Vi oplevede noget af det man mindst ønsker sig, når man kører i sin klassiske bil, nemlig havari. Og sådan noget sker jo kun når det ikke må ske.
Efter en superhyggelige Viaretro tur i Tønder og omegn, skulle vi hjemad efter middagen ved ottetiden om aftenen. Det rigtige havde været at overnatte, men jeg havde en aftale om at fejre mine forældres Jernbryllup kl 12 dagen efter i Holbæk, så det kunne ikke være anderledes: Hjem skulle vi.
Den kørte godt.
Alt var planlagt så vi regnede med at være hjemme ved midnat, hvorpå vi tankede og sætte kurs mod København. Det startede med lidt regn på vej ud af Sønderborg, men det havde egentlig småregnet hele dagen så det ikke noget vi sådan frygtede. På den anden side var det i mellemtiden blevet mørkt – men gadelamperne var tændte og Lancia Flaminia kørte beklageligt.
Nuvel jeg vidste godt at mine spaghettivinduesviskere ikke var de bedste, men det var slemmere end antaget – skulle det senere vise sig. Efter havde kørt på 8eren væk fra Sønderborg tog regnen til og ved sammenfletningen til E45 åbnede himlen sluserne og et fuldt skybrud åbenbarede sig.
Har I lagt mærke til, at man aldrig ser billeder af en Lancia Flamninia i regn? Det nærmeste jeg kunne finde var denne coupé, der er ude i lidt sne.
Der var tre udfordringer på det tidspunkt: Mørket, regnen og modkørende bilisters LED-lys. Det modkørende lys var så skarpt at regndryppene på min forrude ligesom blev en til sammensmeltning af ubeskrivelig lysmasse og man kunne ikke se vejen. Først når de modkørende havde passeret på den anden side, kunne jeg igen skimte de hvide striber foran bilen. Dertil skal det også nævnes at forlygter på en bil fra 1963 nok ikke er de skarpeste. Jeg sad derfor lænet frem med hovedet helt oppe i forruden for bare for at få en smule orientering om hvor vejens hvide striber var.
Det blev efterhånden en farlig situation, for vinden tog også til og regnen stod fortsat ned stænger. Jeg blev faktisk halvbange og måtte sætte farten ned – hvorved jeg også frygtede de andre medtrafikanter der kom bagfra. Men jeg turde omvendt ikke stoppe helt – for jeg kunne dårligt se nødsporet heller!
Det er jo ikke kun et spørgsmål om at kunne se selv – men også om at bagfrakommende kan se at man er der. Og baglygterne på en Flaminia coupé er flotte – men nok ikke den lyseste stjerne på himlen.
Men slemt kan jo godt blive værre, for de overhalende bilister drejede ofte ind foran bilen straks efter deres manøvre, så udover skybrud, have vi så også fornøjelser af en slipstrøm af vand fra vejen og det hele fortsat i bælgravende jysk mørke. Vi blev mere ræd og tænkte på, om der mon var langt til en rasteplads? Og i det hele taget: Hvordan kunne vi komme ud af situationen med lemmerne i behold?
Kun for så at konstatere, at selv værre kan blive endnu værre: Alt det vand blev for meget for den solskinsvante Lancia, og jeg kunne mærke motorengangen blev ujævn. Jeg prøvede at gasse op og lave den slags, men V6’eren gav bare et par eftertænding skud og håbet forsvandt langsomt og til sidst stoppede motoren helt: Vi var officielt havareret i mørke, regn og blæst på en motorvejs nødspor.
Vi var i første omgang lidt forvirrede. Jeg selv var lettere rystet, kæresten tavs – og vi vidste begge, det var skidt, men der skulle jo tages aktion,, så advarsel trekanten blev stillet 50 meter bag bilen. Ringede til Falck, de var søde at fortælle mig jeg ikke var kunde hos dem, derimod hos SOS og gav mig nummeret til dem, ventetiden var en time på hjælp.
Vi turde ikke blive siddende i bilen af frygt for påkørsel i mørket, så vi valgte rabatten i sigene regn og vi forstod nu vi ikke havde det rigtig tøj på til det, men vi er jo ikke lavet af sukker, så vi måtte bare acceptere at vi blev gennemblødte og vente på fejebladet – kønne os, to druknede mus!
Lykken var stor da fejebladet kunne synes i mørket: Vi fik det lange lys og derefter gult lysshow, hjælpen var fremme og det føltes fantastisk. Efter bugsering blev vi kørt til Tinglev togstation, en by vi var kørt gemmen tidligere på dagen. Jeg ved ikke om man kunne kalde det et glædeligt gensyn, for det var sjovere i Lanciaen end på et fejeblad – men på den anden side langt bedre end at stå i regn på en mørk motorvej.
Toget ankom 22.32 og vi kunne være hjemme 02 30. Desværre skete der det, senere på strækningen, at toget påkørte en person påkørt og beredskabet blev tilkaldt – men kl 6 om morgensen.
Min pointe med ovenstående er nok især en note til mig selv: Fremover vil vi pakke en lille taske med udstyr, lidt regntøj og skiftetøj – herunder tørre sko. Og nåja, så skal vi lige havde kigget på bilen, så det ikke kan ske igen. Men HVIS det sker, så bliver vi ikke våde og kolde oveni en dårlig oplevelse – der dog endte godt, herunder med Jernbrylluppet.
Du har ramt hovedreglen i Murphys lov “Alt, der kan gå galt, vil gå galt.”
Ikke en sjov oplevelse af være en del af, men med tiden bliver det en anekdote, du vil fortælle, når du skal overgå andres lidelseshistorier.
Håber at du og kærresten er blevet tørre og har fået humøret tilbage igen, og at Lanciaen er blevet frisk igen.
Bugger for en oplevelse! Det er jo lige før at O’Tooles lov kommer i spil hér. Den siger kort og godt at Murphy er en optimist:>)