3-serien fra november 1982 var med til at cementere BMW’s ry for kvalitet og køreglæde og blev en kæmpe salgssucces.
Men først og fremmest en personlig note: Jeg har ganske vist aldrig selv haft en BMW 3-serie, men modellen var alligevel en vigtig brik i min bilforståelse i mine dannende år. Trin 1 var, at kort efter at modellen kom på gaden testede Danmarks førende bilmagasin Bilen Motor & Sport en 320i, og så vidt jeg husker kunne den ellers til tider skarpe pen fra Rogers Søgaard kun kritisere rattets fire små kontakter til hornet frem for éen ordentlig stor kontakt. Ellers var der vist kun ros og meget af den. Og Rogers Søgaard havde altid ret.
De første 3-serier fra 1982 var alle todørs.
Dernæst spoler vi et par år frem til Trin 2, hvor jeg fik mit kørekort. På det tidspunkt havde 3-serien virkelig indtaget de danske landeveje, og sågar politiet havde fået dem som patruljevogne. Som civilvogn i sort var de endda ganske nydelige, men ellers foretræk jeg dem i grønmetal – ja, sådan havde jeg det allerede dengang. Måske hjulpet af, at en onkel havde een i den farve – en firedørs 320i med en kæk lille karosserifarvet hækspoiler på bagagerumsklappen (som var dyrt ekstraudstyr) og på aluminiumsfælge (endnu dyrere ekstraudstyr). En anden i familien havde en todørs 320i i Politispec, sort med stof og på stålfælge. Og min fødselsdagsgave var at jeg måtte låne den en hel dag.
Meget hurtigt fulgte den firedøres udgave.
Altså, på det tidspunkt havde jeg som nyt kørekort stort set kun kørt i skolevognen, som var en totalt død Ascona 1,6D (den forhjulstrukne), familiens Volvo 240 DL og venners Mazda 323 (den baghjulstrukne) og så vist jeg husker også en Fiat 127. I det lys var en 320i af E30-serien intet mindre end en åbenbaring: Den var så meget bedre kørende end alle de nævnte til sammen, så meget pænere skruet sammen, og så meget bedre gennemtænkt i sin funktion – at jeg selv som nyt pap kunne forstå, at den var noget specielt. Og hvis ikke jeg havde fattet det før, så kunne jeg jo bare lægge hovedet på motorblokken: Den sekscylindrede M20-rækkemaskine var et mesterværk og i min optik definerende for BMW og især for den lille 3-serie, der var en af de få kompakte biler, der tilbød denne lækre konstruktion.
Når man kom fra en Volvo 240, der er designet til at blive betjent med handsker på, så var det her en åbenbaring.
På dette tidspunkt var 3-serien nået til anden generation, og sjovt nok var designet ret konservativt videreudviklet fra den første 3’er, E21. Dén stod navnkundige Paul Bracq for, og den lagde helt klart grunden til 3-seriens succes og var utvivlsomt også en sportslig kompaktbil med mange af de samme kvaliteter. I sin samtid fik E30’eren (ligesom den foregående E28, anden generation af 5-serien) faktisk kritik for deres konservative design. Men især E30 var trods de overfladiske ligheder så meget mere end E21: Tyske Claus Luthe havde åndet evolution ind i designet, der var helt tydeligt genkendeligt som en BMW 3-serie, og på een og samme tid alligevel både konservativ og moderne og “pæn”. E30 var faktisk et mesterværk indenfor cool understatement, og dermed endda en værdig efterfølger til den kække 2002 – omend det måske har krævet nogle dekaders passeren før det blev rigtigt tydeligt.
Cabrioleten kom i 1985.
Og så var den endnu mere forbedret under huden: Den anden generation 3-serie voksede lidt i størrelse, men det var meget mere vigtigt, at den ganske enkelt blev mere voksen i det hele taget. Mere solid, mere velkørende, mere komfortabel, mere praktisk, stærkere, mere sikker, bedre kvalitet – og det vel at mærke fra et udgangspunkt, der allerede var godt. Så intet under, at den anden generation 3-serie blev så stor en succes: Den ramte simpelthen plet ned i firserne med sin kombination af kvalitet, funktionalitet og mellemklasseprestige.
Stationcarudgaven hed Touring på BMW’sk og kom i 1987. Også en meget, meget lækker model som klassiker i dag, må jeg sige.
