Jeg købte to bøger om to biler jeg vil ha’ (engang) – og de repræsenterer to tilgange til hvorfor jeg elsker klassiske biler.
Det var på messen i Dortmund, som jeg beskrev i Weekend Matiné Nr. 630, og blandt de mange stande med glitter og glimmer og nyt gammelt var der en boghandler, der solgte ud af gamle bøger – egentlig både rigtigt brugte bøger, men også nogle der bare var pakket ud af deres beskyttende plastik, og dermed teknisk set ikke var splinternye og jomfruelige. Men så rigeligt gode til mig, og jeg købte tre for i alt tyve Euro – herunder de to her for hver en femmer:

Begge handler om biler, der i mange år har været på min positivliste og som gør mig glad hver gang jeg ser dem ude i den virkelige verden – og som jeg ser frem til engang (i en periode) at få i min egen garage. Legenden er selvfølgelig Datsun Z, som jeg er stødt på de sidste par weekender i forskellige inkarnationer: Som toptunede og übermodificerede racere til Ring Djurslands historiske weekend, hvor to (engang) 240’ere nu med olietøndebrede bagdæk og brølstærke 2,9-liters motorer satte alle BMW M3’ere til vægs og vandt generelt. Som udstillingsbiler i originalstand på messen selv. Og så mellemtingen på parkeringspladsen for klassiske biler på Spa Francorchamps.
Alle kunne være noget for mig: Jeg elsker Datsun Z, og skrev engang for år tilbage gentagne gange, at hvis jeg skulle starte mit klassikerliv helt forfra, så ville det blive med en Z.
OK, det var dengang de ikke var helt så dyre som i dag – men alligevel: Z er en af bilhistoriens vigtige biler, da den stort set åbnede døren for japanske sportsvogne på både det amerikanske og europæiske bilmarked i sentresserne og halvfjerdserne.
Maserati Biturbo er stort set dens diametrale modsætning! Men jeg er jo uforbederlig romantiker og elsker også en god fiasko – og dér kvalificerer Biturbo så kongeligt. Man kan vel sige, at ligeså heftigt som Z bidrog til at løfte Datsun samlede image – ja, så gjorde Biturbo det modsatte for Maserati! Jeg grinede i hvert fald for mig selv da jeg læste omslagets beskrivelse af, at “Biturbo brought Maserati back from the brink”.
Når det er sagt, så var Biturbo ikke en dårlig idé, og jeg kunne derfor også altid lide konceptet om en kompakt berlina med masser af kræfter – og luksus oven-i-hatten: Hvem kan ikke lide dét?
Dem der købte een og oplevede på egen krop, at Maserati var gået en tak (eller to) ned i kvalitet. Det blev ikke bedre, som bilerne blev ældre, og det er en af bilverdenens uretfærdigheder, at Biturbo i dag er meget billigere end en 240Z, når den nu startede med et bedre navn, mere avanceret teknik, mere kraft og derfor at være hurtigere. Men måske giver det mening, når man i bogen kan læse, at Autocar i 1972 kørte 12.000 miles i en Z uden nogle mekaniske problemer. Har nogen overhovedet kørt en Biturbo så langt – endsige uden problemer?
Det skøre er, at ingen af delene ændrer ved, at jeg må og skal have een af hver. Hvorfor jeg læser op på dem begge, da man jo ikke skal gå ind i sådan en kamp uinformeret. Jeg har altid sværget, at det ikke skulle være på samme tid – men måske er det netop dén cocktail, der giver allermest mening. Eller er det en sen turbo 280 ZX, der måske er lidt en blanding af de to?
Svar på et postkort indsendt til tvivl@viaretro.dk eller lommefilosoffen.dk. Eller bare i kommentarerne herunder – hvis det andet, ligesom en Biturbo, ikke virker helt optimalt.






Datsun Z er den bedste bil: Smuk, sporty, gennemtænkt konstruktion og med garanti et produkt af høj kvalitet. Den kører helt sikkert også godt. Men jeg til enhver tid vælge en Maserati Biturbo i stedet for.
Z er nok på alle områder klasser foran, men alligevel finder jeg også Celica, Celica-Supra og alle de varianter af modelnavne de er bygget af, i den samtid der var, lad os sige til lidt før 1980, drønlækre og spændende.
De 2 varianter af Celica, TA22 og den Coupe der samtidig var, kunne godt finde plakatplads over min seng, ved siden af Farrah Fawcett og Lucy fra Dallas.
De taber nok enhver sammenligning, pga de 2 manglende cylindere.
https://viaretro.dk/2020/07/weekend-matine-nr-306/
Engang kunne det realiseres for 50000kr
Men R6 slår R4, altid.
@peter, du slår simpelthen hovedet på sømmet: Der er intet mere at sige.
Jeg er dog også enig med @kai-bach-andersen i at Toyotas samtidige modelprogram faktisk var meget inspirende også. Om de tabte i sammenligning til Z? Ja, det gjorde de måske nok, men det var vel også en konsekvens af, at Toyota lå lidt lavere i markedet med deres sportslige modeller? I hvert fald indtil Celica Supra og den senere Supra. Men ligemeget: Samtlige af dem er også på min positivliste!
Akja, Matiné 306 er længe siden…