Register

14 + nineteen =

A password will be e-mailed to you.

Det er en cross-crossover! Så er alt vel sagt?

Da jeg i den korte reportage fra Techno Classica i Dortmund skrev, at der ikke rigtigt var sensationer i form af biler jeg aldrig havde set før, så var det ved nærmere eftertanke ikke helt rigtigt – for der var den herunder:

Av av av for en frygtelig bil!

Normalt bliver jeg jo begejstret for at lære noget nyt, men med den her var det anderledes. Sikke et uformeligt skrummel. Da der ikke var modelbetegnelser på, så var jeg desværre nødt til at kigge nærmere på den for at finde ud af hvad det i det hele taget var – og svaret hedder Nissan Murano Cross Cabriolet.

Nuvel, så undrede det mig ikke: Murano er en “crossover” SUV fra 2002, og det er en noller kategori af biler som jeg stort set aldrig har beskæftiget mig med og forhåbentlig heller aldrig kommer til. Betegnelsen crossover er blevet en klasse for sig, og i min optik kan den bedst beskrives som biler der er hverken fugl eller fisk. Ikke en firehjulstrækker, ikke en SUV – ikke en ordentlig bil. Ikke noget for mig.

Pressetekst fra Nissan:
“2003 Nissan Murano was an excitement in the SUV market, with its gracefully elegant styling and sportscar like dynamic performance. It was one of the most outstanding cars in our #Crossover history”. Ikke at det siger ret meget.

Men det kan faktisk (åbenbart) blive værre endnu, for med den anden generation af Murano fra 2007 kom Nissan så efter nogle år med den viste Cross Cabriolet fra 2011. Den levede heldigvis kun frem til 2014, og jeg håber ikke for mange faldt i fælden, for som åben er det om noget en endnu mere noller variant af biltyper. Den korte levetid tyder vel på det?

Cabrioleten er simpelthen en af de mest uformelige biler jeg har set længe. Her fra præsentationen et-eller-andet sted.

Man skulle faktisk tro, at SÅ kan det ikke blive værre. Men nej, det kan det faktisk godt. Dette æsel af en bil inspirerede flere andre producenter til at lave noget lignende, og hvorfor går simpelthen over min forstand. Proportionerne ligner jo noget der er løgn – på dem allesammen!

Jeg slog det op, og Nissan solgte kun 6.000 af flodhesten her. Det forstår jeg godt og min hurtige konklusion er, at så er der alligevel håb for menneskeheden. Men at flere forskellige bilproducenter kigger på sådan en fiasko og så tænker “det kan vi gøre bedre” – og alle fejler. Det trækker lidt i den anden retning, synes jeg. Hvad synes I?

En kommentar

  1. Kai Bach Andersen

    Man kunne bygge skærmkanterne ned mod hjulene, så det kom til at ligne en bil. Det ville se smart ud. Hele fronten kunne også laves, så den så ud som at en designer havde været med til at skabe den. Men hvad ved jeg …

    Besvar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.