Det var ikke mindst båret af de to sekscylindermodeller 320i og 323i, men da det i den nye 3-serie var svært at se forskel på disse og de mindre indstigningsmodeller, så dryppede det selvfølgelig på degnen, og hele 3-serien fik den specielle ære at blive til middelklassens drømmebil. Dette skyldtes ikke mindst at yuppiegenerationen adopterede den som deres mere eller mindre officielle mål i livet. Næste station var vel en Porsche, faktisk. I det lys virkede en 3-serie som god værdi for pengene, og de solgte som varmt brød. BMW’s slogan på det tidspunkt var “Freude am Fahren”, og det passede særdeles fint til den lette og kompalte 3-serie.
Den sekscylindrede M20-motorer med benzinindsprøjtning var en fryd for øjet og ørerne.
Det blev ikke ringere af, at BMW lavede mange flere varianter over modellen end den gamle 3-serie kunne drømme om: Mens dén kun fandtes som todørs, så kom E30 også som firedørs, som cabriolet og senere som stationcar, så der var simpelten fuld plade. En af de helt store imagebærere er selvfølgelig M3, der som homologeringsspecial for standardsvognsmotorsport både var en fin bil i sig selv – men ikke mindst blev en kæmpe succes på racerbanerne rundt om i Europa, hvor den ryddede bordet for standardogne. Ingen tvivl om at de talrige sejre på racerbanerne yderligere har højnet BMW’s profil og ikke mindst 3-seriens image som sportslig.
M3’erens succes på racerbanerne (og som den sportslige topmodeel til gaden) har uden tvivl hjulpet 3-seriens til et imageløft. Præcis efter planen, faktisk.
Samlet set solgte E30 i over 2,3 millioner eksemplarer, og selve deres antal er med til at jeg kalder den det moderne BMW’s vigtigste model: Mange havde een, men endnu flere ønskede sig een – og fik dem så senere i livet som brugt vogn. Men træerne vokser sjældent ind i himlen, og en af E30’erens fejl var, at de langt fra var fri for at ruste, så der er i dag mange, mange færre tilbage. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg for ret få år tilbage havde lidt svært ved at se dem som rigtige klassiske biler – ikke mindst fordi de simpelthen var for gode og velsagtens også for moderne, paradoksalt nok. Det er dog gået stærkt på det seneste, og E30’eren har dels fået et kæmpe følge blandt BMW-entusiaster, men er også generelt blevet anerkendt som en af firsernes toneangivende modeller.
Firserne. Faktisk overlevede 3-serien dem, og fik først en afløser i 1990.
Først allersidst i rækken af rygklappere kommer så den konservative ViaRETRO-redaktør, der bakker på piben, klør sig i skægget, retter på slipset og indrømmer: Jo, Claus Luthes klare og oprette og enkle treboksdesign har klaret sig godt imod tidens tand, og virker utroligt nok stadig (eller er det “igen”?) frisk og stringent og relevant. Den analoge køreoplevelse er heller ikke blevet overhalet – eller måske ligefrem tværtimod: Hvem vil ikke gerne kontrollere den cremede rækkeseksers musikalitet over en rigtig femtrins gearkasse, der går som en varm kniv i smør? Jotak herfra.
Hvordan enhver BMW-kører drømmer om at se ud.
For den virkelig lækre lyd fra M20-motorerne vil for altid være et særligt E30-kendetegn for mig, og jeg husker stadig hvordan hele køreoplevelsen var en totaloplevelse og hvordan ALT i bilen virkede som om det var designet til at understøtte sloganet “Freude am Fahren”. Dengang var det måske en anelse gammeldags, men i dag sætter jeg endda pris på chromdetaljerne ved kofangere og ruder – og hvis jeg så kunne finde en med stofsæder og manuelt rudehejs, så var jeg sådan set klar: Tillykke, BMW E30 – du er blevet en rigtig klassiker!
Jeg behøver ingenlunde en M3, men foretrækker faktisk de sekscylindrede.
Jeg kan kun sige enig, og jeg elsker også den model, specielt Touring, og 6 cylindre er det der gør det.
Jeg har kun kørt i en E30 een gang, på bagsædet.
Det er bare en fantastisk bil at se på og at drømme om.
Den havde et skidt image i DK, længe, pga pizzabageren, men det har den fint overlevet.
Ja vi har været her før hvis man husker mange år tilbage på Clauses blogliv, måske det var ved 30 års dagen. Jeg tog kørekort i Esbjerg i en orange 2002 Tii men midt under træningen skiftede kørelæreren til den helt nye E21 og var pavestolt. Selvfølgelig var vi begge glade for at køre rundt i byens gader i det nye orange vidunder men i dag i et andet årtusinde vil jeg da meget hellere have 2002 som i mine øjne er mange gange smukkere. Så jeg har kørt begge modeller samme uge engang i midthalvfjerdserne. Min kørelærer kaldte mig Nicki Lauda og det var ikke positivt ment jeg havde lidt svært ved at tæmme bimmerens kræfter. Den nyere 4 dørs sagde mig ikke noget.
