Register
A password will be e-mailed to you.

Det er et kæmpe spørgsmål som i mange bilsammenhænge oftest kan besvares med “den nyeste”. Men hvis man fortsætter den tanke i lige netop Jaguarregi vil man indse, at så enkelt er det ikke.

Jeg elsker Jaguar (og hvilken bilentusiast gør egentlig ikke det?), men hvis man ser på dem her i 2026, så er de jo åbenbart ved at begå harakiri – bare knap så ærefuldt. Deres seneste prootype var afskyvækkende – men det er p.t. ligegyldigt, for jeg tror faktisk ikke engang man KAN købe en ny Jaguar? Hvilket man med god ret kan sige er ligegyldigt her på ViaRETRO, hvor det handler om de gamle dage – og så bliver det hele straks også mere positivt, for i fortiden var Jaguar en verdensmagt.

Og de to nævnte modeller i overskriften er om noget nogle af de bedste eksempler på det – udover lige racerbilerne, selvfølgelig. Men det er faktisk en helt anden snak, især i forhold til grunden til at jeg i det hele taget tager spørgsmålet op i dag: En ViaRETRO-læser stillede det i weekenden. I hvert fald mellem linierne, da han skrev følgende om sin søn der “ser sig i øjeblikket om efter en ældre Jaguar da de har fået baby👶.”

Jamen hvilket geni er det barn ikke?!? Som åbenbart den eneste i Danmark at have indset, at en nyt barn ikke nødvendigvis dikterer, at faderen og moderen skal køre stationcar – endsige (GYS!) en SUV. Jeg håber han senere bliver politiker! Omend jeg frygter, at det er han nok for klog til. Men hvorom alting er, så vil ViaRETRO gerne hjælpe, og sagen er, at der i disse dage ER to oplagte (i mit hoved) kandidater til salg. Nemlig de to her:

Begge står i Danmark, og for at gøre det nemmere endnu er begge endda hvide. Begge med den i bund og grund samme superklassiske XK-motor i form af seks cylindre på række og 3,8 liter i Mk2’eren og 4,2 liter i XJ6’eren. Den skønne XJ6 med rødt interiør og den smukke Mk2 med sort. Tror jeg. Sælgeren af dén er nemlig ikke ligeså klog som den kloge søn, der ønsker sig en Jaguar, for der er hverken fotos af interiør eller af motoren – selvom begge del er uhyre vigtige i en Mk2. Der i øvrigt koster over det dobbelte af XJ6’eren: 139.900 kroner for 1961’eren mod 59.000 for XJ6’eren fra 1970.

Man kan læse af deres beskrivelser, der begge er bedre end billederne, at ingen af de to er perfekte eksemplarer, men de gør dem jo sjovt nok bare mere sammenlignelige. Man kunne også sige, at Mk2’eren som 3,8-liters med manuelt gear er topmodellen i rækken og ganske enkelt een af de biler, der definerede hvad en sportssaloon var – mens efterfølgeren XJ6 gik meget mere efter komfort. Og i øvrigt nåede en verdensførende position på dét punkt. Men kan endda med rette anføre, at det var på bekostning af den indbyggede sportslighed, som enhver Mk2 kom til verden med. Hvorfor det vil være nemt at udråbe Mk2’eren som den bedste Jaguar, der som mærke jo unægtelig er forbundet med sport og præstationer.

Men sagen er, at netop denne XJ6 også er manuel og med overdrive – og i øvrigt er så tidlig, at den er med den korte akselafstand, der (i sagens natur…) ikke bare gør bilen mindre, men også lettere. Og hurtigere. Faktisk var jeg DYBT overrasket over, hvor meget en XJ6 ændrer karakter fra denne tidlige manuelle udgave til den senere automat-XJ6 med lang akselafstand, som vi alle kender. I betragtning af, at det er samme motor (som i begge en en dejlig, dejlig maskine), så er det næsten ikke til at forstå, at resten også er stort set samme bil. Jeg var som nogle læsere vil huske ustyrligt glad for min XJ12 Serie 3 med endnu større motor, udelukkende automatgear og udelukkende med lang akselafstand – men min næste XJ6 skal være sådan een her. For selvom de ligner er det noget helt andet – ja, jeg vil næsten sige en manuel kort XJ6 er sportslig.

Hvilket jo unægteligt lader til at være det, de unge vil have (at dømme efter alt det, der i nybilsverdenen bliver solgt på sin sportslighed). I fortsættelse af dén tankegang kan man selvfølgelig sige, at så MÅ valget blive Mk2’eren, der med 3,8-liters motoren var en af verdens hurtigste firedørsbiler og også gjorde en fin figur på racerbanerne. Men det er måske mere relevant for bankrøvere end familiefædre?

