Det koster at fyre med mahogni, og det ved alle. Så hvad skal man tro, når man ser en Ferrari Daytona til en trediedel af normalprisen?
Man skal blive mistænksom, skal man. Og i det konkrete tilfælde er det endda ikke “bare” en almindelig Daytona (jeg skal vare mine ord med omhu her, da modellen er en af mine absolutte favoritbiler over alle – men I forstår hvad jeg mener…), men tydeligvis en racerudgave af samme. Sådan er den også beskrevet: Som en “Daytona Competizione” – og derefter med den vigtige tilføjelse, at den ikke var født sådan: “perfekt & originalgetreu als Daytona Competizione neu aufgebaut worden” – og ja, det er der mange af racer-Daytonaerne derude der er, da Ferrari byggede ufatteligt få selv og der heller ikke blev bygget mange om i perioden. Intet unormalt i det.
Denne Daytona “Competizione” kørte på Le Mans i 1973.
Heller ikke, at de helt originale fra dengang koster rigtigt mange penge, mens de senere byggede (folk laver dem stadig den dag i dag – for den er jo møghamrende fed, ikke?!?) rask væk koster fem til syv millioner kroner. Så hvorfor koster den herunder kun to?
Mjah, ikke fordi den ikke er født som racer – men fordi den slet ikke er født som en Daytona! Jeg undrede mig også over årgangen, der er angivet til 1977. Fire år efter at Daytonaproduktionen stoppede? Forklaringen er, at den her oprindeligt var en Ferrari 400GT. Som jo i øvrigt også er en uhyre lækker vogn i noget af det strammeste Pininfarinadesign halvfjerdserne kunne byde på.
Ferrari 365 og 400 kunne også fås i gul. Ikke den bedste farve til den smukke vogn, synes jeg. Og heller ikke den bedste idé at skære sådan en op.
Det har åbenbart ikke været nok for en-eller-anden Ferrarientusiast, og så er han ellers gået i gang. Ifølge beskrivelsen i øvrigt med et originalt Daytonakarosseri (hvor det så end kommer fra), og så selvfølgelig også opkortet chassis og alle mulige tilpasninger af alting fra undervogn til kabine. Det sidste ser forholdvist rigtigt ud, og det gør karosseriet egentlig også – men når man åbner motorhjelmen, så kan det ikke skjules længere: En Daytona har karburatoerne i midten af det tolvcylindrede V, en 400 har dem på ydersiden. Akja.
Men i det mindste skulle motoren være nyrenoveret og tunet til 387 hestekræfter, køre fantastisk og tillad mig at sige, at gul klæder den. Ifølge annoncen er dekorationen på den gule lak altsammen klistermærker, som derfor nemt kan afmonteres og/eller erstattes af andre. For de fleste fastlandseuropæere ville det nok være mere vigtigt at flytte rattet over i venstre side, men hvad ved jeg? Det har sikkert været dyrt nok at lave den som den er allerede.
Som den står har sælger sat den til 289.000 Euro og understreger, at der er papirer på den som en 1977 Ferrari 400GT. Prisen er tættere på sådan een end på en Daytona – for slet ikke at tale om en Competizione. Det er faktisk svært at sige om det er rigtigt eller forkert – men sælgeren nævner for en gangs skyld heller intet om investering og værdistigninger, men bruger masser af energi på hvor sjov den er at køre og hvor flot den er lavet. Det tror jeg faktisk gerne på.
En Ferrari Daytona Competizione er det bare ikke.
Men mindre kan vel også gøre det? Som sædvanligt er I velkomne til at sende bud ind på, hvor lidt der eventuelt kan gøre det – og her tænker jeg på Ugens Fund til Weekend Matinéen, der hylder den klassiker, der er ugens bedste køb, hvilket vi så giver videre som tip til kommende bilentusiaster. Tro mig, dén her vil næppe være en god idé for førstegangskøberen!
Skriv en kommentar