Helt fortjent, at BMW E30 er tilbage igen. Ligesom @kai er Touring-udgaven min favorit – det tog virkelig BMW lang tid at tage sig sammen til at lave den. Og så bliver E30 Touring jo veteran til næste år, gad godt en 325i i Laguna Green!
Jeg tog mit kørekort i en rød E30. Den gang kunne man nøjes med 7 lektioner, så det var ikke så meget jeg fik kørt i den…
Jeg startede min med at kører Hill climb i en 2 dørs, standard, plantanen grün E30 320i. Den kørte rigtig godt og 100 % pålidelig… Den var en dansk bil fra ny som havde undgået Brian og hans fætter. Det var osthandleren fra Korsørs gamle bil som stadig havde de originale plade på :-)
Jeg savner den…
Hmmm, @michael-madirazza, den grønne onkelbil kunne godt have været Plantanen Grün, faktisk. Lækker farve med et skønt navn!
Jeg elsker Plataner…jeg ved ikke hvad PlaNtanen er….
Jeg erhvervede også mit kørepap i en E30 i 1983…
Go dag
Stolt som en pave ved min 316 i ca.1990 …kulissen er ved Munkholmen broen ..Jeg elskede den bil ,den blev desværre totalt skadet i sammenstød med bus 6 år senere:/…ellers havde jeg nok haft den endnu ;-)
Og med to sidespejle, @keld – fra dengang hvor et højrespejl var ekstraudstyr: Luksus.
Kan ikke huske det Claus? Har du nogensinde skrevet historien om hvordan 320 Touring blev udviklet?
Skøn bil. Man skulle have købt en cabriolet mens pengepungen stadig kunne klare det. Den bil kan MEGET. Lækker motor, god kvalitet, plads til 4, underspillet, men stærkt udtryk designmæssigt.
For nogle år siden fortalte jeg her på VR om, hvordan netop en Ebberfeld-grøn 320 blev et mareridt for mig som en bette purk, da min far ville købe en sådan af Ole Olsen (ja!, HAM!). Har ikke tid til at lede efter historien nu. Men den kunne ellers godt tåle en gentagelse iforb. dagens tema.
Nå, det er lidt insider-agtigt…
Det var Weekend Matine’ 320 i
17. Oktober 2020….Skanning….Skaanning
God aften
Sic gloria transit mundi, ja engang havde den mindste BMW modelrække seks cylindre. Min 118i har kun tre:(
Det var godt nok tre store potter på en 1,8-liters, @kjeld-jensen :-)
Nej, @soren-w – og det lyder som om det skulle være en særlig historie, men jeg må melde pas: Jeg har ikke skrevet historien, fordi jeg ikke kender den.
Det er som altid helt som Peter Plys skriver, @skaaning. Det var her: https://viaretro.dk/2020/10/weekend-matine-nr-320/
Det er over hundrede matinéer siden, så jeg havde selv glemt det – men numeroligisk afdeling havde selvfølgelig dedikeret udgaven til netop BMW 320i. Jojo, det giver mening.
Hej Claus, nå, så har jeg set historien i et bilblad på et tidspunkt. Som jeg husker historien: “BMW havde ingen planer om at bygge en Touring udgave over E30 modellen. En intern udviklingsmedarbejder købte så en E30, der havde en skade i bagenden, og han byggede så selv en Touring udgave ud af den skadede bil. Da BMW hørte om det og så bilen, købte de bilen af ham, og udviklede selv den Touring udgave, der kom i produktion…” og når man ser designet i dag, er det jo oplagt at den skulle komme i en Touring version…
Hov, der er faktisk en YouTube video, der berører historien…
https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=&ved=2ahUKEwizrvHC9sj7AhXD2aQKHWBpDhgQwqsBegQIDBAF&url=https%3A%2F%2Fwww.youtube.com%2Fwatch%3Fv%3D1JkPaA5omr8&usg=AOvVaw2Ya_cuC7gChmHVck6uGkwP
…og en artikel i Autocar…😀
@ Claus Ebbefeld…godt nok hedder den 118i, men den er kun på 1500cc. Min forrige var også en 118i, men på 2000cc.
Man kan da heller ikke regne med noget i disse moderne tider:)