ViaRETRO har skrevet om Jaguar XJ-S før og modellen forbliver fast inventar i redaktørens drømmegarage – og lettere kontroversiel i mange andres øjne. Og dén her nyfortolkning? Lad høre hvad I synes!
Malcolm Sayer var egentlig aerodynamiker hos Jaguar og som sådan bidrog han kraftigt til nogle af mærkets allerstørste succeser, racerbilerne C-type og D-type samt den gadebilen E-type, der jævnligt udpeges som en af verdens allerbedste sportsvogne nogensinde. Imidlertid yndede Sayer selv at sige, at han ikke var designer – og kritiske røster vil sige, at det så man tydeligt, da Jaguar i 1975 lancerede XJ-S som efterfølger til E-typen.

Jeg er ikke enig. Man kan måske sige tværtimod viste den netop hans geni? I hvert fald levede det grundlæggende design i over tyve år – helt usædvanligt længe for en luksusbil i det segment. Men mange finder det stadig kontroversielt og læren af det er vel, at man ikke kan stille alle tilfreds på een gang. Så nonchalant kunne Jaguar ikke se på de svage salgstal i de sene halvfjerdsere, men redningen kom i form af en racerbil, der løftede modellens profil.

Og faktisk også hele Jaguars motorsportsgenkomst, da den også viste, at der var masser af potentiale i V12-motoren, der ellers debuterede i E-typen og som sådan allerede var en ti år gammelt design, da raceren begyndte at vinde med den. Imidlertid kan Jaguar ikke selv tage hele æren for den opblomstring, for man kommer ikke uden om at mange af racersucceserne var drevet af skotten Tom Walkinshaw og hans team TWR. Både for XJ-S og de senere sportsprototyper.

Rent faktisk tordner en original XJ-S slet ikke. Men det gør den nye fortolkning heller ikke – den skriger.
Måske gentager historien sig nu – på flere planer, endda. TWR er genopstået og det har igen intet med Jaguar at gøre men alt med Walkinshaw – nu bare sønnen Fergus. Og den bil de har præsenteret er mindst ligeså kontroversiel som den oprindelige XJ-S var i 1975. Egentlig er historien absolut perfekt sammenhængende, da det handler om en såkaldt restomod baseret på netop XJ-S. Men dels er det ret flydende begreb restomods i sig selv et kontroversielt emne for mange, og dels er designet på netop denne ret ekstremt. Ligesom motoren. Og ikke mindst lyden.

