Naturligvis ser man en restomodded udgave af en Citroën SM i – ja, Paris, hvor ellers? Men så er det bedste også allerede sagt!
Jeg har altid ment, at dér hvor en restomod giver allermest mening er, hvis man baserer projektet på en bil, der fra ny ab fabrik allerede kom med visse svagheder, fejl eller mangler. Uden at fornærme nogen kan man vel godt sige, at det for eksempel kunne være en Citroën SM? Som man kan sige rigtigt meget godt om også, bevares – og netop derfor giver det faktisk mening i det hele taget at forsøge sig med dén som en restomod.
Og voilá, dér stod den stod på Retromobile i Paris, komplet med Corcordemodel også. Det er den herunder:
En restomodded SM – endelig! Bagved stod en 911, som vi efterhånden har set mange af.
Jeg må tilstå, at jeg havde ventet længe på en se en restomodded SM – og så meget større var skuffelsen over denne. Men hvis vi lige skal skal tage det gode først: Der var stort set ikke ændret på det originale design, og SM’eren her var derfor stadig avantgardistisk på dén måde, som det nu så ud i 1970 – og hurra for det. Selvfølgelig (eller er det nu egentlig så selvfølgeligt?) var hjulene større end originalt, men designet var diskret opdateret og det sprang ikke rigtigt i øjnene.
Akja, store ord har franskmænd altid været gode til.
Faktisk kan man sige, at der gjorde det slet ikke generelt, at dette skulle være en restomodded SM: Så tæt på var det på originalen. Og det gjaldt både inden og ude, hvorfor jeg da også lige måtte kigge efter to gange. Og læse på mit bedste skolefransk. Og mærke diskret efter på materialerne – og her adskiller denne SM sig fra rigtigt mange andre restomods, der finder det bydende nødvendigt at skifte alle karosseripaneler ud med nye i carbon. Det havde man heller ikke gjort på denne, der bevarer sit stål.
Næste skridt i mange restomods er så at overmodificere interiøret. Men nej, ikke her: Igen en fin ting, da interiøret i en SM i forvejen var lækkert. Og hvad så med motoren, der ofte er kronen på værket for en restomod? Jamen i dette tilfælde var det den originale, samme størrelse, renoveret efter alle kunstens regler – og ydede 180 hestekræfter, fortalte de. Hmm? Jeg har faktisk aldrig hørt om en restomod med så lille en forøgelse af motorkraften.
Maseratimotoren har altid været en lækkerbidsken, og jeg var spændt på hvad de havde gjort ved den: Men svaret var skuffende lidt.
Men hvad så med håndværket, som er et område hvor mange andre restomods virkelig giver den gas: Lange bedre panelgab end originalt, bedre lak, bedre tilpasning af alt? Øhh – nej. Ikke på denne franskmand. Tværtimod kunne man se ringe svejsninger og noget der lignede overmalede bobler i metallet ved taglister. De rustfri ståldetaljer kunne man vel have forventet var poleret til perfektion – men heller ikke det var tilfældet. Alt i alt virkede det simpelthen som om franskmændene bag projektet ikke rigtigt havde hørt efter i timen.
Eller var det hele med fuldt overlæg for at kunne tilbyde markedets billigste restomod, så? Øh, nej. Da de nævnte at prisen var 300.000 Euro havde jeg nær fået min café au lait galt i halsen, det var bestemt ikke nemt at holde masken, da jeg ikke vidste om jeg skulle grine eller græde.Dét her projekt kvalificerede sig i stedet til titlen i overskriften, Ugens Antifund og ikke mindst måske en af de største spildte chancer jeg hidtil har set for et potentielt ret interessant restomodprojekt.
Interiøret var lækkert. Men det var det jo også i originalen.
Oplevelsen har lå helt tilbage i januar, men skuffelsen sidder stadig i kroppen på mig. Hvorfor jeg overvejer at tage til Louwman Museum, der de næste par uger har en særudstilling om SM i anledning af modellens 55-års-jubilæum. Jeg har anmeldt museet før og dé gør tingene ordentligt!
Skriv en kommentar