Og vi taler vel at mærke gode gamle Enzo Ferrari, Gilles og ikke Jacques – og firsernes overdrev i alt fra skulderpuder til turbotryk.
Jeg blev ærligt talt helt rørt, da jeg så nedenstående video i går. Den er fra cirka 1981 og handler om Ferraris første turboladede Formel 1-racer, C126. Dermed rammer den direkte ned i hjertet af min Formel 1-interesse, der blev født i netop de år, hvor Formel 1 var tumultisk vild i sin udvikling indenfor motorer, aerodynamik og sågar materialeteknisk.
Villeneuve på vej mod sejren i 1981.
Ligeså vild var Villeneuve som Ferarris mest lovende kørertalent – og ligeledes var min begejstring, beundring og grænseløse fascination af den italienske legende som Ferrari var allerede dengang: Jeg så faktisk TV-transmissionerne på tysk TV med en Ferrarikasket på hovedet – og jeg kan garantere, at det ikke er sket siden. Enzo levede, Villeneuve et år mere – og Ferrari kunne egentlig godt være blevet verdensmestre med lidt mere held og taktik og mindre vildskab og kaos.
Den senere C126 C2B var en af mine helt store helte, og her blev til til verdensmesterskabet for mærker.
Sådan gik det ikke, men jeg glemmer aldrig C126-serien, der blev bedre og smukkere med årene – mens teamet skulle så grueligt meget igennem med tab af deres bedste kørere og konstant uvished om hvorvidt næste løb ville blive vundet af Brabham, McLaren, Renault, Williams eller Lotus. Efter min beskedne mening nogle af de bedste år i sporten, simpelthen.
Filmen her er ren Ferrari-PR, men den er meget smukt fortalt og ikke mindst filmet for det: 10 minutters nostalgi og et tilbageblik til en Formel 1-sport, hvor udviklingen havde virkelig gode kår. Nyd den med en kop kaffe på kontoret – og så igen med en vino rosso i aften.
Hmm, jeg er åbenbart alene om at være grådlabil over den her film – akja. Men jeg var også rørt flere steder i “Rocky”, selvfølgelig. Måske er det bare mig.
Nej Claus. Du er ikke alene. Forskellen er blot, at jeg ikke har taget Ferrari-kasketten af endnu. 1980’er æraen med Ferrari Turbo og Villeneuve var fantastisk. Tænk at kunne vinde i Monaco 1981 med så vild en turbo F1. I modsætning til dagens Formel 1, som pga. bilernes nuværende pålidelighed og dækstrategi er kedeligt og forudsigeligt, var firsernes formel 1 helt uforudsigeligt. Motorer sprang i luften og bilerne løb tør for benzin. Find klip fra Monacos Grand Prix 1982, og se at de fleste biler løb tør for benzin på sidste omgang, og faktisk blev klassificeret, selvom de ikke så målflaget. På trods af Villenueves og Palettis endeligt i 1982-sæsonen, var den en fantastisk formel 1-sæson. Mange vindere, og en Keke Rosberg, der kun vandt et løb og alligevel blev verdensmester. Så også i denne sammenhæng er retro bedre end nutiden. Gerne flere artikler om retro-formel 1, selvom de ikke afføder så mange kommentarer.
Rart at høre, @tocoman – tak. Og jeg er HELT enig i 1982-sæsonen, som man sagtens kunne lave en film om.