karrosserier i helstål. Karrosseribygningen foregår stadig i Morgan’s eget regi og med mange af de gamle værktøjer. Det samme gælder naturligvis den mindre model Plus Four, der i stedet for den 6-cylindrede BMW er udstyret med en 4-cylindret motor på 2 liter slagvolumen med 255 hk også fra BMW.

I det store hele synes jeg, at Morgan med Plus Four/Six er tro mod det oprindelige koncept. Det er selvfølgelig ikke noget for klassiske bil purister, men jeg synes det er ok, og det meste er gjort med smag. Det er Midsummer, der stikker helt af! Det kan godt være, at det i indledningen kan lyde som om, at jeg skyder efter de italienske ejere, men faktisk tror jeg, at de sikrer fremtiden for Morgan.

Afslutningsvis skal også lige nævnes 3-hjuleren, der nu hedder Super 3. Også her er sliding pillar ophænget foran væk, og det samme gælder den 2-cylindrede V-motor, der er erstattet med en 3-cylindret Ford EcoBoost motor med 1,5 liter slagvolumen og 118 hk.

Det sidste, der er tilbage, er at spørge jer, om hvad I synes om Morgan Midsummer, lever den op til Morgan’s stolte traditioner eller er den et fejlskud, der bør forsvinde i glemselens mørke?

Og endelig, hvad synes I om Morgan’s tiltag i det hele taget, med at holde en tråd til fortiden, men med moderne teknik bagved?

En retronyhed, der enten fuldender cirklen eller er det skøreste længe

Det fik i ugens løb overskrifter i rigtige medier (Bloomberg, Business Week og den slags – altså den tunge liga), at Lamborghinis tidligere Chief Technical Officer Maurizio Reggiani har sluttet sig til italienske Eccentrica.

Jeg tænker primært, at det her kunne blive en fed garage…

Så vidt jeg husker har jeg nævnt Eccentrica før, thi de fik i sig selv en del omtale af deres idé om at lave en restomod ud af en Lamborghini Diablo. Efter min bedste overbevisning var (er?) deres nyfortolknimg ikke helt overbevisende, da den sædvanligvist klare italienske stil er lidt usikker på hånden. Ikke desto mindre blev nyheden om den sidst tilkomne stjernepersonage ledsaget af vendinger som at “Eccentrica vil være den nye Singer”.

Det siger sig selv at det er komplet urealistisk, når de nu bygger på en Lamborghini Diablo, der er væsentlig mere sjælden end Singers Porschebasis. Og dyrere. For slet ikke at tale om ringere. Jeg gættet på både før og efter ombygningen.

Men den væsentligste indvending fra min side (“sur gammel mand-vinkel”) er, at det er komplet unødvendigt: Hvis man ikke synes en almindelige Lamborghini Diablo er vild nok, så lavede Lamborghini selv skam nogle få specialudgaver, der bestemt må række. Javist, de er heller ikke i særlig god kvalitet. Men så kan man jo bare restaurere sådan een – og få både en god og original og stilsikker italiener. For eksempel den herunder:

Værs’go’, god og brugbar forbrugerrådgivning fra ViaRETRO.

Ugens Fund: 1971 Triumph TR7 til 100.000 kroner

Så er vi igen i kategorien “rigtig klassiker”. Og jeg vil endda tilføje: En rigtig herresportsvogn. Dertil en fed farve, tilsyneladende god stand (omend selvfølgelig ikke perfekt til den pris, det er klart) og syv år til syn. Hvad vil man mere?

Sælgeren har ikke kørt den ud af indkørslen, så han er en doven hund. Men TR6’eren ser godt ud.

Nej, en TR6 er ikke en sofistikeret sportsvogn, men den er åben, ægte, oprigtig, vellydende og nem at holde kørende og det endda på en meget rimeligt budget. Når vi som her er nede i under 100.000 kroner, så snævrer afstanden til den endnu mere populære MGB sig noget ind – omend MGB’en stadig kan fås noget billigere, så er der mening med galskaben: Med den dyrere TR6 får man også mere sportsvogn for pengene. Efter min opfattelse, i hvert fald. Ikke mindst fordi man får seks cylindre og en mere rå køreoplevelse.

Jeg har aldrig selv haft TR6, men jeg skal ærligt indrømme at Ugens Fund giver mig lyst: En rigtig herrevogn! Jeg ved der er masser af TR6-ekspertise her på kanalen, så hvis jeg skulle ud at se på den her ville jeg alliere mig med et par øjne mere – også for at forhindre, at jeg blev hovedkuls forelsket. Men det er bare et tip: Man kan også tage helt alene afsted med sine hundrede tusinde på lommen – men al den risiko det nu indebærer.

Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen her: Triumph TR6

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens høflighed: Dengang man var Des

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.