Men da jeg besøgte TWR for nylig og havde en god snak med Fergus om filosofien bag bilen og ikke mindst hvad den skulle kunne som færdig “Supercat”, som den kommer til at hedde, så kunne jeg ikke lade være med at tænke, at cirklens kvadratur i dette tilfælde er noget nær perfekt: Målet er nemlig stadig en kapabel super-GT. Nøjagtigt ligesom XJ-S. Designet er stadig kontroversielt – men det var det som sagt også på XJ-S. Snakken med Fergus blev til en lille film på firmaets Youtubekanal, og den er på engelsk – passende til bilen, ikkesandt. I kan se den her:
Det ganske interessante spørgsmål er med mine historiske øjne ikke mindst, om det måske lykkes det denne gang at få dem i Stuttgart, Modena og Torino til at vågne op. For sagen er nemlig, at der ganske vist er kommet en del flere super-GT-biler til siden 1975, men jeg kan ikke komme på andre der har en V12-motor og MANUELT gear og ikke mindst en god historie som den her. Det sidste skal man måske være Jaguarentusiast for at sætte pris på (eller blive forfærdet over!), men hvis man som jeg elsker en god V12-motor koblet til en manuel gearkasse, så er mulighederne meget få, hvorfor jeg tror at Fergus og TWR har fat i noget her.
Eller hvad siger I feinschmeckere derude?
Hvis jeg vandt i lotto, ville jeg ikke tøve et sekund med at ringe til Fergus og bestille en Supercat. I mine øjne den fedeste restomod der findes!
Jeg kan meget bedre lide den nu end før din video. Fremragende !
Det jeg synes mindst om er de voldsomme og meget lidt diskrete skærmforøgere, men jeg står nok alene med den opfattelse, for langt de fleste fotos gør hvad de kan for at fremhæve dem.
Hvis man vil høre vrælet, er der et par sekunder i denne video startende fra 02:46
https://www.youtube.com/watch?v=q8k_0RLbd_4
Jeg må indrømme at jeg bliver barnlig glad af at høre næsten al lyd fra Bathurst 1985
https://youtu.be/IHQR_tjZGoU?si=_NayXNMbAUkruJ_C
Det er jeg glad for at høre fra netop dig, @leo-jensen, da jeg anser dig som nærmest en slags ambassadør for den originale XJ-S.
Og der er meget mere lyd med den her i diverse optagelser fra Goodwood: https://www.youtube.com/watch?v=hObz_9PJWfQ
Ikke en dårlig titel at få hæftet på sig, @ce.
Og ja, jeg har eksempelvis skiftet mine 215/70R15 til den originale størrelse (205/70R15) og er godt tilfreds med det.
Jeg har også haft mellempotterne erstattet af ‘lige rør’ og fortrudt, da det støjede for meget ved motorvejshastighed.
En ting har slået mig efter også at have set Harrys video på YouTube: Man har fjernet benzintanken fra den oprindelige placering og derved opnået mere bagageplads. Hvor er benzintanken placeret nu, og er der stadig 500 km i tanken ?
Her min egen lille video. Uden mellempotter og trods det rimeligt støjsvag. Med automatgear går den hurtigere end jeg kan skrive her i første gear ;o)
https://youtu.be/_Cler27uo1A?si=MblNYPuPIVrodNf1
Tak for en god video – Fergus har bestemt fat i noget.
Dejligt at se at XJS og Jaguar får lidt opmærksomhed. Det er så velfortjent – fantastisk smukke og velkørende biler, som har levet et liv i skyggen af kedeligere biler fra Tyskland.
XJS var og er en fantastisk bil, og er det perfekte kanvas for at lave en voldsom restomod.
En meget velkonstrueret og lækker V12 med stor slagvolumen og manuel gearkasse i et let aparte og 70’er-fedt karosseri – det bliver ikke bedre.
Virkelig fed teknik og rigtig flot interiør de har strikket sammen hos TWR.
Personligt tror jeg, de kunne have gavn af at levere bilen i et mere afdæmpet karosseri uden helt så mange spoilere, ventilationshuller og kanter. En mere tro homage til farmand Toms fantastiske racerbil fra 80’erne. Den bil manglede ikke på nogen måde autoritet, så alle de tilførte designelementer i Supercat’en trækker fra i min bog.
Det er således stadig Harry Metcalfes XJC V12 jeg drømmer om – diskret og smagfuldt hotrodded, men masser af lækker lyd fra V12’eren og en manuel kasse til at holde omdrejningerne (og lyden) oppe, når man har lyst.
En eller anden dag skal jeg have mig et Jaguar V12 projekt….
I dag må jeg nøjes med at vaske min X308 XJ8 – en anden skøn og overset (og alt for billig) Jaguar.
Rigtig god video. Hvis finanserne var til det havde jeg købt en. At tage en i min optik super bil og gøre den endnu bedre er en hyldest til mærket og modellen. Som der bliver sagt enten elsker man den eller det modsatte.
Er egentlig erklæret purist – men den kan et eller andet. Måske er det bare nutidens vildskab og V-12 vrælet fra en tunet pre-HE – men det virker på mig…
Det med V12 GT manuel… ja, der var ikke mange valgmuligheder – men heller ikke mange kunder. I de 4 år hvor det var muligt med V12 manuel – blev der solgte 286 stk. I hele XJ-S levetiden blev der solgt 115.000 – så omkring 0,25% af solgte biler med V12 manuel, gjorde det et connoisseur-valg (pæneste måde at formulere en fiasko salgsmæssigt). Kunderne var et andet sted.
Automatik eller manuel – det er 2 helt forskellige køreoplevelser i samme bil… der er da også en god del, som vælger at sætte en moderne manuel kasse i deres auto.
Men tilbage til spørgsmålet – jeg kunne godt – men ville ikke sende min egen over til restro-make-over.
Men der er massere af billige donor biler, som ellers ville blive hugget op (og så må man gerne i min optik)
…og en venlig tanke til Bob Tullius og hans Group 44 – som vel lagde grundstene til at XJ-S blev “opdaget” som en racerbil af Jaguar/TWR
God pointe med Tullius, @lars-torp-madsen: Ham har jeg jo altid beundret, da jeg oprindeligt kom ud af Triumph-lejren, og det gjorde han også.
@casper, jeg synes du rører ved noget essentielt for en god restomod: Originalen må ikke have været perfekt!