Det ER bare svært at vælge bil for andre! Men man kan jo godt prøve at hjælpe alligevel, så her er ViaRETROs tip til sønner, der “ser sig i øjeblikket om efter en ældre Jaguar da de har fået baby👶.” – og de kan findes her:

Jaguar Mk2 3.8 til 139.000 og Jaguar XJ6 manuel til 59.000

 

 

 

 

9 kommentarer

  1. Ole Wichmann

    På denne dag, hvor jaGUar på smukkeste vis har understreget ViaRETRO kampråbet ALTING VAR BEDRE I GAMLE DAGE, er det hjertevarmende at der er unge mennesker der i dag leder efter en Jaguar. Jeg var selv 22 første gang!
    Jeg har haft en dejlig XJ6 serie 2 shortwheel base. Jeg ville endnu hellere have en manuel serie 1, den skulle være mere sportslig.
    Men i den prisklasse gælder det for begge, de skal undersøges grundigt og tag en ekspert med. De kan begge ruste og motoren er dyr at restaurere. Lak er dyr og kabine er dyr.
    Så svaret på hvilken af de to der er den bedste er enkelt: Den der er i bedst stand!

    Besvar
  2. Sander Bonde Larsen

    Apropros motoren er dyr at renovere. Jeg synes at erindre at mange annoncer, med XJ6, i Jyllandsposten i firserne, havde lilien “ motor renoveret “ i så fald Var/ er det 100000 km og så skal toppen af ventiler slibes.

    Besvar
  3. Claus Ebberfeld

    Det er dælme et klogt svar, @ole-wichmann!

    Nok også klogere end diverse spekulationer over bagagerum og bagsædeplads. Ingen af delene er til megen nytte, hvis biler ikke kører :-)

    Når det er sagt, så havde jeg fornøjelsen af at køre en tidlig manuel XJ6, og jeg var slagen af beundring over hvordan den kørte. Det var en ny udgave af dén, som Jaguar burde have lavet.

    Desværre har jeg lige set hvad de har valgt at lave i stedet, og nu tror jeg ikke jeg kan sove i nat…horror!

    Besvar
  4. Leo Jensen

    Jeg er bange for, at du skyder temmelig langt ved siden af her, Claus. For unge mennesker med små børn er en gammel Jaguar 15-20 år gammel. Det passer fint med at de fleste af dem heller aldrig kunne finde på at udsætte deres børn for et gammelt barnesæde uden Isofix, som blev introduceret i 1997.
    Når det er sagt må jeg nok sige at jeg ville tage en XJ6. Jeg er vild med designet, MK2 er ved at være så gammel, at der ikke er mange købere til den om 5-8 år.

    Besvar
  5. Claus Ebberfeld

    Hmm, det kan sagtens være, men en 15-20 år gammel Jaguar er stadig bedre end den nye :-)

    Jeg har hørt ordet før, men ved ikke helt hvad Isofix er (og behøver heller ikke vide det, faktisk), men Obelix’s hund var sød.

    XJ6 giver absurd megen supersaloon for pengene, så jeg er på mange måder enig i dit valg. Men jeg er måske een af de få, der stadig elsker en Mk2? Der er ikke mange biler, der spænder over bryllupskørsel OG racerbaner :-)

    Besvar
  6. Leo Jensen

    MK2 var den Jaguar, der tændte min passion for Jaguar, så jeg er bestemt heller ikke helt ligeglad med den…
    ISOFIX er måske et emne, der skulle tages op her på kanalen. Eller mere specifikt: eftermontering af isofix-beslag. Det er sådan set bare 2 simple bøjler i ca 5mm rundjern placeret i sprækken mellem sædehynde og ryglæn, som stolene klikkes fast i.
    Jeg har børnebørn, og de kommer ikke ud at køre i mine gamle biler, hvis jeg ikke kan spænde dem forsvarligt fast. Det er sådan set lidt frustrerende, når en knægt på 2 år og 3 måneder genkender andre 2CV’er som farfars bil og kan sige folkevognsrugbrød. Nåja, og gummiged, rendegraver og den slags og også kan kende forskel på dem.

    Besvar
  7. Torben

    Jeg tror @Leo Jensen har fat i noget omkring hvad de unge mennesker opfatter som ældre biler. Men jeg har også lagt mærke til, at der på det seneste er kommet et par XJ8’ere (modelserie X350 heddder den vist med aluminiumskarrosseri) til salg omkring 100.000 kr. Og det er i min optik virkelig et pragtfuldt køretøj til prisen. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at sidde på hænderne, for jeg skal ikke have flere biler.

    Besvar
  8. Casper

    Vores bryllupsbil var en hvid Mk2. Siden har jeg kigget efter dem og ønsket mig en. Men som tiden gik synes jeg de blev for gamle (hvad det så end betyder) og er nu igang med at lave en Jaguar XJ6 serie 1

    Besvar
  9. Henrik Kusk

    Tak for de mange positive kommentarer til “projekt baby i Jaguar” i vores lille familie.

    Hvad er så status netop nu ? – XK8 muligheden der startede det hele er opgivet, alene pga. den manglende plads på bagsædet.

    I går var vi derfor ude og kigge på en XJR (X308), som nok er det mest “hotte kompromis” netop nu.

    .. og jeg skal nok holde jer opdateret 😊

    I øvrigt har jeg en tilrettet sædepude, så den passer bag i en DB7. Den blev flittigt brug når fætteren blev hentet i børnehaven/skolen, men der er vist lidt tid før det kan komme i brug igen.

    Besvar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.