Kurfürstendamm på høje nagler

Der findes biltræf — og så findes der Classic Days Berlin. Når Kurfürstendamm lukkes for almindelig trafik og fyldes med flere tusinde klassiske biler fra hele Europa, opstår en ganske særlig stemning af benzin, boulevard og bilhistorie. Igen i år satte en gruppe danske entusiaster kursen sydpå for at blive en del af festen — og endnu engang blev det en weekend, hvor oplevelserne vejede tungere end bagagen.

Der var igen lagt op til oktanholdig folkefest, da Klub Viaretro sammen med en håndfuld andre danske entusiaster satte kursen mod Berlin og det efterhånden legendariske Classic Days. Midt på Kurfürstendamm var den brede boulevard spærret af i begge ender, som var den gjort klar til statsbesøg – blot med langt bedre lydspor. Her var det ikke ministerbiler og mørke limousiner, men årtiers bilhistorie på høje nagler, der indtog scenen.

Og hvilken scene.

Med omkring 700.000 besøgende og godt 2.000 klassiske biler over en weekend er Classic Days Berlin efter alt at dømme verdens største udendørs veteranbilstræf. Til sammenligning trækker Goodwood Festival of Speed omkring 200.000 gæster -godt nok betalende – mens Berlin fortsat er gratis. Det er svært ikke at holde lidt af den tanke, at man midt i en storby kan lukke en af Europas mest kendte boulevarder og lade duften af benzin, læder og bratwurst drive frit mellem caféerne.

Fredag morgen begyndte rejsen sydpå. Nogle rullede afsted fra Jylland før solen, andre stødte til ved Karlslunde, og snart bevægede en broget lille kolonne sig mod Gedser-færgen. Amerikanske flydere, engelske gentlemen, italienske temperamenter og solide tyske motorvejslokomotiver – alle med danske nummerplader og forventningsfulde ejere bag rattet. Tempoet var hæderligt, humøret endnu højere.

Det særlige ved at tage veteranbilen med til udlandet er ikke nødvendigvis afstanden. Berlin ligger trods alt ikke længere væk, end at man stadig kan nå hjem til søndagskaffen. Men følelsen ændrer sig, så snart færgen slipper Danmark agterude. Pludselig bliver turen til et lille eventyr. Og bemærkelsesværdigt nok havde mange fået lokket den bedre halvdel med. Det klæder enhver klassikerrejse med selskab, især når navigationen foregår efter gamle vejskilte, spontane kaffestop og en fælles forståelse af, at ingen rigtig har travlt.

For det er netop pointen: Biler skal bruges. Ikke bare poleres, vurderes og sparkes på dækkene til søndagstræf. Først når man kører dem ud i verden, bliver man en del af bilens historie. Kilometerne er lige så meget værd som kromet.

Efter ankomsten samledes vi på hotellets restaurant. Stemningen var munter, historierne voksede i takt med ølglassene, og endnu engang blev det understreget, at klassiske biler i virkeligheden handler mindst lige så meget om mennesker som mekanik.

Lørdag morgen blev bilerne kørt ind på den lukkede boulevard. Kurfürstendamm var klædt på til fest med champagnebarer, loungestemning og en konstant summen af motorlyde og samtaler. Hen over formiddagen fyldtes gaden af biler og mennesker i et omfang, der næsten var svært at begribe. Mange stoppede op ved den danske delegation og bemærkede, at bilerne faktisk var kørt hele vejen fra Danmark. Det gav respekt.

Og bilerne… ja, hvor skal man begynde?

Naturligvis dominerede de tyske mærker. BMW, Porsche, Mercedes og Volkswagen stod side om side som rullende kapitler i den tyske industris stolthed. Men mellem dem fandt man også de mere skæve eksistenser: NSU, Borgward og andre mærker, der for længst er forsvundet fra hverdagsbilledet. Selv Østblokken havde fået plads ved festen med Trabant, Wartburg og Lada. De hører hjemme her – ikke som ironiske indslag, men som ærlige stykker automobilhistorie.

Store amerikanske flydere gled majestætisk forbi små italienske sportsvogne, der lignede noget, en kolerisk designer havde tegnet på bagsiden af en espresso-regning. Ved nærmere eftertanke så jeg vist ingen japanske biler. Men måske druknede de blot i havet af krom og luftkølede boxermotorer.

Et af weekendens bedste indslag kom rullende i sneglefart gennem menneskemængden: en golfvogn med højttaler på taget og en hale af nysgerrige tilhørere efter sig. Bag mikrofonen stod Johannes Hübner, kendt tysk motorsportskommentator, som undervejs præsenterede bilerne og deres ejere med imponerende entusiasme og viden.

Pludselig lød det gennem højttalerne:
“Auf der linken Seite seht ihr unsere dänischen Freunden…”

Og så blev de danske biler præsenteret én efter én.

Det var svært ikke at trække lidt ekstra på smilebåndet dér. Faktisk så meget, at idéen straks blev sendt hjem til Danmark: Vi mangler ganske enkelt en golfvogn med højttaler til Claus Ebberfeld ved kommende arrangementer.

Lørdag aften havde et fremsynet medlem reserveret bord på en ægte tysk restaurant til 18 personer (jeg sender her en tanke til min frankofile madglade ven Søren Navntoft, som nok ville få alvorlige nervøse trækninger over spisekortet). I løbet af dagen voksede selskabet til 26, hvilket sikkert kun gjorde tjenerens aften mere interessant. Maden var tung, øllene kolde, og historierne blev bedre for hver servering.

Et medlem fortalte om en hotelreceptionist, der havde spurgt, om han virkelig ejede en Ferrari, fordi han bar en Ferrari-trøje.
“Ja,” svarede han. “Har du så en krokodille?”

En anden havde kig på en klassisk Porsche, hvor sælgeren efter kort tids samtale erklærede:
“Du er ikke Porsche-mand. Du skal have en italiensk bil!”

Den slags kommentarer kan man leve højt på længe.

Aftenen endte, som den slags aftener ofte gør: med grin, anekdoter og en flaske Martini på hotelbaren, mens nogen allerede begyndte at tale om næste års tur.

Søndag var der opbrud. Kolonnen gled næsten samlet ud af Kurfürstendamm igen. Nogle blev en ekstra dag i Berlin, andre satte kursen hjemad eller gjorde stop undervejs.

Jeg har bevidst valgt ikke at overdænge denne reportage med billeder. Nogle oplevelser fortjener nemlig at blive set med egne øjne og lagret direkte på nethinden.

Men én ting er sikkert:
Har man først oplevet Classic Days Berlin én gang, begynder kalenderen næsten automatisk at reservere weekenden året efter.